Forfatningstraktaten med amerikanske øjne

Vores venner på the Copenhagen Institute bragte i fredags en kommentar til EU's omstridte forfatningstraktat. Forfatteren, Marian Tupy der er Assistant Director ved the Cato Institute, kalder meget præcist traktaten for "the last gasp of European socialism". Tupy's kommentar, der bestemt kan anbefales, peger på forskellene i lande og politikeres reaktion på øget konkurrence: Enten strammer man ballerne sammen og bliver mere produktiv – og dermed mere konkurrencedygtig – ellers også danner man et kartel for at forsøge at forhindre konkurrence. Det er ret præcist det sidste, EU har valgt at gøre. Forfatningstraktaten er intet andet end et forsøg på at kodificere Europas såkaldte "social market economy", som bl.a. franske politikere (og Poul Nyrup) besynger så højt mens deres samfund stagnerer og forfalder omkring dem. For lad os kalde en spade for en spade. Traktaten opererer endda med begreber som 'disloyalty' og 'competitive distortion', som i Tupy's optik blot er negativt ladede eufemismer for udfald af sund konkurrence (når ineffektive firmaer dør og giver plads til de effektive). Man kan med rette undre sig over, hvordan man forestiller sig at den type traktat kan hjælpe med til at gøre EU verdens mest konkurrencedygtige og innovative område. For min egen regning vil jeg også gerne undre mig over, hvorfor EU i første omgang satte en tidligere præsident for Europas mest markedsfjendske samfund i spidsen for arbejdet med at formulere forfatningstraktaten. Og med 260 sider og 70.000 ord – mere end 15 (femten) gange så langt som den amerikanske forfatning eller den danske grundlov – er traktaten vel ikke engang en traktat, men blot endnu en samling inderligt overflødige og uliberale reguleringer? Den er blot opskriften på, hvordan man sikrer økonomisk og social stagnation. Lad os da komme af med den i stedet for at diskutere, hvad vi skal gøre nu!

12 tanker om "Forfatningstraktaten med amerikanske øjne"

  1. Jacob Mchangama

    Charteret er bestemt ikke en gentagelse af den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men inkluderer tværtimod positive socio-økonomiske rettigheder, som i en aktivistisk domstols fortolkning kan få endog særdeles væsentlig betydning. Det er selvfølgelig også muligt at de socio-økonomiske rettigheder ville blive fortolket som tandløse politiske hensigtserklæringe, men den risiko er ikke værd at tage. Der er ingen grund til EU skal have sit eget Charter. EF-domstolen er jf. sin egen retspraksis allerede bundet af EMRK, hvis rettigheder udgør en del af de EU-retlige grundprincipper, som EF DOmstolen har udtrykt det. Endvidere har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en nylig dom gjort klart, at medlemsstaterne kan ifalde ansvar under EMRK, såfremt EU-retten er i fundamental modstrid med EMRK. Lad EMRK være EMRK, lad evt. EU formelt tiltræde EMRK men ikke flere nye og “progressive” rettigheder tak….

    Svar
  2. Peter Nedergaard

    Jamen Christian dog!Forfatningstraktaten er jo mestendels genbrug fra EU’s hidtidige traktatgrundlag. Det er netop en traktat og kan derfor ikke sammenlignes med eller ville erstatte nogen grundlov. Der er derfor heller ikke hverken mere eller mindre protektionisme i den, end der altid har været i EU. I hovedsagen er der tale om, at beslutningsstrukturerne strammes op, og at der tilføjes et charter (som er en gentagelse af den europæiske menneskerettighedskonvention).Begrebet socail markedsøkonomi i forordet er af tysk-liberal oprindelse (Soziale Marktwirtschaft), hvis konkrete ophavsmand er FDP’eren Ludwig Erhard, som var tilhænger af den såkaldte ordino-liberalisme. Men hvorfor al den bekymring om forfatningstraktaten? Den er jo skrinlagt, da ikke mindst franskmændene synest at den var FOR LIDT social.

