Stiglitz og Etiopien

I 2002 skrev den nobelprisvindende økonom og tidligere chef for Verdensbanken Jospeh Stiglitz bogen “globalization and its discontents” der  med sin kritik af “markedsfundamentalisme” hurtigt blev en bibel for anti-globaliseringsbevægelsen og læsere af Information/Le Monde/Guardian.

I bogens åbningskapitel skriver Stiglitz om Etiopien herunder om Premierminister Meles som Stiglitz roser:

“[Meles] demonstrated a knowledge of economics – and indeed a creativity – that would have put at the head of any of my university classes. He showed a deeper understanding of economic principles – and certainly a greater knowledge of the circumstances in his country – than many of the international economic bureaucrats[..]Meles combined these intellectual attributes with personal integrity: no one doubted his honesty and there were few accusations of corruption within his government.[Meles showed that with the right policies in place, even a poor African country could experience sustained ecenomic growth.”

Stiglitz giver IMF skylden for, at Meles reformer ikke lykkedes og at Etiopien blev fastholdt i fattigdom.

Men hvad var så disse snusfornuftige og praktiske ideér som Meles imponerede Stiglitz med?

Det kan man læse lidt om i en interessant artikel på Copenhagen Institutes hjemmeside (COIN). Artikeln kaldet “derfor er Etiopien fattigt” er skrevet af Rasmus Sønderriis der bor i Etiopien, og som skriver om Etiopiens fattigdom og Meles rolle deri:

Privatisering af adgangen til Internettet dur ikke,” siger Premierminister Meles, “for nok kan det skabe vækst for de rige, men der er brug for statens indblanding, så de fattige også kan få glæde af fremgangen.

For ti år siden var argumentet for statens kontrol over cyberspace “national sikkerhed”. Det med “de fattige” lyder bestemt mere moderigtigt. Men det er et kynisk påskud. Pga. import-skatter koster computere i Etiopien 2-3 gange mere end i Danmark, mere end en fattig etiopier tjener hele livet. Og de fattige etiopieres behov er under alle omstændigheder en del mere basale end at kaste sig over et keyboard.

De knapt så fattige med forretningsinitiativ har dog interesse i mobiltelefoni. Men det er svært at få øje på statens interesse i bringe moderne kommunikation til folket i beslutningen om at fjerne al SMS-tjeneste fra mobiltelefonnettet. Rygterne i hovedstaden går på, at det er for at komme regeringsfjendtlige budskaber til livs i det anspændte klima, hvor oppositionen beskylder regeringen for valgsvindel, og regeringen beskylder oppositionen for at ville tage magten med en revolte. Mere sandsynligt er det imidlertid, at monopolselskabet bag mobiltelefoni har regnet ud, at der er store penge i at tvinge folk til at ringe. For det kan tage mange dyre minutter – og gentagne opkald efter afbrudte forbindelser på det elendige netværk – bare at komme igennem den række af hilsner, der er god skik i Etiopien, inden man kan komme til sagen. Resultat: Selv nabolandet Somalia – der slet ikke har nogen regering – har bedre og billigere mobiltelefoni.

Uden for de områder af kommunikation og basale tjenester, som staten har monopol på, er tålmodighed med bureaukratiet nok til at starte en forretning i Etiopien. Til gengæld kan man i stort set alle brancher forvente at skulle konkurrere med et firma ejet af regeringspartiet. Om dette formelt set helt almindelige selskab så nyder særlige fordele på markedet skal være usagt her. Men dets gode kontakter lægger i sig selv en dæmper på andres lyst til at udfordre det.

Hvis nogen har en god idé i Etiopien anser myndighederne det instinktivt for en trussel, i bedste fald som noget de selv vil kontrollere. Gratis internet-telefoni – fx via Skype – er en sådan trussel, man ikke har mulighed for at kontrollere. Så det har man slet og ret forbudt!

I mange dele af Afrika anses manglende lov og orden for kilden til underudvikling. I Etiopien er problemet snarere for meget lov og orden! Angst for udvikling gennemsyrer regeringskulturen. Her er forretning ikke udtryk for folks frihed til at skabe noget brugbart for hinanden. Det er udtryk for myndighedernes og bureaukraternes nåde. Derfor er dygtige, driftige mennesker som etiopierne stadig fattige.

På baggrund af ovenstående kan man bedre forstå den heftige kritik bogen blev mødt med og som bl.a. kan læses her og (med en vis underholdningsværdi) her.

