De gode gamle dage

Når man befinder sig langt fra alfarvej – eksempelvis på det Europæiske Universitet i Firenze – så må det være en tilladt at tage livgreb med skæve emner. Jeg har i snart længere tid undret mig over det sparsomme brug af historiske pejlemærker, der kendetegner den offentlige debat, herunder i Danmark, og det vil jeg gerne lige spinde en kommentar over. Vi kender alle sammen besværgelsen om ‘de gode gamle dage’, om tiden før alt gik af lave. Men, og det er interessant, nu om stunder møder vi først og fremmest dette syn på tidernes henrullen hos menigmand. De intellektuelle gør tværtimod en dyd ud af at forsage fortiden. Kløften i historieopfattelse er lige så dyb, som den er bemærkelsesværdig. For i størstedelen af den europæiske historie har det nostalgiske syn på verden af i går besjælet de belæste såvel som de uuddannede. Hvad er der sket? Hvorfor dyrker ‘de oplyste’ ikke længere fortiden som et ideal? Og hvilke følger har skiftet i historieopfattelse haft for de seneste århundreders politiske håndelag? For at besvare disse spørgsmål er det nødvendigt at foretage en lille historisk afstikker. Vi lægger ud i 1500-tallets Italien, og rejser derefter to-et-halvt århundrede frem i tiden: til oplysningstidens Frankrig.

De kloge siger, ikke uden grund, at alle, der ønsker at kende fremtiden, må granske fortiden – for kommende hændelser ligner uvægerligt de forgangne“. Således skrev Niccoló Machiavelli, en af den italienske renæssances store tænkere. Derefter trak han lidt i land. Nok kan ingen frigøre sig fra Lykkens, Fortunas, udstukne sti, men vi er alle fri til at drage fuld nytte af, hvad der er os givet. Så selv om virkeligheden ikke kan forvandles – kun guder kan skabe et perfekt samfund – så kan den forandres.

Det bringer os frem til det andet led i Machiavellis historieopfattelse: sammenligningen mellem fortid og nutid. Den lærde florentiner ønskede at gøre magthaverne i de trængte italienske republikker opmærksomme på det lysende eksempel på dyd, virtú, der var at finde i den romerske republiks politiske institutioner. Han opfordrede kort sagt sin samtid til at ‘vende tilbage til Antikken’.

Machiavelli lagde med andre ord pen til forestillingen om, at det går ned ad bakke for menneskeslægten, og at de lysende eksempler til efterfølgelse skal findes i fortiden. Det synspunkt stod han bestemt ikke alene med i 1500-tallets Italien. Selve ordet ‘renæssance’ (genfødsel) indfanger på sigende vis trangen til at søge inspiration i en tidligere periode, i dette tilfælde den græsk-romerske blandingskultur.

Faktisk kan vi gå ét skridt videre end det. Machiavelli holdt ret beset den europæiske civilisations gængse historieopfattelse i hævd. Et tidligt eksempel finder vi hos den store oldgræske digter Hesiod, der sørgmodigt besang, hvorledes de tidligste tiders rige guldalder var forgået – for derefter at henlægge sin egen samtid til den pauvre jernalder. Den romerske digter Ovid satte en lignende udgave af den antikke myte om verdensaldrene forfald på vers, og også det gamle testamente er gennemsyret af ideen. Adam og Eva levede som bekendt i Edens Have. Men syndefaldet førte til deres forvisning fra paradis, og siden har vi mennesker måtte henslæbe vores tilværelse i den noget mere prosaiske virkelige verden.

Således anskuede europæerne deres fortid i over to tusinde år. Men i midten af 1700-tallet skete der et skifte af dimensioner. De radikale franske oplysningsfilosoffer, jeg tænker her i særdeleshed på Voltaire og Rousseau, afsvor så ganske den hidtidige europæiske historieopfattelse, Machiavellis historieopfattelse. For det første tordnede oplysningstidens lærde imod troen på, at historiens gang var bestemt af højere kræfter, det være sig Fortuna eller Vorherre. Nej, mennesket måtte selv påtage sig ansvaret, vi var herrer over egen skæbne.

