Månedsarkiv: april 2006

Pressefrihed II

Som Mr. Law har behandlet i en nylig post, er to journalister (samt med lidt forsinkelse chefredaktøren) fra Berlingske blevet tiltalt for at have viderebragt fortrolige oplysninger i strid med straffelovens § 152. Journalisternes forsvar vil givetvis bygges på at det vil være i strid med ytringsfriheden at straffe journalister for at dokumentere og viderebringe informationer, der har væsentlig offentlig interesse.

I den forbindelse er Grundlovens § 77 næppe journalisterne til megen hjælp. Grundlovens § 77 sikrer først og fremmest den formelle ytringsfrihed, altså, at enhver er fri til at offentliggøre sine tanker på tryk, i skrift og tale, uden forudgående censur. Men som bekendt er sådan offentliggørelse "under ansvar for domstolene". Og da § 77 ikke angiver, hvilke hensyn, der kan medføre en indskrænkning af den materielle ytringsfrihed, altså beskyttelsen mod f.eks. efterfølgende strafferetlige eller andre disciplinære sanktioner, har der i dansk statsretslig teori været en tradition for at antage, at lovgiver var uindskrænket i sin adgang til at begrænse den materielle ytringsfrihed (det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at også Alf Ross abonnerede på dette synspunkt).

Journalisterne bør snarere sætte deres lid til den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som i 1992 blev inkorporeret i og dermed gjort til en del af national dansk ret. EMRK har udvidet rammerne for ytringsfriheden herhjemme (som demonstreret i Jersild-sagen) og medført, at Grundlovens § 77 nu fortolkes i lyset af EMRK artikel 10, således, at § 77 efterhånden indeholder en vis materiel beskyttelse.

EMRKs artikel 10 lyder:

1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.

2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.

Ved på udtømmende vis at opstille de hensyn, der, såfremt de er vedtaget ved lov, kan føre til en indskrænkelse af ytringsfriheden, hvis den konkrete indskrænkelse er proportional med det søgte hensyn, yder EMRK dermed en materiel beskyttelse af ytringsfriheden, der, rent juridisk set, overstiger Grundlovens ditto.

Pressens rolle som offentlighedens kritiske vagthund har været temaet for mange afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Endvidere har EMD også haft lejlighed til at tage stilling til sager, der faktuelt ligner Berlingske-sagen, og hvor det hensyn, indskrænkningen af ytringsfriheden hjemles i er "nationens sikkerhed".

I "Observer and Guardian v. UK" fik den engelske stat nedlagt et fogedforbud mod to avisers referater af en bog, "Spycatcher", skrevet af en tidligere medarbejder i den engelske efterretningstjeneste. En bog der angiveligt indeholdt fortrolige informationer. Dette fogedforbud blev opretholdt efter at andre aviser havde offentliggjort referater af bogen, ligesom, at bogen var blevet udgivet i U.S.A. EMD fastlagde i denne nogle principper, som går igen i senere domme. EMD udtalte bl.a., at:

Freedom of expression constitutes one of the essential
foundations of a democratic society[..]it is applicable not only to "information" or "ideas" that are favourably received or regarded as inoffensive or as a matter of indifference, but also to those that offend,
shock or disturb.  Freedom of expression is subject to a number of exceptions which, however, must be narrowly interpreted and the necessity for any restrictions must be convincingly established.
however, must be narrowly interpreted and the necessity for any restrictions must be convincingly established.

(b)  These principles are of particular importance as far as the press is concerned.  Whilst it must not overstep the bounds set, inter alia, in the "interests of national security"[..]it is nevertheless incumbent on it to impart information and ideas on matters of public interest.  Not only does the press have the task of imparting such information and ideas: the public also has a right to receive them.  Were it otherwise, the press would be unable to play its vital role of "public watchdog".

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself […]
Above all, continuation of the restrictions after July 1987 prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte
bog] himself […]
Ab
ove all, continuation of the restrictions after July 1987 prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify the continuation of the interference complained of.  It is, in the first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian] could have served to advance the attainment of these objectives any further than had already been achieved by the steps taken against Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself […]

Above all, continuation of the restrictions after July 1987
prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey information, already available, on a matter of legitimate public concern.

Den 26. april i år afsagde EMD så sin afgørelse i  Stoll vs. Switzerland. I denne sag havde en journalist offentliggjort nogle hemmeligstemplede dokumenter vedrørende den Schweiziske regerings forhandlinger med jødiske organisationer og en række banker om erstatning til Holocaust ofre. Via en uidentificeret kilde fik journalisten fat i indholdet af dokumentet, og fik derefter bragt to historier i en landsdækkende avis. Journalisten blev herefter straffet med en bøde på 500 Schweizer franc. EMD udtalte herefter (citeret fra pressemeddelelsen ikke fra selve dommen):

Furthermore, although the penalty imposed on Mr Stoll had not been very harsh, the Court reiterated that what mattered was not that he had been sentenced to a minor penalty, but that he had been convicted at all. While the penalty had not prevented the applicant from expressing himself, his conviction had nonetheless amounted to a kind of censure which would be likely to discourage him from making criticisms of that kind again in future. In the context of a political debate such a sentence would be likely to deter journalists from contributing to public discussion of issues affecting the life of the community and was thus liable to hamper the press in performing its task as purveyor of information and watchdog.

In the circumstances the Court considered that Mr Stoll's conviction had not therefore been reasonably proportionate to the pursuit of the legitimate aim in question, having regard to the interest of a democratic society in ensuring and maintaining the freedom of the press.

Skal vi anvende principperne fra Observer and Guardian og Stoll sagerne på den forestående straffesag mod journalisterne fra Berlingske Tidende, taler en række forhold for, at journalisterne frifindes.

    1. Der skal skelnes mellem den person der lækker fortrolige informationer og journalister, der, når informationerne har væsentlig offentlig interesse, viderebringer disse. I sådanne tilfælde indsnævres statens skønsmargin og bevisbyrden for, at straf var nødvendig påhviler således staten.I nærværende sag, må det i medfør af den tungtvejende interesse den danske befolkning havde i at blive gjort bekendt med FET rapportens indhold, sammenholdt med det nedenfor i punkt 2 anførte om offentliggørelsen af disse rapporter, anses for tvivlsomt om anklagemyndigheden kan løfte denne bevisbyrde. For at hensynet til national sikkerhed kan legitimere straf for journalisternes overtrædelse af fortrolighedsforpligtelser, skal dette hensyn være konkret og aktuelt begrundet. Er de fortrolige informationer allerede blevet lækket eller på anden måde offentliggjort, vejer hensynet til ytringsfriheden og kritisk journalistik, som altovervejende hovedregel højere end myndighedernes interesse i at retsforfølge journalister, der har bragt disse informationer til brug for den offentlige debat. I nærværende sag er rapporterne efterfølgende blevet offentliggjort af regeringen selv. Det er ikke identisk med den situation, hvor rapporterne allerede på tidspunktet for journalisternes offentliggørelse var tilgængelige f.eks. på Internettet, men peger stadig i retning af, hensynet til national sikkerhed ikke er tilstrækkeligt tungtvejende til at begrunde straf. Var jeg advokat for journalisterne ville jeg samle alle de rapporter, der måtte være lækket fra øvrige landes efterretningstjenester, navnlig den amerikanske og den britiske. Såfremt sådan lækket information er identisk eller meget lig den information, der er lækket fra FETs rapporter, hvilket er overvejende sandsynligt da FETs oplysninger om Irak-krigen jo bestod af hvad amerikanere og briter besluttede at dele med FET, vil journalisterne kunne demonstrere, at de informationer Grevil lækkede, allerede var offentligt tilgængelige.
    2. Selv en mild straf (såsom en symbolsk bøde) vil, jf. Stoll, potentielt indebære en krænkelse af artikel 10, hvilket understreger den vægt EMD lægger på ytringsfriheden, når det drejer sig om kritisk journalistik. Anklagemyndigheden vil således ikke kunne læne sig op ad proportionalitetsprincippet ved at påstå journalisterne idømt en mild straf (ligesom en evt. mild domsafsigelse ikke vil frikende en dansk domstol skulle sagen ende i Strasbourg). EMDs afgørelser demonstrerer, at EMRK yder et vigtigt forsvar for journalister, der sidder med fortrolig viden, der har stor offentlig interesse, hvilket utvivlsomt var tilfældet med Irak-krigen og grundlaget for Danmarks deltagelse deri. Denne beskyttelse er utvivlsomt med til at formindske mulighederne for magtmisbrug og øge mulighederne for kritik af magthavere.

Endelig viser afgørelserne, at EMRK på visse punkter udvider de frihedsrettigheder der gælder her i landet, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem den kritik, der (ofte fra borgerligt hold) fremsættes af denne konvention. For meget af denne kritik er overfladisk og unuanceret og ignorerer de skelsættende afgørelser fra EMD, der har fasttømret klassiske borgerlige negative frihedsrettigheder. Det skal selvfølgelig ikke afholde kritikere fra at påpege når EMD er på vildspor, men ret skal være ret.

The (very) long run

Den canadisk-amerikanske økonom John Kenneth Galbraith oplevede i weekenden, hvad hans store idol, John Maynard Keynes, i sin tid associerede med “the long run”.  Galbraith blev 93 97 år.  En hurtig nekrolog fra Reuters er her, og New York Times‘ hyldest er her, mens jeg vil overlade det til økonomerne her på stedet at foretage en evaluering af manden og hans arbejder.

