Milton Friedman Prize for Advancing Liberty

Cato Institute modtager frem til den 31. december nomineringer af kandidater til “The Milton Friedmann Price For Advancing Liberty”, der uddeles hvert andet år (med prisen følger 500.000 USD). I den forbindelse kunne det være interessant at høre hvem de øvrige Punditokrater, samt læserne naturligvis, mener har gjort sig fortjent til denne fornemme pris. Sidste vinder var Hernando De Soto som ellers ville være min kandidat. Jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen indenfor mit eget felt, som har gjort sig fortjent til prisen (det skulle da lige være Randy Barnett), og i menneskerettighedsbevægelsen skal vinderen helt sikkert ej heller findes.

Jeg har som før nævnt høje tanker om Free Muslims Against Terrorism, hvis utvetydige opslutning bag vestlige værdier såsom individets frihed i disse tider er stærkt tiltrængt fra den kant. I en mellemøstlig kontekst er Free Muslim’s ideer naturligvis et kvantespring i forhold til de herskende tilstande, men i forhold til de tanker og det arbejde der er udført af folk som Milton Friedmann og Hernando De Soto kan Free Muslim’s ideer næppe siges at være banebrydende. Jeg håber derfor, at mere vidende folk her på siden kan komme med et navn på en værdig person, som jeg kan stemme på.

21 thoughts on “Milton Friedman Prize for Advancing Liberty

  1. Martin Rannje

    Hej,Hvad med økonomen Jagdish Bhagwati? Han er både anerkendt som økonom, og har populær appel – dvs. hans bøger læses også af andet end akademiske skrivebordsdrenge. Mht. politologer: nu er jeg ikke så stærk mht. deres politiske overbevisning, for jeg synes ikke altid den fremgår lige tydeligt, men hvad med Terry M. Moe? (de ting jeg har læst af ham er bare temmelig “statskritiske”) Men rent indflydelsesmæssigt kan han nok ikke måle sig med de ovennævnte… (heller ikke Weingast)Mvh

    Svar
  2. Peter Kurrild-Klitgaard

    Af klassisk liberale (o.l.) tænkere, som har en intellektuel statur og betydning på niveau med de hidtidige modtagere (Lord Bauer, Soto), ville jeg umiddelbart kunne tænke på disse (i en lidt tilfældig orden), men der er sikkert (lidt) flere:- public choice økonomen James M. Buchanan (om end han har nok priser!)- public choice økonomen Gordon Tullock- retsfilosoffen og forfatningsteoretikeren Richard A. Epstein- juristen og dommeren Richard A. Posner- filosoffen John Hospers- filosoffen Anthony de Jasay- økonomen Israel Kirzner- økonomen Harold Demsetz- økonomen Tyler Cowen- økonomen Robert Barro- økonomen William C. NiskanenPolitologer? Den eneste, jeg kunne komme i tanke om, som er blot lidt politisk eksplicit og fra rette hold, er formodentlig Barry Weingast, men han er nok ikke i helt samme liga.

    Svar
  3. Niels A Nielsen

    I en velskrevet anmeldelse (http://www.law.uchicago.edu/news/posner-r-terrorism.html) af Alan Dershowitz’s “Why terrorism works”, gentager Posner at tortur kan være tilladelig: “He (Dershowitz) makes a point that only the most doctrinaire civil libertarians (not that there aren’t plenty of them) deny: if the stakes are high enough, torture is permissible. No one who doubts that this is the case should be in a position of responsibility.”I anmeldelsen kommer han med et tænkt eksempel med en atombombe placeret på Times Square, som kun kan forhindres i at detonere ved at der anvende tortur for at få infomation om bomben. Han kommer også med et eksempel fra Filipinerne, hvor tortur skulle have forhindret mange tusinde uskyldige menneskers død.Det velgørende at læse en akademiker, der ved, at loven er til for menneskers skyld. At alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt (Paulus). Han taler med foragt om doktrinære libertarianere (der er måske også et par stykker her?), der holder mere af de fine principper end af konkrete mennesker af kød og blod og deres liv eller død. Jeg giver Posner ret: Ingen bør gives ansvar for noget som helst, som ikke når situationen kræver det (when the stakes are high enough), vil sætte sig ud over et hvilken som helst princip, hvor godt det så end er i mere normale situationer.Posner er en mand efter mit hoved: ingen lov og intet princip kan hævdes at gælde ubetinget i enhver situation og til enhver tid. Mennesket er ansvarligt for sine gerninger, og i en konkret situation kan det være rigtigt at bryde ellers gode og rigtige principper. At H. C. Hansen hemmeligt (uden at orientere Folketinget) tillod amerikanerne at opbevare atomvåben på Grønland er endnu et fremragende eksempel herpå. Men læs anmeldelsen, den er faktisk meget interessant.

