Borgerlige realister og venstreorienterede pomoer – men hvorfor?

I en tænksom og provokerende kommentar til min post om Det Løse d. 26. januar bemærker "Nai" at realisme og borgerlig observans har det med at følges ad.  Det synes han er irriterende, bl.a. fordi den "metafysiske realisme" er ligeså problematisk som pomo.  Jeg er ret så uenig i dette sidste (selvom fagfilosoffer altid kan slå mig i hovedet med Putnams Paradox med videre).  Men kommentarer til det må afvente en senere post.

Lad mig begynde med at bemærke, at for det første er der ikke tale om "lovmæssige" sammenhænge mellem borgerlighed og realisme-bias; der er undtagelser. Fx er den fremtrædende realist-filosof, Roy Bhaskar, ræverød.  Jeg tror også at det sagtens er muligt at holde elementer af pomo-verdensbilledet og være klassisk-liberal.  Den nu afdøde "østrigske" økonom Don Lavoie var et godt eksempel på det.

Men som en grov generalisering har Nai grundlæggende ret i sin observation af at borgerlige faktisk er mere kommittede til realisme.  Hvorfor er det sådan? Og hvorfor er der omvendt et så markant venstrefløjsbias blandt pomo'erne.   Det er en kompliceret historie, så det følgende er blot nogle stikord.

Jeg tror at én brik til forståelsen af forholdet har at gøre med at mange af "borgerlig observans" jf. min tidligere post "En anden verden"  holder en grundlæggende "økonomistisk" opfattelse.  Overlappet mellem denne og traditionel klassisk liberalisme er meget stort.  Mange – blandt dem Ludwig von Mises, Milton Friedman og Leland Yeager – har været tæt på at mene at klassisk liberalisme nærmest kan reduceres til økonomisme på det positive niveau og utilitarisme på det normative niveau.

For at dette overlap skal give mening forekommer det dog, at den må funderes på en social ontologi.  Den sociale ontologi som er karakteristisk for de med en økonomistisk og klassisk-liberal indstilling, og for mange borgerlige i almindelighed er følgende: 

  • Der kan meningsfuldt tales om en "menneskelig natur" som er ret konstant over tid, ens over racer, og invariant over kulturer.  (Som kontrast tenderer pomoer mod at mene at tale om "menneskelig natur" er fascistisk og/eller forvrøvlet, "fordi" "natur" er fundamentalt "formeligt" af kontext/externe omgivelser). 
  • Der eksisterer mekanismer i den sociale verden der virker med stor regularitet.  Huslejeregulering og mindsteløn har forudsigelige (dårlige) konsekvenser – uafhængigt at tid og sted.  Det er ikke noget der kan socialt konstrueres efter behag – modsat pomoer der typisk vil fremhæve hvordan sådanne konsekvenser er resultatet af selvopfyldende profetier.

Hvis menneskelig natur er et meningsløst begreb eller er noget der fluktuerer uforudsigeligt, eller hvis der ingen sociale regulariteter er, så er det også meget vanskeligt at sige noget særligt om institutionelt design, konstitutionelt valg, etc., specielt klassisk-liberale positioner. Det er så fundamentalt tilfældigt.  Strengt kan det derfor også være et vanskeligt projekt for pomoerne at være venstreorienterede. At de så er det alligevel er måske bare en spuriøs korrelation: Altså pomoerne er grundlæggende pubertære og derfor er de samtidigt pomoer og venstreorienterede. 

Bundlinie: Modsat Nai mener jeg egentlig ikke at borgerliges realisme-bias er tilfældigt eller noget der bør kritiseres; snarere tværtimod. 

12 Kommentarer

  1. Et interessant, men også kompliceret emne.Sagen er, at hvis vi går tilbage til før “1968”, var koblingen mellem videnskabsteoretisk indstilling og politisk orientering nærmest sådan, at venstreorienterede var positivister og konservative relativister.Som bekendt var det en nazist som myrdede en af de fremtrædende logiske positivisterEn forklaring på præ-68 situationen kunne være, at venstreorienterede var rationalistiske fremskridtsoptimister, mens de højreorienterede var pessimister.Søren Krarup kan være et dansk eksempel på en sådan præ-68 konservativ.Post-68 blev udvikling noget negativt og systembevarende (…!), hvorfor venstrefløjen overtog konservatismens relativisme og højrefløjen realismen. (Jo, jeg véd godt at Popper osv. skrev deres vigtigste værker længe inden 1968).En morsom (nåja) observation kan være, at Det Store Nye Navn på den kritiske venstrefløj er … tadaa … Carl Schmitt, som ikke ligefrem kan beskyldes for at have været socialist. Men ok: Liberal var han absolut ikke tilbage i 1930’erne.Bortset fra det, har jeg personligt et ret afslappet forhold til den slags slagsmål. Men jeg vil varmt anbefale Mark Lilas “The Reckless Mind” som fordybende læsning.

