Bal i den borgerlige

Nærværende punditokrat havde forrige weekend fornøjelsen af at være en tur forbi Konservativ Ungdoms 2006-landsråd, som fandt sted på Frederiksberg.

Det var nu ikke, fordi jeg pludselig er blevet kontingentbetaler i den konservative bevægelse–den tanke har såmænd ligget mig noget fjernt siden den periode, hvor partiets leder udtalte, at “ideologi er noget bras”, at partikronprinsen sagde, at det offentlige havde den størrelse, det offentlige skulle have, og at Connie Hedegaard offentliggjorde, at hun–når alt kommer til alt–foretrækker socialisme fremfor liberalisme, fordi førstnævnte trods alt har nogle sympatiske værdier.

Altså 2. halvdel af 1980erne, hvis der var nogle, der skulle tro, jeg mente i forgårs.

Næh, jeg var såmænd blot inviteret som festtaler, og det var dog en ære, jeg ikke sådan kunne sige nej til.

Når KU har været værst, har man været en ligegyldig, logrende hundehale af wannabe-karrierepolitikere; men når KU har været bedst og mest succesrig, har det altid været, når man var dejligt fandenivoldsk og turde sige et par borgerlige ord til både moderpartiet og venstrefløjen og gøre det på en festlig og farverig måde og samtidigt gør det med seriøst politisk “bid”.  Og det var så dét, min festtale handlede om.

Men udover æren var det sådan set også en fornøjelse, for det virkede som om, at der for første gang i nogle år er lidt “gang i den” i KU.  Og så nærmer vi os dét, som denne post egentlig skulle handle om, for det kan næppe være forbigået manges opmærksomhed, at der p.t. er lidt gnidninger mellem de forskellige typer af borgerlige (også her på bloggen).  Liberalister synes ikke, at Venstre er så liberalt, at det gør noget; Dansk Folkeparti synes ikke, at Det Konservative Folkeparti er så konservativt, at det gør noget; og en hel del borgerlige synes ikke, at Dansk Folkeparti er så borgerligt, at det gør noget, men måske nok så … ganske mange ting … at det gør noget.  Og netop til selvsamme festmiddag, hvori jeg deltog, markerede KU’erne, at de tør være farverige, festlige og fandenivoldske på en borgerlig måde.  Specifikt optrådte to prominente KU’ere med en rap, skrevet til Østkysthustlers gamle 90-hit, “Han Får For Lidt”.  I KUernes udgave omhandler den tre personer: en unavngiven person, en vis Anders, og en vis Pia.  Her er–for dokumentarismens skyld og lettere censureret–et par uddrag.

Først lidt om den unavngivne:

Flad skat, du sir godnat, men det fordi du ikke tør/Tag og hør dog her på KU, for du både skal og bør/Det er de unge der vil frem, det er de unge der kan/Tag og glem de pensionister, for at styre dette land …

Ha’ visioner ta’ og prøv og fortæl hvor du vil hen/Eller pak dine gamle klude og se at komme hjem/Til Fyn hvor du kommer fra og skriv en rapport/Om en cykel uden lys, og en mand der handled’ sort

Og så lidt om en vis Anders:

Minimalstat, fred og frihed, det var det, som han ku’ li’/For når Anders kom til magten blev Danmark skattefri/I gamle dage, ku behage og blive skatteboss/Men der var noget galt med regnskabet, og Anders fik et los

Klog af dage, han var tilbage, nu var det Anders, der var chef/Han havde en lille arrig dame med på eftersløb/Han havde solgt sin sjæl til fanden, og det var ikke rart/Han lignede mest af alt en socialdemokrat

Og så var det ellers af med fløjlshandskerne:

Hun kører fra Gentofte til tinget og fra tinget retur/Hun er i tv så præcist, at man kan stille sit ur/Når hun møder en muslim, så er man helt sikker på,/at hun kommer med nogle meninger, som pøblen kan forstå

Hun taler til det laveste i lave menneskers sjæl/Hun kan godt nok være grov, hun kan godt nok være fæl/Populisme, småfascisme, der er had i det hun siger/Men bumserne forstår det, de skal stemme på Pia

Hun lover efterløn og bistandshjælp, og børnepenge, boligcheck/Hvordan kan hun dog tro, at det ikke gir’ skattesmæk/At styre dette land, hvordan kan nogen mennesker tro/Det kræver jo en mand og ik’ en hjemmehjælper-ko