    Svar
  4. Peter Kurrild-Klitgaard

    Bhagwati er ikke et ringe forslag.Moe er en god politolog, men som du selv antyder, er hans betydning nok mindre end f.eks. Weingast (eller de andre jeg nævnte), og dertil kommer, at hans bidrag (med mindre jeg har overset noget–?) vel ikke er specielt politiske.Og hvad er der så iøvrigt galt med at være en “akademisk skrivebordsdreng” … ?!?!? 😉

    Svar
  5. Jacob Mchangama

    Ad Kurrild:hmmm. Posners forsvar for brugen af tortur og generelle utålmodighed med “civil liberties” gør ham i mine øjne uegnet til prisen. Bhagwati har med “In Defence of Globalization” givetvis haft en stor gennemslagskraft blandt “almindelige mennesker” og dermed gjort stor gavn for, at vinde forståelse for globaliseringens gavnlige effekter. Men er jeg den eneste der finder bogen ulideligt selvsmagende??

    Svar
  6. Peter Kurrild-Klitgaard

    Kære Jacob,M.h.t. Posner: Well, nobody’s perfect … 😉 Milton Friedman, som prisen er navngivet efter, er en af de største nulevende fortalere for frihed, men selv han er villig til at gå på kompromis her og hisset (tilsyneladende bl.a. når det gælder migration). James Buchanan har forsvaret 100 pct. arveafgift på al ejendom. Man kan isolere romanske katedraler med sider, hvori Gordon Tullock har ræsonneret utilitarisk for politikker, der ikke primært er frihedsskabende. Robert Barro går formodentlig ind for en ret stor offentlig rolle i finansieringen af uddannelsessystemet. Selv gamle Fritz v. Hayek forsvarede i “The Constitution of Liberty” stort set ethvert centralt element i velfærdsstaten, ligesom Mises var fortaler for både monarki og (ifølge nogles udlægninger) begrænsninger på migration.Min pointe? At man formodentlig ikke her skal opstille alt for enkle “purity tests”. Jeg er selv langt fra enig med Posner i alt (bl.a. ikke hans forsvar for interneringen af amerikanere af japansk herkomst under 2. verdenskrig eller hans mildt sagt usofistikerede analyser af “primitive law”), men er han i det store billede på den forkerte eller den rigtige side? Har hans arbejder generelt bidraget til at rykke forskningen og friheden i en værre eller bedre retning? Jeg tror det sidste.

    Svar
  7. Jacob Mchangama

    Kære Kurrild,Jeg kan sagtens leve med, at folk går på kompromis (i visse tilfælde er pragmatismen vel også et sundhedstegn frem for enøjet ideologisk fremturen) Spørgsmål såsom migration og det præcise omfang af statens opgaver er vel tillige klassiske områder, hvor sort/hvide svar kan være vanskelige at tilpasse virkeligheden. Tortur (og internering af japansk amerikanere som du selv pegede på) er i mine øjne noget ganske andet, idet man her taler om konkrete overlagte og særdeles intense overgreb mod det enkelte menneske, uden at ofret har mulighed for at øve modstand eller “stemme med fødderne” i modsætning til overbeskattede eller familiesammenføringsnægtede danskere. Endvidere gør Posner jo nærmest en dyd ud af sit forsvar for tortur som jeg tidligere har peget på strider mod selve Common Law’s sjæl og altså imod det retssystem Posner er sat til at beskytte. Posner burde altså vide bedre… Når vi snakker jurister må jeg derfor indrømme at en Randy Barnett tiltaler mig en del mere. Jeg har desværre ikke læst nok Epstein til at komme med en kvalificeret kommentar til hans kandidatur.