For det andet, og i forlængelse heraf, var der ikke noget godt at hente i fortiden. Mennesket skulle i fremskridtets navn frigøre sig fra historiens dårligdomme, fra sult, sygdom, undertrykkelse og krig. Det rationelle menneske, rådgivet af de vidende oplysningsfilosoffer, skulle skabe et nyt og bedre samfund. Eller med andre ord: i stedet for at skue agterud var det på tide at se fremad.

Skiftet i historieopfattelse kunne dårligt have været større, og det fik vidtgående konsekvenser. Oplysningsfilosofferne lagde en tung byrde på de almindelige menneskers skuldre. At tage vare på egen skæbne er en sund øvelse, men den er ofte meget smertefuld. Bagsiden af medaljen er, at det enkelte menneske står til ansvar for egne handlinger, også de fejlagtige af slagsen.

Reaktionen på dette ansvarets åg udeblev ikke. Nu hvor historien ikke længere kunne oplyse vejen fremad – som den havde gjort det for Machiavelli – søgte såvel de intellektuelle som den brede befolkning efter nye holdepunkter. De skulle ikke komme til at lede længe. De store totalitære ideologier tilbød hver sit halmstrå, som de rådvilde kunne gribe. I den mest rendyrkede form, det vil sige hos marxismen, var samfundets udvikling atter forudbestemt, ikke af Fortuna men af de materielle samfundsforhold. Og der var ligeledes et ideal, nemlig det klasseløse kommunistiske samfund.

De sovjetiske bolsjevikker lod da heller ingen tvivl om, at de anså deres projekt som en fuldgod erstatning for gårsdagens historieopfattelse, da de efter magtovertagelsen i 1917 afskaffede den eksisterende tidsregning og gjorde revolutionsåret til år nul. Øvelsen gentog sig karakteristisk nok, da Pol Pot og hans Røde Khmerer knap 60 år senere greb magten i Cambodia.

Men den totalitære bølge var ikke blot en reaktion på oplysningstidens, eller i hvert fald den radikale franske fløjs, udlægning af teksten. Den var også et barn af den. For marxismen byggede på forestillingen om det rationelle menneske, der kunne gennemskue menneskelivets mål og mening – og skimte det perfekte samfund gennem den virkelige verdens tåger. Intet af det bestående skulle tages for givet, historiens lænker skulle brydes, lød det totalitære evangelium. På dette punkt stod såvel Marx som Lenin i direkte gæld til de radikale oplysningsfilosoffer.

1700-tallets lærde nærede ikke et bevidst ønske om at trælbinde menneskene – tværtimod. Men den skygge, der kvæler lyset, er som bekendt selv et barn af lyset. For hvis en videnskabelig fremgangsmåde så ganske er en skelen til historiens gang overlegen, så har det to konsekvenser. For det første er det kun de oplyste, de rationelle mennesker, der har ret til at dirigere samfundets udvikling. For det andet har disse få indviede en moralsk pligt til at tvinge de uoplyste i retning af det ‘gode’ samfund. Eller med Rousseaus ord: samfundet har ret til at tvinge borgerne til at blive frie.

Det bemærkelsesværdige ved beretningen er, at der findes en anden moderne historieopfattelse, der advarer imod det, den østrigske politiske tænker Karl Popper døbte ‘utopisk socialt ingeniørarbejde’ – og imod Rousseaus opskrift på tyranni. Denne tradition har sine rødder i den såkaldte skeptiske oplysningstid, i tænkere som Montesquieu og David Hume.

De skeptiske oplysningsfilosoffers pointe var ligetil. Fortiden alene kan ikke fortælle os, hvordan vi skal indrette vore samfund, lød deres budskab. Det giver ingen mening at omfavne tidligere tiders deterministiske opfattelse af tidernes gang. Men dermed er ikke sagt, at historien er ligegyldig. For selv om vi ikke kan søge præcise svar i det forgangne, så kan vi tage ved lære af den. Eller med andre ord: vort kendskab til eget samfund bliver fattigt, hvis vi kun sammenligner på tværs af landegrænser – og, bogstaveligt talt, lader fortiden ligge. Den menneskelige fornuft er nemlig ikke et universalmiddel, der sætter os i stand til at udtænke rationelle løsninger på alle samfundsmæssige problemer. Ofte er historien den eneste vejviser, vi har. David Hume, måske den vigtigste af de skeptiske oplysningsfilosoffer, har sagt det rammende:

Når vi betænker, hvor kort menneskelivet er, og hvor begrænset en viden vi har, endog om hvor egen tid, så må vi blive pinligt bevidste om, at vi for altid ville have et barns indsigt, hvis det ikke var for denne ene opfindelse. Den udstrækker vor erfaring til alle tidligere tidsaldre og til selv de mest fjerne lande – og lader dem bidrage til lige så meget til vor viden som nutidige observationer. Et menneske, der kender historien, kan på sin vis siges at have levet siden verdens begyndelse – og at have tilegnet sig fornyet viden i hvert et århundrede“.