14 thoughts on “Stiglitz og Etiopien

  1. Sepideh

    Hej Jacob. Først og fremmest er det positivt at du åbner en debat om udvikling og globalisering, men man må dog hurtigt konstatere, at du for det første har et for simplificeret syn på Stiglitz’ arbejde og teorier om, hvorledes udviklingen kan komme lande såsom Ethiopien til gode, og for det andet er dit eksempel med manglende privatisering (af telefoni), som en grund til at Ethiopien er fattigt, lidt vagt. Ethiopien er et fattigt land og det må synes at være mere komplekst end artiklen antyder. Ethiopien var eksempelvis et af de mest gældsplaget lande i Afrika. Herudover er Ethiopien ekstremt udsat for eksogene chok, fx lider landet meget af tørke og i 2003-2004 var den reale vækstrate i BNP ca. minus 4 procent, hvilket i høj grad skyldtes at det ikke havde regnet i mange af de berørte områder. Det faktum, at man i Ethiopien er så afhængig af regn fortæller, at der er en masse ting, som hverken den offentlige eller private sektor er i stand til at påvirke. Dette betyder, at der hvor man i Ethiopien fx skal starte med at sætte ind, er i de områder hvor befolkningen er særligt udsat for disse eksogene chok, og dette gøres ikke ved at privatisere visse områder, der som udgangspunkt er henlagt til den offentlige sektor, men løsningen skal istedet søges i at sikre disse mennesker en vis stabil levestandard (hvorfor FN’s vedtagelse af de socio-økonomiske rettigheder er et afgørende fundament for et lands udvikling), således at det afgørende for dem ikke bliver at forsøge at overleve fra dag til dag. Ethiopien er også et land, der er meget afhængigt af vesten. Økonomisk har de dog selv planer og gode strategier for hvordan landet kan udvikles (til trods for noget af en kontroversiel leder, hvilket Meles må siges at være) og her er Stiglitz rent faktisk også gået ind og hjulpet dem. Da kaffepriserne på verdensmarkedet er faldet, har Stiglitz foreslået at Ethiopien bevægede sig væk fra hovedsageligt kun at eksportere kaffe men istedet også satsede på fx at eksportere blomster. Med hensyn til artiklen og privatiseringen af telesektoren, er det muligvis rigtigt, at der skal være mulighed for ‘de knapt så fattige med forretningsinitiativ’ at gøre sig brug af telefoni, SMS og internet, som alle er positive benefits, der følger med globaliseringen, men når hovedparten af den ethiopiske befolkning, der til dagligt kæmper med sult, sygdomme, fattigdom osv., ikke er uddannede og er arbejdsløse må spørgsmålet i første omgang gå på, om det vigtigste virkelig er en privatisering til fordel for de knapt så fattige, så disse kan ringe billigt og gå på internettet eller om det vigtigste istedet for ikke er at sikre majoriteten i Ethiopien en rimelig levefod for derefter at satse på en langsom overgang med centraløkonomisk planlægning (ikke at forveksle med planøkonomi). Et eksempel på at privatisering af telesektoren ikke nødvendigvis er en succeshistorie som artiklen forsøger at antyde, kan findes i Tanzania (som ligesom Ethiopien hører med til gruppen af LDC-lande), hvor det statslige telefonselskab TTCC blev privatiseret og solgt til et hollands/tysk multinationaltfirma MSI-detekon. Aftalen gik ud på at regeringen ville få 60 mio. for at MSI-detekon til gengæld installerede 800.000 telefoner over en tidsperiode på 4 år. Resultatet af denne privatisering blev at 300.000 telefoner blev installeret og staten fik 5 mio. hvorefter telesektoren igen blev statsejet fordi MSI-detekon ingen fordel så i at installere alle 800.000 telefoner, da privat personers regninger ikke blev betalt til tide og derfor så MSI-detekon kun fordel i at installere telefoner til det private forretningsliv. Dette er et lysende eksempel på, at det ikke er fornuftigt at privatisere et offentligt gode, da det ikke nødvendigvis er i alles interesse og det bidrog heller ikke til nogen videre økonomisk udvikling i Tanzania. Endvidere virker det også mystisk at henvise til Somalia som et pragteksemplar, idet telekommunikationen i Somalia fungerer fint i byområderne, men er så risikabelt udenfor byerne, at teleselskabet ikke opererer udenfor disse områder. Resultatet af dette er at de rige investorere er blevet rigere, en stor andel af befolkningen har ikke adgang til telekommunikation. Idet der ikke er en fungerende stat, er der ikke noget grundlag for skatteopkrævning, hvorfor enhver dollar tjent, ryger ud af Somalia og dette kan umuligt komme de 70% af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen til gode. Her er det endnu engang svært at se et link mellem privatisering og økonomisk udvikling. (se http://www.edc.org/glg/gkd/2003/jul/0247.html) Spørgsmålet må herefter gå på om privatisering er en løsningsmodel for udvikling i lande såsom Ethiopien og andre LDC-lande? I 1990 blev The Post Washington Consensus vedtaget og hovedformålet med denne consensus var netop at sætte en stopper for statslig intervention (guidelines for økonomisk politik) og endvidere at privatisere, deregulere og udbygge den private ejendomsret. Se: http://www2.gsb.columbia.edu/faculty/jstiglitz/download/website/the_post_washington_consensus.pdf I Joseph Stiglitz’ working paper om denne washington consensus bliver netop denne udviklingsstrategi med fokus på privatisering, liberalisering og macro-stabilitet (prisstabilitet) i frie markeder, hvor regeringens rolle bliver minimeret, kritiseret bla. fordi den ikke tager tilstrækkelig hensyn til at frie markeder i sig selv ikke kan kontrollere de markedsfejl, der automatisk følger af den dynamiske udvikling i fx teknologi: There was a failure in understanding economic structures within developing countries, in focusing on too narrow a set of objectives, and on too limited a set of instruments. For instance, markets by themselves do not produce efficient outcomes when technology is changing or