    Svar
  8. Peter Kurrild-Klitgaard

    Jeg er grundlæggende aldeles enig med dig–både m.h.t. tortur og m.h.t. Barnett fremfor Posner (ud fra personlig ideologisk smag).Nu har jeg ikke læst, hvad Posner har skrevet om tortur (men dog det om interneringerne, som jeg som sagt fandt meget uoverbevisende), og jeg ved derfor ikke, om det er helt præcist, når du siger, at han nærmest gør en dyd ud af at forsvar tortur. Jeg stoler på dig i så henseende, men mit gæt er dog, at han ikke har sagt, at tortur er en fed ting, eller at det er noget, der sagtens kan eller bør finde sted vilkårligt. Som jeg kender Posners andre ræsonnementer er det formodentlig enten A) at der (i visse tilfælde?) ikke er belæg for at forbyde tortur med henvisning til forfatningen, og/eller B) at der kan være aldeles ekstraordinære omstændigheder, hvor et hensyn til “general welfare” (etc.) kan retfærdiggøre det, som en fhv. israelsk ambassadør kaldte “et moderat fysisk pres” … o.s.v. Det er ikke en holdning, jeg deler, men der skal en noget mere dramatisk “I love torture because it is so much fun”-attitude til, for at jeg ikke skal se dette synspunkt som på “niveau” med f.eks. Buchanans forslag om 100 pct. arveafgift på al ejendom. Og som sagt: Når Posners generelle holdninger gøres op, og hans bidrag til samfundsvidenskaberne tages i betragtning, så opfatter jeg ham bestemt som på “den rette side”.M.h.t. om migration er noget “mindre” at gå på kompromis med end tortur, så har du vist tilsyneladende endnu ikke været “flamet” af de forskellige sider i den debat … ;-)M.h.t. Epstein vis-a-vis Barnett: Når alt kommer til alt er jeg nok politisk/ideologisk mere enig med Barnett, men ved en sammenligning af de to, må man sige, at Epstein givetvis er mere original og uden tvivl har haft langt større indflydelse(og iøvrigt formodentlig har været med til at flytte Barnett fra de Rothbardske holdninger, han havde i 1970erne, til dem, han har nu). Som sådan er han nok den mere oplagte af de to.

    Svar
  9. Jacob Mchangama

    Ad Kurrild:Det er klart, at Posner ikke synes tortur er godt og at han som altovervejende udgangspunkt tager afstand derfra men følgende kommentarer er vel sagten det eksakt modsatte af hvad Englands fineste jurister kom frem til i sekstenhundredtallet og hvilket ifølge Blackstone opretholdt Common Laws “honour”: “if the stakes are high enough torture is permissible.” og “Torture is uncivilized, but civilized nations are able to employ uncivilized means, at least in situations of or closely resembling war, without becoming uncivilized in the process. I suspect that this is particularly true when the torture is being administered by military personnel in a foreign country.” Citat fra “Torture: A Collection” redigeret af Sandy Lebinson med bidrag af bla Posner.

    Svar
  10. Bielefeldt

    Læg de akademiske grublerier til side. Ved et sandt lykketræf er jeg nemlig kommet i besiddelse af den prisoverrækkelsestale, som skal holdes den 18. maj 2006 på Drake Hotel i Chicago. Her følger talen in extenso:”Ladies and gentlemen, for the first time in history, the Milton Friedman Prize for Advancing Liberty will be given to a non-academic person [remember NOT to say anti-academic] as opposed to the previous years. Instead of choosing a traditional scholar or a professor of this and that, we have chosen to reward a courageous and visionary person who has made a truly significant contribution to the advancement of human freedom IN REAL LIFE. Have you already guessed who the winner is? This year, the winner is our brave president of the United States of America, mr. George W. Bush. Congratulations! Someone out there may be thinking: ‘Hmm, now wait just a minute: Advancing liberty? This man?!’ Let me explain. The reason is this: This years prize winner has understood one crucial thing that will promote personal freedom for Americans as well as many others around the world.Bush has understood the real secret to America’s sauce. And that secret is not Wall Street, it’s not Silicon Valley, it’s not the Air Force and it’s not the Navy, it’s not the free press and it’s not the free market – no, no, it is the enduring rule of law and the political institutions that underline them all, and that allow all these excellent things to flourish no matter who is in power. Yes, that’s right. Can you hear me now? [give the audience a nice smile]Bush has understood that the ultimate strength of the United States of America and the impact it has on the world does not come from all the military systems (though they are important), or from Intel’s latest microchip (though it is surely important, too). It comes from this remarkable system of laws and political institutions we have inherited – a system, they say, that was designed by geniuses so it could be run by idiots [laugh to break possible ice].Bush has discovered that preserving this system is critical not only for America, it is critical for the world. He has discovered that spreading this system to the rest of the world – starting with Iraq – is the best way to safeguard our own liberal, free-market democracies. Bush will receive the prize because he has acknowledged that if the West doesn’t visit the world’s bad neighbourhoods, they will definitely visit the West, meaning less liberty for everybody.” Congratulations, George!Og et godt og lykkebringende nytår til jer andre.