Vi har i dag afsværget troen på, at de ‘oplyste’ kan udstikke vejen til Utopia. Men – og det er interessant – vi har til en vis grad holdt fast ved forudsætningen for denne opfattelse. Vi har i vidt omfang bevaret den radikale oplysningstids hånlige forhold til studiet af det forgangne.

Fortiden i dag er bedre belyst end nogensinde. Alligevel tager vi den meget sjældent i ed, når vi diskuterer samfundsmæssige problemer. Vi studerer den for vores fornøjelses skyld, ikke for at blive klogere på egen samtid. I en sådan situation er vi ikke uvidende. Men vi er alligevel historieløse, og det har uheldige konsekvenser for vores viden om nutiden. Det er på tide at puste støvet af Humes middelvej mellem Machiavelli og Voltaire. Det gode gamle dage var måske ikke så gode, når det kom til stykket. Men de er bestemt et besøg værd, hvis vi vil forstå vores egen tid.

2 thoughts on “De gode gamle dage

  1. David G.

    Det er altid en fornøjelse at møde en, der har et mere end overfladisk kendskab til idéhistorien. Jeg er enig i din (og Humes) konklusion, som forekommer mig elementært selvindlysende, men derimod ikke i din læsning af holdninger til fortiden før og efter Machiavelli og heller ikke om Oplysningstiden.Et par stikordsagtige kommentarer ledsaget af et hjertesuk over, at jeg for sjældent har mulighed for at beskæftige mig med disse ting, som jeg finder uendelig mere interessante og vigtige end alskens avistegninger, velfærds- og globaliseringsdebat osv. 1. Machiavelli kan ikke uden videre tilordnes den tradition, der fandt de gyldige mønstre i fortiden. Han skrev selv, at hans indsigter om politik og samfundsorden stammede fra hans viden “de le cose moderne”, om moderne, altså ikke antikke ting; om den faktisk førte politik, han oplevede som gesandt og embedsmand, og ikke om den politik, han kunne læse om hos Livius, Tacitus osv. M. forsøgte snarere at kombinere sine indsigter hentet i “le cose moderne” med inspiration fra antikken, men det er min på en del læsning af og undervisning i ham begrundede fornemmelse, at de antikke ting var eksempler og illustrationer, og at hans egentlige hensigter og forslag så afgjort var hentet i samtiden. Derimod kan han ikke tilskrives nogen fremskridtstro (altså en tro på, at fremtiden kan, vil eller må blive bedre materielt og/eller moralsk end nutiden), dertil var han for meget realist. Se Virolis bog om M. samt Pierre Manent, Histoire intellectuelle du libéralisme, kapitlet om M.2. Det er ikke rigtigt, at den kristne middelalder før Machiavelli og Renæssancen enstemmigt hyldede tesen om, at al historie siden Edens Have er et langt forfald, og at fortiden derfor altid er bedre end nutiden, fordi den er nærmere sin guddommelige oprindelse. Tværtimod var netop denne tese heftigt omstridt. Hos Augustin møder vi såvel en fremskridts- som en forfaldstese. Richard Southern er blandt de moderne forskere, der har beskrevet debatter mellem, hvad du ville kalde “tesen om de gode gamle dage” og “tesen om den gyldne fremtid” hos tænkere fra 11- og 1200-tallet. (Oprindelig i foredrag optrykt i Transactions of the Royal Historical Society ca. 1971-73, nu i ét af Southerns artikelbind). Fremskridtsoptimisme blev ikke opfundet af Voltaire eller nogen anden frankofon oplysningsmand. Du kan fx finde et ganske udmærket eksempel på den hos Cicero, De natura deorum, såvidt jeg husker 1.150ff. eller også er det 2.150ff. (Det er 33 år siden jeg læste den).3. Men du har ret i, at den frankofone oplysning efter den æra, Paul Hazard i sin indflydelsesrige bog fra 1937 definerede som “la crise de la conscience européenne” (ca. 1685-1720) groft sagt og grosso modo blev fremskridts- og fornuftsoptimistisk. Nu ved vi jo imidlertid, at der fandtes andre oplysningstider, fx den amerikanske og den britiske. Du citerer selv Hume. Vi bør ikke lade den ekstreme version af den frankofone oplysning blive afgørende for, hvordan vi definerer Oplysningstid. I den anglofone Oplysningstid spillede historien en kolossal rolle; tænk på Edward Gibbon. Iøvrigt gjorde den det også i Frankrig; én af Oplysningstidens inspirationer var opfindelsen og anvendelsen af hvad vi ville kalde moderne kildekritiske metoder i den historiske analyse, som havde mange af sine pionerer i Frankrig.(Gibbon er virkelig central. Han havde valgt at skrive den første forsvarlige og ikke-teologisk bestemte version af den største af alle forfaldshistorier i den vestlige kultur, nemlig Romerrigets fald, som han i sin berømte vending tilskrev “the triumph of barbarism and religion”, en vending, der er betydelig underfundigere og dybere, end den ser ud. John Pococks flerbindsværk _Barbarism and Religion_, fire udk. til dato, fra Cambridge University Press forsøger at pille “Gibbons Oplysningstid” fra hinanden og forstå, hvad Gibbon og hans samtid mente med kultur, samfundsorden, fremskridt, historisk erfaring og meget andet).4. Spændingen står mellem (a) opfattelsen af fortiden som “dengang alt var bedre”, (b) fortiden som raritetskabinet (og museer som underholdningscentre), hvilket hurtigt fører til reaktioner a la “nej, hvor var de dog mærkelige, underforstået, vi er godt nok blevet klogere” og (c)fortiden som noget grimt og fordærvet, som man derfor gør bedst i overhovedet ikke at beskæftige sig med (den arketypisk amerikanske holdning, markant repræsenteret af Emerson og Whitman). Den møder vi idag i den selvretfærdige kulturradikal/multikulti ideologi, der indgår en vanhellig alliance med “forskning-til-faktura” idiotiet som vi hører hos Helge Sander.4. Og Firenze er da ikke fjernt fra alfarvej. Firenze, Dantes og Machiavellis by, er alfarvej, og Danmark er fjernt derfra. Heldige asen!Men jeg kan som sagt umuligt være uenig i grundtesen: historia magistra vitae, og det holder naturligvis ikke op med at være fornuftigt og godt, selvom kulturbarbarerne mere ihærdigt end nogensinde fremmer fordummelsen ved at forfladige eller rent ud udrydde den historiske viden.

