Et svensk juleeventyr

Ah, julen er en dejlig tid!

Når det bliver allermest koldt og mørkt, så bøjer vi nordboer ikke hovedet, og lader mørket kue os. Vi kaster os tværtimod ud i et vildt forbrug af penge, lys og kalorier. Mørket må for en stund vige for lyset, kinderne blusser, og kreditkortene gløder. Slægt og venner, som man ellers undgår til dagligt, bliver besøgt og bespist i et omfang, der forhåbentligt rækker for hele det følgende år. Plejehjemmene bestormes, og i daginstitutionerne får man omsider hilst på de små smittekilder og deres forældre, ofte flere par per barn. Vi kan glæde os over, hvor godt det egentlig går både hos os selv og hos andre, hvordan demokratiet vinder frem nøk for nøk. Og stopper man op og lytter efter, kan man ude i mørket høre skeptikerne og puritanerne, der tænderskærende sidder og tæller fejl, mens de siger, at det hele må ende galt, som de altid har sagt det. Traditioner og hygge over hele linjen. Ah….

Som østdansker har jeg tilbragt mine formative år med at se svensk børne-TV. Jeg er opvokset med Trazan Apanson & Bararne, og mange, mange flere. Min barndom faldt i de usmagelige ‘70ere, så naturligvis var alt TV venstreorienteret. Men i modsætning til det fantasi- og talentløse danske TV, var propagandaen fra den anden side Sundet så meget bedre. Bedre begavet, bedre talent og knapt så livsfortrængende dogmatisk indoktrinerende. Det er vel derfor, at så mange svenskere aldrig fik taget sig sammen og gjort oprør; det hele var så hyggeligt og besnærende.

Jeg holder stadig meget af Sverige, dette stykke østeuropa så tæt på os. Hvor Norge gerne fremtræder som den sidste Sovjetrepublik, minder Sverige mere om DDR eller Polen, før muren faldt. På overfladen tung politisk korrekthed, men lige under lurer galskaben og det private oprør. Man parerer ordrer, tier og marcherer i takt, men imens tænker enhver sit.

Denne svenske påvirkning forklarer måske, hvorfor jeg hver jul må se tegnefilmen Sagan om Karl-Bertil Jonssons Julafton.

Svensk SVT-1 har siden 1976 sendt den hver juleaften ved 19-tiden, hvilket kolliderer med andre sysler, men man kan jo optage den og se den i ro og mag post festum.

Det er et dejligt juleeventyr på ca. 1/2 time, der ikke bare er velfortalt og veltegnet. Den giver et rørende naivt indblik i den socialdemokratiske sjæl hos broderfolket, der på dette punkt desværre ligner os mere, end vi bryder os om at indrømme. For svenskerne er dette ufrivillige selvportræt en kult, der ikke bare gentages hver jul, men som også kom på frimærker i 2002. Det er, med meget god grund, et nationalt symbol.

Tegnefilmen er lavet af Per Åhlin, mens historien er fra 1964 og skabt af den urimeligt tidligt afdøde Tage Danielsson, der måske er mest kendt for sit samarbejde med Hasse Alfredsson og AB Svenska Ord.

Som fortælleren lader os vide, foregår historien den gang, der var fattige til. Herved har fortælleren løst det problem med den stadigt stigende velstand på vores breddegrader, der gør livet surt for venstrefløjens historiefortællere. Bilerne har gasgeneratorer, og en purung Marguerite Viby optræder i den svenske indspilning af Frk. Nitouche. På et tidspunkt optræder der en flagranke med forskellige nationers flag, som også omfatter det tyske hagekors. Så mon ikke tiden er 1940erne.

Her præsenteres vi for hovedpersonen, teenageren Karl-Bertil Jonsson, der tjener lidt lommepenge ved ekstrajob på posthuset. Karl-Bertil hører til det bedre borgerskab, for hans far har et varehus, og familien bor i en nydelig villa.

Karl-Bertils idol er Robin Hood, som han dagdrømmer om. Det kan måske undre, at venstrefløjen vælger netop Robin Hood som drengens ideal, for han var jo kendt for at bekæmpe statsmagten og dens umættelige skatteopkrævere for at give pengene tilbage til borgerne. Men årsagen til dette valg er formodentlig, hvad der i fortællingen beskrives som den lovløse retfærdigheds princip: at tage fra de rige og give til de fattige.