Update: Her er The Economist, Peter Boettke fra AustrianEconomists og Tyler Cowen fra MarginalRevolution.com om dødsfaldet.  Førstnævnte skriver:

“Mr Galbraith has been famously (and correctly) described as the “foremost economist for non-economists”, a man whose writings saw great popular success, but who had much less stature within the profession.

That was partly because Mr Galbraith never played by the rules. He eschewed the mathematical rigour that came to define modern economics and his self-consciously activist political agenda was disconcerting to academics who prided themselves on the scientific nature of the subject. But it was also because many of Mr Galbraith’s ideas turned out to be wrong.”

Det lyder ganske meget som Lord Skidelsky … Pete Boettke skriver blandt meget andet, som nærværende Punditokrat i den grad kan tilslutte sig (og som en del af denne blogs åndsfæller måske skulle skrive sig bag øret):

“On a personal note, I met Galbraith and shared dinner with him one night in the early 1990s.  I was prepared to hate the evening only to be completely charmed by the man and his stories of JFK and India, of battles with Milton Friedman and William F. Buckley, or a profession which has succumbed to too much formalism, disrespect for history, and an inability to address the institutional contingencies of our age.   It was an amazing evening and it was one of the important moments which taught me that you cannot divide the world neatly into those who are stupid, those who are evil, and those who agree with me. Instead the world is full of charming, brilliant, and good hearted individuals who just happen to hold opinions opposite of the ones I do.  Understanding results from delving into those reasons for differing opinions without succumbing to the cheap tricks of attributing disagreement to bad motives and to lack of intelligence among opponents.”.

Update II: George Will har en nekrolog–og med en god punch-line.

To slags journalistik

Her på bloggen vil vi helst give jer det, som I ikke får i MSM.

Et hurtigt kig på Infomedia viser, at denne vinkel på Plame-sagen ikke er blevet kørt i MSM. So here we go…

Christopher Hitchens er et eksempel på en slags journalistik, der bliver stadig mere sjælden: den selvstændigt opsøgende og kildekritiske journalistik. Han er samtidig socialist, så det har ikke nødvendigvis noget med politisk ståsted at gøre; det handler nærmere om professionalisme og integritet.

Han har undersøgt en særlig vinkel på det sagskompleks, der omtales som Plame-sagen. Vi har tidligere dækket sagen (se her og følg links tilbage), netop fordi den normalt viser MSM, når de er mest ringe. Men det er faktisk muligt at lave journalistik af en hæderlig standard.

Hitchens påviser i to artikler i Slate (her og her), at Saddams repræsentant til FN atomagentur IAEA, Wissam al-Zahawie, besøgte Niger i februar 1999. Det bekræfter mistanken om, at Saddam efter at have smidt FN-inspektørerne ud i 1998 forsøgte skaffe uran (yellow-cake) fra Niger, hvor han i sin tid havde fået det til sit atomvåbenprogram, der var blevet afsløret og afbrudt efter nederlaget i Kuwait-krigen.

Adspurgt om sit besøg i Niger svarer Zahawie, at han blot var der for at opfordre til et brud på den blokade mod rejser, som var rettet mod Irak, og lidt vel overivrig tilføjer han, at han da slet ikke vidste, at Niger solgte uran. Da Nigers hovedeksport er uran, eftersigende med geder på en fjern andenplads, og da Irak i begyndelsen af 1980erne fik sin uran fra netop fra Niger, virker det ikke helt, ahm, troværdigt, at Zahawie med sin tilknytning til atomindustrien i Irak er så uvidende.

Nu er det ikke nyt, at der er beviser for Saddams forsøg på at skaffe uran fra Afrika — måske lige for MSM, der stadig ikke synes at have læst de officielle rapporter, herunder Butler-rapporten, der fastholder påstanden som korrekt og udtrykkeligt opretholder Bush omtale heraf i sin tale til nationen fra 2002.

Det egentlige nye er Hitchens teori om, at de falske Niger-dokumenter blev fabrikeret ikke af korrupte italienere, men af Nigers ambassade i Rom for at sløre sporet efter Zahawis besøg. De falske Niger-dokumenter var jo ualmindeligt dårlige forfalskninger, bl.a. angav de oplagt forkerte personer fra Nigers regering, og — nok så interessant — angav de Zahawi, som den irakiske modpart. IAEA kunne da også hurtigt afviser dem som falsknerier. Det var denne afvisning, der gav stødet til myten om, at Saddam slet ikke havde forsøgt at skaffe uran fra Afrika, og at Bush havde løjet herom. Det var denne myte, som Joe Wilson forsøgte at puste til i det, der senere udviklede sig til Plame-sagen.

Hvis Hitchens teori er rigtig, forklarer det ikke bare, hvorfor Niger-dokumenterne var så elendige. Det forklarer også, hvorfor den britiske efterretningstjeneste fastholder, som forklaret i Butler-rapporten, at Saddam forsøgte at skaffe uran i Afrika. Deres mistanke støttes bl.a. på Zahawis besøg i 1999, og eksistensen af falske dokumenter ændrer ikke denne tolkning, fordi de ses som et forsøg på at dække sporene.

Det er en interessant vinkel, som Hitchens to artikler fra hhv. 10. og 17. april dyrker. Men se om MSM i Danmark ønsker at omtale dem. Nix. Og det selvom Berlingske i sin tid brugte rigtig meget spalteplads på at fortælle om de falske Niger-dokumenter, selvfølgelig med en del faktuelle fejl i sin iver efter Bush-bashing. Suk.

Så lad os kigge på en anden form for journalistik. Igen må Berlingske holde for. Det er yderst snæversynet at pukle på dem hele tiden, men den man elsker, tugter man. Man kan ikke forvente sig noget særligt af Information eller Politiken, men Berlingske… det burde være bedre.

I går havde journalist Karl Erik Nielsen en historie både på forsiden og stort opsat inde i avisen. Her er starten på forside-artiklen:

Hvad mange har mistænkt den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, for længe, indrømmer han nu selv på overraskende vis: USA er ved at løbe tør for ideer i Irak.

Artiklen handler om, at militærakademiet ved Fort Leavenworths sammen med militærtidsskriftet Military Review som emne for en tilbagevendende skriftlig øvelse har valgt emnet: Countering Insurgency. I Berlingskes dækning bliver det altså til, at Pentagon selv indrømmer, at man er løbet tør for ideer, og først som allersidste sætning kommer denne oplysning:

Pennen er med andre ord Pentagons nye sværd, og udover at redde fremtiden for den moderne civilisation, er essay-konkurrencen et led i søgningen efter og uddannelsen af nye officerer.

Slår man efter på artiklens link får man bl.a. denne besked. Da det er et rotting link, som fjernes 1. maj, gengives det her:

The deadline for submissions for the COIN Writing Competition closed 1 April 2006.  However, due to national and international curiosity generated by U.S. News World Report and The Daily Show with Jon Stewart, we have reposted the initial announcement which was the object of their humorous comment for interest.

Stileøvelsen er altså blevet gjort til genstand for satire, hvilket er fair nok. Den ene af disse var USNews, hvor stileøvelsen omtales som et morsomt lille indlæg blandt flere andre i spalten kaldet Washington Whispers, der handler om stort og mest småt. Her lyder historien (se linket et stykke nede) ganske kort:

Fighting Insurgents, One Essay at a Time

Psst. Wanna save the world? The latest front in the Pentagon’s struggle against terrorism is . . . a writing competition. “The Army absolutely needs to understand more about counterinsurgency,” began the published request for submissions to the “Countering Insurgency” contest. “Nothing less than the future of the civilized world might depend on it.” Col. Bill Darley, editor in chief of Military Review-which will publish the winning submissions-says that entries for the contest have been “fresh and innovative.” The first-place winner gets $1,000. Sorry, entries were due by April 1.

Det er ikke muligt at finde sekvensen fra The Late Show, men det er et satirisk program, så vinklen har formodentlig været tilsvarende sjov. [update: Doh, det var ikke the Late, men the Daily Show. Se linket i kommentarfeltet.]

Hvordan dælen kan Berlingske leve med at slå en sådan lille spøg op med forsidedækning og det hele på noget andet tidspunkt end 1. april? Det minder lidt om den gang under præsidentvalget, hvor Nielsens kollega Poul Høi med åndeløs spænding hver dag dækkede historien om bulen-på-ryggen af Bush, ofte også på forsiden.

Ønsker avisen ikke at blive taget alvorligt?

Pressefrihed

To journalister på Berlingske er blevet tiltalt for at have offentliggjort de oplysninger, som Frank Grevil lækkede fra fortrolige FE-rapporter.

Som sagen foreligger oplyst for by- og landsret, var det rigtigt at straffe Grevil for hans brud på tavshedspligten. Hans handling var ikke begrundet i “almeninteresse”, men i ønsket om at sværte sin tidligere arbejdsgiver ved at fremstille dem som inkompetente. Først da han var afsløret, kom forklaringen om, at Fogh havde løjet om rapporternes indhold. Da rapporterne løbende forelægges Folketingets kontroludvalg, var det aldrig videre sandsynligt, at Fogh skulle have løjet herom. Det burde enhver kunne regne ud, og da rapporterne blev offentliggjort, fes sagen i medierne ud.

Men selvom Grevil måtte være dømt med rette, og vi mangler stadig at høre Menneskerettighedsdomstolen herom, er det ikke ensbetydende med, at journalisterne også bør straffes.