Hun vil så gerne frem og blive stueren med os/I regering vil hun  gerne, hun vil gerne være boss/Men hun skal holde sig til Ragnvald, hyggekaffe og medister/For det bliver over vores lig før, at Pia bliver minister

Næppe stor lyrik, men passende respektløst og med et vist politisk bid–og ihvertfald illustrativt for, hvorledes stemningen altså er p.t. i en ikke helt ligegyldig del af det borgerlige Danmark, som netop nu er lidt i splid med sig selv.  Og hele den nuværende interne debat på den ikke-socialistiske fløj af dansk politik rejser jo passende en ældgammelt tema, som Punditokrat passende kan diskutere:

Når man i det store billede er “i samme båd”, er det så bedst at fremhæve forskellene og uenighederne mellem sig?  Eller er det bedst at finde den mindste fællesnævner, uanset hvor lav og lille denne er?

God weekend.

17 thoughts on “Bal i den borgerlige

  1. Kimporator

    Jamen så fik du endnu fremstillet dig selv som pæn og trendy, fremfor at gå i flæsket på den overfladiske pseudoborgerlighed der ligger i kun at tænke på kroner og ører og eget image som “pænt menneske”.Connie Hedegaard er med sin populistiske kniv i ryggen på Fogh et meget godt billede på den overfladiskhed og laveste fællesnævner der kendetegner mange borgerlige. “Vi vil have noget anstændighedens skær over os, mens vi nupper penge fra de mindre dygtige”, synes de at tænke.DR2-Debatten kort, se http://www.37grader.com/weblog/?p=284

    Svar
  2. Pelle

    Det er jo stor kunst, om end en smule grov 😉 Formanden for KU var foresten i Debatten på DR2 i går, og gav regeringen tørt på ang. deres samarbejde med DF.At fremhæve forskellene er jo altid godt, ellers er vi bare tilbage til det dødsyge politiske klima der var for 5 år siden hvor alle mente det samme varme luft om alt, og visionerne var væk.Desuden mener jeg ikke at DF er et borgerligt parti, men derimod et sammenrend af nogle meget slemme mennesker (feks. Søren Krarup i Debatten igår) og en masse socialdemokrater. Hele deres politik er jo mere socialdemokratisk end socialdemokraterne.Jeg mener/tror grunden til de blev “rubriceret” til højre i 90’erne var deres had til alle andre end hvide vest-europærer og deres fortid i Fremskridtspartiet.At AFR (også) er en større socialdemokrat end Helle Thorning (som kun er en tudeprinsesse) er jo kun skræmmende. Så spørgsmålet er om der faktisk er en ikke-socialistisk del i Folketinget udenfor de (fleste) konservative (og enkelte fra venstre).

    Svar
  3. Peter Kurrild-Klitgaard

    Kimporator: “Jamen så fik du endnu fremstillet dig selv som pæn og trendy, fremfor at gå i flæsket på den overfladiske pseudoborgerlighed der ligger i kun at tænke på kroner og ører og eget image som “pænt menneske”.”Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvordan dette skal forstås (omend jeg har på fornemmelsen, at det ikke var ment som en kompliment). Jeg har mig bekendt aldrig gjort en dyd ud af at være “pæn og trendy”–så er det ihvertfald ikke lykkedes særligt godt …! Og det med kun at tænke i kroner og ører forstår jeg heller ikke–gider du venligst uddybe?

    Svar
  4. David G.