when there is learning about markets; such dynamic processes are at the heart of development; and there are important externalities in such dynamic processes, giving rise to an important role for government. Dette blev der eksempelvis taget hensyn til i de Østasiatiske lande, hvis regeringer spillede en betydningsfuld rolle i den økonomiske udvikling. Disse lande førte en vis fokuseret offentlig politik, der direkte støttede industrier samt udbød offentlig uddannelse samtidig med en markedsliberalisering, med det resultat at 95% af befolkningen ikke er analfabeter. I de afrikanske lande er der netop ikke blot behov for en fuldstændig liberalisering/privatisering, men der er istedet brug for en aktiv stat (som i sydøstasien) og det er ikke et spørgsmål om statens størrelse, men et spørgsmål om den rolle staten skal spille i reguleringen af balancen mellem markedet og regeringen. For at en udvikling i de afrikanske lande kan komme igang, er det først og fremmest vigtigt at landbruget udvikles, så der produceres mere end bare på et selvforsyningsniveau, men det er endvidere også nødvendigt med en stat, der kan udbygge infrastrukturen så transportsysytemet, vand og elforsyning osv. kan følge med i udviklingen. Det er nødvendigt at realisere, at den private sektor i disse tilfælde ikke kan tilbyde en service, der er lige så god, som hvis den kom fra den offentlige sektor og i så fattige lande som Ethiopien spiller teknologifremgang og produktivitet en kæmpe rolle i den videre udvikling af landets økonomi, hvorfor det er af vægtig betydning at disse områder fungerer helt optimalt før der liberaliseres og privatiseres løs. Government had long been seen as the problem, markets as the solution. the questions should have been, what can we do to improve the efficiency of both markets and the government, what is the right balance between the market and government, and how should that balance change over time, as markets improve and the competencies of governments change. Rather than asking these questions, the Washington Consensus had ignored market failures, viewed government as the problem, and proposed massive s
    cale backs in government. Bel
    atedly, it recognized the need to improve government, and that many of the countries where development was not proceeding suffered not from too much government but from too little—the failed states.I sin working paper konstaterer Stiglitz, at det er forkert at tro, at en hurtig privatisering/liberalisering er løsningen og målet med denne udviklingsstrategi. The problem was illustrated by the confusions too between ends and means. Privatization and liberalization were often taken as ends in themselves, rather than as means. In doing so, ultimate development objectives were compromised. The pursuit of rapid privatization in the former Soviet Union contributed to the enormous increase in inequality, compromising the legitimacy of private rights, at least those acquired in the privatization process, and perhaps even of the market system. Excessively tight monetary policy led to the growth of barter, equally undermining of market efficiency as inflation. Capital market liberalization did not lead to faster economic growth, but did lead to more instability.Det må derfor konstateres, at hvis man satser på en udviklingsstrategi, hvor der kun fokuseres på privatisering og liberalisering og hvor man ønsker at minimere statens rolle fuldstændigt, vil dette på ingen måde gavne majoriteten af befolkningen, selvom visse fortalere for trickle down effekten nok ville argumentere for det modsatte, men dette må dog stærkt afvises, da den stigning man fx ser i GDP ikke nødvendigvis er til gavn for alle befolkningslag men for det meste kun for de rigeste i samfundet. Og da vi i denne situation snakker om at udvikle en masse fattige lande er det fatalt at basere en udviklingsstrategi på håbet om, som John Kenneth Galbraith formulerede det, at “if you feed enough oats to a horse some will pass through to feed the sparrows” eller som komikeren “Will Rogers quipped that if you put gold at the top of the economy, it will float there.”Stiglitz formulerer det også således at: Some economists argued that distribution concerns could be ignored because they believed in trickle down economics—somehow everybody would benefit; a rising tide would lift all boats. But the evidence against trickle down economics is now overwhelming, at least in the sense that an increase in average incomes is not sufficient to raise the incomes of the poor for quite prolonged periods.Denne neoliberale ideologi, som er kommet til udtryk i the washington consensus antager en masse ting uden at tage hensyn til hvor kompleks en given situation i realiteten er. Dette har affødt en debat om the washington consensus’ anvendelighed og det kan på det varmeste anbefales (inden man drager forhastede konklusioner om privatisering som en endegyldig løsning for LDC-landendes fattigdomsproblemer), at læse/studere teorier fra blandt andet Killick, Bates og selvfølgelig Joseph Stiglitz.Disse har forstået vigtigheden af en blandingsmodel og ligeledes ligger de vægt på at frihandel er et mål, men en proces, der kræver solide regeringsmæssige institutioner for at sikre befolkningen mod omskiftelighed (volatility) i verdenshandelen. Endvidere fremhæves især 3 punkter, når udviklingen LDC-lande skal lykkes: 1: Dækkelse af basic human rights, her især at få bugt med underernæringen, dette gøres billigt og giver samtidig en kæmpe gevinst.2: Det er vigtigt ikke at opgive lande pga. poor governance, der findes forskellige måder at bidrage til et lands udvikling udenom dette.3: Det er nødvendigt med planer der kan hjælpe med at give et godt forretnings- og investeringsklima, eksempelvis banksystem, love vedr. kontrakter skal være på plads inden privatisering.

