Bedste "nye klassikere"? II

For nylig opfordrede jeg læserne og mine med-Punditokrater til at give deres bud på, hvad der kunne være de bedste nye “klassikere” siden 1980 af bøger skrevet fra et frihedsorienteret perspektiv.  Dette set i lyset af den ret store mængde af sådanne bøger, som kom i perioden 1960-1980.

Baggrunden var fra min side en vis stigende frustration over—eller i hvert fald bekymring for—at antallet af virkeligt “store” bøger, der enten er fra liberalististisk/frimarkeds-konservativt hold eller i hvert fald er analytisk kompatibelt hermed, har været noget faldende i de senere år.

Der var ikke mange af mine med-Punditokrater, der reagerede—det var vist alene Mikael Jalving.  Omvendt var der en del af læserne, som reagerede i kommentar-sektionen.  Så her kommer dels mine kommentarer til læsernes forslag, og dels nogle af mine egne bud.  Hvis andre—læsere og Punditokrater—efterfølgende skulle have lyst til at fortsætte debatten, så er den bestemt endnu “åben”.

OK, først til de værker, som nogle syntes, jeg burde have taget med på listen over store værker fra perioden 1960-1980:

  • Johan Espersen: Henry Hazlitt: The Foundations of Morality (1964).  God bog af en god økonom.  Men har den haft stor indflydelse?
  • Peter Nedergaard: Anthony Downs: An Economic Theory of Democracy (1957).  Mega-klassiker, —men udenfor tidsafgrænsningen (1960-1980).
  • ditto: Anthony Downs: Inside Bureaucracy (1967).  Jeg har aldrig selv læst den, men min generelle forståelse fra folk, der har, er, at den er milevidt under AETOD— og i øvrigt har relativt lidt med den førstes rational choice teori at gøre (?).
  • Mr. T: Ludwig von Mises: Human Action (1963).  Klart et storværk.  Men her er der vel at mærke tale om en revideret udgave af en ældre bog (1949), som igen er en engelsksproget version af et ældre, tysk-sproget værk (Nationalökonomie), —og 1963-udgaven var efter Mises’ egen mening en af udgiveren mishandlet version.  Havde perioden været “efter 2. verdenskrig”, skulle den klart med.
  • Repsak: F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960).  Tja, ja, bum, bum.  Den indeholder sande perler—, herunder et essay, der stort set alene var med til at forandre mit ideologiske verdensbillede på en vinterdag i januar 1983 (“Why I Am Not A Conservative”).  Men diskussionen af frihed/tvang er i bedste fald uklar, og i løbet af bogen kommer Hayek til at gøre sig til talsmand for stort set ethvert element i den moderne velfærdsstat.  Det kan man naturligvis synes om, men jeg foretrækker selv klart enten Hayeks tidligere arbejder eller Law, Legislation and Liberty trilogien, som er et sandt mesterværk.

Så til nogle af læsernes bud på bøger, der kunne kvalificere som “nye klassikere”:

  • Johan Espersen/Daniel Beattie: Murray Rothbard: The Ethics of Liberty (1982)—som Johan ikke kan lide, men som Daniel kan.  Tja, hvad skal jeg sige?  Som alt af Rothbard er den velskrevet, og bogen spillede en ekstrem stor rolle i dannelsen af mine egne holdninger, og den dag i dag er jeg imponeret over dens grundlæggende meget originale forsøg på at genoplive en naturrets-baseret liberalisme.  Den er generelt strengt logisk i dens ræsonnementer, og bogens appendikser indeholder gode polemikker imod alternative liberale tilgange.  Men … som tiden er gået, er jeg grundlæggende blevet mindre udelt positiv overfor den.  At mene at man udlede alle politisk relevante normative konklusioner strengt deduktivt fra to og kun to simple aksiomer, forekommer mig i dag langt mindre overbevisende end for 20 år siden.  Det kan Rothbard da heller ikke, og i praksis kommer han—–meget mod egne preskriptioner–—til at smugle adskillige side-antagelser ind undervejs.  Frasorterer man appendikserne, og anerkender man at der ret beset er en ret ringe kobling mellem det rent naturretsfilosofiske (om “natural law”) i begyndelsen og den specifikt skitserede libertære teori, bliver bogen egentlig ret tynd.  Den har haft stor indflydelse på libertarianere/liberalister i USA og Europa ved at uddybe det grundlag, som Rothbard allerede havde udviklet, men jeg tvivler på, at den (modsat f.eks. Rothbards For A New Liberty) har nået eller overbevist mange, som ikke allerede havde købt det meste af pakken.
  • Johan Espersen: Jan Narveson: The Libertarian Idea (1988).  Jeg var meget skuffet over den, da den udkom—men nok fordi jeg havde købt den p.b.a. Laissez Faire Books‘ overstrømmende “anmeldelse”.  Da jeg sidst læste i den for et år eller to år siden, virkede den meget bedre.
  • ditto: Leland B. Yeager: Ethics as Social Science: The Moral Philosophy of Social Cooperation (2001), som Johan siger, er hans personlige favorit.  En virkelig interessant bog—en af de mere interessante jeg har læst i det forgangne år, og én som jeg i dag er (relativt) mere enig i, end jeg ville have troet for 10 år siden.  Men som helhed bærer den i nogen grad præg af at være en sammenskrivning af artikler og kortere noter snarere end en helstøbt helhed.  Og en ny klassiker?  Hardly.
  • ditto: David Boaz: Libertarianism: A Primer (1997).  Velskrevet introduktion, god fremstilling—meget lidt nyt eller originalt.
  • ditto: Charles Murray: What It Means to Be A Libertarian (1997).  Original, personlig fremstilling af en dygtig forsker, men meget overfladisk og hurtigt glemt.
  • ditto: Hans Hermann Hoppe: A Theory of Socialism and Capitalism (1989).  Se nedenfor.
  • Daniel Beattie: Hans Hermann Hoppe: Democracy: The God That Failed.  Jeg har det med Hoppes arbejder, som en rabbiner sagde om Det Nye Testamente: Der er noget godt i det, og der er noget nyt i det–—problemet er, at det gode ikke er nyt, og det nye ikke er godt.  De gode dele af Hoppes forfatterskab er elaboreringer af elementer, som findes hos de franske radikale liberale fra 1700-1800 tallet, hos “østrigerne” i almindelighed og hos Rothbard i særdeleshed.  Hans mest originale bidrag–—forsøget på at begrunde Rothbards libertarianske rettighedsteori i en slags Habermas-agtig “kommunikations etik”–—er simpelthen så forvrøvlet, at man kan stable non sequitur’er ovenpå hinanden, til man når toppen af Empire State Building.  Hoppes senere forsøg på at legitimere enhver tænkelig restriktion på migration i et argument om en slags “national ejendomsret” er enten ment som en joke, eller også er det en blankocheck til at foretage enhver form for frihedskrænkelse–eller begge dele.
  • Anders K.: Hernando de Soto: The Mystery of Capital (2000).  Fremragende og betydningsfuld bog, som klart har åbnet manges øjne om et vigtigt emne.
  • Katrine: Johan Norberg: In Defence of Global Capitalism.  Smadder instruktiv og tankeprovokerende lille populær bog—men også med streg under lille og populær.  Den er god i fremstillingen, menindeholder den noget andre ikke har sagt før (eller mere uddybende)?
  • Katrine: Bjørn Lomborg: The Skeptical Environmentalist.  Fremragende værk, som givetvis har flyttet manges holdninger.  Men er den specielt frihedsorienteret?  Næppe meget mere end forfatteren selv.  En planøkonom ville med glæde kunne tage den til sig.  Jeg tror, at den vil have betydning gennem at have påvirket en del, men jeg tvivler på, at den vil blive læst af mange om f.eks. 10 år (om end givetvis mere end noget, jeg har skrevet …!).
  • Repsak: David Frum/Richard Perle: An End to Evil.  Jeg må med skam melde, at jeg ikke har læst den.
  • Repsak: Natan Sharansky: The Case for Democracy: The Power of Freedom to Overcome Tyranny and Terror.  Ditto …!