    Svar
  2. Jørgen Møller

    Kære David G.Tak (endnu engang) for nogle yderst indsigtsfulde kommentarer. Du har ret i, at jeg – og det er jo på sin vis lidt paradoksalt – har forenklet ’historien’ ganske meget. Hensigten var at kontrastere historieopfattelserne i deres ekstreme udgaver, og den slags koster naturligvis.For der er ganske rigtigt tale flere forskellige ’oplysninger’. Og den ’skeptiske’ har jo haft en meget stor indflydelse på vores syn på det forgangne. Gibbon overvejende jeg slet ikke i det lille indlæg, hvilket er lidt af en undladelsessynd. For ham ville jeg nødigt være foruden.Samtidig er min beskrivelse af én dominerende historieopfattelse indtil oplysningstiden selvsagt en forsimpling af rang. Det er jo for eksempel muligt at argumentere for, at mens den klassiske historieopfattelse gik ud på, at alt gentager sig, intet nyt opstår, så bragte kristendommen historieopfattelsen ind i en ny bane ved at opstille et mål, som historien bevæger sig frem imod. Det er i så fald det nye testamente, og ikke det gamle testamentes beretning om syndefaldet, der har gjort forskellen.Men – og det var mit ærinde – ingen af disse nuanceringer ændrer ved, at den lidt hånlige indstilling til den ’historiske bevidsthed’, eller hvad vi nu skal kalde det, har haft gode vilkår i de seneste to hundredeår. Det synes jeg er en skam.

    Svar

Leave a Reply to Jørgen Møller Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.