It's the government, stupid! II

Vores værdsatte, faste læser “Limagolf” kunne ikke lide, at jeg hævdede, at en mere omfangsrig styring af samfundsøkonomien har en tendens til at lede til mere korruption.  Så det har jeg skrevet endnu mere om …  Her er min faste lørdags-klumme fra gårsdagens Berlingske Tidende:

Korruption og den almægtige stat

Berlingske Tidende 21. januar 2006, 2. sektion, magasin, side 19

Abramoff. Korruptionsskandalen i USA viser, at pengene søger hen, hvor der er magt og midler

Hvad sker der, når man lader slikposer ligge frit tilgængeligt i en børnehave? Det samme som når man har 3 mia. dollar frit tilgængeligt i USAs kongres – eller i en hvilken som helst anden politisk institution, hvor store beløb og mange fordele er koncentreret på få personers hænder.

De seneste måneders afsløringer af, hvorledes den amerikanske lobbyist Jack Abramoff mod betaling har været mellemmand mellem særinteressegrupper og politikere fra begge de to store partier, burde egentlig ikke komme som nogen stor overraskelse. Jo mere magtfuld og omfangsrig en stat er, og jo mere magten til at kunne træffe politiske beslutninger er koncentreret på få personer, desto mere vil det kunne cementere en uhellig alliance mellem særinteresser, lobbyister og villige politikere – og det gælder både ulovlig korruption og den lovlige og indirekte, som forekommer i de fleste politiske systemer.

Logikken er elementær. På et normalt marked klarer folk sig bedre ved at være gode til at følge markedets signaler. Iværksættere investerer i at producere varer og tjenesteydelser bedre eller billigere end andre, og hvis de er gode til det, bliver alle rigere. I politik er logikken lidt den samme – men alligevel meget forskellig. Her kan politikere ofte tildele særinteresser store fordele – subsidier, privilegier, konkurrencefordele, kontrakter osv. Og hvis det kan betale sig for særinteresserne at opnå disse, vil de også være villige til at betale for at få dem. Men den fordel, som én virksomhed får, kan en anden ikke få, og derfor gælder det om at sikre sig mest muligt. Her skabes der ikke ny velstand – den flyttes bare fra nogle til nogle andre.

Der er to faktorer, der driver denne proces: Hvor stor kagen er, og hvor let det er at få et stykke af den.

I USA er forbundsstatens rolle vokset betydeligt – også under Bush. I de sidste seks år er reguleringen øget, og forbundsstatens udgifter er steget med hele 39 pct. Den amerikanske forbundsstats samlede udgifter er nu på 3.000 mia. dollar om året, og de økonomiske konsekvenser af en stadigt mere omfattende regulering af samfundet er mange gange større. Det er en kage, som er så stor og lækker, at det for mange er værd at investere i at få et stykke af. Og det gør de. Ifølge tænketanken Cato Institute er antallet af virksomheder med registrerede lobbyister steget 58 pct. på seks år, og lobbyisternes (officielle) udgifter er steget fra 1,5 mia. dollar til 2,1 mia. Da kongressen i 2003 vedtog nye udgifter i billion-størrelsen til medicintilskud, investerede pensionistorganisationer, fagforeninger og farmaceutisk industri ca. 300 mio. dollar i at hyre lobbyister til at sikre, at de fik de resultat, de gerne ville have. Mindre snævre interessegrupper har sværere ved at skaffe penge til at forsvare generelle interesser med. F.eks. brugte USAs nationale sammenslutning af skatteydere, NTU, som arbejder for et lavere skattetryk, sølle 175.000 dollar på lobbyisme i 2004.

Men at sammenhængen mellem statens rolle i økonomien og omfanget af lobbyisme ikke kun er et amerikansk fænomen fremgår af en undersøgelse foretaget i 2003 af tænketanken Heritage Foundation. Ser man på decideret korruption i et større udvalg af verdens lande (95 styk), er der således en synlig sammenhæng mellem omfanget af statens størrelse i samfundsøkonomien og niveauet af korruption. Når friheden til at handle forsvinder, kanaliseres midler over i at undslippe reguleringen og i at opnå andre fordele.

Den ene af USAs grundlovsfædre, præsident James Madison, skrev i 1787, at der ikke ville være brug for forfatninger (eller stater), hvis mennesker var engle. Men det er vi som bekendt ikke, og vil man for alvor forhindre politisk korruption, er det nødvendigt med andet end et håb om god opførsel. Løsningen er heller ikke at f.eks. lægge grænser på politiske bidrag – på det punkt er USA allerede mere reguleret end noget andet land, og det har ikke afhjulpet problemet. Om noget har det netop skabt typer som Abramoff, der har fungeret ved at handle i tjenester og naturalier.

Løsningen er snarere at sørge for, at det ikke er attraktivt i første omgang: At sætte grænser for, hvad politikerne kan gøre, og at sprede magten ud på så mange beslutningstagere som muligt. Det er en lektie, man bør skrive sig bag øret – både i Washington, København og Bruxelles.

1 Kommentar

  1. Apropos:http://www.usatoday.com/news/washington/2006-01-19-cerberus-cover_x.htmSom den gode Yglesias bemærkede: det er ikke hvad der er ulovligt der er begrædeligt, det er hvad der lovligt…Nuvel, min primære anke mod din tidligere klumme var dit Peggy Noonan citat. Jeg er ikke uenig i at megen magt giver mulighed for megen korruption. Men jeg er uenig i at “Big Government”, som den forståes af Republikanerne i USA, giver mere korruption end deres version af “Small Government”.Og jeg er da helt enig i at man bør sprede magten ud, f.eks i de Amerikanske stater, eller de Europæiske for den sags skyld. Den lille kamp må vi så kæmpe når vi har muligheden, nogle gange også med de pragmatiske briller på ;-P/Limagolf

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