  2. Hej NicolaiBlot en strø-tanke om hvorfor borgerlige måske er mere præget af realisme.Jeg læste engang en aftikel i JP i anledning af at Ayn Rands bøger var blevet oversat til hendes modersmål. Tror forfatteren var Flemming Rose – han havde interviewet oversætteren, en russisk proffessor, om hvorfor der fandtes flere venstreorienterede filosoffer, interlektuelle end der fandtes borgerlige/liberale.Hans svar var, at vi grundlæggende lever i et kapitalistisk markedssamfund. Derfor vil mange borgerlige/liberale leve deres åndslive i denne verden. De vil gå ind i forretningslivet eller forske i den verden vi lever i.De venstreorienterede derimod vil leve i deres teoretiske verden, hvor socialismen trives og virker – dvs. da den sjældent virker i praksis og den virkelige verden, så må man holde sig til teori.Jeg ved ikke om denne betragtning også gør sig gældende i forhold til din artikel, men det kan vist ikke helt udelukkes.

  3. Et hurtigt indlæg fra den juridiske fløj:Carl Schmitt var ubestrideligt national-socialist i 1930erne, og ser man på hans tidlige kritik af BGB fra århundredes begyndelse, tyder det på, at han lagde mindst lige så meget vægt på det sidste led som på det første.Det undrer mig derfor ikke, at CS er blevet populær igen på venstrefløjen – der i øvrigt ikke er venstrefløjen efter min opfattelse, men reelt en højrefløj, al den stund at socialismen må ses som en udløber af den kollektive reaktion i det 19. årh. på den liberale oplysningstid med dens amerikanske og franske revolutioner.Endelig tror jeg, at Andes K (Anders?) har mere fat i den lange ende. Som universitetsprofessor kan man ikke helt undgå at bemærke, at socialister trives bedre i åndernes rige end liberale/konservative, der i højere grad fristes af den virkelige verden og dens virkelig gode lønninger. Ak ja.

  4. Nai: Tak for dine spændende overvejelser. Mht. spørgsmålet om “menneskets natur” behøver det jo ikke have spor at gøre med religion. Se psykologi-professoren (Harvard U) Steven Pinkers fremragende bog, The Blank Slate: The Modern Denial of Human Nature (Penguin Books, 2002) (kan fås for en slik på Amazon)for en enorm masse systematisk evidence fra kognitionsforskning på at det er aldeles meningsfuldt at tale om en rimelig stabil og meget ens menneskelig natur, og at mennesker aldeles ikke er “blank slates” som blot præges af “kontexten” (Mao: Det er én lang zapning af typer som Margaret Mead, Clifford Geertz, Ruth Benedict, etc.). Der er — selvsagt — politiske implikationer af dette. Jeg vil snarest poste om Pinkers bog, som fortjener at blive mere generelt kendt.

  5. Tak Nicolai fordi du henviste til Pinker. Der begynder al sund fornuft i de her sager.Pomoerne er jo for det meste hyklere. De forventer ligesom alle andre, at de får deres månedlige løn og ikke mødes af fx flg. “Ja, du synes måske, du har en kontrakt, men den er jo blot udtryk for et ønske og en momentan magtrelation , og nu synes jeg, at den magtrelation skal vendes om, så du får ingen penge i denne måned!”Eller hvis de har lungebetændelse, at de ikke mødes med flg. hos lægen: “Hvorfor bilder du dig ind, at din magtinteresse i at slå mikroberne ihjel skal have forrang for mikrobernes magtinteresse i at slå dig ihjel? Forsvind!” Eller: “Det er udtryk for senkapitalistisk objektivistisk imperialisme at tro, at der findes noget, der hedder ‘mikrober’, som i kraft af en mystificeret ‘videnskab’ formerer sig og ‘beskadiger’ din ‘organisme’. Alle disse begreber er magtbegreber uden objektivt indhold. Forsvind!”Og Schmitt var ikke så meget nationalsocialist, som han var katolsk imperialist og statstænker. Hans tragedie var, at nazisterne ikke var interesseret i at spille den rolle, han tildelte dem, og som var at genoprette den middelalderlige hierarkisk-teokratiske samfundsorden.