    DF er i mangt og meget hvad Socialdemokratiet ville være, hvis Krag ikke havde kulturradikaliseret partiet. Jeg synes det er festligt at høre, at der er liv i kludene hos de unge og håber, det ikke dør hen.Som en, der aldrig vil stemme DF fordi DF elsker skattetrykket, må jeg alligevel reagere på Pelles definition af Søren Krarup som et slemt menneske. Regel nr. 1: moralisér ikke. Jeg bryder mig ikke om den fremtid, Abu Laban ønsker for mine børn, men jeg kunne aldrig drømme om at kalde ham for et slemt menneske. Han er salafi-muslim og har naturligvis de ønsker og meninger, der følger heraf. Det gør ham ikke slem, bare til “en anden”, som jeg må bekæmpe, hvis min identitet skal overleve. Jeg tror det samme gælder mange i DF. De hader ikke ikke-hvide, men bryder sig ikke om at blive hadet, fordi de er hvide danskere. Der er iøvrigt intet unaturligt i at foretrække folk, der ligner en selv, for folk, der ikke gør det og som ydermere kræver særbehandling af forskellig art. Det er vi sådan set programmeret til af vore gener. (Derfor ønsker muslimer også parallelsamfund, de vil også helst leve blandt deres ligeartede). Det er et udtryk for den særlige frihed, vi har i Vesten, og som stammer fra kristendommen, at vi finder det normalt at sætte os ud over sådanne fordomme. Ikke at gengælde ondt med ondt, at tage hensyn til fremmede, at dømme uden persons anseelse — alle disse jødisk-kristne normer strider mod dybe kræfter. Vi kan stræbe efter at opfylde disse normer, men det betyder ikke at vi skal være tossegode.

    Svar
  5. Pelle

    Ad David G:Det er kommentarer som “Vi er det Danske folks sidste forsvar” eller lign. der får mig til at krumme tær. Du skriver “De hader ikke ikke-hvide, men bryder sig ikke om at blive hadet, fordi de er hvide danskere.” Hvem hader dem fordi de er hvide danskere? Jeg hader dem ikke (derfor), men bryder mig ikke om dem for deres inddeling af samfundet i dem og os, og fordi de ikke bryder sig om andre mennesker, bare fordi de har en anden tro og har en anden kultur. Det kan godt være at det er en naturlig reaktion at føle sig utryk ved fremmede mennesker, men der er ikke naturligt at lægge dem for foragt på den måde som er tilfældet med DF.

    Svar
  6. Kimporator

    @PKK:Undskyld mig min hit-and-run kommentar. Ja, jeg mener jo at den der tøsede pukken på DF som dyret i åbenbaringen er temmelig plat og ikke spor borgerlig.Borgerlig handler om økonomisk ansvarlighed, men i denne konsensustid måske mest af alt om ikke-materielle værdier.Og her er DF jo det parti de konservative burde være. DF er for Gud Konge og Fædreland mere end de konservative nogensinde igen bliver det. DF er for traditionen, respekten for det der var, for kontinuiteten etc.OK, jeg erkender da at DF fordelingspolitisk ligner socialdemokratiet (som det var engang), men der ER jo ikke de store forskelle på partierne. For der ER jo ingen økonomisk højrefløj i DK. Som jeg læser KU er det er samling mennesker der er indoktrineret med den multikulturelle tankegang ligesom de fleste andre ofre for folkeopdragelsen.Deres borgerlighed består i at ønske lidt flere penge til sig selv og lidt bedre vilkår for erhvervslivet. Værdipolitisk er mange af dem som socialdemokrater.Og mere generelt om nogle konservative: Ønsket om at tilnærme sig R viser hvor hul borgerligheden er. R er så oplagt et nyfeministisk parti for karrierekvinder (wannabes og homoseksuelle mænd inkluderet) der stemte SF inden de kom til penge (embede, ikke produktive erhverv).Og slutteligt min sædvanlige observation, og tyg nu på den, for den er ubehageligt sand med få undtagelser: Der findes ingen borgerlige kvinder i den fødedygtige alder.

    Svar
  7. Angantyr

    Endelig har vi en farverig debat i Danmark. I årevis har vi primært haft en debat om en masse svære tekniske økonomiske detaljer menigmand ikke har rigtigt har kunnet følge med i. I dag har vi på kryds og tværs en debat ikke bare om økonomi, men også om kultur. Den debat foregår mellem kulturradikale, liberale og konservative. Endelig har menigmand en mulighed for at se at i konsensus-Danmark er der faktisk forskel på folk og partier. Sandheden er jo at langt de fleste mennesker i det her land går ikke som os på diverse blogs vildt meget op i politik, men nu får menigmand ved at følge debatten i TV og aviser pludselig muligheden for at vælge mellem mange flere holdninger end tidligere. Det bør vi være glade for. Nogen synes det er møgirriterende med modsætninger fordi de er vant til at det eneste vi danskere har diskuteret er nogle ofte svære økonomiske spørgsmål, som alt andet lige ofte ikke vækker de store følelser. Endelig har vi en debat som vækker folks følelser. Vi bør juble over dette, også selvom vi gerne så lidt flere mente præcis det vi selv mener.

