Katedraler i forfald

Der kan være noget romantisk dragende over forfald. Den gamle klosterruin bevokset med græs og blomster. Men det er en følelse, som man bør undgå at hengive sig til, da det nemt bliver en selvbekræftende og fortærende besættelse.

Der er ikke noget romantisk over den rapport, som dekanen ved Harvard’s Kennedy School of Government, Stephen Walt, har udarbejdet sammen med John Mearsheimer. Rapporten, The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy, fremlægger en omfattende (wall-to-wall) konspirationsteori om, hvordan jøderne har sat sig på amerikansk udenrigspolitik via et omfattende netværk af politikere, lobbyister, journalister, tænketanke, you name it. Rapporten bliver kritisk omtalt i New York Sun, ikke at forveksle med New York Times, der, så vidt det ses, ikke har beskæftiget sig med historien. Morris Amitay, der selv bliver hængt ud i rapporten, har dog denne positive vurdering af påstanden om en gigantisk jødisk sammensværgelse:

As far as I’m concerned this is a tribute to the Jewish community. We couldn’t do anything about Auschwitz, but look, we now control foreign policy for a region of the world so vital to American interests.

Rapporten modtages med begejstring af andre kræfter, der længe har forfægtet samme synspunkt, men uden støtte fra et gammel fint universitet som Harvard, f.eks. den tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke. Rapporten er også blevet godt modtaget af det islamiske broderskab, hvor et ledende medlem Abdulmo’em Abulfotah udtaler:

I ask a question here: Is it in the interest of the American people to clash with 1.3 billion people in favor of 5 million people who represent the Zionist project? Not even the Jews, but the Zionists.

Det er som bekendt et regnestykke, som Arla har gjort op.

Et andet eksempel på forfald er Uffe Ellemann-Jensens kronik i dagens Berlingske, hvor han flere gange fremhæver New York Times som et journalistisk flagskib, et eksempel til efterlevelse. Det er samme NYT, der i dag er præget af sjusk med kilderne og tendentiøs ensidighed, så de jævnligt bliver hængt til tørre, ikke bare i bloggosfæren, men også af Det Hvide Hus, som påvist her på bloggen i Plamesagen.

Sic transit gloria mundi.

4 thoughts on “Katedraler i forfald

  1. David G.

    Walt har længe været en led karl, rent bortset fra at hans storpolitiske teori (om balancing) er noget ævl, som ingen med historisk kendskab ville fremsætte. Det var ham, jeg oplevede i Boston om formiddagen den 11.9.01 (da tabstallene fra New York såvidt vi vidste let kunne være over 20.000) med slet skjult skadefryd gnægge, at “her ser vi prisen for en aktiv udenrigspolitik”. Nu har han så forklaret nærmere, hvad han mente med det. Et ubehageligt, men desværre ganske typisk eksempel på homo academicus progressivus americanus.Martin Kramer ta’r krammet på ham her:http://www.geocities.com/martinkramerorg/2006_03_17.htm.At den engang så skarpsindige Ellemann vitterligt tror, at NYT er en pålidelig avis, er efterhånden ikke mere overraskende, end at han render saudi-regimets ærinde. Jeg foretrækker at huske ham som han var i 1980rne.Men han burde holde op med at anklage andre for provinsialisme, når han selv udviser så nuttet-naivt-provinsielle holdninger eksempelvis om NYT. (Naturligvis kan det være han i virkeligheden ved bedre; i så fald er kronikken snarere udtryk for total foragt for læserne).

    Svar
  2. kjerulf

    hmm…Da jeg så overskriften “katedraler i forfald” gik jeg pr. refleks ud fra, at det var en reference til den fhv. Uffe.Hvorom alting er, så er det de indre spændinger i den europæiske model, der er den relevante scene i øjeblikket. Især Frankrig, hvor jeg for første gang har noget positivt at sige om de Villepin. Hans reform af ansættelsestrygheden er indlysende nødvendig. Og hvis det europæiske politiske lederskab savner modet til at støtte den, er det godnat EU.