Nogle andre, der ikke er på min liste:

  • Hayeks The Fatal Conceit (1989): Booooooring! Overvurderet.  Og vistnok i øvrigt i vidt omfang slet ikke skrevet af Hayek selv.
  • Rothbards History of Economic Thought (1995ff): Den ventede jeg godt nok meget længe på …, og jeg blev altovervejende skuffet.  Den var velskrevet og mange steder fantastisk, ikke mindst i fremstillingen af de middelalderlige, skolastiske “præ”-økonomer, men kritikken af Adam Smith var helt ude af proportioner, og Pareto var reduceret til stort set alene at være set med ideologiske (libertarianske) briller snarere end som økonom.
  • Mancur Olsons Power and Prosperity (2000): Jeg havde set så meget frem til den, at jeg blev gevaldigt skuffet.  Den var fremstillingsmæssigt velskrevet, men de mere akademiske arbejder, der lå bag den, var faktisk bedre.  Og så nåede forfatteren desværre at dø inden, den var helt færdig.
  • Robert Higgs’ Crisis & Leviathan: Critical Episodes in the Growth of American Government (1989): Fænomenal, provokerende og meget velskrevet bog, som solgte godt efter udgivelsen.  Men jeg tvivler (desværre) på, at den vil blive husket af mange om blot ti år.
  • Bruce Bensons The Enterprise of Law: Justice without the State (1990): Ditto—og ditto.

Så hvad er mine egne bud?  Det er svært.  Dels fordi der er virkeligt mange gode bøger fra de sidste 25 år (herunder mange af de ovennævnte, men også mange andre).  Dels fordi der altså er få af dem, der virkeligt er originale, indflydelsesrige og har åbenlys langtidsholdbarhed.  Men her er tre bud, som nok i et vist omfang afspejler mine egne idiosynkratiske interesser og specialiseringer:

  • Mancur Olson: The Rise and Decline of Nations: Economic Growth, Stagflation and Social Rigidities (1982). Olsons “fortsættelse” af sin egen The Logic of Collective Action (1965), hvori han argumenterer, at den asymmetriske organisering af særinteresser til fordel for snævre interesser (som han viste i Logic) over tid vil have negative konsekvenser for den økonomiske vækst i et samfund.  Bottom-line: De lande, der fra tid til anden får “rykket” deres politiske systemer “op” (f.eks. taberne i 2. verdenskrig), vil efterfølgende opleve større økonomisk vækst.  Bogens empiri har siden hen vist sig at halte lidt, men den grundlæggende tese er givetvis sand, og den påvirkede gennem sin sammenknytning af god teori (public choice) og aktuelle problemer (stagnation) mange til at få øjnene op for de negative konsekvenser af særinteressegruppers adfærd.
  • William H. Riker: Liberalism Against Populism: A Confrontation Between the Theory of Democracy and the Theory of Social Choice (1982).  Den helt store tour-de-force introduktion af social choice teoris implikationer for vores opfattelse af demokratiske metoder og procedurer.  Bottom-line: Der findes (generelt) ingen “folkevilje”; det er procedurerne og manipulation snarere end præferencerne, der afgør udfaldet af demokratiske beslutninger, og det bedste man kan sige om demokratiet som metode er, at det (når det er skruet sammen som det amerikanske) muliggør, at man kan skille sig af med slynglerne og at ingen kan sidde på det hele.  Der er—bortset fra indledningen og afslutningen—meget lidt i bogen, som ikke er blevet sagt før af Riker eller andre, men her bliver det sagt (relativt) uteknisk og med stor sammenhæng og systematik.  Den er givetvis kendt af få herhjemme, men i den amerikanske akademiske verden er den en klassiker næsten på linie med f.eks. Dahls Who Governs? (og så er den væsentligt bedre!), og gennem Rikers elever (Shepsle, Weingast m.fl.) er den blevet uhyre indflydelsesrig.  For mit eget vedkommende fandt jeg i 1988 ved første øjekast bogen nærmest gabende kedsommelig, og jeg stillede den tilbage på bibliotekshylden med det samme; få år senere, i 1993, gik det op for mig, hvor dramatisk den udfordrede de fleste demokratiforestillinger, og siden hen har den spillet en stor rolle for mine egne arbejder.
  • Robert Axelrod: The Evolution of Cooperation (1985).  Det var ikke Axelrod, der opfandt spilteori, heller ikke Fangernes Dilemma, og ikke engang (helt) “Tit-for-Tat” strategien.  Men der har næppe været et andet værk, der har udbredt disse begreber til så mange ikke-fagøkonomiske akademikere (og en del ikke-akademikere).  Bottom-line: At selv under de værst tænkelige omstændigheder, kan det faktisk være rationelt for egennytte-maksimerende aktører at opføre sig på en samarbejdsvillig måde (snarere end at modarbejde hinanden).  Og så er den så beundringsværdigt kort!
  • Runner-up(s): Et eller andet af den klassisk liberale jurist og retsfilosof Richard A. Epstein.  Han fortjener det–—problemet er blot hvilken en af hans bøger.  Takings: Private Property and Eminent Domain (1984) er givetvis den mest indflydelsesrige; den har påvirket en hel generation af yngre liberale/konservative jurister i USA, og den blev endda nævnt under senatets afhøring af Clarence Thomas.  Men jeg synes selv bedre om Simple Rules for A Complex World (1995) eller Principles for A Free Society: Reconciling Individual Liberty with the Common Good (1998), som begge er mere originale i deres forsøg på at “recaste” grundlaget for en liberalisme og m.h.t. at ophæve modsætningen mellem rettighedshensyn og konsekvenshensyn.