    Svar
  8. Publikum

    Helt enig med Agantyr. Der er skred i diskussionen i dagens Danmark. Jeg er ikke sikker på, at jeg som “ultra”-liberal generelt er enig med Agantyr, men hold da op, hvor er der grund til at juble. Borgerlige og liberale meningsdannere sætter sit præg på en måde, som ikke set i lang tid (i min levetid!) i Danmark – både i medierne og på gadeplan. Man kan sige ting, som ellers har været total tabu. Jeg kommer netop fra en fest, hvor jeg fik lov til at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved det intellektuelt sunde i at have et biblioteksvæsen på politiske hænder i en diskussion med et fremtrædende medlem i en interesseorganisation, der nyder godt af bibliotekspenge. Og folk lyttede til synspunktet, omend langtfra alle var enige. For få år siden havde selv min egen far bidt hovedet af mig for bare at nævne, at folkebiblioteker måske bare ikke var en sådan fan-fucking-tastic ide. Og slænget jeg var i, havde ikke været mere skånselsløse end min far. Og umiddelbart efter jeg har holdt min kæft, starter en ny med at tordne mod statsstøtte til børnebøger. Det vælter bare frem med opposition til statsvældet.Den regering vi har, har helt klart ikke gjort meget for at tilfredstille os liberale – jeg synes sådan set, at vi kan føle os pisset på – men den kulturkamp, som regeringen gav bolden op til for hurtigt at trække sig fra, har givet vanvittige resultater i muligheden af fordomsfrihed i den danske debat. Sågar omnibusavisen er på retræte og fronterne skærpes mellem JP og Poltiken, mens Weekend-avisen i et par år har lagt god liberal basis. Berlingske har måske endnu ikke fattet det, og holder den nyskabte værdidebat til deres eksterne kommentatorer (heriblandt punditokraterne), men de må følge med eller perish.Hvor er det fantastisk, at jeg med åben pande kan diskutere mine problemer med de nationalkonservative – for det er da et tegn på, at det socialdemokratiske “diskurs”-diktatur mister greber om fortolkningen af virkeligheden.Og hvis jeg så skal knytte en kommentar til den oprindelige post, så er det ikke tilfældigt, hvis der er grøde i KU. For der er grøde i befolkningen. “Sammenhængskraften” som den forløjne ideologi den har været er ved at forsvinde. Der er en revolutionær spænding i Danmark for tiden. Ikke sådan at vi kan forvente optøjer i gaden, men bare simpelt sådan at det herskende tankesæt er opløst, og adskillige har et nyt bud uden vi ved, hvem der vil vinde den kamp. En intellektuel kamp af dimensioner, som liberale kun kan hilse velkommen – for fra hvor vi var for tre år siden kan det næppe blive værre.

    Svar
  9. Kimporator

    Publikum skriver:“Sammenhængskraften” som den forløjne ideologi den har været er ved at forsvinde”Nådada, jeg troede egentlig begrebet netop var kommet på dagsordenen som svar på parallelsamfundenes sammenstød, der atter og atter eksemplificeres ved de muslimske gruppers temmelig ufredelige omgang med os andre.Sagen er vist at det bliver mere og mere klart at nogen vil redde nationalstaten og sikre et dagligt konfliktniveau, der er lavt, mens andre drømmer om at slippe af med danskheden, der for dem ligner en hæmsko. Enten fordi de er dygtige/heldige moneymakers der har ondt i skatten og ikke har et problem med at købe deres egne vagtværn, ELLER fordi de er overvintrede socialister der har et neurotisk had til sund fornuft, almindelige mennesker og lokal forankring, mens de drømmer om international socialisme/humanisme styret af FN-lignende institutuioner med moralsk overhøjhed. Et verdenssamfund af myrer der underkaster sig føreren/ledelsen er sidstnævntes mål. Og de ser sig selv som en del af formynderiet. At denne globale model fører til ufred i dagligdagen, især for de svage, har de stadig ikke fattet.De 2 mest modsatte mennesketyper er måske den grådige globaliseringsliberalist og den moralske embedssocialist, men de har fælles interesse i at aflive nationalstaterne og folkestyrets funktionalitet. Derefter kan slagsmålet om graden af formynderi begynde.Herimod står stadigt flere, der ønsker et samfund der er stærkt styret af folket. Folket skal have så meget til fælles, at der kommer meningsfuld og harmonisk styring ud af valgene. De svage sikres ved at de svage høres, og de stærke må dele privilegiet at have et fredeligt og sikkert samfund med de svage. De internationale embedssocialister ER tabt på gulvet debatmæssigt. Spørgsmålet er hvilke konpromiser der kan laves mellem de grådige og de svage. De grådige kan købe deres frihed for dyrt. Vagtværn og beskyttelse mod folkets misundelse koster.Spørgsmålet er også styrkeforholdet mellem de 2 sidstnævnte grupper, altså hvor mange de grådige bliver. Her på siden tror man vist på evig fremgang til de fleste som følge af frie markeder. Jeg er ikke så sikker. @Pelle: Nej, det anede mig