    Svar
  2. Jacob Mchangama

    Kære Sepideh,Tak for dit lange og omfattende svar på min post. Det glæder mig, at andre end de der deler de holdininger der bliver givet udtrykk for her på bloggen læser med.Din post er alt for lang til at jeg kan give et fyldestgørende svar (og økonomerne her på bloggen er desuden langt mere kvalificerede end mig til at svare på visse af dem) men lad mig holde mig til menneskerettighederne som du synes at tillægge en vis vægt.Du snakker om FNs vedtagelse af socio-økonomiske rettigheder. Kan du nævne et eksempel på et land der har udviklet sig på baggrund heraf? Og mere interessant kan du fortælle mig hvad de socio-økonomiske rettigheder betyder (udover den fine retorik) og hvordan de opfyldes??? Og hvis du skulle have opskriften hvirdan ville du så respektere frihedsrettighederne samtidgigt?Du nævner underernæring som jeg ligesom dig synes er et kæmpe problem. Men kig dig rundt om i den verden du lever i. Hvor i den vestlige verden er det staten der har ansvaret for, at du får fyldt din mave? Det er overladt til private og det nyder du og jeg godt af hver eneste dag, ligesomm Ethiopierne kunne gøre det hvis deres regering tillod det…Skriv gerne på min mail hvis du vil fortsætte diskussionen.Bedste hilsner Jacob

    Svar
  3. Christian Bjørnkov

    Jeg tror at det er på sin plads med en kort kommentar til den ret fyldige første kommentar. Sepideh skriver langt og begejstret om Joe Stiglitz og hans mange udfald mod den almindelige national- og udviklingsøkonomiske konsensus. Som jeg ser det er problemet, at Stiglitz og hans disciple simpelthen har overset de sidste 40 års indsigter i den del af nationaløkonomi/politologi, der går under samlebetegnelsen ‘public choice’. PC understreger netop de svar, som Sepideh synes at afvise, nemlig eksistensen af regeringsfejl. Indsigten man kan lære fra PC er nemlig, at selvom der er markedsfejl – markedet producerer ofte for lidt af noget og for meget af noget andet (uddannelse, forurening) – er der også regeringsfejl. Hvis man skal forbedre økonomien som helhed, må man derfor spørge sig selv, om den type regeringsindgreb, som Stiglitz og co. argumenterer for, overhovedet løser opgaverne, eller om politiske processer bevirker, at de skaber ekstra problemer. Afrikas problem – ikke kun Ethiopiens – er, at de fleste lande er håbløst dårligt regeret. Politikerne er korrupte og plejer derfor som oftest særinteresser, der kan bestikke sig vej gennem systemet, i stedet for almenvellet.Selvom man måske mener, at privatisering og liberalisering ikke fører til vækst for alle – og lad mig bare understrege, at der ikke generelt er forskel på den gevinst rige og fattige får fra vækst i fattige lande (se f.eks. Aart Kraays forskning) – så er de meget effektive metoder til at bekæmpe korruption i fattige lande. Specielt handelsliberalisering, som de fleste ‘velmenende’ mennesker ikke mener bør gælde for de fattige lande, er en ekstremt vigtig faktor når det gælder korruptionsbekæmpelse og forbedringer i retsvæseent. Men hvis man alligevel ikke er af den opfattelse, af det er vigtige faktorer, så kan man vel ikke overbevise disse velmenende mennesker?

    Svar
  4. Rasmus Sonderriis

    Til Jakob: Tak for æren med det lange citat (fra en artikel, jeg skrev).Til Sepideh: du har ret, dårlig telefoni og den manglende privatisering af basale tjenesteydelser er kun et EKSEMPEL på, hvordan etiopierne lægges hindringer i vejen af deres regering, der er mere optaget af sin egen kontrol end af at fremme udvikling. Og et land, der har så lidt at dele ud af som Etiopien, kan ikke klare sig uden de knapt så fattige og deres forretningsinitiativ. Men hvad angår et mere direkte opgør med de store massers fattigdom, er det største problem i Etiopien statens monopol på al jord i landet. Der er alt for meget “ejendom uden ejere”, som ingen gider tage hånd om. Der er alt for lidt incitament til at investere i landbruget. Det ændrer “FNs socioøkonomiske rettigheder” ikke meget ved.

