Et forkølet angreb

I to kronikker har Jyllands-Posten lagt spalteplads til en række angreb på liberalismen fra Steen Pipers hånd. Som så ofte før bar angrebene præg af en fundamental mangel på forståelse af hvad den klassiske liberalisme egentlig er for en størrelse og kronikkernes hovedtese om, at liberalismen er blevet autoritær, derfor svær at tage alvorlig. Alligevel må man konstatere, at Steen Pipers tanker har en vis udbredelse hos den almindelige dansker, hvorfor det er vigtigt, at få udstillet sådan kritik, som det nonsens det alt for ofte er udtryk for.

Det var derfor med glæde, at jeg læste dagens JP med en kronik af Christopher Arzrouni, som uden at svinge sig helt op i det røde felt hvor Steen Piper tydeligvis befinder sig, stille og roligt lukkede luften ud af Pipers kritik. Lidt citater fra kronikken der dog skal læses i sin helhed og i sammenhæng med Pipers kronikker:

…Alligevel har Hovedlands stifter, forlægger Steen Piper, over to kronikker i Jyllands-Posten udbredt sit had til den liberale samfundsorden. For Piper er problemet, »at der ikke længere synes at være et alternativ til den liberale verdensorden«.
Øh… Hvilket problem?
Skal der for enhver pris være et alternativ, bare for alternativets skyld? Var situationen virkelig bedre, dengang den liberale verdensorden havde et alternativ i form af kommunismen? Det skulle man tro ifølge Piper. For han ser blot kommunismen – og nazismen for den sags skyld – som et "redskab". Noget man kan til- og fravælge. »Ligesom kommunismen i Sovjetunionen og nazismen i Tyskland ikke startede som problemer, men var tænkt som redskaber til at løse problemerne«. Ja, det skriver han vitterlig, og overser fuldstændig, at såvel kommunismen som nazismen var født totalitære.
[…]Jeg har svært ved at se den store ondskab heri. Alligevel påstår Steen Piper, at liberalismen har »gennemført tvangen mellem individerne«.

Han nævner som eksempel, at det ikke længere er legitimt at være en fru Mortensen, fordi man absolut skal have en karriere. Mystisk argument! Jeg kan kun undre mig. Liberalismen handler om at gøre, hvad man vil, så længe man ikke skader andre. Og jeg har svært ved at få øje på nogen liberal, der vil kræve, at fru Mortensen ikke må være fru Mortensen og passe sine børn. Tværtimod!
Piper kan da have ret i, at det moderne samfund i høj grad er ét, hvor kvinderne er draget ud på arbejdsmarkedet for at tjene penge – og dermed gøre noget for deres børn. Og det er da rigtigt, at familierne ikke er lige så stabile som tidligere. Men hvad foreslå Piper egentlig? Skal det være sværere at blive skilt? (Så vil mange nok vente endnu længere tid med at blive gift) Eller skal det være forbudt for begge forældre at arbejde? (Så kunne det være, at økonomien strammede lidt mere i en del familier). Pipers kritik synes først og fremmest at være udtryk for en ærgrelse over, at Morten Korch-samfundet ikke findes mere, hvis det da nogensinde har eksisteret.

[…]Såvel Pipers faktuelle viden som hans logik halter voldsomt. Alligevel kaster han sig ud i en økonomisk analyse af international handel. Og lattermusklerne bliver ikke skuffede. Piper påstår i ramme alvor, at frihandel ikke giver mening, når kapital kan bevæge sig frit over grænserne. Det forholder sig lige omvendt. Mulighederne for at drage gavn af frihandel er jo netop blevet større i kraft af frie kapitabevægelser.

Nu kan man for alvor drage gavn af frihandel ved at investere sin kapital i produktion i de lande, hvor de komparative fordele er størst. Tekstiler i Bangladesh, biler i Ungarn, høreapparater i Danmark. Eller måske endda mere overraskende for nogle: Biler i de fleste af verdens lande, høreapparater i de fleste af verdens lande og så videre. Hvert land og hver virksomhed med sit eget lille bidrag. Er det ikke fantastisk? I dag samarbejder vi på verdensmarkedet uden at behøve anerkende hinandens religion eller fikse politiske ideer. Dér hvor stater og nationer har skabt modsætninger, er frivilligt samarbejde på markedet i færd med at afmontere dem.

