Pluralisme og ytringsfrihed

Georg Sørensen, professor ved Institut for Statskundskab i Århus, havde i søndags en ganske pudsig kronik i Berlingske. Jeg har desværre først fået den læst nu, men emnet er væsentligt, og det fortjener at få en kommentar med på vejen.

Sørensens ærinde er enkelt. Overskriften – “Ytringsfrihed og pluralisme i konflikt” – siger det hele. Eller for at klippe og klistre lidt i teksten: “man må vide, at hvis ytringsfrihed bruges til aktivt at forhåne andre, så kan det skade en anden grundværdi: pluralismen […] (forstået som vidtgående respekt for mennesker med en anden tro)”.

For at understøtte sin pointe henter Sørensen den liberale tænker Isaiah Berlins indsigt om, at værdier ofte er i modstrid med hinanden frem fra gemmerne. Det er der ingen skam i. Berlins forfatterskab står den dag i dag som et formidabelt forsvar for menneskelivets mangfoldighed – hans pen er rettet imod alle de selvudnævnte hyrder, der vil lede mennesket frem til det forjættende land ved at tvinge det til at leve efter én, universel gyldig formular.

Men det forekommer mig, at Sørensen begiver sig ud på meget dybt vand, når han bruger Berlins tankegods til at opstille en modsætning mellem pluralisme og ytringsfrihed. Kravet må være, at ytringsfrihed, i hvert fald i visse situationer, står i et negativt forhold til pluralisme. Men den modsætning har jeg mere end svært ved at få øje på.

Det er værd at erindre, at Berlins egen kontrast hedder pluralisme og monisme. Monisme er, som ordet siger, forestillingen om, at der findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes. Hvor pluralismes konnotationer er mangfoldighed, der er monismens ensretning.

Det er for det første klart, at ytringsfrihed ikke befinder sig på samme abstraktionsniveau som disse to grundlæggende værdier. For der er tale om en juridisk bestemmelse, en ramme for hvad man kan tillade sig at ytre i tale og på skrift. Den gængse modsætning til ytringsfrihed er en anden juridisk bestemmelse, nemlig censur.

Det problem kan vi selvfølgelig løse ved at bevæge os ned på et lavere abstraktionsniveau. Men aben følger med, for kravet er i denne situation, at ytringsfrihed – i hvert fald i visse konkrete tilfælde – er at betragte som en juridisk tjener for monismen. Igen: det har jeg meget svært ved at se kan være tilfældet.

Hvad siger Sørensen selv. Jo, hans pointe er, at visse ytringer underminerer respekten for andres holdninger og tro – hans definition af pluralisme. Jeg vil starte med at sige, at jeg læser Berlin på en anden måde. Han siger i mine øjne ikke, at man skal have respekt (forstået som agtelse) for andres holdninger. Men man skal ikke undertrykke dem med vold og magt. Man skal kort sagt give plads til andre holdninger og ikke udelukke, at de kan have noget for sig, hvor absurde de end måtte forekomme.

Berlin yndede at bruge Schumpeters berømte passus: “At erkende den relative gyldighed af sine egne overbevisninger, men alligevel uforfærdet stå inde for dem, er det, der adskiller en civiliseret mand fra en barbar”. Og det er netop sagens kerne. Man skal ikke tro på absolutte fordringer, i hvert fald ikke hvad angår menneskelivet. For så har man ret beset givet sig den totalitære tanke i hu.

Men den meget sunde leveregel overtræder man altså ikke ved at ytre sig om noget, andre opfatter som et tabu. Man overtræder først pluralismens tærskel, når man udråber én bestemt social formel, det være sig det klasseløse samfund, profetens uskyldsrene tidsalder, det ny Jerusalem eller et kommende liberalt tusindårsrige, som en absolut sand måde at indrette tilværelsen på, gyldig på tværs af tid og sted (eller gyldig på een bestemt tid og eet bestemt sted for den sags skyld).