    Svar
  5. Sepideh

    Jeg er udmærket klar over, at det ikke kun er markedsfejl, der fastholder det afrikanske kontinent i fattigdom. I den working paper, jeg henviser til, nævner Joseph Stiglitz jo netop også, at: “To be sure, governments can make matters worse. No doubt, the washington consensus represented, in part, a reaction to the failures of the state in attempting to correct those of the market. But the pendulum swung to far in the other direction and for too long”. Mit formål med denne kommentar var netop ikke at gå ind i en rent ideologisk diskussion om staten contra markedet, det som jeg efterlyser er jo at økonomer og andre, der interesserer sig for udviklingen af de fattige afrikanske lande, for en gangs skyld abstraherede fra blot at se det som et spørgsmål om ideologi, men istedet gik ind og vurderede hvad der rent faktisk er praktisk muligt på baggrund af erfaringer om hvorfor udviklingsstrategier har slået fejl før i tiden. Så ja, regeringsfejl eksisterer, det var jo netop det man lagde hovedvægten på da washington consensus blev udformet og implementeret, hvorfor man minimerede staternes rolle. Men denne strategi slog jo netop fejl, da den negative effekt markedsfejl kan have, hvis den ikke bliver reguleret, ikke bør nedtones. Så nævner du, at handelsliberalisering minimerer korruption. Hvad baserer du den antagelse på? Det må jo slås fast at der er en negativ sammenhæng mellem en ineffektiv stat og liberalisering, set i forhold til korruption: “An inefficient state sector contributes to periods of economic decline or stagnation and fosters extensive “rent-seeking”. Economic liberalization, unless carefully managed, can open new avenues for corruption.” Endvidere omtaler du Art Kraay og dennes forskning. Herom har eksempelvis James K. Galbraith (Professor of Public Affairs and Government)skrevet: In “Spreading the Wealth”, David Dollar and Aart Kraay make the provocative claim that global inequality has declined since 1975, mainly due to rapid growth in India and China, and that “globalizing” countries have performed far better in per capita growth than “nonglobalizers.” Dollar and Kraay assert that there is no general pattern of rising inequality under globalization. However, the source on which they base this assertion, the World Bank’s inequality data set, is riddled with gaps and implausible measurements. According to these measures, for instance, inequality declined in Canada from 1971 to 1991 and in Mexico from 1975 to 1994, Spain is one of the most egalitarian countries in Europe, and India and Indonesia have general measures of inequality similar to that of Norway. My own work, in contrast, shows a clear and severe global pattern of rising inequality in industrial pay, beginning in the early 1980s. This is based on the United Nations data that permit about 3,000 data points to be estimated, roughly five times as many as in the published editions of the World Bank data set (and more than three times as many as in a forthcoming edition). Så det kan godt være at Art Kraay, du og andre mener at liberalisering og privatisering ikke generelt fører til en forskel på den gevinst rige og fattige får fra vækst i fattige lande, men herom må der i hvertfald ikke siges at eksistere en ‘konsensus’. Det er på ingen måde fordi jeg personligt er imod en handelsliberalisering og privatisering som du antyder at visse ‘velmenende’ mennesker er. Jeg er derimod imod den strategi, hvor visse folk synes at promovere privatisering og liberalisering uden nødvendige statstlige foranstaltninger og uden at de fattige lande i afrika kan få fordel heraf. Endeligt vil jeg gerne påpege, at jeg, som jurastuderende på 2. år, ikke har forsøgt at komme med en endegyldig løsningsmodel på de problemer, der eksisterer, når man snakker om at udvikle de afrikanske lande. Mit formål har blandt andet været at gøre jer punditokrater opmærksomme på, at dette problem bør bevæge sig udover en forlængelse af en diskussion om én ideologi kontra en anden ideologi. Og det kan godt være at jeg skriver meget om det, men det er da også blot fordi at jeg ser det som vores generations globale ansvar at få bragt disse mennesker ud af fattigdom, elendighed og sygdom og jeg synes at det er vigtigt at Joseph Stiglitz’ og hans ‘disciples’ arbejde med dette vanskelige spørgsmål ikke undervurderes i den grad, som der synes at lægges op til på denne side.

    Svar
  6. Christian Bjørnskov

    Tl Sepideh: Jeg tror at du som jurastuderende bør tage et crash kursus i nationaløkonomisk metode. Det du omtaler som ‘en ideologi kontra en anden ideologi’ har ikke noget med ideologi at gøre. Modsat jura kan man i nationaløkonomi konkret måle effekten af forskellige tiltag. Det er bl.a. derfor jeg kan være så skråsikker når jeg hævder, at handelsliberalisering fører til mindsket korruption. Det er nemlig soleklart i tallene, både i andres og min egen forskning på området.Det samme gælder hele diskussionen om statslige indgreb. En stor statslig sektor er skadelig for økonomisk vækst, specielt i fattige lande. Så når man som Stiglitz advokerer for øget statslig indgriben, skal man være ekstremt sikker på, at der er behov for dem og at de ikke kun i teorien, men også i praksis bliver udført hensigtsmæssigt. Man kan naturligvis have ideologiske holdninger til, hvor stor staten bør være – og det har jeg da også selv – men tallene lyver ikke. Og en af pointerne i den forbindelse er altså, at de afrikanske lande er enormt dårligt regeret. Det ændrer de såkaldt socioøkonomiske rettigheder ikke på. Tværtimod giver de politikerne øget spillerum. Men FN har desværre en lang tradition for at beskytte korrupte og udemokratiske styrer. Se blot på 80’ernes diskussioner om pressefrihed, der førte til at USA og UK nmeldte sig ud af UNESCO, eller på den seneste tids diskussion om ytringsfrihed. Hvis man glemmer sine ideologiske præferencer og tager de empiriske indsigter fra nationaløkonomien alvorligt, er læren at man bør glem de gode hensigter og fokusere på, hvad der virker. Og det er øget fokus på frit, privat initiativ.PS: Diskussionen om hvorvidt uligheden er steget eller faldet, er primært en ‘kamp’ mellem dem der vil have den til at være steget – så er der jo noget at gøre for de velmenende donorer – og dem, der konkluderer at den er faldet fordi de bruger købekraftskorrigerede tal. Det ændrer urgamle Galbraiths indlæg ikke på.

