Det Løse … Nu på dansk

Syfilis var i England i forne tider kendt som "den franske syge." Det var den gang franske "philosophes" var af den fornuftige og robuste art á la Voltaire, (nogle af) encyclopædisterne, Turgot, etc.,  Fransk filosofi har som bekendt ændret sig siden hen, og stort set kun til det værre. Den franske syge har fået en anden betydning, om end det stadig er noget der slår sig på hjernen, dog ikke nu i tredje stadie, men snarere i første.

Den franske syge er i dag den epidemi, der har spredt sig særligt indenfor humaniora, men også indenfor de mere løst funderede samfundsvidenskaber, særligt sociologi og antropologi, og hvis smittekilder er skribenterne (som Roger Scruton vil jeg ikke bruge ordet "filosoffer" om dem) Michel Foucault,  Jacques Derrida, og Gilles Deleuze (blandt de kendteste). 

Disse er i varierende grad forskruede. Foucault er til tider til at forstå, og denne punditokrat har læst passager hos Focault som han dels forstod, dels var enig med, om end han i modsætning til Foucaults utallige epigoner aldrig har været i stand til at se nogen særlig dybde i platituderne.  

Den klart mest besynderlige af den mystiske treenighed er Gilles Deleuze.  Her er et af mine favorit Deleuze-citater: "There is a book from which one can learn many things, entitled Sexual Life in Ancient China …. This book shows clearly that manuals of love and manuals of military strategy are indiscernible, and that new strategic and military statements are produced at the same time as new amorous statements.  That's curious.  I ask myself:  OK, how can we extract ourselves, at the same time, from a structuralist vision that seeks correspondences, analogies and homologies, and from a Marxist vision that seeks determinants.  I indeed see one possible hypothesis, but it's so confused … It's perfect. It would consist in saying: at a given moment, for reasons that, of course, must still be determined, it is as if social space were covered by what we would have to call an abstract machine. We would have to give a name to this non-qualified abstract machine, a name that would mark its absence of qualification, so that everything would be clear. We could call it — at the same time, this abstract machine, at a given moment, will break with the abstract machine of the preceding epochs — in other words, it will always be at the cutting edge … thus it would receive the name machinic point" (fra www.webdeleuze.com).  Sådan bliver det ved. 

Der er åbenbart nogle herhjemme der har fundet det rimeligt at også danskere skal udsættes for lignende mumbo-jumbo, endda på dansk.  I hvert fald er Deleuzes (med Felix Guatttari) Tusinde Plateauer: Kapitalisme og Skizofreni netop (primo november 2005) udkommet (Billedkunstskolernes Forlag) og er allerede blevet tiljublet, blandt andet af den ellers ofte fornuftige Lars Bonnevie i Weekendavisen.    

Der er tale om et monumentalt opgør med al vestlig filosofi. Det giver vel sig selv. Vestlig, "arbolisk" filosofi og tankegang er selvfølgelig lineær, hierarkisk, homogen, territoriel, etc. etc., mens den nye "rhizomatiske" filosofi er non-lineær, "nomadisk," anarkisk, heterogen, etc.  Der er her ingen grund til at gå nærmere ind i de uendelige mængder af konceptuelle kombinationer, mutationer og permutationer i vrøvlet for at se at dette grundlæggende er en tankegang, der er designet til kapitalisme-bashing (som måskeindiceret af bogens undertitel). Der skal selvfølgelig ydes "rhizomatisk-nomadisk modstand" over for kapitalismen.  Det har blandt andet noget med internettet at gøre.

Alt dette giver ny mening til hvad det vil sige at være venstre-loonie.  Formentlig (heldigvis) er der dog ingen der i praksis vil kunne bruge Tusinde Plateauer til noget som helst konkret. Dertil er den for uforståelig.

