Stalinisme på Det kongelige

Det kongelige Teater spiller for tiden Brechts stykke "Den kaukasiske kridtcirkel". Dette stærkt stalinistiske stykke propaganda er blevet bearbejdet og forkortet af instruktøren, så det er blevet nogenlunde til at holde ud. Stykket har da også fået mange roser af anmelderne.

Men ikke desto mindre er stykket en omgang stalinistisk propaganda. Da det sikkert går hen over hovedet på mange af de mondæne og smarte teatergængere anno 2006, vil jeg hermed yde en lille vejledning.

Stykket foregår i Grusien (Georgien). Mon ikke fordi denne smukke egn er fødested for Stalin? Jo, bestemt.

I prologen til stykket (som er blevet skåret væk) diskuterer to grupper bønder i den georgiske sovjetrepublik om, hvem der skal have retten til en dal. Skal det være de bønder, hvis forfædre har boet i dalen generation efter generation? Eller skal det være den nye gruppe bønder, som kom til, da de gamle flygtede for krigens rædsler?

Brecht gør nar af den gamle gruppe bønder, der lægger vægt på deres ejerfølelse og på, at deres gedeost ikke smager som før, fordi gederne græsser på andre marker. Til gengæld hylder han den gruppe, som – med kvindelige agronomer og taktorførere i spidsen – taler om at tidoble produktionen af frugt.

Diskussionen ender med, at de gamle må bøje sig for de nye. Og for at fejre afgørelsen fremføres så et traditionelt georgisk teaterstykke. Stykkets pointe er, at en ting skal tilhøre dem, som kan drage mest gavn af den.

Hér er det, at Det kongelige teaters version af "Den kaukasiske Kridtcirkel" begynder. Dette "stykke i stykket" handler om to personer. 1) En tjenestepige, der tager et rigt barn til sig, da barnets far bliver henrettet og moderen flygter. 2) En drukkenbolt, der bliver udnævnt til dommer, og systematisk afsiger domme til fordel for de fattige og undertrykte. 

Dommeren presser penge af de rige storbønder (kulakker?), voldtager deres døtre, og støtter tyveri og hæleri, når det kommer de fattige til gode. Brecht hylder klassedomstolen, akkurat som han hyldede skueprocesserne i Moskva i 30'erne.

Som sin sidste embedsgerning skal dommeren afgøre, hvem der skal have forældremyndigheden over det før omtalte forladte barn. Den biologiske moder, en selvoptaget adelsdame, er vendt tilbage og kræver sin ret. Tjenestepigen holder fast i, at barnet er hendes. Derpå placerer dommeren barnet i en kridtcirkel og beder de to kvinder om at hive i hver sin ende. Den gode tjenestepige nægter – af kærlighed til barnet - og får til slut forældremyndigheden. Det er "salomonisk kommunisme". Og det er til at brække sig over.

Jeg er sikker på, at alle mine ejendele kunne bruges bedre af andre. Og jeg er sikker på, at mine børn også sagtens kunne opdrages bedre af andre end mig. Men det er mine. Det er ikke et spørgsmål om fairness. Det er et spørgsmål om berettigelse.

I forbindelse med stykket udtalte dr. jur. Frederik Harhoff, at der burde være mere kærlighed i domstolssystemet. Forhåbentlig ikke! Jeg ville nødig være afhængig af andres kærlighed for at kunne få en retfærdig dom.

Stalins forbrydelser blev afsløret for kommunisterne i 1956 (alle andre vidste det godt i forvejen). Muren faldt i 1989. Nu vender stalinismen tilbage forklædt som et opbyggeligt stykke om moderkærlighed opsat på Det kongelige Teater.

Ak og ve. Hver gang jeg tvivler på berettigelsen af kulturkampen, må jeg æde det i mig igen. Opgaven er kolossal.

3 Kommentarer

  1. Poul Højlund

    22. marts 2006 at 08:29

    Godt set og vel talt!

  2. Det er formålsløst at føre kulturkamp mod Det kgl. Teater, den kan aldrig vindes.Hvem kan være det mindste overrasket over, at Teatret sætter dette stykke op? Det er da kun, hvad man kan regne med og forvente.At stille sig overrasket an over, at meningsmagthaverne på Det kgl. opfører sig, som vi kan forvente, er ligeså underligt som at stille sig overrasket an over, at visse danske imamer vil have Naser Khader sprængt i luften. I begge tilfælde gør en bestemt gruppe præcis det, man kan forvente ud fra sit kendskab til gruppen … og det er ikke overraskende.Det er snarere lidt bekymrende, at der er nogle, der finder sådanne ting overraskende.

  3. Heej. Jeeg hedder Sacha, og er igang med en månedsopgave om det kongelige teater. kan i hjælpe med nogle gode sider hvor man kan finde noget om det

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