    Svar
  7. Sepideh

    Ad Rasmus:Jeg vil give dig ret i, at det er afgørende, at der ikke er statsmonopol på jord i Ethiopien i opgøret med de store massers fattigdom og det er korrekt at netop jordreformer er vigtige, når man snakker om udvikling. Hertil er det dog vigtigt at være opmærksom på, at en fuldstændig privatisering og liberalisering uden en fokuseret stat kan medføre en MEGET skæv fordeling af jorden, idet fattige bønder i det der kaldes distress, sælger deres jord i fattigere perioder (såsom når der er tørke, hvilket Ethiopien jo er meget udsat for). Når industrisektoren ikke er udviklet, kan der ved en fuld privatisering ske det, at en masse meget fattige mennesker mister deres jord og derfor søger ind mod byerne for at søge arbejde og idet industrien jo ikke er tilstrækkeligt udviklet til at opsuge denne arbejdskraft, vil der ske det samme som man oplevede i Kenya under jordreformen i 1994. Jorden blev meget ulige fordelt (få ejer størstedelen af jorden) og de der søgte ind mod byen for at få arbejde, forblev arbejdsløse og slog sig ned i sådan nogle squatters uden for byen. En stor del af bønderne forstod ikke betydningen af at sælge jord (imperfekt information = en markedsfejl), dette er eksempelvis en situation, hvor de socioøkonomiske rettigheder kunne have kommet kenyanerne til gode, fx retten til uddannelse. Dette er endvidere også et eksempel på at folk i meget udsatte situationer og uden uddannelse, ikke handler rationelt, hvorfor nationaløkonomiske teorier skal sammenkobles med lokale forhold!“Tewolde Egziabher of the Ethiopian Environmental Protection Authority (EPA), explains: “The economic conditions of rural people are so bad that people like me could buy up huge chunks of land and throw farmers off the land.” Until Ethiopia develops an industrial sector, he says“market forces pushing farmers off the land—but not absorbing them as workers—will only add crime to poverty.”Det er derfor lidt naivt at tro, at der, ved at fjerne statsmonopolet vil ske et direkte opgør med de store massers fattigdom. En privatisering af jorden bør ske gradvis. Den metode, nedenstående citat beskriver er mere hensigtsmæssig samt praktisk og derved til fordel for ethiopierne, da den langt bedre tager hensyn til den dybe fattigdom majoriteten (80 % i rural areas) befinder sig i: Leasing of land along with rights of use and inheritance will achieve the necessary incentives and prevent rising inequality and landlessness. The IPD team noted that other countries have achieved rapid agricultural and rural growth without full ownership, notably China and also Vietnam. What is important is credible security of land rights and that there can be a conflict between full-fledged ownership and egalitarian growth, especially in a context such as that of Ethiopia where there is a real danger of distress sales in bad years. Eller fx: Rahmato (en forsker indenfor social studies mm) believes there is a third way—combining community ownership with private ownership, which would allow communities to manage the land and buy plots if farmers decide to sell. Farmers could still sell their plots freely and use their land as an asset for bank loans.Det er endnu en gang ikke fordi jeg ikke mener at privatisering er til gavn for Afrika, jeg efterlyser bare en model, der rent faktisk fungerer, hvilket jeg ikke mener din og Christians gør: One of the principle arguments of the proponents of land indivualization is that a title to the land would give farmers access to credit, which could be used to modernise land tenure. However, “titling appears not to have had much effect on credit as very few people use titles for loans. The fear of high interest rates and of subsequent loss of land on default prevents most title holders from using the title as collateral,” Kanyinga finds. (Senior Research Fellow at the Institute of Development Studies of the University of Nairobi, Nairobi, Kenya.) Hvis formålet er at undgå, at ethiopierne og andre afrikanere bliver landløse, er en hurtig privatisering ikke løsningen, men man må i stedet sikre en form for lighedsorienteret vækst, ved netop ikke som udgangspunkt at give dem fuld ejerskab, men i stedet ”a credible security of land rights”. Ad Christian: Mht. statens rolle: Ja, selvfølgelig skal man være sikker på, at der er behov for statslig indgriben i praksis, dette har jeg da også kun set bevis på er tilfældet. Jeg må (åbenbart) endnu engang pointere, at jeg på intet tidspunkt har efterlyst store, altoverskyggende afrikanske stater (jo, måske større end hvad din ideologiske holdning til statens størrelse tilskriver) men det vigtigste er, at man anerkender at staten har en ROLLE at spille, når det drejer sig om udvikling.Markets are vital but imperfect and the question is to identify what the important market failures are in any particular context and what can be done to correct them. Also the issue is not one of the size of the state but of its appropriate role. En opgave for den fokuserede stat er, at infrastrukturen udbygges så transportsystemet, vand og elforsyning osv. kan følge med i udviklingen. Dette er nødvendigt for bedre markedsintegration og udvikling af hjemmemarkedet. Hertil synes jeg også, at det er nødvendigt at vente med at presse et land til makroøkonomiske reformer, indtil der er en stabil politisk autoritet til at gennemføre reformerne (det sker jo ikke bare af sig selv). Dette bringer mig videre til poor governance, som du synes at tillægge vægt. Ja, jeg mener heller ikke at de afrikanske regimer er optimale, det er der ingen tvivl om. Min pointe er netop, at mon ikke demokrati fungerer bedre når befolkningen i et land er uddannede og ikke er underernæret, hence de socioøkonomiske rettigheder? There is also a deep connection between economic growth and political stability. When resources are shrinking–even in rich places–societies degenerate.”Og endvidere: “…poverty has a negative impact on the levels of participation in governance by ordinary citizens. Poor people inevitably find it difficult to participate in the political process because they lack access; this lack of access leads to a lack of power to exercise influence over decision-makers.” En vis levestandard, et vist uddannelsesniveau er jo en forudsætning for at en liberalisering og privatisering af markederne kan fungere optimalt, for at et demokrati er levedygtigt og for at afrikanerne kan få en fordel heraf. Endelig kan man, i stedet for hele tiden at tale om hvad Afrika skal gøre, se på hvad Vesten bør/kan gøre, som en afrikaner har formuleret det: If the G8 really wants to help, it will focus on massive Marshall Aid type programmes of grants (not loans) for public health, education and transport throughout the continent. And no conditions please, except normal accounting. And then let us get on with developing our own local economies. Good governance should follow, and so also market opportunities for the G8 countries