22 Kommentarer

  1. Så blev vi så meget klogere!! Jan, — Kunne du ikke fortælle os hvad det vil sige at “sætte sig selv i spil”?– Hvorfor sætter man ikke sig selv “i spil” hvis man læser Hume, Kant, Kierkegaard, Wittgenstein, eller Ayn Rand? — Hvad er rationalet i bevidst at gøre det svært for læseren (“den dunkle og selvmodsigende stil”)? Hvad er der i vejen med at skrive forståeligt?– Er Derrida med den bemærkning ikke bare en arrogant nar?

  2. Kære Kurrild, Mange tak for den interessante oplysning om Locke. Jeg er selvsagt også helt enig med dig i din betragtning om hvad der truer samfundsvidenskaberne. Det er iøvrigt ikke bare de traditionelle samfundsvidenskaber (og humaniora) der er under attack; vrøvlet diffunderer også ud i erhvervsøkonomien, kunstuddannelserne, læreruddannelsen og såmænd også uddannelsen til sygeplejerske (jeg var ved at gå bagover da jeg i et eksemplar Sygeplejersken (som tilhørte min sygeplejerske-svigermor) så et læserbrev der ævledede op og ned ad stolper om Foucalt, Derrida et al.). Vi trænger i dén grad til en Science War her i DK. Et par solide kronikker ville ikke være af vejen.

  3. Fordelen ved fransk filosofi – som den har udviklet sig siden midten af 1960erne – er, at laeseren skal saette sig selv i spil. Det kaever selvsagt en fantasifuld laeser, at faa noget ud af vaerker der ikke praessenterer en stingent dogmatik. De franske filosoffer vedkender sig, at de er poeter. De indroemmer, at denne verden ikke en gang for alle kan saettes paa formel, og forsoeger i stedet at aabne et univer og skabe debat – ofte med det noble formaal at oege tollerancen. İndroemmet kan den dunkle og selvmodsigende stil til tilder vare svaert tilgaengelig, men som Derrida har skrevet “Jeg skriver ikke til uintelligente mennesker.”

  4. Tak, kære punditokrat Foss, for denne morsomme og illustrative eksemplificering af, hvad jeg personligt opfatter som den mest alvorlige trussel mod samfundsvidenskaberne (siden marxismen): den infantile og nonsensagtige postmodernisme. (Og marxisterne kunne man endda have en nogenlunde meningsfuld meningsudveksling med.)Anyway, jeg ville egentlig bare bemærke noget helt andet, nemlig at det ikke er første gang, at “den franske syge” anvendes på denne måde–altså som indforstået reference til tænkning, der kommer fra Frankrig, og som man ikke bryder sig om. Richard Ashcraft har i sit store værk om John Locke som radikal whig beskrevet, hvorledes det desværre forsvundne tredje bind af det manuskript, der senere blev Lockes “Two Treatises of Government” (eller rettere: det andet bind, for det skulle have været mellem nr. 1 og det nuværende nr. 2), i Lockes breve fra eksilet i udlandet blev refereret til “De Morbo Gallico” (“Om Den Franske Syge”). Det var en betegnelse han brugte for at undgå, at spioner eller regeringsagenter skulle blive mistænkelige; Locke havde selv en medicinsk baggrund, og det var vel ikke utænkeligt, at han havde skrevet noget om syfilis … Men pointen er, selvfølgelig, at det var noget ganske andet, Locke tænkte på, når han skrev om “den franske syge” … At han gjorde det, og at “Second Treatise” ikke blev opsnappet af Louis XIV’s eller James II’s agenter, kan vi så være glade for.