    Svar
  11. Susanne Wigotzky

    Bush har næppe gjort sig fortjent til en liberal pris 🙂 Jeg ved ikke om japaneren Kenichi Ohmae kvalificerer sig til det fine selskab, men han har i al fald skrevet mange indflydelsesrige bøger, blandt andet Triad Power, The End of the Nation State og The Borderless World: Power and Strategy in the Global Marketplace. Han er mit personlige bud.

    Svar
  12. kjerulf

    hmmm…I praktisk effekt på udbredelsen af frihed kunne GWB være et smukt bud. Men jeg er enig i, at vi nok også må lægge vægt på, at en person skal have givet os nye argumenter at arbejde med i de daglige diskussioner. Hvad med Norman Podhoretz? Han er vel mest en slags filosof i de rubriceringer, vi bruger her…Det er nok mit mest seriøse bud. Ellers kunne Christpher Hitchens være sjov!

    Svar
  13. Erik Kofoed

    Hva’ med at tage den måske mest frihedorienterede amerikanske politiker (som har indflydelse), Ron Paul? Det kunne både være “en tak for din indsats” og samtidig også et (lille) signal til politikerne. Nuvel, jeg er ikke ekspert på området, men det var i hvert fald et bud herfra.Mvh

    Svar
  14. Jacob Mchangama

    Kære Niels,Det “tikkende bombe scenarie” er simpelthen så håbløst, fordi det er dybt urealistisk.Men Niels måske vigtigere endnu: hvem definerer hvornår “the stakes are high enough?”. Hvis vi antager at politi/militær har grund til at tro at et terrorangreb er nært forestående og at dette muligvis vil kunne hindres ved at torturere en person i deres varetægt, vil afgørelsen ligge hos politiet/militæret, altså de selvsamme personer som ønsker at benytte tortur os som skal forestå torturen, der er jo ikke tid til at få torturen godkendt af en dommer (en i øvrigt i mine øjne syg tanke som ingen domstol med respekt for sig selv ville deltage i) I krigslignende situationer vil militær og politi ganske ofte have en interesse i at udvide mulighederne for at få efterretninger mest muligt. Du har vel hørt om Algeriet og Frankrigs opførsel der? Læs også gerne denne domhttp://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?item=13&portal=hbkm&action=html&highlight=3%20%7C%20TORTURE&sessionid=5167058&skin=hudoc-en Der findes masser af domme med samme faktum, der viser hvordan de tyrkiske sikkerhedsstyrker begik ufattelige overgreb i deres (i øvrigt berettigede) kamp mod PKK. Overgreb som gik udover almindelige mennesker og blev rutine netop fordi man anlagde din betragtning på begrebet tortur. Din betragtninger om hensyn til mennesker af kød og blod klinger lidt hule i denne sammenhæng.Læs også gerne Jung Chans bog om Mao, hvor Mao og hans røde drenge altid fandt at “the stakes were high enough” og derfor udsatte både modstandere og sagesløse kinesere for groteske og bestialske handlinger.Jeg noterer mig med et lille smil at Præsident Bush ifølge dig og Posner må være en “doctrinaire civil libertarian” eftersom han netop har besluttet at tortur ikke må udøves af nogen person i amerikansk tjeneste noget sted i verden, en beslutning som i følge dig og Posner åbenbart gør ham uegnet til at indtage en stilling med ansvar. I øvrigt er retsstillingen den samme i alle andre vestlige lande.Forbuddet mod tortur har rent faktisk status af “Jus Cogens” i folkeretten dvs det er en retlig norm som under ingen omstændigheder kan tilsidesættes.Posners påstand om at tortur begået af civiliserede lande i ikke-civiliserede lande er mindre grel finder jeg i øvrigt dybt tåbelig. Når dette er sagt vil jeg gerne indrømme at når jeg skrev at “Posner jo nærmest gør en dyd ud af sit forsvar for tortur” var det nok en illoyal beskrivelse af hans holdning. Men jeg havde måske forventet at en mand som Posner ville lægge afstand fra tortur frem for at slå til lyd for muligheden derfor (ligesom det er skuffende at se hans forsvar for the Patriot Act).