  6. Et hurtigt indlæg fra den juridiske fløj:Carl Schmitt var ubestrideligt national-socialist i 1930erne, og ser man på hans tidlige kritik af BGB fra århundredes begyndelse, tyder det på, at han lagde mindst lige så meget vægt på det sidste led som på det første.Det undrer mig derfor ikke, at CS er blevet populær igen på venstrefløjen – der i øvrigt ikke er venstrefløjen efter min opfattelse, men reelt en højrefløj, al den stund at socialismen må ses som en udløber af den kollektive reaktion i det 19. årh. på den liberale oplysningstid med dens amerikanske og franske revolutioner.Endelig tror jeg, at Andes K (Anders?) har mere fat i den lange ende. Som universitetsprofessor kan man ikke helt undgå at bemærke, at socialister trives bedre i åndernes rige end liberale/konservative, der i højere grad fristes af den virkelige verden og dens virkelig gode lønninger. Ak ja.

  7. Hej,Så har jeg lige være i JP’s arkiv. Den artikel jeg henviste til findes ved at gå ind på arkiv og søge på “Ayn Rand”, artiklen hedder “Kapitalismens filosof” af Flemming Rose. Den er fra 11. juni 2003.Det konkrete citat er her:”Aleksander Etkind peger på, at kapitalismen til forskel fra socialismen og andre -ismer ikke har så mange filosoffer, der taler dens sag og forklarer dens ideologiske fundament. »Socialismen har en lang graviditet fra det øjeblik, en tænker slutter op bag verdensrevolutionen, og til den bliver en realitet. Der er en lang periode, hvor man kan skrive, argumentere og udlægge teksten, mens de, der interesserer sig for kapitalismen, går i gang med at realisere den på stedet ved at investere, spille på børsen eller lave egen virksomhed,« anfører Etkind.”Jeg husker egentlig citatet som mere vidtgående – men så må det være min egen udlægning at borgerlige/liberale bare lever mere i samfundet og den “virkelige” verden, mens de venstreorienteredes verden ikke rigtig virker i praksis og derfor er de henvist til tankerne….Og ja, det var Anders K – det kan gå lidt hurtigt ved tasterne 🙂