  5. Derrida er arrogant, men han har noget at have sin arrogance i. Du har ikke ret i, at han ikke er til at forstaa, men det er ikke hans mening, at du mekanisk skal kunne tilegne dig hans teori. “At saette sig selv i spil” vil sige, at man ikke blot mekanisk tager en anden taenkers teori til sig, men danner sin egen overbevisning evt. med udgangspunkt i andre kloge hoveders tanker. Problemet med Hume, Kant, Kierkegaard og den tidlige – og kun den tidlige – Wittgenstein (Ayn Rand skal jeg ikke goere mig klog paa) er, at de oensker at overbevise deres laeser om sandheden i deres saerlig maade at se verdenen paa. De oensker altsaa at lukke et univers. Derrida, Foucualt mv. oensker at aabne et univers sammen med deres laeser, og kraever foelgende langt mere af deres laeser. De har desuden intet oenske om at vaere rationelle i gaengs forstand. De vedkender sig, at rationaliten ikke er vaerdifri, men er under indflydelse af det etiske udgangspunkt. Et udgangspunkt der helt aabentbart aendrer sig over tid, og aldrig skal naa sit endepunkt, men netop skal vedblive at blive diskuteret. De mener herunder, at der er flere lige gyldige – ikke at forveksle med ligegyldige – maader at se verdenen paa. Som naevnt arbejder de ofte for oeget tollerance. Problemet med Foucault – og til dels Derrida – er dog, at han/de naermer sig at argument for anarki.

  6. Søren Glam: “… ville måske kunne løfte dem ud af deres positivistiske, anglophone, floskelfyldte neoliberalistiske åndsformørkelse- man har da (på menneskehedens, tænkningens og egne vegne) lov at håbe.”Betyder et udsagn som dette, at der virkeligt er synspunkter, som meningsfuldt kan siges at være bedre/rigtigere/sandere end andre …? På tværs af tid og kontekst?Iøvrigt er det pudsigt på den måde at iagttage, at personer, som synes at være fortalere for “diskurs”, “dialog” og studiet af sprog m.v., ikke er bedre til at levere et sammenhængende ræsonnement.

  7. Såvel Jan Jensen som Nicolai Foss lider tydeligvis af, hvad man kunne kalde “den danske syge”, der er en afart af en særlig nordeuropæisk lidelse, hvis primære symptom er AT UDTALE SIG OM TÆNKERE (læs: Derrida)MAN IKKE HAR LÆST! Til hrr. Foss & co. er kun at sige: der er udmærkede franskkurser på aftenskolen. Et minimum af kendskab til sprog ville måske kunne løfte dem ud af deres positivistiske, anglophone, floskelfyldte neoliberalistiske åndsformørkelse- man har da (på menneskehedens, tænkningens og egne vegne) lov at håbe.

  8. “CBS”.Tænkte jeg det ikke nok.I øvrigt kan jeg ikke med opøvelse af min bedste vilje se hvorfor kendskab til sprog skulle stå i vejen for at kunne erklære sig enig i, at nogle synspunkter er bedre end andre.. & så har jeg da vist aldrig gjort mig til “talsmand for “diskurs” og “dialog””, med mindre man da vil skyde mig det indlysende argument i skoene, at man ikke kan diskutere og samtale uden at indlade sig på diskurs og dialog. I det hele taget virker d’herrer Klitgaard & Foss en anelse.. hmm.. grønne, for ikke at sige upåklædte udi det argumenta-toriske. afklapsning? det mærkede jeg sku ikke, bonderøve.

  9. Søren Glam: Egentlig burde Kurrilds effektive afklapsning af dig være tilstrækkeligt, men lad mig lige tilføje dette: Det kan godt være at du synes at jeg er dum (og det er jeg da sikkert) — men du kan da ikke vide om jeg har læst Derrida. Til din orientering kan jeg meddele at det har jeg. Og Foucalt og Deleuze og Baudrillard. Det hænger blandt andet sammen med jeg i to år var ansat et sted (Institut for Politik, Ledelse og Filosofi på CBS), hvor disse skribenter var, og er, de rigeur. Ak jo, jeg har forsøgt at mobilisere maximal velvilje, men har givet op overfor al den pompøse, opstyltede, grundlæggende pubertetsagtige uforståelighed. Jeg vil også gerne være fri for at blive kaldt “positivist” (med mindre det pomo-jargon for alt ikke-pomo, i hvilket tilfælde jeg accepterer at være “positivist”)