Men … hvad er det (åbenlyst) triste ved disse?  Bortset fra Epstein, så se på udgivelsesdatoerne: Alle de tre første bøger er fra begyndelsen af 1980erne og reelt populariseringer af arbejder helt tilbage fra 1960erne og 1970erne.  Og … de er alle amerikanske.  Ikke at der er noget galt ved det, men det siger noget om tilstanden i Europa.

7 Kommentarer

  1. Rune Toftegaard Selsing

    5. januar 2006 at 08:50

    Mange tak. Når man er en knægt som mig, er der mange af titlerne, jeg aldrig har hørt om før, og som jeg glæder mig til at læse.mvhRune

  2. Fænomenal inspiration. Så er det til Amazon! Eller bare ned på folkebiblioteket…

  3. Rasmus Ole Hansen

    6. januar 2006 at 06:30

    Peter, da du ikke har læst The Case for democracy, anmelder jeg den kort for dig.Noget filosofisk forsvar for demokratiet frem for diktaturet er bogen ikke. Dertil er den for lommefilosofisk i sine betragtninger.Bogen er bygget op om de erfaringer Sharansky har fået som dissident i Sovjetunionen, og hvordan disse erfaringer har påvirket og hjulpet ham i det politiske spil i Israel med hensyn til forståelsen af konflikten med Arafat.Det interessante ved bogen er derfor især insiderhistorierne fra Israel-Palæstina konflikten. Den første tese der stilles op i bogen er: ”Et diktatur har brug for en ydre fjende, derfor kan man ikke skabe fred med et diktatur”.Denne tese udspringer af årene i Sovjet og som en kritik af USA’s udenrigspolitik over for Sovjet, med Kissinger i spidsen.Dette er dog en tese, han har svært ved at overbevise andre om, da han bliver involveret i israelske politik, når det kommer til den førte politik over for Arafat.Dette er dog bogens mest interessante del, hvor man hører en insider fortælle om sin oplevelse af fredsforhandlingerne med Arafat efter Oslo-aftalen.Kritikken af Israels behandling af sine arabere og kritikernes sammenligning med Sharanskys egen fortid i Sovjet og arabernes vilkår i Israel, får ham til at komme med følgende spørgsmål til om et samfund er frit. Kan man svare ja til spørgsmålene, er det et frit land man bor i:Kan landets befolkning sige hvad de tænker?Kan de publicere deres meninger?Kan de praktisere deres tro?Kan de lære om deres historie og kultur?Hans konklusion er, at det kan araberne godt i Israel, men ikke i de af Arafat styrede områder.Med den sidste tese gør han det dog klart, at demokratiet ikke er perfekt:”Demokratiet er ikke en garant for at rettigheder aldrig bliver overtrådt, men et diktatur er en garant for, at de med sikkerhed bliver det”.Forskellen er, at der i demokratiet bl.a. pga. ytringsfriheden vil være en konstant diskussion om samfundets indretning, som der ikke vil være i et diktatur. Af den grund vil en eventuel undertrykkelse ikke være permanent i et demokrati.Det skal bemærkes, at der på intet tidspunkt tages stilling til økonomiske frihedsrettigheders betydning, hvilket er en svaghed ved bogen, når man som jeg ikke mener, at de kan adskilles fra de politiske frihedsrettigheder.