Der bør være forskel på, hvad en journalist kan tillade sig, og hvad en ansat i FE kan.

Selvom de to journalister næppe konkret har bidraget væsentligt til debatten i denne sag, er det vigtigt at fastholde det generelle princip om, at journalister har en vidererækkende ytringsfrihed, hvilket har betydning for fremtidige sager. At kræve symmetri mellem den, der giver oplysningerne, og journalisten, som offentliggør, er ikke sundt for debatten og kan dermed skade demokratiet.

Med forbehold for de tilfælde, hvor en journalist ligefrem opfordrer andre til et strafbart brud på tavshedspligten, eller offentliggør livsvigtige hemmeligheder uden nogen synderlig grund, bør journalister kunne nyde en sådan vidererækkende ytringsfrihed.

For at holde det internationale perspektiv kan vi nævne den besynderlige Plame-sag. Som omtalt flere gange her på bloggen, er der intet indhold i sagen af betydning for vurderingen af Irak-krigen, selvom MSM gør sig ihærdige forsøg på at antyde det. Tværtimod fremgår det af sagen, at Bush-regeringen søgte at forsvare sig imod påstandene om at lyve om efterretningsrapporterne ved at fremlægge disse, og alle senere offentlige undersøgelser har da også afvist påstandene om løgn. Indholdet i Plame-sagen er dermed alene, at det var strafbart at lække, at ambassadør Wilsons kone var i CIA, fordi hun tilfældigvis var hemmelig CIA-agent.

Oplysningen om, at hun var i CIA, var imidlertid ganske relevant, da meget tyder på, at oppositionskredse i CIA har ført en stillingskrig, bl.a. ved prekære lækager til medierne, imod den siddende regering. Wilsons angreb, der senere udviklede sig til selv at være løgnagtigt, kunne dermed ses i lyset af, at hans kone var i CIA.

Som del i dette interne politiske opgør i CIA er f.eks. Mary McCarthy, der gjorde en påfaldende hurtig karriere under Clinton, for nyligt blevet fyret, angiveligt fordi hun lækkede oplysninger, der kunne kompromittere Bush-regeringen. Den venstredrejede del af MSM (og det er de fleste) blev forargede over, at hun skulle fyres, blot fordi hun lækkede oplysninger, hvilket passer dårligt med deres forargelse over lækagen i Plame-sagen. Som påpeget i denne leder fra WSJ er det en upassende gang hykleri fra mediernes side.

Medierne har brug for lækager og bør i ganske vidt omfang kunne offentliggøre disse. Det kan så være, at et brud på tavshedspligten bør straffes, fordi det ikke var rimeligt begrundet. Men medierne selv bør gå fri som altovervejende hovedregel.

Vi bruger meget tid her på bloggen til at kritisere MSM for deres venstreorienterede ensidighed, og fordi deres kritikløshed gør dem alt for nemme at narre. Men vi og samfundet i øvrigt kan ikke undvære dem.

Fra den videnskabelige frontlinie

Her på stedet er vi, hvis jeg skal sige det selv, efterhånden ret gode til at kommentere på aktuelle politiske begivenheder. Omvendt er vi ikke helt gode nok til at rapportere om relevante nye indsigter i samfundsvidenskaberne, selvom nogle af os har det som arbejdsområde. Så i og med at årets to konferencer om public choice netop er afviklede, vil jeg prøve at råde bod på vores problem.

Indenfor public choice – gråzonen mellem statskundskab og nationaløkonomi – findes der to videnskabelige organisationer, der hver holder et årligt møde: Det amerikansk-baserede Public Choice Society, og the European Public Choice Society, hvor præsidenten pt. er hollænder. Konferencerne ligger traditionelt i marts-april med den europæiske tre uger efter den amerikanske.

Selvom den amerikanske stadig er værd at tage til, har det de seneste år været den europæiske, der har haft den bedste kvalitet. Amerikanerne har det problem, at deres gennemsnitsalder stiger, mens vi har en fornuftig aldersfordeling – specielt er konkurrencen mellem de yngre forskere knaldhård. Så her er et område, hvor man kan glæde sig over at være europæer. Med otte deltagere ud af de cirka 200, er Danmark også klart overrepræsenteret. Og det er ikke fordi vi leverer dårlig forskning. I 1999 vandt Toke Aidt Wicksell-prisen for bedste papir af en forsker under 30, og med Mogens Justesens velfortjente succes i år, er der to danske navne på en liste af bare 15 vindere gennem årene. Et land med 1½ % af Europas befolkning leverer 4 % af deltagerne og 13 % af priserne!

Så kommer vi til indholdet – er der nogen grund til at interessere sig for det, hvis man ikke lige er universitetsforsker? Svaret er ja, for en lang række vigtige og relevante emner bliver behandlet af nogle af de fremmeste forskere på området. Og det behøver ikke engang være kedeligt! Den schweiziske superstjerne Bruno Frey gav for eksempel endnu et brag af en præsentation på den session om lykkeforskning, jeg havde fornøjelsen af at lede i år. Hans pointe – at selvom vi er ved at få rimeligt godt styr på, hvad er gør folk tilfredse med deres liv, skal politikerne holde fingrene fra det – er da værd at tænke over. En masse andre emner er også relevante – her er blot et (stærkt subjektivt) udpluk fra det fulde program (link her):

–         Designet af folkeafstemninger og den ‘pakke’, man stemmer om, påvirker outcomes. Resultatet af den danske afstemning i 1993 blev foretrukket af et mindretal af danskerne, måske så lidt som 12 % (Mogens Kamp Justesen)
–         Hvordan måler man politisk stabilitet? Det er faktisk ikke så let, og stabilitet er meget mere end man tror (Richard Jon-A-Ping)
–         En større ØMU fører til mindre prisstabilitet, men noget mindre end vi går og tror (Philip Mohl og Christian Fahrholz)
–         Korruption kan være godt for økonomier, hvor staten overregulerer kraftigt (Pierre-Guillaume Méon)
–         Velfærdsstaten er en magnet på indvandring, men indvandrere er ikke så ‘socialt skolet’ som indfødte – og det fører til mindre offentligt forbrug (Karin Mayr og René Böheim)
–         Politikeres uddannelse og profession påvirker chancen for, at de gennemfører nødvendige liberaliserende reformer (Axel Dreher + PhD-studerende)

Overordnet er det inspirerende – og også forbløffende hyggeligt – at gå til disse konferencer. Men de åbner også ens øjne for en masse ting, man ikke vidste og måske slet ikke havde tænkt over. En masse af de indsigter, der bliver givet – det ovenstående er kun et lille pluk – når aldrig ud i debatten eller til politikerne. Nogle gange skal emner blot populariseres og forklares en smule – folk er ikke så dumme som politikere tror. Så her er en opfordring til både kolleger og Punditokraternes læsere. Kolleger – der er al mulig grund til at formidle jeres viden, og læsere – sig til, hvis der er noget I vil have uddybet.

Ugens citat: O'Rourke om kollektivisme

Journalisten, forfatteren og spasmageren P.J. O’Rourke er en af de meget få skribenter, som man i 9 ud af 10 tilfælde ikke kan genlæse for meget.  Så når man mangler en eller anden at citere, kan man jo altid gribe ned i stablen af citatbare O’Rourke-klassikere.  Her er lidt fra essayet “How to Explain Conservatism to Your Squishy Liberal Friends: Individualism ‘R’ Us“:*

“Why can’t life be more fair? Why can’t Americans take better care of each other? Why can’t we share the tremendous wealth of our nation? Surely if enough safeguards of liberty are written into law and we elect vigorous, committed leaders …

Have another hit on the bong.

Collectivism doesn’t work because it’s based on a faulty economic premise. There is no such thing as a person’s “fair share” of wealth. The gross national product is not a pizza that must be carefully divided because if I get too many slices, you have to eat the box. The economy is expandable and, in any practical sense, limitless.

Under collectivism, powers of determination rest with the entire citizenry instead of with the specific citizens. Individual decision-making is replaced by the political process. Suddenly, the system that elected the prom queen at your high school is in charge of your whole life. Besides, individuals are smarter than groups, as anybody who is a member of a committee or of a large Irish family after six in the evening can tell you. The difference between individual intelligence and group intelligence is the difference between Harvard University and the Harvard University football team.

Think of all the considerations that go into each decision you make: Is it ethical? Is it good in the long run? Who benefits? Who is harmed? What will it cost? Does it go with the couch? Now imagine a large group-imagine a very large group, say, 250 million people-trying to agree on every decision made by every person in the country. The result would be stupid, silly and hugely wasteful-in short, the result would be government.

Individuals are not only smarter than groups, they are also-and this is one of the best things about them-weaker than groups. To return to Harvard for a moment, it’s the difference between picking a fight with the football team and picking a fight with Michael Kinsley.

Collectivism makes for a very large and, hence, very powerful group. This power is centralized in the government. Any power is open to abuse.

Government power is not necessarily abused more often than personal power, but when the abuse does come, it’s a lulu. At work, power over the whole supply cabinet is concentrated in the person of the office manager. In government, power over the entire military is concentrated in the person of the commander-in-chief. You steal felt tip pens. Hitler invades Poland.