    Svar
  15. Niels A Nielsen

    Posner vil jo netop ikke lade tortur sanktionere af en lov men lade det være op til de ansvarlige myndigheder at afgøre, om de mener, at situationen er tilstrækkelig ekstrem til, at skrappere metoder er retfærdiggjort. Konkrete tilfælde kan så indbringes for domstolene, der i de konkrete tilfælde må afgøre om de skrappe midler stod i et rimeligt forhold til det onde, der blev søgt forhindret. Desuden er Posner jo udmærket klar over faren ved at tillade tortur, så det vil han heller ikke. Forbuddet mod tortur skal bestå, men domstolene kan vælge at undlade at straffe overtræderen i det konkrete ekstreme tilfælde. Derfor er Bushs udmelding helt på linie med Posner.”Dershowitz believes that the occasions for the use of torture should be regularized–by requiring a judicial warrant for the needle treatment, for example. But he overlooks an argument for leaving such things to executive discretion. If rules are promulgated permitting torture in defined circumstances, some officials are bound to want to explore the outer bounds of the rules. Having been regularized, the practice will become regular. Better to leave in place the formal and customary prohibitions, but with the understanding that they will not be enforced in extreme circumstances.”At tortur benyttes uden mådehold af kriminelle fascistiske, kommunistiske, autoritære og halvautoritære regimer (og Frankrig) er sandt, men det afhjælpes jo ikke ved, at vi fundamentalistisk afholder os fra at anvende disse metoder i enhver tænkelig og utænkelig situation, altså også i tilfælde hvor uskyldige liv vil kunne reddes ved at anvende dem.Eksistensen af et totalforbud mod tortur, også i konkrete tilfælde, hvor de fleste borgere vil finde dem moralsk retfærdiggjort, har ingen virkning overfor Mao eller Pol Pot og vel heller ikke overfor det tyrkiske politi, men det har den virkning, at den retfærdige brug af tortur kan bruges af de kriminelle og autoritære regimer og personer til at sige: “Se, se, de gør det jo også. Hyklere.”Selvom der ikke er et universelt forbud mod tortur, kan man jo sagtens fordømme og kritisere dens konkrete brug og misbrug. Det skal man.

    Svar
  16. Pelle Lauritsen

    Problemet med tortur er at, hvad hvis den person som man torturer ikke ved det, man tror han ved? Hvornår skal man holde op? Holder han oplysninger tilbage fordi han er en hård negl (og skal man derfor intensivere brugen af tortur) eller skal man holde op og give fortabt (hvorefter rygtet kan sprede sig blandt de andre fanger, at ham og ham gav de op på). Derudover, vil man man have det problem at alle vil sige hvad som helst under tortur, så man vil få masser af informationer som skal undersøges, og hvor det meste er sludder.Dertil er der et problem ved at tortur kan ses som en straf, men (så vidt jeg ved) er de fleste der bliver torturet kun tilbage holdte, og derved straffer man uden dom.Også er der hele dem problematik, at ofrene og deres familier ikke er særligt positivt indstillet overfor udøverne, og det derfor kan hæmme fredelig sameksistens senere.

    Svar
  17. Niels A Nielsen

    Jeg er helt enig i Pelles indlæg. De beskrevne problemer, har man dog ved alle skrappe forhørsformer og ikke kun ved de, der defineres som tortur. Men ja, tortur (eller moderat fysisk pres som en israelsk ambassadør eufemistisk kaldte det) kan yderst sjældent retfærdiggøres.

    Svar
  18. Niels A Nielsen

    Jeg er helt enig i Pelles indlæg. De beskrevne problemer har man dog ved alle skrappe forhørsformer og ikke kun ved de, der defineres som tortur. Men ja, tortur (eller moderat fysisk pres som en israelsk ambassadør eufemistisk kaldte det) kan yderst sjældent retfærdiggøres.