  10. Kære Søren Glam,Det var dog et par usædvanligt sølle indlæg du der har præsteret. Det eneste du gør med stil er at skyde dig selv i foden, ved at at abonnere på samtlige pointeløse floskler og fordomme i forhold til CBS og folk der står på den produktive side af “Kejserens nye klæder” og siger fra når ligegyldigheder ses som andet og mere end dette. Du refererer til hvad man kan håbe på “tænkningens vegne” kan du så ikke forklare hvordan den gang intetsigende tekst som Dr. Foss starter med at citere relaterer sig til “tænkningens vegne”? du har jo skrevet et fint speciale. Kunne du ved samme lejlighed prøve at skrive i klartekst? Jo det er ganske vist langt mere krævende end po-mo sprogspil og ungdommelig kultdyrkelse af det uforståelige. Ved klartekst skal du virkelig sætte dig selv og ikke en flok afdøde franskmænd i og på spil. Samtidigt er det en god øvelse til indtrædelse i de voksnes rækker. Vi er mange der venter i spænding -og lad nu være med at forfalde til at dække dig ind bag andres manglende forståelse -vis os din egen.Venlig hilsen,Søren H.

  11. en regnemaskine. en regnemaskine med arme. en regnemaskine med højresnoede aviser under armene går ned af gangene på Kopenhagen Bizzness Skuul For The Disabled Dislectics og drømmer om at være Anders Fogh, da han skvatter over Gadamars “Wahrheit und Methode”, der (hvis han havde kunnet læse indenad) ville have mindet ham om, at ‘hermeneutik’ ikke betyder ‘relativisme’. “to the Foghmobile!”, råber han og strammer slipseknuden… spøg til side, d’herrer, nu vil jeg ikke forstyrre jeres ophøjede diskussion længere: I skal da ha lov at ha jeres lille fribytterklub i fred. Hvis nogle af jer skulle ha lyst til at (forsøge at)læse min speciale om Derrida, så må I hiertensgierne sende mig en mail. og slutteligt en bid af en sang af c.v. jørgensen: “…og den dag røderusserne kommer – og det gør de jo nok igen – så har jeg solgt min hacienda og købt en ny i kalifornien”. Heil & Lykke med HjerneKrigsprojektet!

  12. Ligesom Sovjet og Kina altid viser sig at have været langt værre, end vi koldkrigere anede, så viser situationen sig på de højere læreanstalter for de socialt vigtige færdigheder (fx CBS, sygeplejeskoler) altså også at være værre, end vi anede idag. Deprimerende.Man bør have forbud mod at røre ved Deleuze, Foucault, Derrida etc. hvis man ikke i forvejen har sat sig grundigt ind i Platon, Aristoteles, Augustin, Thomas Aquinas, René Descartes, Blaise Pascal, Malebranche, Auguste Comte, Hegel, Nietzsche og de øvrige tænkere, som Deleuze og Derrida (ikke Foucault, han var temmelig ubelæst og historisk uvidende) har læst, og som de bruger og polemiserer imod. At tage dem uden forberedelse er simpelthen uforsvarligt og i bedste fald totalt tidsspilde.Gadamer er der en del mere kød på, hvis man altså er til snak om snak (metadiskurs hedder det vist), men også her skal man altså kunne og elske sin Aquinas, sin Kant og sin Hegel for at få udbytte.Så hellere, trods alt, Richard Posner. Der er mere indsigt om den interessante virkelighed i en halv side af ham end i hyldemeter af de franske åndsforurenere. Og det er sagt med bedrøvelse, for den bedste franske tænkning er uovertruffen i sin sproglige elegance og præcision og i sin menneskelige betydning. Men det er altså Descartes og Pascal, jeg taler om, ikke de der 1900-tals epigoner.