Most government abuse of power is practiced openly, and much of it is heartily approved by The Washington Post editorial board and other such proponents of the good and the fair. But any time the government treats one person differently than another because of the group to which that person belongs-whether it’s a group of rich, special-interest tax dodgers or a group of impoverished, minority job-seekers-individual equality is lessened and freedom is diminished. Any time the government gives away goods and services-even if it gives them away to all people equally-individual dependence is increased and freedom is diminished. Any time the government makes rules about people’s behavior when that behavior does not occasion real and provable harm to others-telling you to buckle your seat belt or forbidding you to publish pornography on the Internet-respect for the individual is reduced and freedom is diminished.”

* Det burde være unødvendigt, men for en ordens skyld: P.J. anvender her “conservative” og “liberal” i begrebernes amerikanske betydning.

T.A.N.S.T.A.A.F.L.

Som alle Milton Friedman-fans (og alle læsere af Robert Heinleins roman The Moon Is A Harsh Mistress) vil vide, så … There Ain’t No Such Thing As A Free Lunch.  Nogle steder betyder det bare, at nogen spiser den, mens skatteyderne spiser regningen.  Her er klip fra en historie af Dan Bjerring, “Offentlig frokost koster 10 mia. kr.”, fra Erhvervsbladet (som vist ikke er tilgængelig på nettet, men oprindeligt kommer fra I dag: Industriens Dagblad):

[Den] danske arbejdsstyrke [ville] tælle 70.000 flere i 2015, hvis offentligt ansatte blev lige så længe på arbejdsmarkedet som privat ansatte. Det viser en beregning fra Dansk Industri. Men hvad nu, hvis de offentligt ansatte arbejdede lige så mange timer, som ansatte på det private arbejdsmarked?

De offentlige overenskomster lyder på 37 timer ugentlig inklusive frokostpauser, mens DA-LO overenskomsten lyder på 37 timer ugentlig eksklusive frokostpausen. Altså arbejder store dele af den offentlige sektor 2,5 time mindre ugentlig i forhold til privatansatte.
Danmarks offentlige sektor er en af de dyreste i OECD landene med omkring 33 procent af arbejdsstyrken.

34,5 times arbejdsuge
Arbejdstid for tjenestemænd i staten gældende fra 24. marts fremgår det, at arbejdsdage medregnes med tiden mellem mødetidspunktet og det tidspunkt, hvor den ansatte kan forlade arbejdsstedet. Pauser medregnes, hvis de varer mindre end 1/2 time og den ansatte står til rådighed for arbejdsgiveren og ikke må forlade arbejdsstedet. Dermed er den reelle ugentlige arbejdstid altså på nær 5 minutter nede på 34,5 time.

Omregnet i fuldtidsstillinger er der i den kommunale sektor omkring 300.000 personer omfattet af denne eller en lignende aftale. Cirka 100.000 i den kommunale sektor har stort set samme aftaler, som er gældende på det private arbejdsmarked. Dertil kommer omkring 140.000 amtsansatte – hvoraf mindst 120.000 ansatte er med arbejdstid inklusive frokost – og 160.000 ansatte i staten. Af dem har cirka 155.000 frokosten betalt.

Det har ikke været muligt at få at vide, hvor mange af de ansatte i staten, der er omfattet af samme regler, som i kommunerne, men antages det, at det alt i alt er cirka 500.000 offentligt ansatte (300.000 i kommunerne, 120.000 i amterne og 80.000 i staten), der er omfattet af pågældende arbejdstidsregler – og det er sandsynligvis lavt sat – betyder det, at der ugentlig anvendes cirka 1.250.000 arbejdstimer på frokostpauser.

Dyr frokost
Det svarer til cirka 40.000 stillinger. Omregnet i løn, hvis det antages, at den gennemsnitlige løn for disse er 250.000 kroner, svarer det til, at der årligt i den offentlige sektor holdes frokost for 8,5 milliarder kroner. …

Uhensigtsmæssigt
Cheføkonom for Cepos, Mads Lundby Hansen, understreger over for Industriens Dagblad, at i en situation, hvor der opstår mangel på arbejdskraft, er det ikke hensigtsmæssigt, at offentligt ansattes ugentlige effektive arbejdstid er 2,5 time kortere end arbejdstiden på det private arbejdsmarked. Det fjerner reelt arbejdskraft fra den private sektor, der skal bruge arbejdskraften til at sikre samfundets generelle vækst.

Han opfordrer derfor finansminister Thor Pedersen og Kommunernes Landsforening til i forbindelse med de kommende overenskomster at sikre en længere arbejdstid, eksempelvis ved at de offentlig ansatte får en arbejdstid på 37 timer ugentlig eksklusive frokostpause.
Skulle det indebære en højere løn, understreger Mads Lundby Hansen, at det skal ske uden budgetmæssige konsekvenser.

Merudgiften for det offentlige skal hentes hjem igen gennem et lavere personaleforbrug som direkte effekt af højere arbejdstid samt primært ved naturlig afgang. Pointen er, at når de nuværende medarbejdere arbejder flere timer, er der brug for færre medarbejdere i den offentlige sektor. Dermed frigøres der arbejdskraft til den private sektor, der i øjeblikket oplever stigende mangel på arbejdskraft.

Andre ville måske mene, at den største risiko var, hvis skatteyderne faktisk fik den mængde arbejde fra den offentlige sektor, man reelt betaler for … 😉

Foghs testamente

"Foghs testamente". Det er betegnelsen, som JP hæfter på et nyt udkast til Venstres princcipprogram. Artiklen den 23. april rummer blandt andet følgende citater:

Om alt går efter planen, springer Venstre til efteråret ud som fuldtonede forsvarere af velfærdsstaten. Statsminister Anders Fogh Rasmussen kan dermed aflevere et parti, der i lighed med ham selv har sagt endegyldigt farvel til minimalstaten. Det moderne midtsøgende Venstre bekender sig til det, der med næstformand Lars Løkke Rasmussens ord, kaldes »velfærdsliberalisme.«

Udkastet til et nyt principprogram, som medlemmerne diskuterer frem til sommerferien, er så godt som renset for gammelliberal tænkning om en smal offentlig sektor og et velfærdsnet, der kun skal spændes ud under de allersvageste.

»Det er en fuldhjertet tilslutning til velfærdsliberalismen. Til et velfærdssamfund, der går hånd i hånd med liberale værdier, hvor det enkelte menneske får størst mulighed handlefrihed,« siger næstformand Lars Løkke Rasmussen, der har været koordinator og pennefører på udkastet, der skal behandles på Venstres landsmøde i november.

Lars Løkke Rasmussen ved vel bedst selv, hvad han mener. Så hvis hans ideologi er "velfærdsliberalisme", må man da tro ham. Men prøv så lige engang at læse det nye udkast til Venstres principprogram. Det rummer ikke én eneste omtale af begrebet "velfærdsliberalisme", ejheller noget signal om, at partiet har skiftet principperne ud siden 1995, da det nuværende program blev vedtaget.

I det nye udkast – som først skal vedtages i efteråret – er alle centrale passager præcis de samme som i det nuværende principprogram. Det gælder blandt andet afsnittene om det liberale menneskesyn, om frihed og fællesskab, om frisind, om retten til at leve sit eget liv, om privat ejendomsret.

I det nye udkast har man oven i købet skærpet retorikken ved at slå fast, at "markedsøkonomi er et ubetinget gode" og at "det altid skal kunne betale sig at arbejde". Man har også slettet det afsnit, der handler om, at skattebyrden skal omfordeles fra arbejde til forbrug (nu skal skatten bare ned). Endelig har man slettet afsnittet om, at fællesskabet i det danske samfund bygger på det kristne livssyn.

Det eneste egentlig negative, jeg kan få øje på, består i, at man har slettet sætningen om, at en gradvis sækning af skattetrykket "skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor". Nu er det kun den private sektor, der skal trække læsset – og man udelukker dermed, at effektiviseringer i den offentlige sektor kan bruges til skattelettelser.

Man kan ikke bruge Venstres nye principprogram til at påstå, at partiets kurs er ændret. Det nye principprogram er et ekko af det gamle. Det understreger måske blot, at principprogrammer ikke bliver taget særlig tungt når det kommer til stykket. Venstre har jo faktisk ændret politisk kurs i de forgangne ti år – uanset hvad der stod (og fremover kommer til at stå) i principprogrammet.

Ikke desto mindre vil debatten om et nyt principprogram kunne blive generende for Andres Fogh Rasmussens testamente. Prøv lige at forestille jer, at der kommer et ændringsforslag om, at ingen bør betale mere end 50 pct. i skat af sidst tjente krone. Eller at der kommer et ændringsforslag om, at også effektiviseringer af den offentlige sektor kan bidrage til skattelettelser. Hvor vil det være pinligt, hvis Anders Fogh skal sidde på podiet foran flere tusinde delegerede – og stemme nej.

Wicksell-prisen til ung, dansk forsker

European Public Choice Society uddeler hvert år den såkaldte Wicksell Prize til det bedste public choice paper skrevet af en forsker under 30 år, og i forbindelse med disse dages kongres gik prisen (opkaldt efter den store svenske økonom Knut Wicksell (1851-1926)) i år for første kun anden gang nogensinde til en dansk forsker.  Der var ca. 25 papers at vælge blandt, og vinderen blev en nær ven af Punditokraterne … Mogens Kamp Justesen, cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og M.Sc. fra LSE og p.t. ph.d. stipendiat ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.  Det pågældende paper, “The Social Choice of EU Treaties: Discrepancies between voter preferences and Danish referenda outcomes”, er en social choice teoretisk analyse af de danske vælgeres kollektive præference i.f.m. de danske EU-afstemninger 1992-93.  Paperet viser dels betydningen af dagsordenskontrol, og dels at det endelige udfald var ét, som kun meget få vælgere havde som deres førstepræference.  En tidligere (og dansk-sproget) version af analysen har været trykt i det danske Økonomi & Politik.