Kunne kritikere af liberalismen dog ikke svinge sig op til bedre, og mere velgennemtænkte modargumenter og spørgsmål, som i højere grad tvang de af os der bekender os til liberalismen til selvrefleksion og måske endda tvivlen?

Her er lidt inspiration til næste gang typer som Piper skal forsøge sig. En klassisk liberal passus, som vel nærmest er standard i enhver liberalists præsentation/forsvar for liberalismen (og som også indgår i Arzrounis kronik) lyder, at liberalismen stiller enhver person fri til at handle og agere som han vil, så længe det ikke skader andre. Men hvordan definerer man i virkelighedens verden lige, hvad der skader andre og hvornår man skader andre? Er den nævnte passus i virkeligheden ikke en tom floskel, som kan bruges efter forgodtbefindende? Er det ikke blot liberalismens svar på kollektivismens trylleformular: sammenhængskraft.

Vil fremtidige kritikere af liberalismen gå i rette med denne ideologis naturretlige ophav, kan disse låne inspiration hos Alf Ross, som i Ret og Retfærdighed skrev:

Som en skøge er naturretten til rådighed for enhver. Der er ikke den ideologi der ikke kan forsvares under påberåbelse af naturens lov. Og hvor kan det være anderledes, når det sidste grundlag for enhver naturret ligger i en privat (intrasubjektiv), umiddelbar indsigt, en evident skuen, en intution, kan ikke min intuition være lige så god som din? Evidensen som sandhedskriterium forklarer de metafysiske påstandes fuldkommen vilkårlige karakter. Den hæver dem op over enhver form for intersubjektiv kontrol og slår døren op for ubunden digt og dogmatik.

Der er givetvis mange andre flanker angrebet kan sættes ind på, vi glæder os til kampen.

10 thoughts on “Et forkølet angreb

  1. Poul Højlund

    Godt Ross citat!Til sidst – eller måske aller først – må de grundlæggende antagelser ind i billedet: forskellen på godt og skidt, det gode og det onde. Det er et spørgsmål om værdier, og de kan som bekendt ikke logisk begrundes, kun konstateres. Dernæst drejer samtalen sig vel ind på religion, – det er næppe helt tilfældigt, at liberalismen hører til i den kristne sfære. Og det er der jo tænkt mange og store tanker om, som jeg ikke skal gøre mig klog på, højst nikke genkendende til.

    Svar
  2. Peter Kurrild-Klitgaard

    Jeg er ikke helt sikker på, at jeg synes, at Ross-citatet er så godt. Jeg er enig i, at der kan skydes større eller mindre huller i forskellige varianter af liberal tænkning, og jeg er selv over det seneste årti eller så gradvist bevæget mig fra en naturrets-rettighedsteori a la Rothbard/Nozick til en … hmmm … mere indirekte-utilitaristisk rettighedsteori (eller en deontisk regel-utilitarisme?) sådan lidt a la Richard Epstein og Randy Barnett. Men mens jeg således er blevet (svagt) mere utilitaristisk og (svagt) mindre naturrets-begejstret, så synes jeg faktisk, at Ross passagen er … ret pauver. Den er en overfladisk recykling af meget 19.-20. årh. naturretskritik, men som (i modsætning til f.eks. Epstein, Barnett og Leland Yeager) mangler at se, at der i den oprindelige naturretstænkning faktisk er relativt kort afstand mellem deontiske retsprincipper og konsekvenshensyn. Utrolig megen naturrets-kritik i det 20. århundrede var af den banale, “nå ja, og skolastikerne troede de vidste det hele … engle på et knappenålshoved … ha ha … nonsens på stylter … hø hø”. Men prøv at se, hvor lidt der skal til at omskrive Ross’ passage: “Som en skøge er utilitarismen til rådighed for enhver. Der er ikke den ideologi der ikke kan forsvares under påberåbelse af utilitarismen. Og hvor kan det være anderledes, når det sidste grundlag for enhver nyttebetragtning ligger i en privat (intrasubjektiv), umiddelbar indsigt, en evident skuen, en intution, kan ikke min nytte være lige så god som din? Evidensen som sandhedskriterium forklarer de metafysiske påstandes fuldkommen vilkårlige karakter. Den hæver dem op over enhver form for intersubjektiv kontrol og slår døren op for ubunden digt og dogmatik.”Jeg tror, at man sikkert kunne gøre det samme med Ross’ passage i.f.t. de fleste andre ideologier.Som jeg ser det´, er liberalismens største teoretiske problem dét, som Otto Brøns-Petersen engang har skrevet et fint paper om, og som han kaldte “Stirner-problemet”. Altså med reference til 1800-tals anarkisten, den radikale individualist Max Stirner (“Den eneste og hans ejendom”)–som nogen engang har kaldt “Ayn Rand når hun havde fået det forkerte ben ud af sengen”. Hvad siger vi til ham, der–når vi har udredt alle vore fine naturretslige/utilitaristiske/kontraktarianske/diskursetiske/religiøse/, etc., etc. liberale ræsonnementer og analyser–siger: “Og hvad så? F*** dig! Og giv mig iøvrigt dine penge”