    Svar
  3. JR

    “…rent bortset fra at hans storpolitiske teori (om balancing) er noget ævl, som ingen med historisk kendskab ville fremsætte.”Nu er jeg ikke inde i faglitteraturen, men hans teori lyder da fuldstændig som den gængse teori i Europa op gennem det 18. århundrede og frem til 1. Verdenskrig hvor landene forsøgte at bevare status quo ved at indgå alliancer med det formål at balancere de andre alliancers magt.Historisk set er stærke alliancer af demokratiske lande den bedste garant for fred. Så længe demokratiske lande besidder overvældende magt vil ingen opstigende magt få den tanke, at et angreb på et demokrati kan betale sig.En anden parallel til balancing-begrebet er ønsket fra specielt fransk side (men også fra de danske socialdemokrater m.fl.) om at styrke den politiske og militære dimension i EU mhp. at lave en “modvægt” til USA.Argumentet skulle være, at vores værdier og interesser på nogle områder er i modstrid med USAs. Vi skulle så med den større politiske og militære magt kunne “balancere” USAs magt.Det er efter min mening en fuldstændig forfejlet politik. Helt grundlæggende er EU og USAs politiske interesser på den geopolitiske arena fuldstændig sammenfaldende. Vi har ganske enkelt en interesse i at udbrede de samme værdier som USA, nemlig økonomisk og politisk frihed.Der er trusler nok mod friheden i Verden, men USA er ikke en af dem. Vi kan naturligvis være uenige om måden hvorpå friheden skal udbredes – men modstanderen er autoritære og teokratiske regimer.

    Svar
  4. David G.

    “Balancing” burde vel på dansk egtl hedde “opvejning”, men jeg bruger her “balancing” og afledninger på engelsk.Som angiveligt falsificérbar model for, hvordan stater faktisk agerer, er “balancing” enten triviel eller forvrøvlet.Triviel, fordi naturligvis vil stater i nogle tilfælde (hvilke?) “balance” andre, mens de i andre tilfælde ikke vil. Det er en unødvendigt indviklet måde at udtrykke det enkle forhold på, at en stat på ethvert givet tidspunkt enten samarbejder med andre eller ej. Kun historien kan fortælle os, hvad der skete i hvert enkelt tilfælde. Og det interessante er jo sjældent, OM en stat samarbejder eller ej, men på hvilke områder, hvordan og hvor meget. Det interessante kan også være, at der er modstridende grupper i stater, der har divergerende holdninger til samarbejde, se blot de ideologiske kampe i Danmark under den Kolde Krig og idag om islamisme. Hvis sådanne kulturkampe kunne forudses og forklares af teorien, ville jeg måske tage den mere alvorligt.Forvrøvlet er teorien, fordi den ikke på forhånd kan definere præcist(1) hvad det egentlig vil sige at “balance”. Hvornår er der tale om balancing snarere end ustruktureret ad hoc-politik?(2) under hvilke relative magtforhold stater balancer, og hvornår de i stedet “følger den stærke” (bandwagoning, hed det).(3) forandringer i magthaveres handlingsmønstre over tid … den store forandring fra før til nu er jo, at stater er langt mindre villige til at gå i krig end de var før. Balancing-teorien prætenderer at være en universalmenneskelig eller universalpolitisk teori om statsmænds adfærd. Som historiker siger jeg: arrogant illusion. Læs Thukydid, Machiavelli, Aristoteles og de bedste ti-tyve moderne politikhistorikere og kom så og giv mig en teori.”Balancing” kan også ses som en besværlig og omstændelig måde at udtrykke helt elementære iagttagelser, som enhver kan gøre sig ved at lære noget historie eller læse noget god litteratur, såsom at “min fjendes fjende er min ven”. Det er for mig problemet ved megen IR- og anden samfundsvidenskabelig teori.

    Svar

Leave a Reply to kjerulf Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.