I hvert fald beslutter unge Karl-Bertil, at han på posthuset vil tage de julegaver, der skal sendes til de rige, og give dem til de fattige. Bevæbnet med faderens takseringskalender, hvor årsindkomsten står oplyst, begynder han at lægge til side alle pakker, hvor modtageren har en højere årsindkomst end 50.000 kr. Selv en pakke til sin far stikker han væk.

Disse pakker gemme han i en stor sæk. Han dækker adressaten på hver pakke med en personlig hilsen: God jul ønsker en ukendt velgører, hvormed han naturligvis mener sig selv og ikke gavens ejermand. Juleaften efter middagen undskylder han sig og forlader hjemmet for at begynde sin humanitære julevandring blandt de fattige for at dele pakkerne ud.

Historien indfanger smukt den glæde, som venstrefløjen føler ved at dele ud af andre folks penge. Glæden, fællesskabet, og ikke mindst taknemmeligheden fra de arme modtagere, der med hatten i hånden bukker dybt for den glade giver.

Hjemme igen ånder alt fred, indtil faster Märta ringer og spørger til den pakke, hun har sendt. Da Karl-Bertil ikke kan få sig selv til at lyve for sin mor Juleaften, tilstår han sin dåd. Faderen eksploderer i raseri og beskylder sønnen for at være kommunist! Oh søde gys at blive sammenlignet med kommunister, for historien fortælles på den tid, hvor socialdemokraterne havde glemt deres forgængeres kamp mod de totalitære ideologier og var fulde af beundring for disse handlekraftige karle. Karl-Bertil sendes på hovedet i seng, men drømmer sødt om Robin Hood. Over hans seng hænger et billede: En svensk tiger, hvilket næppe er et zoologisk fænomen, men udtrykker fortællerens bifald.

Næste dag tager Tyko Jonsson sin søn med på bodsvandring til de bestjålne med- og bedsteborgere, der rangerer en del højere på den sociale rangstige end familien Jonsson. Men faderen har forregnet sig i sin småborgerlige forargelse over podens bedrifter, for den virkelige overklasse er naturligvis slet ikke gale over, at Karl-Bertil har givet deres gaver væk til de fattige, de har jo så meget allerede. Tværtimod er disse sande aristokrater helt på bølgelængde med den unge oprører, og deres lettelse over, at gale slægtninges rædselsfulde gaver er gået til bedre trængende, kender ingen grænser.

Historien tager her en hjertevarm og overraskende drejning, der viser, at socialdemokrater i modsætning til deres nye venner kommunisterne slet ikke vil de rige noget ondt. De vil kun lette dem for noget af deres overflod, og kun fra indskrænkede småborgere kan man forvente brok i den anledning. Så da dagen er omme, kommer Karl-Bertil hjem med en stolt fader, og moderen kan udbryde, at det alligevel blev en velsignet jul.

Ah, disse naive tanker, der stadig præger vores mentale landskab så meget. I hvert fald en gang om året kan man da bære over med den i julefredens navn.

God jul, kære læsere.