Et meget stort og inderligt tillykke fra Punditokraterne til Mogens!  Som Tom Paine skrev: “The harder the struggle, the more glorious the triumph”!

PS. Jeg har tidligere omtalt et af Mogens’ og mine egne projekter her på bloggen.

Milton Friedman Prize for Advancing Liberty II

Som annonceret (og siden hen diskuteret) her på Punditokraterne skal Milton Friedman Prize for Advancing Liberty uddeles i år. Vinderen er netop blevet udpeget og det blev Estlands tidligere premierminister Mart Laar, der tilskrives æren for Estlands økonomiske mirakel.

Fra motivationen hedder det bl.a.:

Throughout his public life, Laar has embodied the values of liberty and free choice recognized by the prize, and his dedication to these ideals helped him to lead his country to economic prosperity through a radical free market program.

Today, Estonia is hailed as a model for emerging democracies and is cited as an example that ailing Western European economies should follow too. Consistently near the top of the Economic Freedom of the World Index, Estonia is now a member of NATO, the EU and the WTO, with well over 90 percent of its formerly state-run economy privatized.

When Laar took the reins of power of the newly independent country in 1992, he was only 32 years old, and Estonia was struggling to heal from the wounds of Soviet occupation. Laar believed that the way to ensure success for Estonia was to cultivate freedom and self-determination. In only two years in office, he negotiated the withdrawal of Russian troops from Estonian soil and introduced the kroon, one of Eastern Europe's most stable currencies. He also instituted a flat tax rate, a move which has been widely copied—even in Russia. Under Laar, Estonia removed price controls, discounted useless regulations, and saw the largest real per capita income of any of the former Communist states.

But as Laar, who served two terms as prime minister, has pointed out, he is not an economist: "I had read only one book on economics—Milton Friedman's Free to Choose. I was so ignorant at the time that I thought that what Friedman wrote about the benefits of privatization, the flat tax and the abolition of all customs rights, was the result of economic reforms that had been put into practice in the West. It seemed common sense to me and, as I thought it had already been done everywhere, I simply introduced it in Estonia, despite warnings from Estonian economists that it could not be done. They said it was as impossible as walking on water. We did it: we just walked on the water because we did not know that it was impossibe".

2008: Hillary Clinton mod George Allen V

Den neo-konservative journalist og kommentator Fred Barnes har i weekendudgaven af Wall Street Journal et interview med og portræt af senator George Allen (R-VA), som trofaste læsere vil vide, at nærværende punditokrat snart utallige gange (og ihvertfald længere end de fleste andre) har tippet til at ville blive Republikanernes præsidentkandidat i 2008.  (Jeg skal dog bemærke, at jeg på det seneste i stigende grad har hæftet mig ved senator John McCains (R-AZ) vellykkede strategiske manøvrer, mens et kandidatur for Rudy Giuliani eller Condolezza Rice omvendt ikke synes at have nogen gang på jorden.)*  I interviewet sammenfattes Allens grundsynspunkt således:

[He] disagrees with Mr. Bush on the scope of the federal government. The president accepts its size as a given and advocates using it for conservative ends. Mr. Allen says he has "a libertarian sense." He describes himself as more in sync with Thomas Jefferson and Ronald Reagan than with George Bush. "I'm one who dislikes limits. I don't like restrictions. I like freedom. I like liberty. Unless you're harming someone else, you leave people free."

For nærværende skribent lyder det ikke så ringe endda, men af interviewet fremgår det imidlertid også, at Allen i praksis har et relativt pragmatisk syn på, hvornår statslige indgreb i folks frihed alligevel er acceptable.  Om det skyldes manglende intellektuel konsistens eller er nødvendige pragmatiske hensyn foranlediget af meningsmålinger og fokusgrupper er svært at sige.  Uanset hvad, tror jeg allerede nu, at et godt gæt vil være, at medierne senest i 2008 vil fremstille Allen som en overfladisk, intellektuel letvægter, der primært taler i klichéer og soundbites.  (Lyder det iøvrigt bekendt?)

Og apropos Republikanerne og 2008, så har det næsten altid fortrinlige The Economist i denne uge hovedhistorie og leder om emnet, hvor man giver denne rammende karakteristik af partiets image: "The ideological shine has gone, too. The party of streamlined government has been gorging on legislative pork. A party that once prided itself on businesslike pragmatism has become synonymous with ideologically skewed ineptitude …"  I den forbindelse genfortælles bl.a. denne vittighed fra konservative kredse i USA om Republikanernes aktuelle "succes": Hvad er forskellen på "Titanic" og det Republikanske Parti?  I det mindste forsøgte "Titanic" ikke at ramme isbjerget …

At det tænksomme ugeskrift er kritisk overfor Bush og Republikanerne bør dog ikke misforstås som, at man er begejstret for Demokraterne.  Her er noget af, hvad lederen skriver om dét parti og dets politiske linie:

"Nowadays "the alternative to Bush" is a muddle of vacuous populism and meaningless slogans … Worst of all, the Democrats are marching backwards.

Take the party's economic policies. Mr Clinton stood for free trade and (after some retraining) a balanced budget. In 1993, 102 House Democrats, less than half the total, voted for the North American Free-Trade Agreement. Last year, only 15 Democrats defied the unions to vote for a smaller trade bill, the Central American Free-Trade Agreement. In the usually wiser Senate, only 11 out of 44 Democrats supported the bill, and John Kerry and Hillary Clinton were not among them. As for the budget, the Democrats' main criticism of Mr Bush's splurge is that he has not spent enough.

This, sadly, is symptomatic. Some Democrats are trying to unpick Mr Clinton's welfare reforms. Despite the party's rhetoric about protecting the poor, it has blocked most serious attempts to improve the schools poor children are condemned to attend. As for national security, the party seems to be veering ever further to the Michael Mooreish left. Two years ago, Mr Kerry savaged Mr Bush over Iraq, but talked relatively responsibly about a gradual withdrawal. Now the call from many of the party's leaders is to bring the troops home now—and hang the consequences for the region.

Familiar vested interests are sometimes at work. The Democrats' relationship with the teachers' unions is just as crony-ridden as (and even more damaging to America's long-term interests than) the White House's ties to Big Oil. But there is also something new eating away at the Democratic brain: fury at Mr Bush. And though Bush-bashing may be understandable, it also looks increasingly counterproductive. The risk for the Democrats is that, although Mr Bush will retire to Crawford in 2009, he will have defined them as an anti-Bush party—isolationist because he was interventionist, anti-business because he was pro-business. Mr Rove would love that. …

The real danger facing the Democrats is that they become a permanent minority party—a coalition that enjoys support from the super-rich, a few minorities and the working poor, but is out of touch with the suburban middle class, not to mention America's broader interests. Such a party might sneak a victory this year, thanks to Mr Rumsfeld et al, but then get hammered by, say, John McCain in 2008.

Two years ago, this newspaper narrowly favoured Mr Kerry's incoherence over Mr Bush's incompetence (see article). Since then, Republican incompetence has exceeded even our worst fears. How depressing to report that Democratic incoherence has soared too. America deserves better."

The Economist har også en længere artikel om Demokraternes (pauvre) udsigter hér.

* Intrade.com har p.t. McCain til 39,5 og Allen til 22,2, hvilket er en fremgang for begge og yderligere konsolidering af deres frontløber-positioner.  Til sammenligning ligger Giuliani på under 10 og Rice på det halve.  Hilary Clinton ligger fortsat uforandret suverænt i spidsen for det Demokratiske felt (ca. 45).

Magtens matematik

“VI lever i en tid, hvor alt er til debat, og hvor enhver sag har en sagfører”. Ordene tilhører ikke – som man måske kunne forledes til at tro – en aktuel debattør, men den hollandske jurist Hugo Grotius (1585-1645), hvis værk Mare Liberum om havenes frihed nu genudgives i 400-året for dets tilblivelse. Værket blev kort efter oversat fra latin til engelsk, og det er denne oversættelse, der nu foreligger i et lækkert bind med introduktion, bibliografi og ekstramateriale i form af en samtidig kritik fra engelske William Welwod og Grotius’ svar på samme – alt sammen for lige godt 100 kr.

Grotius, der dengang var sidst i tyverne, skulle snart opnå ry som en uomtvistelig retslærd, holdes i fangenskab på grund af sin skepsis overfor religiøse dogmer, undslippe, leve i eksil, blive svensk gesandt i Paris mm.. Og skønt hans værker i dag er så godt som ukendte i den brede offentlighed, er de stadig grundlæggende for vores (vestlige) opfattelse af, hvad frihed egentlig er for noget. Og se, dermed har ordene alligevel et og andet med i dag at gøre.

Baggrunden for Mare Liberum, hans mest berømte og lettest tilgængelige skrift, er en temmelig lokal strid, nemlig striden mellem de forenede nederlandske provinser og den spanske konge, som med nederlandenes oprør i 1581 havde mistet grebet om sin nordlige provins. Med løsrivelsen fra det spanske herredømme voksede også kravet om egen adgang til oversøisk handel og ekspansion, først og fremmest i Sydøstasien – eller “Indien”, som hele området kaldtes dengang – og da Grotius arbejdede på sit værk 1604-05 eksisterede der allerede en heftig kommerciel konkurrence mellem særligt portugiserne, spanierne, hollænderne og snart også englænderne om retten til silke, krydderier, porcelæn og andre luksusgoder til hoffet, aristokratiet og det spirende borgerskab i Europa.