  13. Det eneste, som er tilbage af 68 og ’texten’ – det vil sige dekon, signifikantkæder, splittet subjekt, chorda, episteme, interpellation, epistemologisk brud og symptomallæsning – er Gilles Deleuze. At han synes at holde stand må nok mestendels tilskrives, at ja, et eller andet skal man jo lave på universitetet. Og drengene kan så bruge ham til at score kvindelige humaniorastuderende med. Jeg fornemmer, at vi ikke rigtigt kommer videre i diskussionen om realisme/nominalisme og essentialisme/konstruktivisme, men jeg vil appellere til, at vi skelner mellem hvad der er vor tids modefilosofi og hvad der er den dominerende filosofi. Det er ikke det samme, som Løgstrup udmærket vidste. Deleuzianismen er ikke vor tids dominerende filosofi. Den er en modefilosofi, og sådan en bruger man kun til en ting: at gå til eksamen i, for noget skal man jo gå til eksamen i. Tidens dominerende filosofi er socialkonstruktivismen, som når man skræller lagene af ikke er andet end nykantianisme. Men når vi nu har fat i Deleuze, så er det jo hans vitalisme, som litteraturprofessoren Hardt og luksusterroristen Negri bygger på i fortsættelsen af Milles Plateux, nemlig nykommunismens manifest, Empire (2000). Her bliver alle Deleuzes nyskabte begreber omdannet til politiske våben. Spørgsmålet er dog, om teorier overhovedet har nogen praktisk betydning. Jeg tvivler. Skal en franskmand f.eks. bruge en fransk teori for at åbne en fransk altandør?

  14. Min forfængelighed tvinger mig til at rette en meningsforstyrrende stavefejl i mit tidligere indlæg. ‘Chora’ skulle der retteligt stå, ikke ‘chorda’ (som vist heller giver nogen mening). For de få interesserede, er ‘chora’ forresten Julia Kristevas (feminisme-alarm!) betegnelse for osmannernes betegnelse for bulgarerne, før de blev bulgarer (konstruktivisme-alarm!).De bedste femi-hilsner,Balkanisten

  15. Hold da op, Søren Glam, hvor du hæver debatniveauet! I stedet for perfiditeter eller studentikose henvisninger til at finde den korrekte fortolkning af fortolkningen i et eller andet uspecificeret speciale, kunne du så ikke forholde dig til det egentlige emne og gøre det på en saglig og voksen måde? Din nuværende stil vinder du vist ikke mange sjæle på.

  16. Søren Glam: “Ros af Derrida = ophøjelse af pomo-mysticisme over økonomistisk rationalisme -> anti-fornuft -> anti-menneske -> anti-liv -> anti-virkelighed -> A er ikke A” Nej, det er nok over dit niveau.

  17. Der findes fornuftige pragmatister og ufornuftige. Posner er ikke blot med sit vid og sin kulturelle dannelse milevidt hævet over Rorty. Posner er nemlig klog nok til at forstå, at pragmatisme ikke behøver at føre til lalleprogressive holdninger eller til postmodernistisk relativisme. Fish er en mere interessant størrelse, ham har jeg faktisk en del respekt for.Den amerikanske pragmatisme (Dewey snarere end Pierce) har båret mange underlige frugter, som ikke sådan lader sig kategorisere hverken politisk eller filosofisk. De fleste kan jeg ikke bruge til noget, men jeg får altid noget ud af Posner.Jeg er for meget historiker til ikke at give virkelig fornuftige og indsigtsfulde mennesker ret i meget uden at overtage deres erkendelsesteoretiske udgangspunkt, hvis de da har et. Posner er såvidt jeg kan se ligeglad med, hvor erkendelse kommer fra, eller hvordan den sikres, fordi det, der interesserer ham, er konsekvenser og logik. Det er forfriskende.Jeg kan se det rigtige såvel i den filosofiske realisme (Platon, Aristoteles, Aquinas) som i dens modsætning, der vel har sit moderne udgangspunkt hos David Hume, for hvem fornuften er lidenskabernes slave. Hvem vil nægte, at den somme tider er det? At vi tror, det vi tror, fordi vi så gerne vil? Men svaret til Hume må være, at du, David Hume, da tror, at du siger noget rigtigt om erkendelse, og rigtigheden i det, du siger, kan da ikke være afhængig af din lidenskab, vel? Det er for mig et afgørende argument mod Hume og dermed mod pragmatismen i dybeste forstand. Men det er sjældent, jeg føler behov for at gå så dybt ned.Posner er skarp, vittig, småkynisk og lige præcis den slags hjerne, som er genial til at gennemskue sociale, økonomiske og politiske mekanismer. Det er en evne, de andre pragmatister slet ikke besidder.