  8. Mange tak for at tage emnet op, som jeg virkeligt synes er interessant. Først og fremmest må jeg vel komme med en tilståelse. Jeg er cand. mag. fra KUA med Foucault, Wittgenstein og Rorty som nogle af ledefigurerne. Ikke desto mindre er jeg endt med en klassisk liberal politisk holdning, et job i et liberalt erhverv og ikke mindst en supplerende økonomisk uddannelse. Så i forhold til den første post ligger jeg vel mellem den socialkonstruktivistiske humanist og den økonomistiske samfundsvidenskab/økonomi.Jeg forstår udmærket irritationen over det uuddannede socialkonstruktivistiske standpunkt, men jeg tror i høj grad at relativismen er en størrelse der lever blandt de som endnu ikke har haft tid, kapacitet, åndskraft osv. til at sætte sig ind filosofiens historie. Som Rorty skriver så skaber de realistiske filosoffer altid et relativistisk skræmmebillede (alt er konstruktion derfor kan vi ikke sige noget om verden typen), sandheden er bare at den 100% relativistiske filosof kun findes på starten af de mellembløde humanistiske uddannelser (dvs. litt.vid., psyk, retorik, medier mv. filosofi på KUA er en helt anden boldgade, der bliver man nærmest frosset ud hvis bare man kommer til at sige Heidegger).For mig er Rorty faktisk det bedste eksempel på at man ikke behøver et realistisk standpunkt for at tro på at videnskaben er med til at skabe end bedre verden, at nogle samfundssystemer er bedre end andre, at huslejeregulering er noget fanden har skabt osv. Og i forlængelse af Rortys argumenter kunne man jo også sige, at Foucault faktisk giver en meget god korrektion til de konservative statselskere. I 70erne forlader Foucault jo mere eller mindre metafysikken for at dokumentere hvordan oplysningen og den moderne statsdannelse også rummer elementer af undertrykkelse, og at det derfor er nødvendigt at blive ved med at kæmpe mod denne. Samtidig var han trods alt (modsat fx Sartre) klog nok til at holde sig væk fra organiserede venstrefløjsbevægelser, fordi han viste at disse uvægerligt førte til endnu mere undertrykkelse.Hvis man skal skære ind til benet, tror jeg at det helt afgørende er, at man på humaniora (og det beslægtede sociologi/antropologi) har glemt dannelsesdelen af uddannelsen. Derfor læser man ikke længere først sine klassikere, så man ved hvor de epistemologiske problemer faktisk ligger. I stedet går man direkte til de samfunds- og videnskritiske tyskere og franskmænd. Og ja det er jo sexet, så når man ikke har forudsætninger for at vurdere det de skriver, hopper man jo nemt i med begge ben. Det gjorde jeg i hvert fald selv. Jeg kan oplyse at jeg på min uddannelse efter 14 dage blev sat til at læse ”Oplysningens dialektik” og efter et par måneder ”Le Mots et les Choses”. Siden kom hele den relativistiske kanon i en strid strøm uden at jeg på noget tidspunkt blev præsenteret for andre vinkler på verden først efter et kort eksil på filosofi kom den side af historien. Det er vel her den virkelige katastrofe ligger.p.s. den der med den menneskelige natur er jo svær at sluge når man i sin grundvold synes at al essentialisme lugter af religion og at religion er det men holder allermindst af, men i visse tilfælde kan det nok være nødvendigt at henvise til en menneskelig natur for at gøre sig forståelig overfor folk der tror på en sådan (læs striden om muhammedtegninger mv.). Men det er nok her den pragmatiske vinkel kommer ind.pps. det er svært stof, så hvorfor man som bibliotekar / sygeplejerske / skolelærer / … skal tvinges til at læse noget, som man kun kan få ind som en fortyndet, mere eller mindre forstået tanke står for mig som en gåde!

  9. Det var en fejl at jeg skrev at Carl Schmitt ville genoprette “den middelalderlige hierarkisk-teokratiske samfundsorden”. Denne idealorden (som hyldet, anbefalet eller kritiseret af tænkere og debattører i 12.-14. årh.) var netop ikke teokratisk, men hierokratisk, dvs. dirigeret af gejstlige (af græsk hiereus = præst).

  10. Måske handler diskussionen om socialkonstruktivisme versus realisme/essentialisme overhovedet ikke om filosofisk erkendelse, men om politik? Måske vil de venstreorienterede hellere tro på socialkonstruktivismen, fordi den åbner for en politisering af samfundet? At sige at noget er en konstruktion betyder jo nemlig, at dette noget kan diskuteres, ændres, afskaffes. Og måske vil borgerligere hellere være realister og sige ’Virkeligheden findes!’, mens de peger ud af vinduet, fordi denne position tenderer til at afpolitisere samfundet? Blot nogle strøtanker.

  11. Bielefeldt: Ikke for at være arrogant, men prøv at læs min post. Det er vel — forsåvidt angår borgerlige ihvertfald — netop det jeg prøver at sige.

  12. Nicolai:Du har halvvejs ret. Men lidt eksplicitering skader vel ikke? Du kan jo så betragte min kommentar som en slags opsummering af din pointe. Men så er du altså også enig med mig i, at man vælger den filosofi, der passer til ens politiske ståsted, ikke? Du er eksempelvis realist, fordi den passer til dit politiske projekt og ikke, fordi du har modtaget en erkendelsesteoretisk åbenbaring. Right?Desuden er det lidt af en misforståelse at tro – som det har været nævnt flere steder – at blot fordi studerende skriver specialer om pomo, så skyldes det ikke (nødvendigvis), at de identificerer sig med positionen. De fleste frygter den faktisk, fordi de forbinder den med nihilisme, relativisme og fragmentering. På mange af universiteternes fremmedsprogsinstitutter er modstanden mod pomo fx. massiv. Den kaldes med et nedsættende udtryk ‘pomo babble’.

Skriv et svar til Nicolai Foss Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