Selv hvis vi henholder os til Sørensens noget anderledes – eller i hvert fald meget mere konkrete – definition af pluralisme, kan jeg ikke se, hvad problemet er. Hvis man afbilleder Muhammed, betyder det jo ikke, at man ikke respekterer muslimernes ret til at have deres holdninger og tro. Det betyder bare, at man er uenig i, at det skal være ulovligt af afbillede Profeten. Eller for at bruge den schumpeterske formel: det betyder, at man uforfærdet står inde for sin ytring, men i øvrigt ikke mener at have patent på den – i dette tilfælde – religiøse sandhed (og analogt til dette må straffen for at overtræde billedforbudet i øvrigt udmåles i det hinsidige, ikke i det dennesidige).

Der er i mine øjne meget langt til den, ganske rigtigt afskyelige, holdning om, at man har ret til “at håne, undertrykke og torturere andre på vegne af, at [man] har fundet den eneste rigtige opskrift på sandheden om, hvad frihed er”. Det var det, Lenin, Stalin, Hitler, Mao og Pol Pot gjorde. Man kan argumentere for, at det er det, det iranske præstestyre gør, når de henretter unge for homoseksualitet. Men det er altså ikke det, der er sket i lille Dannevang i denne sag, hvad man så end synes om den. Og bemærk, at alle de anførte regimer samtidig har gjort brug af censur som en juridisk foranstaltning – ikke af ytringsfrihed. Det er ikke noget tilfælde. For hvor censur kommer ridende på frakkeskøderne af monismen, der er ytringsfriheden pluralismens tro væbner. Lyder i hvert fald mit bud på den sag!

8 thoughts on “Pluralisme og ytringsfrihed

  1. Niels A Nielsen

    Du har helt ret i at anholde den falske modstilling af ytringsfrihed of pluralisme, men i mine øjne underminerer du din egen pointe helt unødvendigt, forekommer det mig, når du,ligesom dem, du kritiserer, vil opstille moralske og sunde leveregler for, hvordan man ytrer sig civiliseret (ikke barbarisk).Er det ikke præcis hvad Ellemann og hende Birgitte Kofod Olsen fra Institut forMenneske-rettigheder vil gøre, selvom de opstiller nogle sunde leveregler end dig? Og hvis der findes sunde leveregler, der gavner pluralismen, ligger tanken vel nær at lovgive imod dem, der angiveligt overtræder disse sunde leveregler? (I Tyskland har man jo forbuddet mod nazismen for eksempel)Skal ytringsfriheden ikke nødvendigvis (hvis den vil kaldes ytringsfrihed)gælde også for utopister, der vil pluralismen til livs?Det synes, som om du siger, at hvis ytringsfriheden bruges til at plædere for en totalitær ideologi, så er ytringsfriheden ikke længere pluralismens tro væbner.”Men den meget sunde leveregel [at erkende den relative gyldighed af sine egne overbevisninger] overtræder man altså ikke ved at ytre sig om noget, andre opfatter som et tabu. Man overtræder først pluralismens tærskel, når man udråber én bestemt social formel, det være sig det klasseløse samfund, profetens uskyldsrene tidsalder, det ny Jerusalem eller et kommende liberalt tusindårsrige, som en absolut sand måde at indrette tilværelsen på, gyldig på tværs af tid og sted (eller gyldig på een bestemt tid og eet bestemt sted for den sags skyld).”Kan man virkelig overtræde pluralismens tærskel?Jeg er lidt usikker på, hvad du egentlig mener her.

    Svar
  2. Anders K

    Hej JørgenGlimrende kommentar. Det er egnetlig tankevækkende at folk, der burde kende til på historie og samfundsudviklingen i vesteuropa anser ytringsfrihed og pluralisme som modsætninger.Jeg røg selv helt op i det røde felt, da jeg læste et læserbrev af Birgitte Kofod Olsen Afdelingsleder, ph.d.National afdeling Institut forMenneske-rettigheder.Hun skrev i berlingske d. 16/2 bla. følgende:”De vil næppe give anledning til domstolsafgørelser, der på grund af tegningernes stødende karakter vil holde Jyllands-Posten ansvarlig for krænkelse af religionsfrihed, diskriminationsforbud eller blasfemi.Men dette perspektiv kan ikke stå alene; vi må se fremad, overveje hvad der bør ske, når vreden har lagt sig. I et sådant perspektiv er vi nødt til at spørge os selv: Hvordan bør vi opføre os og behandle hinanden i et pluralistisk og tolerant demokrati? For det er jo netop pluralismen og mangfoldigheden, der kendetegner det samfund, vi har i dag.”Når hendes læserbrev læses i sin helhed, så sætter hun samme modsætning op, som du nævner. Det er tankevækkende, at en der arbejder med menneskerettigheder sætter denne modsætning op.Her gik jeg og troede, at det netop var de negative menneskerettigheder der gav plads til pluralismen…. men sådan ser man åbenbart ikke på det hos institut for menneskerettigheder… Sørgeligt!mvhAnders K