5 thoughts on “Et svensk juleeventyr

  1. Bielefeldt

    Bravo! Man befinder sig altså usandsynligt godt i dit selskab, mr. Law. En lille antydning her, en lille hentydning dér. Det virker, hvad du skriver. Jeg har aldrig set ’Sagan om Karl-Bertil Jonssons Julafton’, men mon ikke chancen byder sig næste år? Der har jo altid været lagt den allerstørste vægt på Socialdemokratiet og fagforeningernes socialhistorie i Sverige. Den præsenteres i spillefilm og i skolebøger, i videnskabelige monografier og på udstillinger, i romaner og i fjernsynsserier, og mange af disse fremstillinger, der bærer præg af en vis triumfalisme, er konstrueret ud fra det selvretfærdige motto: fra mørket ud i lyset. Det store spørgsmål er så om denne konformistiske socialdemokratisme, der ligger som en tung, kvælende dyne hen over Sverige, kan forklares. Ideen om magtens tredeling er i hvert fald fremmed for svenskere. Den svenske statstænkning, der går helt tilbage til Oxenstiernas tid (Grev Axel Oxenstierna, 1583-1654, havde som droningens formynder en næsten uindskrænket magt) handler ikke om ’checks and balances’, men om kontinuiteten i en upartisk forvaltning. Derfor lever svenskerne snarere i en lov- end i en retsstat. Svenskere, der pukker alt for meget på sine rettigheder, bliver betragtet som formalister. Ikke mange svenskere interesserer sig for grundloven. Få har læst den, endnu færre forstået den. Og ikke uden grund: Den er skrevet i et næsten uforståeligt og hæsligt sprog, så ingen læsere skal opdage, hvor rystende lidt der står om den personlig frihed og ejendomsretten. Har nogen her læst den? Prøv engang. Som følge af forfatningens uforståelighed har svenske jurister med en god portion humor – anybody out there? – gode muligheder for lidt bijobberi som satirikere. Hvis I en dag læser den – men det haster bestemt ikke – så læg dog især mærke til de to første kapitler, der handler om svenskernes fundamentale rettigheder. Her finder man nemlig en interessant passus, som til gengæld er overraskende klar og forståelig. Lidt for klar og lidt for forståelig. Der er tale om en hensigtserklæring, som ikke findes i mange andre forfatninger: ”Det skal i særlig grad påhvile fællesskabet at sikre retten til arbejde, bolig og uddannelse og at arbejde for social forsorg og tryghed og et godt livsmiljø”. Læs lige bestemmelsen igen. Og læg så hertil fraværet af en klar ejendomsgaranti, ja så er det ikke så underligt endda, at de resignerede svenskere lever under et kvælende socialdemokratisk hegemoni, hvor de konservative kalder sig Moderata Samlingspartiet. Du gamla, du Fria…?

    Svar
  2. Christopher

    Jeg husker også tydeligt svensk børne-jule-tv med glæde (navnlig pga. de i Danmark banlyste amerikanske tegnefilm). Og jeg husker også eventyret om Karl-Bertil.Det tankevækkende danske perspektiv ved eventyret er, at Bertel Haarder halv-åbenlyst bekender sig til det.Han har gang på gang understreget det rigtige i omfordeling ud fra en tanke om, at de fattigste har en større marginal nytte af en ekstra krone end den som de rigeste går glip af ved at miste en krone.Måske var Karl-Bertil ikke Robin Hood-tilhænger men bare “velfærdsøkonom”?Det interessante havde været, om Karl-Bertil Haarder og andre havde givet de rige chancen for – frivilligt – at give noget af deres overflod. Mon ikke de så netop havde gjort det? (det tyder deres efterfølgende reaktion jo på). Og mon ikke Karl-Bertil så kunne være gået til køjs med ekstra god samvittighed?Hvis en ekstra krone betyder så lidt for de rige og så meget for de fattige, skulle transaktionen nok kunne foregå uden selvtægt.

    Svar
  3. Niels A Nielsen

    Nå, ja og en valuta i frit fald til støtte for de urentable svenske virksomheder. Dertil verdens højeste sygefravær, fire gange så mange mord som Danmark (og en opklaringsprocent på 75! Hvem sagde effektiv offentlig sektor), et horribelt antal voldtægter og anden grov vold, så Sverige for længst har overhalet USA med hensyn til grov kriminalitet. Hvis Sverige var en delstat i USA, ville det i øvrigt være den fattigste.Sverige er for mig at se et land i langsom men sikker opløsning. Sosserne, som socialdemokraterne kaldes derovre, har formået at køre landet i sænk, og en komplet vanvittig indvandringspolitik vil nok sørge for, at tilstanden er uoprettelig. Det er ned ad bakke herfra, med mindre der sker noget meget radikalt meget snart.Svenskernes problem har Enzenberger set klart allerede i 1982:”Det så fuldstændig ud, som om denne politiske kulturs evige forvaltere, socialdemokraterne, havde haft held med et projekt, som ganske andre regimer, fra teokratiet til bolsjevismen, allerede havde lidt skibbrud med: nemlig at tæmme mennesket.”Det er gud ske lov ikke lykkedes med danskerne endnu. Her er “sosserne” flove over deres land. Det er et sundhedstegn!

    Svar
  4. David G.

    Men Sverige er immervæk et mere liberalt samfund end Danmark; mere offentlighed i forvaltningen; lavere skatte-afgiftstryk på normalborgere; en mere pligtopfyldende og effektiv offentlig sektor; flere iværksættere; og naturligvis TIMBRO-imperiet med egenkapital på langt over 100 mio.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.