    Svar
  3. Martin Rannje

    Hej,Er lektien fra EUs “frihandelsprojekt” ikke at liberaliseringen af “det indre marked” fra 80erne ikke har medført noget særligt vækst-bidrag? Altså at EU landene ikke har set den store vækst de blev lovet som følge af ´skærpede internationale arbejdsdelingen…? Er det mon så ikke fordi der er noget helt andet galt med de Europæiske økonomier, som international frihandel alene ikke kan løse, men som har noget at gøre med det dybere strukturelle fundament? Jeg tvivler bare ofte på om EU overhovedet er det værd – jeg synes ikke det virker som om at det er noget videre progressivt projekt mere. Det er bare kontinental socialisme på et endnu højere niveau – et niveau der efter min mening næppe vil kunne bære en velfærdsstat.Under alle omstændigheder kommer vi næppe nogen vegne inden Tyskland og Frankrig får gang i deres økonomier…Mvh

    Svar
  4. Peter Nedergaard

    Ja, det var en fejlhuskning. Erhard var CDU’er. Men argumentet står der jo stadig: Social markedsøkonomi er en term, som ikke stammer fra socialdemorkatiske partier. For en yderligere behandling af begrebet, kan jeg henvise til T.W. Hutchison, The Politics and Philosophy of Economics, New York University Press, 1984.

    Svar
  5. David G.

    Ja, MBN, og vi skal også huske, at den sociale markedsøkonomi som idag reklameres intet har at gøre med den rigtige SMØ, som Erhard inspireret af Hayek indførte i Vesttyskland. Det var i et brev til Erhard, at Hayek engang skrev, at det “sociale” i den sociale markedsøkonomi IKKE betød en stor offentlig sektor, arbejdsløshedsunderstøttelse, offentlige pensioner m.m., men at markedsøkonomien i sig selv pr. definition er social, fordi den skaber mere velstand end planøkonomi. Det er dybt frustrerende at se politikere idag med eller mod bedre vidende kalde et dødsdømt og vækstdræbende system for “social markedsøkonomi”.Det har altid været totalt indlysende, at EU-magthaverne ikke har fjerneste hensigt om at gøre noget, der virkelig kan fremelske “verdens mest produktive økonomi”. EU sakker længere agterud for hvert år, der går, og det må magthaverne jo være godt tilfreds med, for de gør intet for at vende skuden (sidste akt i forsøget på at sabotere ethvert håb om ændring var, da de fik ødelagt servicedirektivet).

    Svar
  6. MBN

    David, jeg takker for din præcisering. Henset til dit arbejde på denne front er manglen på autoritet jo udvisket. Hvis du har et overskydende eksemplar af din Tysklandshistorie ville det jo være godgørende at forære den til Peter Nedergaard.

    Svar
  7. Peter Nedergaard

    Jeg siger også tak til David for præciseringen. Men det afgørende spørgsmål i forbindelse er, om EU bidrager eller trods i et vist omfang modvirger den europæiske økonomiske deroute i forhold til USA. Ville de europæiske lande ikke uden EU risikere at ende med at befinde i en endnu større lavvækstfælde med også indbyrdes protektionisme, således som vi har set det før i historien?

    Svar
  8. MBN

    Peter Nedergaard, din lektie om Ludwig Erhard mangler lidt autoritet, når du helt åbenlyst ikke er klar over, at han var CDU’er.

    Svar
  9. MBN

    Peter, EU modvirker jo ikke en deroute i forhold til USA. Gabet mellem USA og EU er blevet større år for år. Derfor er det vanskeligt at opretholde det synspunkt, at EU skulle være gavnligt for den økonomiske vækst. Traktaten, som den forelå før den blev fejet af banen, ville blot have konsolideret den kroniske lavvækt. Ville det have set anderledes uden EU? Sandsynligvis. Vi ville have været betydelige mere konkurrenceudsatte og derfor ansporet til at tilpasse vores økonomier efter det. Nuvel, enkelte lande (Frankrig, Tyskland m.fl.) ville måske have erkendt det senere end andre (Danmark, Irland og UK), men de måtte så selv betale prisen. Jeg tror din politiske kærlighed til projektet overdøver din økonomiske erkendelse.