    Svar
  3. Jacob Mchangama

    Ad Kurrild: Nu skal jeg ikke gøre mig til fortaler for Ross’ “videnskabelige” tilgangsvinkel til lov og ret, som jeg på mange punkter er dybt uenig i, men Ross er på det rene med, at den rene utilitarisme er et blændværk, hvorfor utilitarismen også får en ordentlig omgang tæsk i Ret og Retfærdighed.

    Svar
  4. Jacob Mchangama

    Fortsat: Ross’s tilgangsvinkel ender i samme retspositivisme som Benthams utilitarisme, på trods af Ross’s afstandtagen fra Bentham er så en anden sag.

    Svar
  5. Publikum

    Hvor kan man læse OBPs paper om “Stirner-problemet”? Det vil jeg fandme læse! (Og svaret på spørgsmål er vel: “Vi giver ham et bank i hovedet”.)

    Svar
  6. Poul Højlund

    Hmm.., jeg vidste jo, at der kunne tænkes og udtrykkes mange kloge tanker om dette. For en bondeknold i det jyske rækker det at vide, at intet tankesystem nogen sinde har begrundet sig selv – uden samtidigt at være totalitært. Det a priori, der ligger udenfor, hvordan håndteres det teoretisk? Hvordan undgår vi at komme til kort overfor Islams selvbegrundende absolutisme?Hvordan fastholde religionens ret uden samtidigt at give den al magt i Himlen og på jorden? Det er ikke gjort med Luthers to-regimente, hvad gør man teorimæssigt?

    Svar
  7. David G.

    Ross var en stor jurist, men han levede altså før Matt Ridley, Steven Pinker og de øvrige adfærdsbiologer. En naturret grundet på videnskabelig erkendelse af menneskets fysio-psykiske natur (med dens varianter) er ikke vilkårlig, men nødvendig. Den nye adfærdsbiologi sætter oplysningstidens fornuftstro og dermed den klassiske liberalisme på det eneste mulige grundlag, nemlig videnskabens. Har vi erkendt det, kan vi komme igang med de virkelig interessante diskussioner. Fx synes jeg ligesom Arzrouni, at Piper er et vrøvlehoved, men at ligestille mødres udearbejde med at “gøre noget for deres børn” er noget af en påstand, som også strider mod ganske megen nyere samfundsvidenskabelig erkendelse.

    Svar
  8. David G.

    Kommer i tanker om, at jeg var den sidste, der fik et interview med Ross (bragt i Berl. ca. 1.7.79, han begik selvmord tre uger efter, med typisk logisk konsekvens, han var syg, hans kone var død, og han vidste, at hans tankevirksomhed ikke længere var på toppen). Allerede dengang var jeg imidlertid utilfreds med Ross’ i mine øjne ubeherskede udfald mod naturretstænkningen. Jeg syntes snarere, at det var retspositivismen, som Ross stod for, der var vilkårlig, idet den vulgært sagt siger, at ret er ret, fordi magthaverne har vedtaget det. Derfor må enhver vedtagen lov adlydes. På positivistisk grundlag er det logisk og juridisk umuligt at argumentere, at fx. Nürnberglovene i Tyskland 1935 eller sovjetiske love, der kriminaliserede “statsskadelig virksomhed” ikke var legitime. Og på samme grundlag vil sharia-love naturligvis være legitime, hvis de nogensinde indføres i Danmark. At “Røde Alf”, som han kaldtes, ligesom andre retspositivister var politisk progressiv (i 1930r-betydning; han kunne således næppe have forestillet sig, at det ville være progressivt at gå ind for homoseksuelle vielser eller et skattetryk på 70 pct.) betød, at han personligt gik ind for demokrati, men hans positivisme afskar ham fra at begrunde demokratiet juridisk.

    Svar

Leave a Reply to PublikumCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.