Den lokale konflikt skulle vise sig at få globale konsekvenser, for såvel Vesten som Østen, for europæernes interne anliggender såvel som for forholdet til befolkningerne udenfor det driftige kontinent, ikke mindst fordi striden eksemplificerede den universelle konflikt mellem imperium og dominium, dvs. mellem magt og retmæssig besiddelse. Grotius’ måske vigtigste intention var at vise, at magt ikke var lig med ret. At magten skulle være identisk med retten, er en “absurd” antagelse i strid med naturretten, fremhæver forfatteren straks og definerer naturretten som en samling af pligter og rettigheder, fælles for alle mennesker. Magten har – ligesom friheden – sin egen matematik.

For at overbevise sine læsere henviser Grotius til et helt arsenal af filosofiske og retoriske autoriteter, med undtagelse af Biblen, hvilket han bliver kritiseret for, og værket om havenes frihed blev året efter udgivelsen i 1609 opført på pavekirkens liste over forbudte bøger. De mange henvisninger var almindelig praksis for datidens humanister med et vist snobberi for name dropping, og det kan forstyrre forståelsen i dag.

HVAD Grotius gør i Mare Liberum er alligevel ret simpelt og derfor også af stor betydning. Han rejser to basale spørgsmål: Hvad er fælles – og hvad er privat? Hensigten er at blive klogere på, hvordan vi rebelske, skønt socialt disponerede væsener skal kunne leve sammen uden krig og ødelæggelse. Grotius’ bidrag til den diskussion er at postulere, at land er privat, og at vand er fælles.

Land kan besiddes (possessio) og bruges (usus), herunder bearbejdes og kultiveres, og possessio plus usus giver dominium, dvs. retmæssigt ejerskab eller besiddelse. For at eje noget, må man ikke alene råde over det, men også anvende det. Hvad der ligger ubenyttet hen, er derfor også tilgængeligt for den første, den bedste, sålænge vedkommende ikke gør konkret skade på andre eller ikke tager andres ejendele.

Anderledes med vand eller havenes frihed. Havene er ligesom luften og ilten fælles for alle mennesker og kan derfor ikke gøres til genstand for ejendomsret. Havet er ifølge Grotius givet af Gud og “først opdaget af naturen”; det er flygtigt, uden landegrænser og rummer ubegrænsede ressourcer, herunder havets fisk. Det sidste var naturligvis vigtigt, fordi fiskeriet fik stadig større kommerciel betydning. Hvis fiskeri, som tager noget fra havet, er tilladt for alle, så må sejlads, der ikke tager noget fra havet, bestemt også være tilladt. Havet kan kort sagt aldrig besiddes (possessio) – og derfor aldrig være eller blive nogens ejendom (dominium). Det er frihedens ligning.

Igen og igen fastslår forfatteren, at sejlads og handel skal være frit tilgængelig for alle, og det medfører, at fri passage, mare liberum, afløser mare clausum, ligesom frihandel afløser merkantilisme og statsstyring. Nogle år senere accepterer Grotius dog, at et lands territorialfarvand kan besiddes og kontrolleres, som var det land, men det er i denne sammenhæng en detalje. Tilbage står, at man ifølge talsmanden for havenes frihed skal kunne komme fra allevegne til allevegne til søs og kunne handle med alle, hvilket følgelig gør monopoler, karteller og forbund illegitime. Desuden ødelægger monopoler menneskers mulighed for at møde andre mennesker, dvs. de gør verden mindre.

Det samme gælder pavekirkens indblanding. Den bør ikke vælge side, om det så er til fordel for portugiserne, spanierne eller (utænkeligt) hollænderne. Kirken bør ifølge Grotius udelukkende tale om åndelige spørgsmål, ikke om materielle. Religion er én ting, politik en anden. Når portugiserne eller spanierne – med henvisning til pavestaten eller Biblen -forsynder sig mod hollændernes ret til fri sejlads og frit fiskeri, forsynder de sig også mod naturretten, dvs. mod bestræbelsen på at parre magt med ret.

UD af mødet mellem land og vand kommer spørgsmålet om mandens eller individets ret. Her var Grotius formentlig den første til at pege på, at et individ i udgangspunktet, dvs. i naturtilstanden, er ligeså meget værd – moralsk set – som en stat. Grotius’ menneske er i virkeligheden en stat i sin egen ret, dvs. udstyret med universelle rettigheder – givet af Gud qua naturen – til at forsvare sit eget liv og sin ejendom samt tage det, der endnu ikke er taget af andre.

Mennesket har med andre ord rettigheder, som end ikke konger og prinser kan fratage det, eftersom de politiske overhoveder alene er administratorer, intet mere. Den enkelte borger er således bemyndiget til at virke indenfor fælles spilleregler, hvor friheden er det, der ikke er ufrit, og retten er det, der ikke er uretfærdigt. Mennesket opfattes dermed som lovens mindste atom eller molekyle, og den idé skulle få kolossal betydning for Vestens selvopfattelse.

Konklusionen er, at man kun kan eje noget, der er afgrænset. Ejerskab er konkret, ikke abstrakt. Friheden er ikke total eller altomfattende, men underlagt visse regler, på samme måde som handel og kapitalisme ikke blot udgør den stærkestes ret, da begge dele er underlagt en præcis grammatik.

Men hvis friheden knægtes, skal den forsvares, om nødvendigt med krig. Også her er Grotius meget klar i mælet. Der er ikke langt fra havenes ufrihed til retfærdig krig. I sidste ende indebar Mare Liberum, at private, hollandske handelskompagnier – ligesom nationer – havde ret til at føre krig mod de andre europæiske stater i Sydøstasien, sålænge kompagnierne kunne godtgøre, at de var truet på deres liv og ejendom. Det var en dristig tese dengang – som siden er blevet debatteret i folkeretten. Men hvis havenes frihed blev krænket fysisk, måtte hollænderne kæmpe for friheden med militære midler, vel at mærke ikke alene for hollændernes frihed, men for alles. For Hugo Grotius og hans efterkommere, hvortil vi må regne os selv, var friheden aldrig garanteret, men noget, man til tider må ofre sig for.

Hugo Grotius: The Free Sea or A Disputation Concerning the Right Which the Hollanders Ought to Have to the Indian Merchandise for Trading, red. af David Armitage, Liberty
Fund, 135 sider, £9.

Law Blogs — Blawgs

I takt med at blogs bliver mere almindelige ser man nu også blogs, der særligt handler om jura. En sammentrækning af web-log giver blog, og en uskøn kombination med law giver begrebet blawg.

Nærværende blog er ikke en sådan blawg, og selvom Mr. Law i sit professionelle virke har en faglig hjemmeside, er det heller ikke en typisk blawg. Derimod kommer Retsstaten, der skrives af punditokraten Jacob Mchangama, nærmere på at handle om menneskerettigheder. Noget, der også ligner, er hjemmesiden for den juridiske enmandshær fra universitetet i Aalborg, professor Erik Werlauff.

Egentlige blawgs, hvor jura diskuteres på samme måde som politik her på bloggen eller madopskrifter eller kultfilm på andre blogs, kender jeg ikke rigtig herhjemme. Det skyldes utvivlsomt min uvidenhed, men en vis modvilje mod at tage den nye teknologi til sig blandt Justitias disciple kan heller ikke udelukkes. Nogle jurister mener vist fortsat, at formidling af vores skatteyderbetalte forskning kun bør ske i klasselokalet til indskrevne studerende.

Som på så mange andre områder er amerikanerne længere fremme, og ganske mange anerkendte som mindre kendte professorer har blawgs, hvor de drøfter jura og retspolitik. En af de mest kendte blogs, der samler nyheder fra højre side af det amerikanske politiske spektrum, er som bekendt Instapundit, der skrives af juraprofessoren Glenn Reynolds. Han har valgt at have en særskilt blog ved siden af, som har karakter af en blawg.

Nu indkalder Harvard University til en konference om blawgs den 28. april 2006. Se indbydelsen.

Jeg kan ikke selv deltage, men hvis nogle vil afhjælpe min uvidenhed om juridiske blogs i Danmark, må de meget gerne benytte kommentarfeltet ndf.

Hvad vil du gi' for en efterløn? II

I går kogte jeg suppe i Berlingske Tidendemit nylige CEPOS-notat om dette emne (som jeg tidligere har omtalt og linket til her på bloggen):

Danskernes velfærdssupermarked

Berlingske Tidende 19. april 2006, 2. sektion, magasin, side 11

Måling. Befolkningens støtte til de eksisterende velfærdsydelser er ofte mindre stærk, end mange meningsmålinger antyder

Af Peter Kurrild-Klitgaard Ph.d., professor i statskundskab

Her er et dagsaktuelt tankeeksperiment: Man sender to mennesker ind i et supermarked med hver deres indkøbsvogn. Den ene får et budget, som hun skal holde sig indenfor. Den anden får at vide, at han bare kan tage, hvad han gerne vil have. Mon de kommer ud med helt de samme ting i indkøbsvognen?