    Svar
  10. Kimporator

    @Pelle:Du har ret travlt med at fortolke ud i det blå, men det giver mig lejlighed til at præcisere.”Folket” klinger måske rødt eller totalitært i nogle ører, men kan erstattes med “befolkningen”, hvis man synes. Nu til dine anklager:1) Jeg DEFINERER ikke gruppen “folket” udfra om de har noget fælles, og lægger ikke i dette at nogen ikke er en del af folket. Jeg snakker om ØNSKELIGHEDEN i at de har noget til fælles.2) Jeg ved altså ikke hvad du rabler om. Jeg har ingen planer om at lave et særligt folk ved frasortering efter sindelag, vil blot redde freden og friheden ved at sikre et minimum af fælles værdier mellem mennesker. Dine insinuationer er underlødige, men det er da godt at mistanken kommer på bordet, så den kan afvises.3) Virkeligheden og vores tolkning af den. Envidere vores brug af ordene. Men du afsporer jo debatten.Det jeg i al beskedenhed forsøger at sige, er flg: Bliver befolkningen for forskellig, kan man ikke lave regler der meningsfuldt virker for hele befolkningen, og så splitter samfundet op i en grad at man lige så godt kan lave 2 adkilte befolkninger med hvert deres parlament. Eksempel: Hvis en gruppe har den dybt rodfæstede etik at folk der kører i højre side af vejen skal dræbes, og den anden gruppe mener at folk der kører i venstre, skal dræbes, er det jo temmelig umuligt at lave færdselsregler som begge vil indordne sig under.Hvem de svage er, overlader jeg til din egen store begavelse at finde ud af.

    Svar
  11. Peter Kurrild-Klitgaard

    Apropos KU, konservative knæfald, DF, efterløn m.v.:http://www.konservativungdom.dk/holdninger-og-debat/artikler/konservativt-ophoersudsalg/@Kimporator: “DF er for traditionen, respekten for det der var, for kontinuiteten etc.”Er det ment som en anbefaling eller en kritik?Du skriver også: “Herimod står stadigt flere, der ønsker et samfund der er stærkt styret af folket. Folket skal have så meget til fælles, at der kommer meningsfuld og harmonisk styring ud af valgene.” I svaret til Pelle skriver du efterfølgende, at “folket” blot er = “befolkningen” (“”Folket” klinger måske rødt eller totalitært i nogle ører, men kan erstattes med “befolkningen”, hvis man synes.”). Men hvad så 1) hvis folket = befolkningen = en multietnisk/multikulturel kollektiv størrelse, og 2) hvis det, denne kollektive størrelse har/vil have til fælles, er noget, som du ikke bryder dig om? Er det så ikke dig, der truer “sammenhængskraften” og “folkets” værdier? (Jeg prøver ikke at være pedantisk eller ordkløvende, men dette er–ikke kun efter min ydmyge mening–et helt klassisk problem i enhver reificering af nationalstaten/folket/etc. i megen statskonservativ tænkning.)