    Svar
  3. Niels A Nielsen

    Når pluralisme indebærer tålsomhed og given plads også til alle meninger om menneskelivet og samfundets indretning, så studsede jeg blot over, at de, der tror på et utopia skulle _overtræde_ pluralismens tærskel. De er ikke selv pluralister nej, men det er vel netop pluralisme, at deres mening tåles. Min forvirring kommer måske også af, at ordet pluralisme bruges både som en personlig overbevisning og som en samfundstilstand.Jeg tror i øvrigt slet ikke, at Georg Sørensens ærinde med kronikken er principielt. Dybest set er hans budskab vist bare fejhedens: Lad os nu bare gå på listetå og sige pæne ting om hinanden, så vi undgår konflikt og ufred. Hvorfor ellers hans komplet irrelevante henvisning til antallet af muslimer i verden? Følgende passus bekræfter mistanken:”Uindskrænket ytringsfrihed, uden nogen som helst hensyntagen til andre liberale værdier, kan føre til konfrontation, i sidste ende til voldelig konflikt. Den giver naturligvis muslimer ret til at gå på gaderne og brænde danske flag af, ligesom den baner vej for danske radikale muslimers rundrejse til Mellemøsten for at kalde til kamp mod Danmark. Den form for konflikt kan måske undgås ved at bruge ytringsfriheden med omtanke, så andre ikke krænkes unødigt.”Hans kronik kan vist sammenfattes således: Fred fremfor frihed. Han må bare være klar over, at med freden følger slaveriet.

    Svar
  4. Poul Højlund

    Interessant at selv en professor kan blive så forvirret: “På hele den baggrund er det således i fuld overensstemmelse med liberal tankegang og tradition at fremhæve, at ytringsfriheden ikke er et tag-selv-bord, men bør bruges med omtanke.”Jeg tillader mig helt ubeskedent at citere fra min kommentar i JP for en uges tid siden om ytringsfrihedens ufattelige enkelthed:”Men skal man så ikke bruge ytringsfriheden med omtanke, sådan som det nu hævdes? Hvis omtanke, om jeg må spørge, din eller min? Det er logisk umuligt at kræve ytringsfriheden brugt med en fælles omtanke, – det turde være soleklart, – og ligeså klart, at alle naturligvis bruger den med om-tanke, nemlig deres egen.Jamen skal vi så bare rende rundt og såre hinanden efter bedste evne? Og svaret er ganske ligetil; ja, hvis det er dit behov, og hvis du er parat til at møde det efterstillede ansvar foran en dansk domstol. http://www.jp.dk/arkiv:aid=3555652Det er åbenbart ufatteligt, – selvom det egentlig er så enkelt.

    Svar
  5. Jørgen Møller

    Niels A Nielsen: “Kan man virkelig overtræde pluralismens tærskel?”Ja.Niels A Nielsen: “Skal ytringsfriheden ikke nødvendigvis (hvis den vil kaldes ytringsfrihed) gælde også for utopister, der vil pluralismen til livs?”Jo, det synes jeg da.Der er tale om to forskellige spørgsmål. Man overtræder pluralismens tærskel, når man hylder een formel for samfundets indretning (per definizione). For det er monisme. Men den logiske slutning indebærer ikke, at en sådan ytring skal forbydes. Det foerste er et spørgsmål om definition, det andet om holdning til ytringsfriheden.

    Svar
  6. Limagolf

    Et af mine yndlingscitater er Martin Luther Kings, “Peace is not the absence of conflict but the presence of justice!”.Han formåede at skelne mellem konfliktskyhed, eftergivenhed og sande rettigheder, principper.Men han var selvfølgelig også på offerets side. Hvorfor veluddannede danskere kaster sig for fødderne af den skinbarlige middelalder undrer meget ikke så lift./Limagolf

    Svar

Leave a Reply to Anders K Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.