Det gør de næppe. Han vil formodentlig fylde vognen til det absolutte bristepunkt med alle de dyreste og mest behagelige varer. Hun vil givetvis tænksomt holde alternativerne op mod hinanden. Han vil gå efter at få mest muligt, hun efter at få mest muligt for pengene.
Dén pointe er værd at holde in mente i en tid, hvor det næsten dagligt svirrer om ørerne på politikere og andre avislæsere med nye meningsmålinger, der viser, hvor mange der går ind for dit, og hvor mange der er imod dat. Særligt populært er det for medierne at fortælle, hvor stor en del af vælgerne, der er bag den ene eller den anden type velfærdsreform, hvad enten det er efterlønnen, folkepensionen eller Socialdemokraternes forslag om udgifter til alt fra vugge til grav.

De fleste undersøgelser bør dog tages med et kilo salt eller mere. Ikke fordi der som sådan er noget i vejen med meningsmålingerne eller med dem, der laver dem.

Problemet opstår derimod ofte på nogle helt andre planer. For det første: Ved vælgerne f.eks. overhovedet, hvad det egentlig er, der spørges om? Man kan f.eks. sagtens spørge danskerne, hvorvidt de synes, at skattetrykket er for højt, for lavt eller passende – men hvor meningsfuldt er dét, når andre undersøgelser viser, at der reelt er relativt få danskere, der f.eks. har en korrekt viden om, hvad de selv betaler i kommunalskat?

For det andet: Giver det god mening at stille vælgerne spørgsmål, hvor man kun spørger om simple ja/nej-spørgsmål til forslag om at ændre på en udgift, når man ikke samtidig fokuserer på, hvor pengene skal komme fra? Det svarer lidt til at sende supermarkedskunden rundt med indkøbsvognen, men uden en budgetrestriktion: Man får givetvis en entusiastisk opbakning til at fylde vognen, men næppe meget som man kan bruge til at fastlægge en gennemtænkt politik ud fra. Skal man det, bliver man nødt til at give vælgerne alternativer at holde op mod hinanden.

Disse pointer fremgår tydeligt af resultaterne af en meningsmåling om efterlønsreform, som Catinét Research for nylig foretog for den borgerlige tænketank CEPOS. Her havde man ikke spurgt vælgerne om et simpelt ja/nej til efterlønnen; i stedet havde man bl.a. spurgt om, hvor meget vælgerne var villige til at betale i skat for at bibeholde ordningen i dens nuværende form. Mens mange meningsmålinger har vist, at halvdelen af befolkningen eller mere ønsker at bevare den nuværende efterlønsordning, gav denne undersøgelse et ganske andet billede. Konkret viste tallene, at kun knap 44 pct. af danskerne ønsker at betale noget som helst for at bevare ordningen (fra 500 kr. og op om året). Et relativt flertal af vælgerne (46 pct.) er derimod uvillige til at betale en eneste kr. for at opretholde efterlønsordningen.

Ser man på, hvor meget et flertal af vælgerne er villige til at betale i skat for at bevare efterlønnen, så er dette ca. 500 kr. om året. Til sammenligning hermed er det skønnet, at efterlønsordningen i sin nuværende form koster gennemsnitsdanskeren ca. 2.850 kr. om året i skat. Med andre ord er et flertal af danskerne uvillige til at betale en skat, der kan finansiere efterlønnen.

Hvor mange af danskerne er så villige til at betale et beløb, der svarer til de faktiske omkostninger? Meget få. Den andel af de adspurgte, som vil betale mindre end de faktiske omkostninger, er på 80-83 pct. Mindre end 20 pct. af danskerne vil altså betale, hvad efterlønsordningen faktisk koster.

Hvad er lærdommen? At politikerne ikke bør stirre sig selv blinde på undersøgelser, der viser en markant opbakning bag eksisterende velfærdsydelser. Når vælgere kan svare »gratis« uden hensyn til omkostninger, opfører de sig som supermarkedskunder uden hæmninger. Men når de skal sammenligne fordele og omkostninger, opfører de sig mere tænksomt – og så falder støtten til f.eks. efterlønsordningen betragteligt.

Dave Allen RIP

Det måtte jo komme.

Tyske katolikker har startet en kamp for at få forbudt den satiriske tegnefilm Popetown, der er, æhm, mindre end respektfuld over for pavestaten. (Se her og her, og begrundelsen her).

I dansk oversættelse forklarer kampagnelederen det troskyldigt sådan:

Efter det, der skete med Muhammed-karikaturerne, troede vi, at der var enighed om, at medierne skulle tage hensyn til de troendes følelser — uanset om de er muslimer, jøder, buddhister eller kristne.

At de ikke helt har fattet mekanikken fremgår dog af, at kampagnen opfordrer til modstand med “argumenter, men ikke med vold”. Men undskyld, sådan får man altså ikke respekt hos MSM, og Berlingske bringer da også et stort billede af The Pope himself.

Tja, mon ikke snart det begynder at dæmre for nogle af debattens stridsmænd og -damer, at det ikke er en farbar strategi i kampen for ytringsfriheden at svigte dem, man er politisk uenige med såsom JP, og så tro, at man kan bevare ytringsfriheden for sig selv og dem, man kan li’?

Debatten har, som nævnt flere gange, herunder af statsministeren til flere meningsmageres store fortørnelse, trukket nogle interessante fronter op. En af disse brudflader løber ned igennem det befolkningsudsnit, man med lidt godt vilje kan kalde de intellektuelle. Her er en lille hurtig opstilling over nogle af kombattanterne, fortsæt gerne selv:

Mario Vargas Llosa vs. Klaus Rifbjerg

André Glucksman vs. Carsten Jensen

Salman Rushdie vs. Ib Michael

Ayaan Hirsi Ali vs. Mette Winge

Ak ja, da Bob Simons satte sig for at nedgøre Danmark som et provinsielt hul, havde han mere ret, end han selv anede.

Godt at gamle Dave Allen blev forskånet for disse tider.

Ugens citat: Steyn om "kooks with nukes", Iran, DK, etc.

Når det er svært at finde noget velformuleret at citere, kan vi bare gøre, som vi plejer: Stoppe hos Steyn.  Her er fra dagens kronik i Wall Street Journal:

“The bad cop/worse cop routine the mullahs and their hothead President Ahmadinejad are playing in this period of alleged negotiation over Iran’s nuclear program is the best indication of how all negotiations with Iran will go once they’re ready to fly. This is the nuclear version of the NRA bumper sticker: “Guns Don’t Kill People. People Kill People.” Nukes don’t nuke nations. Nations nuke nations. When the Argentine junta seized British sovereign territory in the Falklands, the generals knew that the United Kingdom was a nuclear power, but they also knew that under no conceivable scenario would Her Majesty’s Government drop the big one on Buenos Aires. The Argie generals were able to assume decency on the part of the enemy, which is a useful thing to be able to do.

But in any contretemps with Iran the other party would be foolish to make a similar assumption. That will mean the contretemps will generally be resolved in Iran’s favor. In fact, if one were a Machiavellian mullah, the first thing one would do after acquiring nukes would be to hire some obvious loon like President Ahmaddamatree to front the program. He’s the equivalent of the yobbo in the English pub who says, “Oy, mate, you lookin’ at my bird?” You haven’t given her a glance, or him; you’re at the other end of the bar head down in the Daily Mirror, trying not to catch his eye. You don’t know whether he’s longing to nut you in the face or whether he just gets a kick out of terrifying you into thinking he wants to. But, either way, you just want to get out of the room in one piece. Kooks with nukes is one-way deterrence squared.

If Belgium becomes a nuclear power, the Dutch have no reason to believe it would be a factor in, say, negotiations over a joint highway project. But Iran’s nukes will be a factor in everything. If you think, for example, the European Union and others have been fairly craven over those Danish cartoons, imagine what they’d be like if a nuclear Tehran had demanded a formal apology, a suitable punishment for the newspaper, and blasphemy laws specifically outlawing representations of the Prophet. Iran with nukes will be a suicide bomber with a radioactive waist.

Strange bedfellows

Politics makes strange bedfellows.

Citatet stammer angiveligt fra Shakespeare, The Tempest, hvor citatet egentlig lyder:

Misery acquaints a man with strange bedfellows.

Selv som passioneret demokrat må man tilstå, at det ikke er helt forkert at bruge politics som synonym for misery.

Som tålmodige læsere af denne blog vil vide, har min dækning af Irak mest handlet om at præsentere et andet billede end det entydigt negative, som præsenteres af MSM, herunder de såkaldte public service-virksomheder.

Der er fortsat positive nyheder, som forties, se f.eks. en nyere samling her.

Men det er ubestrideligt, at de irakiske politikere ved deres manglende evne og vilje til at danne en funktionsdygtig regering skaber flere problemer for det i forvejen hårdt plagede land. Der er ingen tvivl om, at det irakiske folk ønsker demokratiet; over 75 pct. stemte ved parlamentsvalget i december. Det er et ufatteligt højt tal sammenlignet med valgdeltagelsen i Europa, hvor det eneste man risikere ved at stå i kø for at stemme er at kede sig. I Irak var valgdeltagelsen forbundet med konkret livsfare og alligevel mødte de frem. Politikernes nølen virker som et svigt og synes for nogle at bekræfte, at demokrati alligevel ikke kan lade sig gøre i et arabisk land.

Det frister kort sagt til at lægge mere vægt på den indledende betragtning om, at politik er elendighed, for det irakiske demokrati har tilsyneladende skabt politikere, der er ude af stand til at finde sammen og tage et ansvar, og som er plaget af korruption og nepotisme.