    Svar
  12. Pelle

    Kimporator skriver: “Herimod står stadigt flere, der ønsker et samfund der er stærkt styret af folket. Folket skal have så meget til fælles, at der kommer meningsfuld og harmonisk styring ud af valgene. De svage sikres ved at de svage høres, og de stærke må dele privilegiet at have et fredeligt og sikkert samfund med de svage.”Jeg synes jeg har hørt det MANGE gange før, bla. fra Sovjet. Jeg synes du har et problem i at du du definere “folket”, udfra “Folket skal have så meget til fælles, at der kommer meningsfuld og harmonisk styring ud af valgene”. Der hvor jeg kommer fra lyder det meget skræmmende. Dvs.: 1) At mennesker som ikke stemmer som de andre (flertallet?!?), de er ikke en del af “folket” mere? (Fordi de ikke bidrager til “meningsfuld og harmonisk styring”)2) Hvordan vil du finde ud af hvem disse er, eller skal alle der mistænkes for ikke at ville “folket” det bedste “ordnes”* på forhånd.?3) Hvem bestemmer hvornår der kommer “… meningsfuld og harmonisk styring ud af valgene”.Jeg ved ikke om du selv kan høre det, men du lyder som Anakin i Star Wars 3, for at drage en populær parallel. Der er mangen en totalitær stat der er startet udfra at de skulle gøre “folkets” “bedste”, og beskytte de svage.Og forresten, hvem er de svage?*: Med en passende definition af “ordnes”.

    Svar
  13. Kimporator

    @PKK:Haha – anbefaling eller kritik afhænger af læseren. Men DF er langt mere konservativt end dem der har navnet. Svend Ove Gade synes at være enig at dømme efter hans klumme i JP Søndag.1) Hvis folket er multikulturelt er det i fare for ikke længere at være et folk. Der vil ofte, afhængigt af kulturernes forskellighed, være for store forskelle til at samfundet kan hænge fornuftigt sammen. Multietnisk i betydningen folk med forskellig oprindelse, opfatter jeg ikke som noget større problem i sig selv. Om folk er gule, grønne eller blå, har store næser eller er fløjet ind fra en fjern Galakse er af mindre betydning, hvis de kulturelle fællestræk er store nok. Hellere en demokrat med blå hud og lange ører fra Krabbetågen end Abdul Wahid Petersen fra Fyn med næsen i koranen.2) Jo, og hvis jeg har stærke og svært aflæggelige kulturelle træk der er i voldsom konflikt med majoriteten, er jeg et problem. Et samfund må bl.a. forsøge at sikre at gruppen ikke lider for hårdt under folk, hvis kulturelle normer er meget problematiske. Og hellere stoppe indvandring fra lande der erfaringsmæssigt giver problemer, end indføre diverse totalitære tiltag for at presse en fred igennem.Jeg kan godt se at problemstilingen er teoretisk interessant, men i praksis kan man nøjes med at lave den slags beskyttelse på et ret overordnet plan ved at lukke helt af for menneskestrømme fra de arabisk/muslimske lande. Det vil være en passende foranstaltning til at sikre at alle de finere kulturelle mekanismer kan virke.

    Svar
  14. Kimporator

    Der skulle mere pedantisk have stået: “hvis befolkningen, forstået som mængden af alle mennesker i et givent land, er multikulturelt, er det i fare for ikke længere at være det, jeg, DF og mange andre i daglig tale kalder et folk” osv osv osv, men jeg tiltror læserne så megen indføling, at de godt fatter hvad jeg mener.M.a.o.: Dette er ikke en afhandling, og jeg gider ikke lade som om.

    Svar
  15. Søren P

    Kimporator skriver: “Borgerlig handler om økonomisk ansvarlighed, men i denne konsensustid måske mest af alt om ikke-materielle værdier.Og her er DF jo det parti de konservative burde være. DF er for Gud Konge og Fædreland mere end de konservative nogensinde igen bliver det. DF er for traditionen, respekten for det der var, for kontinuiteten etc.OK, jeg erkender da at DF fordelingspolitisk ligner socialdemokratiet (som det var engang), men der ER jo ikke de store forskelle på partierne. For der ER jo ingen økonomisk højrefløj i DK”Angående respekten for det der var, kan jeg forstå, at det er der konservatismen kommer ind. Men hvad er tidsperspektivet i “i det der var”? Hvis det er 30-40 år, er det vel ikke så mærkeligt, at DF har en socialdemokratisk fordelingprofil. Og hvad angår værdierne er jeg heller ikke helt med på, om det er noget der ændrer sig over tid? Hvis ja, er konservatisme så ikke blot et andet ord for værdirelativisme?mvh.Søren

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.