Det virker sgu'tte II

For en uge siden bemærkede Peter Kurrild-Klitgaard her på stedet, at et nyt studie fra det ansete NBER peger på, at ulandsbistand er uden effekt. Stanislaw linkede tidligere i dag til William Easterlys kritik. Økonomerne Raghuran Rajan og Arvidn Subramaniam har gennemført en stort, systematisk undersøgelse af sammenhængen mellem bistanden og økonomisk vækst (og dermed fattigdomsbekæmpelse) og konkluderer at “we find little robust evidence of a positive (or negative) relationship between aid inflows into a country and its economic growth”. Rajan og Subramaniams studie er kun det sidste i en lang og deprimerende række undersøgelser, der peger på at ulandsbistand overhovedet ingen effekt har. Martin Paldams relativt nye litteraturstudie peger på det samme. Den logiske konklusion er altså, at et land som vores eget smed 12 milliarder kroner ud ad vinduet sidste år i et helt forfejlet forsøg på at hjælpe de fattige, og at det har vi gjort i mange år. Man behøver vel blot se på Tanzania, der har modtaget hundredvis af millioner kroner gennem årene, men netto ikke har haft nogen vækst siden 1960. Samtidig viser en række meningsmålinger, at såvel danske politikere som den brede befolkning i stor stil støtter ulandsbistanden på trods af, at fagøkonomer næsten altid (Danidas egne folk undtaget) finder at pengene er spildt. Et eller andet sted må kæden vel hoppe af?
Jeg tror – og det er min personlige holdning – forklaringen skal søges i to almindelige fænomener: 1) Politisk ønsketænkning; og 2) forskellen på det man ser og det man ikke ser. For det første er der mange eksempler på, at politikere overvurderer hvad deres egen politik kan opnå. Den aktive arbejdsmarkedspolitik i Danmark er et fint eksempel på en politik med opbakning i Folketinget, som ikke desto mindre er helt uden effekt. Vi ser endda manglerne i vores eget land. Når vores politiske mangler manifesterer sig så langt væk som Afrika, har ønsketænkningen blot bedre vilkår. Og når ulandsorganisationer gennem de seneste årtier har fortalt, at nu fokuserer vi på fattigdomsbekæmpelse i stedet for vækst (som om der var forskel), nu inddrager vi kvinder og miljø, nu giver vi bistand i sammenhængende programmer i stedet for enkeltprojekter, kan forventningerne forståeligt nok blive ved med at overstige det rationelle.
For det andet er der forskellen på det man ser og det man ikke ser. For et års tid siden havde jeg en kort debat i Berlingske med de Konservatives Viggo Fischer, der tydeligt eksemplificer problemet. VF er stærk tilhænger af ulandsbistand og har set mange projekter. Det samme gælder for mange andre politikere, ikke kun i Danmark. De ser vandpumper, skoler og veje der er bygget for danske penge og bliver derfor nødt til at konkludere, at hjælpen gør en forskel. Det de i sagens natur ikke ser, er de makroøkonomiske bivirkninger som bistanden giver. Den kan ikke ‘ses’ ved hjælp af andet end statistik – og vis mig den politiker, der er en ørn til statistik og jeg skal vise dig en politiker, der ikke blev valgt til Folketinget.
Pointen er, at på trods af de gavnlige – og synlige – effekter af mange udviklingsprojekter, giver hjælpen problemer for økonomien og samfundet som helhed. Hjalte Tins bog om nødhjælp viser med pinagtig tydelighed hvordan incitamenter til at gøre en individuel indsats ødelægges – hvorfor bygge en brønd når Danida kan komme og gøre det for os? Stephen Knack i Verdensbanken har peget på, at den politiske vilje til nødvendige reformer svækkes af ulandsbistanden, der kan bruges til at glatte de værste problemer ud. I stedet for at tage fat om nældens rod – dårlige retsvæsener, korruption osv. – bruger man hjælpen til at symptombehandle. Andre har vist hvordan hjælpen kan være skadelig for ulandes internationale konkurrenceevne, blæse den offentlige sektor op og øge korruptionen. Alt sammen er det ganske ødelæggende bivirkninger. Man kan sådan set bare lave et simpelt tankeeksperiment. Tanzania fik gennem 90erne næsten 20 % af deres indkomst gennem bistand. Hvad ville der ske med samfundet og folks økonomiske adfærd, hvis Danmark fik samme mængde? For at sætte tingene i perspektiv svarer det til, at hver dansker får en helt arbejdsfri gave på 42000 kroner hvert år.
Hvis man holder blikket stift rettet mod projektere, ser man aldrig bistandens slagside, og hvis man tror stærkt nok på ulandshjælpen vil enhver kritik af den føles som krænkende og ondsindet vantro tale. Og man må desværre indrømme, at hvis der er et punkt hvor ytringsfriheden reguleres af hensyn til ‘respekt’ i Danmark, er det netop på dette punkt. Ethvert tilløb til kritik bliver tolket i medierne, som om man bare vil lave en omvendt Robin Hood – tage fra de fattige og give til de rige. Det ville også have været rigtigt hvis ulandsbistanden rent faktisk nåede til de fattige. Som det er i dag – og der er ingen tegn i sol, måne eller stjerner på at det er ved at ændre sig – gør den det ikke. Vi kan uden at skabe problemer for de fattige afskaffe ulandsbistanden over en årrække. Måske ville de endda få konkrete incitamenter til at vælge nogle mere ansvarlige politikere? Det eneste spørgsmål – og det der er mest problematik – er om danske politikere nogensinde vil gøre det. Har de modet til det? Og bliver de ikke bare oversvømmet af modstridende informationer, når Danida tager dem ved hånden og viser dem Malawis nyeste danske skole?