  4. Peter Nedergaard

    8. januar 2006 at 03:11

    Fin præsentation. Lige et par ord om Anthony Downs (1967). Inside Bureaucracy: Det er den første bog, som med rational choice-briller analyserer, hvad der foregår internt i offentlige administrationer. Niskanen fulgte senere op, og hans bog blev bedre og præcisere, men Downs var der først. I den forstand var den banebrydende.

  5. Peters pessimisme fortjener at blive forsøgt imødegået. Lad mig derfor forsøge mig som Vorherres advokat.På et punkt er det meget let. Listen mangler en tænker, som i mange henseender er den bedst tænkende moderne libertarianer: Anthony de Jasay. De fleste af hans bøger siden The State fra 1985 har klassikerpotentiale – min egen favorit er Against Politics fra 1997. Den er altså ret ny – og så er de Jasay ikke amerikaner, men europæer. Man kan indvende, at Against Politics er en essaysamling. Men det er mange nye bøger. Og en del essays udkommer ikke nødvendigvis i bøger overhovedet. Det hænger sammen med den måde, de fleste akademikere arbejder på nu til dags: Standardmetoden er at skrive arbejdspapirer, som drøftes med kolleger og derefter publiceres som videnskabelige artikler. På den baggrund er det måske ikke så mærkeligt, at der ikke kommer så mange bogklassikere (man vil kunne finde en helt tilsvarende tendens inden for f.eks. økonomisk teori, hvor “General Theory”, “Human Action”, “Monetary History of the United States” ikke har mange moderne sidestykker).Et eksempel på en samlet fremstilling er Nozicks sidste bog “Invariances” (2001), som også hører med på listen.Du har allerede nævnt mit tredje klassikerbud, Axelrods “The Evolution of Cooperation” – men bemærk at den også udspringer af en artikel, The Emergence of Cooperation among Egoists, og blot populariserer den.Det er måske rigtigt, at de fleste klassikere har en tendens til at være nogle år gamle. Men vil det ikke altid være sådan? Vi ved først om ti, tyve, tredive år, hvilke bøger der vil vedblive at blive stående i bevidsthederne. Manglende berømmelse i samtiden er ikke bevis mod udødelighed!Men det er rigtigt, at to traditioner knyttet til libertariansk politisk filosofi i nogle år har haft svært ved at vise fremdrift. Det gælder dels den østrigsk økonomiske skole, dels naturretstraditionen fra Rand og Rothbard. De vigtigste pointer fra den østigske skole er imidlertid blevet optaget i mainstream økonomisk teori – heldigvis (de få, som insisterer på at se østrigerskolen som fundamentalt alternativ til mainstream, producerer stort set ingenting nyt). Naturretsteorien har ikke rigtig klaret “er-bør”-problemet.Der er imidlertid mange glimrende økonomiske og politisk-filosofiske forfattere, som er optaget af liberalistisk og frimarkedskonservative ideer inden for rammerne af andre traditioner.Der er så mange, at man kan undre sig over, at der ikke kommer tilsvarende flere virkelig nye ideer og opdagelser. Men det gælder vist for den akademiske, videnskabelige verden generelt. Universiteternes grænseproduktivitet ser ganske klart faldende ud, når det gælder virkeligt fremragende tænkning. Så måske er der alligevel grund til pessimisme…