    Svar
  8. Christian Bjørnskov

    Til Sepideh: Jeg synes, du burde læse lidt op på den empiriske litteratur, i stedet for at læne dig på ad Stiglitz, der jo ret beset er næsten rendyrket teoretiker. Vis lidt respekt for de sidste 40 års erfaringer med, hvad der virker! Hvis du gjorde det, ville du heller ikke blive ved med at tale om Marshall-hjælp eller andre storartede bistandsprojekter. De har nemlig ikke ført NOGET SOM HELST med sig, måske ud over at forstærke en lille korrupt elites magt over en række afrikanske lande. Du kan kalde det ideologisk, hvis du vil det, men hvis det er ‘ideologisk’ at tage økonomisk statistik og empirisk forskning mere seriøst end en sur gammel teoretiker (som mange mener er blevet helt rablende på sine gamle dage), har jeg intet imod at være ideolog.

    Svar
  9. Sepideh

    Til Christian: Det virker som om du ikke læser mine kommentarer. Du snakker om empirisk forskning og litteratur. Hvad tror du at mit eksempel med Kenya var, hvis ikke et empirisk eksempel på at rendyrket teori ikke altid virker i praksis. Den respekt du efterlyser for “de sidste 40 års erfaringer med hvad der virker”, hvad mener du med det? Hvis du hentyder til dette: “Som jeg ser det er problemet, at Stiglitz og hans disciple simpelthen har overset de sidste 40 års indsigter i den del af nationaløkonomi/politologi, der går under samlebetegnelsen ‘public choice'”, så er der her tale om rendyrket TEORI fremfor empiri. Hvis ikke, så må du endelig uddybe hvilke 40 års erfaringer du henviser til og i hvilke lande disse har virket, for det synes du ikke rigtigt at have gjort i nogle af dine kommentarer. “…en sur gammel teoretiker (som mange mener er blevet helt rablende på sine gamle dage)…” – Dette må siges at være en påstand og derfor overhovedet ikke et særligt sagligt bidrag i en debat om udvikling. Til sidst synes jeg, at det er sørgeligt, at en med din erfaring indenfor nationaløkonomi såvel som international handel og udviklingsøkonomi ikke bidrager med mere til debatten end sure kommentarer til hvad jeg skriver samt diverse påstande såsom:”…en lille korrupt elites magt over en række afrikanske lande”. Det havde netop været inspirerende hvis du fx havde henvist til nogle konkrete eksempler, der kunne underbygge dine utallige påstande og udtalelser eller til denne empiriske litteratur (som du ynder at fremhæve), at du har så meget kendskab til. Det er først på dette tidspunkt, at en debat vedrørende udvikling af LDC-landende, kan blive interessant.