8 thoughts on “Det virker sgu'tte II

  1. Pelle

    Der er heldigvis ikke behov for at det virker. Det er ikke hovegrunden til ulands bistand.Den vigtigste grund for ulands bistand er at gennemsnits danskeren kan have det godt med sig selv.Den næstvigtigste grund er at det er en sjov og spændende branche at arbejde i. Så ingen af dem der arbejder der i har nogen form for interesse i at fortælle hvad der faktisk sker. Denne process har jeg beskrevet i min artikel “The Pitfalls of Philanthropy” som jeg har linket til under mit navn.Så på grund af dette vil der aldriv være nogen ændring til dansk ulands politik. Der er alt for mange folk der er følelsesmæssigt involveret til at noget vi siger vil virke.

    Svar
  2. Joachim Boll

    God kommentar, man ser ikke den dunkle skov, kun alle de grønne træer…Lige en lille kommentar til din bemærkning om at “Den aktive arbejdsmarkedspolitik i Danmark er et fint eksempel på en politik med opbakning i Folketinget, som ikke desto mindre er helt uden effekt.”Der er ikke helt rigtigt. Der er nogen dele af politikken, som sikkert ikke har effekt. Fx mange uddannelsestilbud. Et af de alt for sjældne randomiserede forsøg på det område har faktisk vist at kontrolgruppen kom hurtigere i beskæftigelse end en gruppe der blev sendt på VUC uddannelser.Andre studier har imidlertid peget på den såkaldte “skræmmeeffekt” som et betydeligt element. Folk intensiverer simpelthen deres søgeaktivitet ved udsigten til aktivering. Derfor har man en betydelig effekt af at have aktivering, som ofte ikke måles som en effekt simpelthen fordi den indtræder allerede i selektionen ind i ordningerne. Folk finder arbejde fordi de opfatter det som uattraktivt at forblive på dagpenge/kontanthjælp når de skal i aktivering. Det var en ekskurs. Men i øvrigt forekommerer de to politikområder også at have noget forskelligt image. Aktiveringen blev vel i udgangspunktet opfattet som et nødvendigt onde, men næppe noget særligt populært tiltag. Ulandsbistanden har på den anden side en umiddelbar moralsk appel. “Hvis de er fattige og vi er rige, burde vi så ikke hjælpe dem og give dem penge?” Når det så viser sig at det ikke hjælper at give penge, fører det næppe til en umiddelbar ændring af politikken, netop fordi det oprindelige argument er så indlysende moralsk og nemt at fremføre. Politikere er ikke økonomer, og argumenter er ikke dårlige bare fordi de viser sig at være forkerte. På lang sigt plejer der dog at ske en tilpasning, så måske er det håb?