  6. Kære Peter.Jeg sagde jo, at jeg ville prøve mig som Vorherres advokat… Men det var nu ikke ment som ren trøst, at klassikerne ofte først bliver anerkendt som sådanne med tiden. Man kan – som du jo beviser – rigtig nok finde eksempler på “instant classics”. Men hvor mange af dem (Nozick måske undtaget) kunne man være sikre på, ville klare tidens tand? Og eksempler på non-instant classics er ikke svære at komme i tanke om (Humes “Treatise” faldt som han skrev “dødfødt af trykpressen”). Derfor er jeg ikke sikker på, at man skal afskrive de nymoderne helt så hurtigt. Listen med klassikere skal nok vokse sig længere.Men at der er for megen tomgang… ja det er godt nok svært at nægte.

  7. Kære Otto,Tak for dit–som altid–begavede indlæg. Jeg er ikke uenig med dig m.h.t. kvaliteten af Jasay; han er ganske fantastisk. Dog vil det nok være et rimeligt gæt, at hans bog–udover at være god–ikke opfylder det andet af mine kriterier (nemlig at have haft en synlig indflydelse).Jeg har–med skam at melde–ikke læst Nozicks “Invariances”.Resten af din post er jeg generelt enig i–men denne væsentlige undtagelse: “Det er måske rigtigt, at de fleste klassikere har en tendens til at være nogle år gamle. Men vil det ikke altid være sådan? Vi ved først om ti, tyve, tredive år, hvilke bøger der vil vedblive at blive stående i bevidsthederne. Manglende berømmelse i samtiden er ikke bevis mod udødelighed!”Dette er lige præcis det–iøvrigt ufalsificerbare–trøsteargument, som mange frihedsorienterede anvender: Vi laver jo gode værker–problemet er blot, at de andre ikke læser dem! Men om xx år, vil de (måske) nok anerkende deres værdi. Men det er jo lige netop _ikke_ tilfældet med størstedelen af de værker fra perioden 1960-1980, som jeg nævnte i min første post: Friedmans “Capitalism and Freedom”, Buchanan og Tullocks “The Calculus of Consent”, Olsons “The Logic of Collective Action”, Niskanens “Bureaucracy”, Rothbards “For A New Liberty”, Hayeks “Law, Legislation and Liberty”, David Friedmans “The Machinery of Freedom” og–sidst men mest markant–Nozicks “Anarchy, State and Utopia” (m.fl.) var jo alle så godt som “instant classics”. Her var tale om værker, der var så åbenlyst originale, øjenåbnende og tankeprovokerende, at resten af den intellektuelle verden–inkl. dem, der ikke brød sig om dem–næsten øjeblikkeligt forholdt sig til dem, fordi de (næsten) ikke kunne andet. (Måske er jeg her påvirket af, at jeg ihukommer, at jeg i 1982-84 som gymnasieelev i Odense prøvede at tygge mig igennem “Anarchy, State & Utopia”, “Law, Legislation & Liberty”, “For A New Liberty”, “The Machinery of Freedom”; kunne den slags bøger, før internettet, nå til en gymnasieelev i Odense så relativt kort tid efter udgivelsen, så må de sgu’ da være “instant classics” … ;-)Det er dén type værker, som der har været lidt for lidt af i de seneste 20-25 år. Det kan godt være, at det ikke er de/vi liberales skyld; tydeligvis er der jo gode bøger, der bliver skrevet (f.eks. de to–Nozick og Jasay–som du nævner), men så er det ihvertfald ikke nogle, der i bemærkelsesværdig grad når ud til folk. Det kan naturligvis være tidernes ugunst …Men omvendt kan det også være, at “traditionen” p.t. kører for meget i tomgang. Det fantastiske ved de ovennævnte værker (med “Capitalism and Freedom” som en undtagelse) er jo, som sagt, at de sagde noget, der både var 1) kompatibelt med et liberalt program, 2) af en vis vigtighed/relevans, og 3) egentligt “nyt”. Måske problemet er, at “vi” p.t. fejler lidt på nr. 3.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