    Svar
  10. Rasmus Sonderriis

    Til SEPIDEH: Hvis du gerne vil have os til at læse dine bidrag grundigt igennem”, så prøv venligst at formulere dig lidt kortere. Det bliver det jo ikke mindre slagkraftigt af!Anyway, “ejendom over jord” er under alle omstændigheder kun nogle “landrettigheder”, fx gælder altid planreguleringer osv. Hvilke rettigheder forestiller du dig, det skulle indebære i Etiopien? Det skulle gerne opmuntre til at tage hånd om tingene…Og for lige at rette en misforståelse: Det er kun nogle få områder i det nordlige Etiopien, der kan blive udsat for deciderede tørkeperioder. Langt den største del af det centrale og sydlige højland, hvor 90% af befolkningen lever, er der rigeligt vand hvert eneste år, især i juni-september. Omend opsamling i reservoir kunne øge produktionen uden for regntiden.Venligst Rasmus

    Svar
  11. Rasmus Sonderriis

    Til SEPIDEH: Hvis du gerne vil have os til at læse dine bidrag grundigt igennem”, så prøv venligst at formulere dig lidt kortere. Det bliver det jo ikke mindre slagkraftigt af!Anyway, “ejendom over jord” er under alle omstændigheder kun nogle “landrettigheder”, fx gælder altid planreguleringer osv. Hvilke rettigheder forestiller du dig, det skulle indebære i Etiopien? Det skulle gerne opmuntre til at tage hånd om tingene…Og for lige at rette en misforståelse: Det er kun nogle få områder i det nordlige Etiopien, der kan blive udsat for deciderede tørkeperioder. Langt den største del af det centrale og sydlige højland, hvor 90% af befolkningen lever, er der rigeligt vand hvert eneste år, især i juni-september. Omend opsamling i reservoir kunne øge produktionen uden for regntiden.

    Svar
  12. Christian Bjørnskov

    Til Sepideh: Du vil have eksempler, og fremhæver dit eget eksempel fra Kenya som empirisk. Men empirisk forskning handler jo først og fremmest om at skille skidt fra kanel, og det kan man ikke gøre med eksempler – der kan jo af indlysende frunde findes ‘eksempler’ der peger på alt. Det er derfor, vi har økonomisk-statistisk forskning. Og når du hævder, at public choice skulle være rendyrket teoretisk, er det faktuelt forkert! Tag et kig på de amerikanske og europæiske PC-konferencers programmer – mindst halvdelen af forskningen er empirisk.Når jeg henviser til de sidste 40 års erfaringer, kan man f.eks. med stort udbytte besøge Martin Paldams hjemmeside og downloade hans seneste papirer om udlandsbistandens effekt. De opsummerer vores erfaringer, og er bestemt ikke opløftende læsning. Når det gælder statens rolle i økonomien, kan man med fordel tage et kig på folk som Robert Barro og Gerald Scully, som begge har skrevet en del om væksteffekter osv. af statslig intervention. Korruptionslitteraturen kan man få et overblik over ved at læse surveys af f.eks. Daniel Treisman eller Johan Graf Lambsdorff. De giver også eksempler på de gavnlige effekter af liberaliseringer – f.eks. var toldreformerne i 90’erne i Indonesien og Malaysia direkte følger af et politisk ønske om at bekæmpe korruption. Hvis du i stedet interesserer dig mere for samspillet mellem korruption og det offentlige, kan du med fordel læse Paolo Mauros 1998-papir (i Journal of Public Economics, så vidt jeg husker) hvor han netop peger på, at offentlige udgifter er ekstremt ringe struktureret i korrupte lande. Et andet ganske uheldigt outcome er, at korrupte lande fører langt mere protektionistisk handelspolitik – se f.eks. mit papir, der stadig er tilgængeligt på den danske Public Choice Workshops hjemmeside. Der er også eksempler i det.Som en sidste ting vil jeg godt påpege, at når jeg kalder Stiglitz for rablende, er det mit eget synspunkt som jeg ved, mange af mine kolleger deler. Og synes du ikke, at det er lidt mærkeligt at han raser i den grad mod de internationale institutioner og anbefaler metoder, som meget få andre økonomer ville overveje? Endda efter at han stoppede i Verdensbanken?

    Svar
  13. Sepideh Molodi-Safa

    Hej Christian. Mange tak for de henvisninger til dit eget og andres arbejde, det var netop detjeg efterlyste fra starten og jeg har helt klart tænkt mig at læse op på det.Men ligesom, at jeg eller andre, der deler de holdninger jeg har givet udtrykfor, nok ikke kan ændre dit syn på hvordan udviklingsspørgsmålet bør håndteres,tror jeg heller ikke at jeg grundlæggende vil ændre mit syn på problematikkenefter at have læst disse papers, men de vil da sikkert bidrage med nogle nuancerher og der. Det betyder ikke, at jeg ikke synes det er spændende og lærerigt atlæse – jeg tror bare, at det i den sidste ende vil gøre mig det mere sikker imin sag. Mht Stiglitz så synes jeg faktisk ikke, at det er mærkeligt, at han har vendtsig imod de internationale institutioner. Jeg tror netop, at Stiglitz, som harsiddet i Verdensbanken, har fået øjnene op for at det ikke fungerer, som detburde i både Verdensbanken og IMF. Men det bliver vi nok ikke enige om. Tak for en god debat.Mvh Sepideh

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.