    Svar
  19. Bielefeldt

    Når man diskuterer Richard A. Posner er det vel ret afgørende for en dybere forståelse af hans holdninger – f.eks. hans holdning til tortur – at huske på, at han er pragmatist/strategisk pragmatist. Det fremgår ikke rigtigt af diskussionen. At han er pragmatist erklærede han i ’The Problems of Jurisprudence’, som jeg sidder her og bladrer lidt i. Posner begynder med at erklære, at han vil argumentere imod ”artificial reason”, imod ”formalism”, imod ”strong legal positivism” og imod ”overarching conceptions of justice such as corrective justice and natural law” (s.26). Og han konkluderer, at søgen efter ”an overarching principle for resolving legal disputes” (s.302) har slået fejl, og at ”no keys were found” (s.455).Hvad sker der så, når vi som Posner lukker bogen med alle de formfuldendte abstraktioner? Hvad sidder vi tilbage med? Nielsen var lidt inde på det i et af sine indlæg. Posners svar er, at vi sidder tilbage med ”the messy world of empirical reality” – en verden af facts, værdier, historier, valg og diskussioner. Hans pragmatisme giver sig bl.a. udslag i hans syn på forholdet mellem jura og politik og politik og videnskab. Det som gælder i forhold til store abstraktioner som ”the idea of justice” er ikke mindre gældende i forhold til ”rules”. Også de er politiske i deres virke, for selv om de påberåbes som formelle og universelle, er de næsten altid ”employed in the service of ad hoc exceptions and adjustments” (s.46). Retsregler af en særlig formel karakter kan måske findes i spil, hvor spilleren ikke frit kan bestemme – f.eks. at hans tårn ikke ”will be captured by his opponent’s queen” (s.50). Men når det gælder loven kan dommere gøre netop dette under påberåbelse af, at ”they are doing so in order to comply with a higher level rule” (s.50). I et spil – som skak – gælder reglerne i henhold til en nøje afgrænset og statisk verden. Men i den juridiske verden er retsreglerne derimod omskiftelige. Eftersom ”[r]ules make dichotomous cuts in continuous phenomena” (s.46), “a rule suppresses potentially relevant circumstances of the dispute” (s.44), og det står en dommer frit for at afgøre, hvad der skal udelades og hvad der ikke skal udelades. Har jeg forstået Posner korrekt, så mener han derfor ikke, at retsregler indskrænker dommerne, men at de giver dommerne mulighed for at engagere sig i aktiviteter efter egen politiske observans ved at tillade dem enten at indskrænke eller udvide det retslige blik. Dommere som accepterer ”untidiness, even disorder” vil være ”highly sensitive to the particulars of each case”, mens dommere der ser sig selv som forvaltere af traditionen og kontinuitet vil henholde sig til de eksisterende autoriteter, ”legislators, the founding fathers, higher or earlier judges” (s.49). Retsregler fungerer som redskaber for dommerne: ”Judges are not BOUND by the rules to do anything” (s.47). Et eksempel på Posners pragmatisme er hans syn på præcedens.Doktrinen om præcedens er jo, at præcedens går forud, men det som de facto går forud er, hvordan dommeren ”chooses to read the precedent. The key to the decision is precisely that choice, a choice not dictated by precedent – a choice as to what the precedent shall be” (s.95). Dette valg er ikke drevet af logisk tænkning, men af, i hvilken retning, dommeren ønsker at bevæge sig. Det betyder ikke, at dommeren kan vælge at gå i hvilken som helst retning, fordi han vil være bundet af ”practical reasoning”. Det er imidlertid ikke en fast kategori, og indholdet heraf vil skifte over tid, men uanset hvad indholdet er, vil dens ”mode of calculation” være retorisk snarere end logisk (s.82). Dommere skal overbevise, snarere end bevise.Det er pragmatisme for fuld udblæsning, og det må støde mod mere traditionel konservativ retstænkning. Det er ikke en kritik. Man kan ikke blive pragmatist nok. Giv Posner den Milton Friedman pris.

    Svar
  20. David Hellström

    @BielefeldtJeg kan ikke rigtigt forstå, hvordan du kan gøre Posner til (ny-)pragmatist. Det er vel ikke nødvendigvis det modsatte af juridisk “formalisme”?Posner har efterfølgende gjort sig uheldigt bemærket ved at tillade tortur i Irak, og derfor var det helt i orden, at han ikke fik Milton Friedman prisen.Jeg ved dog ikke, hvem der så fik den.

    Svar

Leave a Reply to Peter Kurrild-KlitgaardCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.