    Svar
  10. Christian Bjørnskov

    På Peters sidste spørgsmål er der vidst kun et klart svar, nemlig at vi ikke kan behandle EU-landene som en homogen masse. Hvis der er noget, de sidste års europæiske udvikling og politiske diskussion har vist, er det vel, at der er ganske betragtelig uenighed internt i EU. Sydeuropa med Frankrig i den nationalistisk bralrende spids trækker i en statsstyret, protektionistisk retning, mens Nordeuropa og dele af Øst forsøger at trække i en liberalistisk retning. Så uden EU tror jeg, at vi havde set et fattigere, mere protektionistisk og statsstyret (læs: halvkommunistisk) Sydeuropa, og et både rigere og friere Nordeuropa. Man kan så spørge sig selv, hvem der pt. dominerer de politiske diskussioner i EU. Svaret er vel ret klart når man ser på både forfatningsdiskussionen og EUs horrible opførsel i WTO. En af de store risici ved at indgå en ‘forfatningstraktat’ med lande som Frankrig og Italien er derfor, at vi bliver bundet til det, David så rigtigt kalder et “dødsdømt og vækstdræbende system “. Vil vi virkelig det?

    Svar
  11. Niels A Nielsen

    Lige præcis Bjørnskov. Og at omvende den del af landene, der har hang til overdreven statsstyring og protektionisme, kan man godt glemme. Til gengæld kan det sagtens være, at nogle af sydeuropæerne ville komme på andre tanker hvis de pludselig så Nord- og Østeuropa trække økonomisk fra i endnu højere grad end nu. Giv suverænitet tilbage til landene og lad os se noget konkurrence imellem landene. Det værste ved EU er, at de nationale ledere kan læne sig tilbage i velbehagelighed og sige: Det må EU ordne – en meget ubehagelig laissez faire.Nu kopierer de andre europæiske lande Danmark udlændingepolitik. Tænk hvis vi helt havde fået overgivet suveræniteten på dette område til EU og en mand som f.eks. Solana? Gys. Det er fra de enkelte lande, vi kan vente svar på tidens udfordringer – ikke fra EU.Suverænitet tilbage tilbage til parlamenterne, og det inkluderer ikke det europæiske!

    Svar
  12. Peter Nedergaard

    Hvor er vi enige?Jo, i at USA er verdens afgørende vækstmotor, som EU ikke kan hamle op med, ligesom det meste af verden heller ikke kan. Det betyder ikke, at vi skal undlade at stræbe mod at få en så dynamisk økonomi som den amerikanske. Hvor vi uenige?Jeg tror, at EU KAN bruges i denne bestræbelse via sit indre marked (jeg begræder også servicedirektivets skæbne, men hvor blev fortalerne af?). Det er en stenet vej, men det er den vej, som er os beskåren. Mange af jer tror IKKE, at EU kan bruges, fordi de interne protektioniske kræfter er for stærke. Kan vi afgøre uenigheden?Det afgørende spørgsmål er imidlertid, hvis vi økonomisk rationelt skal afgøre uenigheden, om de protektioniske kræfter SAMMENLAGT ville være større eller mindre uden EU’s (erkendt) ikke perfekte indre marked og det konkurrencepres, som trods alt ligger her. Ingen af os kan endegyldigt besvare dette spørgsmål, men jeg tænker blot på, hvordan verden ville have set ud, hvis ikke de amerikanske stater i sin tid havde holdt sammen (også selv om det kostede lidt protektionisme udadtil for en stund) som prisen for det indre sammenhold. Den amerikanske vej til verdens mest uovertrufne økonomiske vækstmotor har også været stenet og med tilbageslag, og havde de amerikanske nordstater i sin tid valgt at gå alene, kunne de da sikkert også i en periode have haft mere frihandel udadtil.Heldigvis valgte de amerikanske stater at stå sammen. De skal vi være glade for.Kunne vi europæere ikke lære noget af den historie?

    Svar

Skriv et svar