  18. A propos dit citat: Lige der skøjter Posner naturligvis henover et emne, der nok fortjener en mere alvorlig behandling. Men har han uret? Næh, ikke helt. Det handler om på hvilket niveau man vil diskutere emner som forfatningsrettens udvikling i USA. Det han siger er jo, at man ikke kan isolere forfatningsjuraens historie i en osteklokke og lade som om den udviklede sig efter en rent intern logik. Og det er naturligvis sandt. Trivielt måske, men sandt. Det interessante spørgsmål er så, hvilke sociale, ideologiske og kulturelle forandringer, der lå bag de forfatningsjuridiske.

  19. Ad David G.:“My point is that the great turning points in twentieth-century law (and in law, period) were not the product of deep reflection on the meaning of the constitution but instead reflect changing outlook” (Richard A. Posner i The Problem of Jurisprudence, s. 152).Changing outlooks? Bogen er spækket med den slags fortrinlige udsagn. Posner har en anti-essentialistisk, antimetafysisk og dybt pragmatistisk opfattelse af loven. Han trækker i vid udstrækning på tænkere som Peirce, Kuhn og Gadamer, og ligger desuden på filosofisk linie med vrøvlehovedet Rorty og det endnu større vrøvlehoved, Fish. Altså folk, der formentlig ikke figurerer på din personlige kanonliste. Hvordan hænger din sympati for Posner – som jeg deler – sammen med din kategoriske afstandstagen fra anti-essentialisme som sådan? Posner er jo nemlig et supergodt eksempel på en konservativ/højreorienteret, som samtidig er pragmatist/konstruktivist.Jeg leverede i øvrigt et lang(trukken)t forsvar for Posners pragmatisme sidst i tråden Milton Friedman Prize for Advancing Liberty (December 2005).

  20. Søren Glam hvad er din email addresse?Jeg vil gerne læse dit (klausulerede) speciale om Derrida og Husserl.

  21. Søren Glam har just begået bogen “Attentat på Statsministeren – Den nøgne sandhed om en københavnertragedie”. Bogen har fået en fantastisk anmeldelse i Weekendavisen af Ulrik Høy, bl.a. “Romanen er dog især et topografisk udstyrsstykke en miniature, for vi føres omkring på de herligste lokaliteter, Amager, Hareskoven, Sct. Jørgens Sø, Slotsholmen, Volden over Nemoland, Fristaden, Islands Brygge, leveret af en forfatter, der ikke er født i går, men gammel i gårde. En veteran. En taskenspiller. En pseudonymisk drillepind, så vort gætteværk går i retning af Rifbjerg, Sabroe, Søren Vinterberg, Flemming Chr. Nielsen, Bent Vinn Nielsen, Georg Metz, Torben Madsen, Arne Herløv Petersen, Klaus Kjøller, og gætter vi forkert, så er det en lykke mere, for debutanten er sikkerheden selv og spydig til det formfuldendte.” Se hele Ulrik Høys anmeldelsen på “http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080808/BOGER/708080026/-1/boger”. Mvh.Mads Lyndrup

  22. Imponerende værk, må jeg tilføje. Manden skriver jo fænomenalt, hvilket i de seneste år er blevet en sjældenhed blandt danske forfattere.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