    Svar
  3. Henrik Dahl

    Bjørnskov: “hvorfor bygge en brønd når Danida kan komme og gøre det for os?”. Du har helt ret, Bjørnskov. Der mangler i den grad incitamenter. Men hvis en liberal tænker foreslår at ændre bistanden til de fattige lande (eller helt at fjerne den), så er der straks nogen fra centrum-venstre, der mener, at det er et hovedrystende udtryk for egoisme og manglende vilje til at hjælpe fattige mennesker. En omvendt Robin Hood som Bjørnskov skriver.Hvor er det ærgerligt, at det er lykkedes venstrefløjen at tage patent på at have det største hjerte… og hvor er det ærgerligt at selvsamme gruppe ikke forstår, at ulandsbistand, politisk korrekthed, manglende mod og symbolpolitik hænger sammen. Jeg har ved diverse lejligheder selv oplevet – især i gymnasietiden i 90’erne (Kurrild gik for i øvrigt på samme gymnasium i 80’erne, så måske han også kender situationen)- den foragt og efterfølgende pinlige tavshed der opstod, når jeg ’tillod’ mig at nævne nogle problemer ved bistanden til de fattige lande. Så er man automatisk reduceret til en kynisk racist, der er ligeglad med de mange problemer, de fattige lande har! En Venstre-løve som kun interesserer sig for egen pengepung! Det trænger overhovedet ikke igennem, at jeg rent faktisk interesserer mig en del for den såkaldt tredje verden – især Afrika – og at jeg NATURLIGVIS ønsker at så mange som muligt har mulighed for at leve et ordentligt liv i et frit demokrati med adgang til uddannelse, rent vand osv. Den ofte medieskabte “perception of reality” er en utrolig stærk kraft, som selv videnskabelige resultater kan have svært ved at ændre. Bjørnskovs (og vel også Lomborgs) ønske om statistik som politisk redskab i ulands-/udviklingspolitikken – og diverse henvisninger til videnskabelige studier – har vel desværre ikke en chance førend den politiske korrekthed er besejret. Måske liberale tænkere og borgerlige politikere skal være bedre til at sælge budskabet og få nedbrudt venstrefløjens patent på det ‘store hjerte’ og den ‘rigtige vej’. Eller??? Henrik DahlPS: Den der med politikeren med viden om statistik, der ikke opnår valg til Folketinget… den var ret sjov. Rart med lidt humor i disse – på mere end én måde – mørke tider.

    Svar
  4. Henrik Dahl

    Joachim Boll: “argumenter er ikke dårlige bare fordi de viser sig at være forkerte”.Hmmmmm… det mente du ikke, vel?

    Svar
  5. Joachim Boll

    “Hmmmmm… det mente du ikke, vel?”Nej det var nok ikke den bedste sætning. Jeg prøver igen: Argumenter kan sagtens være virkningsfulde, selv om de bygger på præmisser der viser sig at være fejlagtige.

    Svar
  6. Peter Nedergaard

    Ad Christian: Hvorfor giver vi ulandsbistand, når den efter alt at dømme ikke medvirker til at øge den økonomiske vækst?Det kan der udarbejdes en god rational choice-model til forklaring af, hvor en stærk koalition af industriinteresser, ulandsorganisationer, et hjemligt bureaukrati og en politisk elite i modtagerlandene spiller en væsentlig rolle. Jeg tror samtidig, at en del af svaret også er, at dem der peger på dennne kendsgerning (uafhængige forskere med integriteten i behold) ikke tydeligt nok har peget på, at alternativet til ulandsbistand bør være mere frihandel, hjælp til good governance osv., og at der denne vej rundt efter alt at dømme ville komme mere lighed mellem ulande og ilande. M.a.o.: Hvis ulandshjælpdiskursen skal replaceres med en diskurs, som er til egentlig nytte og ikke blot symbolpolitik bør der slås mere på tromme for frihed OG lighed.

    Svar
  7. Christian Bjørnskov

    Jamen ,jeg er da helt enig i at godhedsindustrien -industri, ngo’er og bureaukrati – har en stor finger med i spillet. Jeg er også fuldstændigt enig med Peter i, at frihandel er vejen frem – det er en af de stærkeste vækstfremmere vi kender til.Men når du skriver, at der er brug for hjælp til good governance, hopper kæden altså lidt af. En af de ting, som Stephen Knack har peget på, er netop at ulandshjælp helt generelt forsinker institutionelle reformer. Eller med dit sprogbrug: Ulandshjælpen gør det væsentligt sværere at forbedre ulandes governance. Jeg kan med min bedste vilje ikke se, at der er empirisk evidens for nogen form for positive effekter af hjælpen. Som jeg ser det, er det eneste anstændige at sige farvel til hjælpen og goddag til mulighederne.

    Svar
  8. Peter Nedergaard

    Kære Christian,Jeg kan ikke se, hvad der er i vejen for, at man stiller sin viden til rådighed for de ulande, som vil have bedre institutioner. Det er moderne ulandshjælp i stedet for vandpumper og cementfabrikker, som jeg er enig med dig i, at en økonomisk vækst langt hurtigere ville skaffe til veje.Herudover synes jeg, at – hvis man aftrappede ulandshjælpen, fordi den ikke virker – skulle tilbyde ulandene en handel: for hver 1 mia. nedtrapning af ulandshjælpen tilbyder vi at åbne for mere frihandel med mere end det dobbelte.Det sammen med en en permanent tilbud om hjælp til institutionelle reformer ville også kunne ændre ulandsdiskursen, så nedtrapning af ulandshjælpen bliver til en diskurs om et bedre tilbud til ulandene om mere velstand.

    Svar

Leave a Reply to Henrik DahlCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.