Før man falder for fristelsen til at fortsætte ned ad det intellektuelle skråplan bør man fæstne sig ved nogle sammenligningspunkter. Det hjælper til at fastholde ens dømmekraft.

Det er ikke nyt, at politikere i demokratier ikke kan finde ud af at tage et ansvar, selv når forholdene er fredelige og velstanden stor, se blot Italien, Frankrig og Tyskland. Hvordan kan vi så forvente mere af politikere i et forarmet land, plaget af terror og med mere end 30 års undertrykkelse at gøre op med. Korruption synes heller ikke at være uforeneligt med “vestligt” demokrati. Det er bedre uden, men det er ikke håbløst med.

Det er let at kritisere demokratiet, men det er for at parafrasere Churchill det mindst ringe system.

I det hele synes modstanden mod Irak-krigen, der som bekendt sluttede for nogle år siden, og den efterfølgende opbygning af landet, der stadig pågår, at fremtvinge nogle mærkelige bedfellows.

Personer, der uopfordret kan finde på at beskrive sig selv som “anti-racistiske”, synes ofte at være særligt udsatte for at tro på, at mennesker alligevel er grundlæggende forskellige afhængige af, hvor de er født. Kan “vestligt” demokrati overhovedet forenes med arabisk mentalitet og trives i Mellemøsten, spørger de. Et mærkeligt spørgsmål al den stund, at “vest” ikke er et geografisk begreb. National-socialisterne brugte det om Frankrig og UK, der efter Hitlers opfattelse var degenerede og kraftløse i deres demokratiske samfundsmodel. Tolv år efter sin magtovertagelse måtte han skyde sig en kugle for panden, besejret af en alliance mellem de foragtede demokratier og hans tidligere allierede Sovjet-Rusland. Vesten blev nu den ydre rand af europæiske stater, som undgik sovjetisk besættelse, samt USA. Men ikke Syd-Amerika, for det karakteristiske ved Vesten er det “svage” demokrati. Japan er nu en del af Vesten, og da jorden er rund, kan begrebet altid bruges, men næppe kun forklares med geografi. Udtrykket betegner nærmere systemer med liberale menneskerettigheder og demokrati. Har en araber ikke samme ret til det som alle andre? Strange.

Personer og partier, der hidtil har dyrket kampen mod diktatur og støttet den med våbenmagt, dvs. en revolutionær strategi, er pludselig blevet “anti-krig”. En kvinde lod sig f.eks. præsentere som “kunstner og krigsmodstander”. Men er hun virkelig det — altså krigsmodstander, det andet kan enhver være. Er hun mon virkelig pacifist og imod enhver form for krig, altså en konsekvent pacifist, der også ville være imod kampen mod nazismen og som afviser enhver revolutionær befrielseskamp? Næppe.

Modviljen mod at se Irak-krigen som en idealistisk kamp for demokratiet kan også forklare, hvorfor nogle kredse stædigt fastholder diverse konspirationsteorier om, at det “hele handlede om olie”. Selvfølgelig spillede olien ind, som Wolfowitz sagde. Hvis Saddam havde været en diktator i en ubetydelig afrikansk stat, havde han formodentlig fået samme lette skæbne som Zimbawes præsident Robert Mugabe. Krigens idealistiske element er imidlertid åbenlyst, at man ikke fulgte realisternes sædvanlige kurs og udskiftede diktator A med diktator B, men søgte at indføre noget så ustabilt og uforudsigeligt som demokrati i erkendelse af, at realismens væg-til-væg diktatur i Mellemøsten ikke har givet os sikkerhed, tværtimod.

personer, der tidligere hyldede en idealistisk tilgang til udenrigspolitik, er godt i gang med at krybe i kanen med realister af Kissingers model. Strange indeed.

En anden underlig kombination er begejstringen for militæret, der kommer fra personer uden nogen særlig forhistorie som støtter for netop den del af statsmagten. Personer, der angiveligt er imod krigen, støtter begejstret kritikken fra militærfolk, der ønsker massivt flere soldater i Irak. Kritikken er — måske — berettiget, men burde man ikke overlade den slags “militæret ved bedst”-argumentation til os, der var for krigen?

En sær variation over det tema ses for tiden i den ukritiske beundring, der udvises over for de tidligere generaler, som kritiserer forsvarsminister Donald Rumsfeld. Nu har andre generaler, som f.eks. Richard Myers m.fl., påtalt kritikken og fremhævet, at i et demokrati er det faktisk demokratisk valgte politikere, der afgør spørgsmålet om krig og fred. Se en rimelig fornuftig gennemgang af det synspunkt her, hvor det også påpeges, at kritikken mod Rumsfeld nærmere er et forsøg på at undgå kritik mod egne rækker for ikke at have rådgivet politikerne godt nok — og det er faktisk militærets mere begrænsede ansvar i et demokrati.

Tilbage står det helt afgørende spørgsmål: Kan det irakiske demokrati overleve sine egne politikere?

Ja, for det gør demokratiet også andre steder. Det er desværre ingen naturlov, og demokrati kan slå fejl, men det er ikke tilfældet i Irak — endnu.

En italiensk historie

Silvio Berlusconi har rigtig været i vælten i de seneste dage. Hans forsøg på at undslippe vælgernes dom tjener ham ikke til ære. Og det gør hans forsøg på at fremstille sig selv som et barn af den klassiske liberalisme heller ikke. Det sidste kræver en kommentar med på vejen, for der er tale om en misforståelse, der alt for ofte bliver købt af medierne, specielt her i Italien.

Den gode Silvio har under den netop overståede valgkamp fremmanet billedet af et letforståelig politisk valg – et valg mellem frihed og formynderi. Det sidste er der ikke noget nyt i. Berlusconi er tilsyneladende besat af ordet ‘frihed’. Hans store centrum-højre koalition, et sammenrend af fire partier, hedder La Casa delle Libertá – ‘Frihedernes Hus’. For et par år siden indførte han en årlig ‘frihedens dag’ til minde om Berlin-murens fald. Når han afholder pressemøder, er han ofte omgivet af libertá-bannere. Og hans taler er formeligt spækkede med henvisninger til frihed. Får han sig først talt varm, så er han altid parat til at forsvare den enkeltes evne til at vælge sin egen vej, til at erklære kamp imod øvrighedsmagtens formynderi, og til at hylde Thatchers og Reagans bestræbelser på at rulle staten tilbage.

Hvordan passer disse udmeldinger med den italienske virkelighed? Kontrasten kunne dårligt være større, vil jeg sige. Italien er et af de mindst liberale samfund i Europa, økonomisk, juridisk og socialt. World Economist Forum placerer landet på en global 47. plads, når det kommer til konkurrenceevne. Støvlelandet er dermed euro-områdets nummer sjok, og det er næppe den helt store trøst, at de azurblå slår Botswana med et mulehår. Ifølge OECD er den italienske økonomi tynget af den mest omfattende regulering af arbejdsmarkedet i hele Europa. Korruption martrer samtidig forretningslivet. Den uafhængige organisation Transparency International giver Italien et dårligere skudsmål en noget andet vesteuropæisk land på det område.

Sådan kunne vi blive ved. Hele samfundet er ret beset bygget op om værdier, der er uliberale. Mest væsentlig er nok familiens store betydning. De italienske familier holder sammen. Det er der intet forgjort ved, men det levner ikke meget plads til den enkelte. Af alle italienere i den arbejdsduelige alder (15 til 64 år) er det blot 57 procent, der rent faktisk er i beskæftigelse. Det tal er det laveste i Vesteuropa, og det skyldes frem for alt, at kvinderne kun i beskedent omfang er kommet ud på arbejdsmarkedet. Velfærdsystemet spejler sig i dette mønster – retten til sociale ydelser følger familiens forsørger, ikke borgeren. Det er heller ikke noget tilfælde, at 40 procent af de 30 til 34-årige stadig bor hjemme hos forældrene. De italienske husholdninger er kollektive på en helt anden måde, end vi kender det i Danmark.

Den slags påkalder sig opmærksomhed nu om dage. Det engelske – og erklæret liberale – tidsskrift The Economist i de seneste år har gjort det til lidt af en sport at lange ud efter den ‘italienske model’. I maj 2005 sendte bladet et nummer med overskriften “Europas syge mand” på gaden. Den tilhørende illustration bestod af et billede af Italien på krykker. I slutningen af november samme år fulgte The Economist så op med et længere emnetillæg om landet. Overskriften lød “Addio, Dolce Vita” (frit oversat ‘farvel til det søde liv’). Tillægget lægger ikke fingrende imellem. Støvlelandets økonomiske problemer skyldes, får vi at vide, at det

“[…] fortsat er så fjendtlig indstillet over for liberaliseringer. Det er protektionistisk, socialt konservativt, går ikke ind for meritokrati, er plaget af kammerateri, tolerant over for korruption, et let bytte for organiseret kriminalitet og tynget af uformelle, usynlige karteller”.

Ved første øjekast fremstår Silvio Berlusconi altså som lidt af en undtagelse tid og sted taget i betragtning. Men er han virkelig en liberal himmelstormer? Er han manden, der vil kurere den italienske patient med en god gang angelsaksisk medicin? Eller er der andre ting på spil?

På den italienske venstrefløj er det populært at male det ‘neo-liberale’ spøgelse på væggen, når snakken falder på Berlusconi – og det gør den tit. I sin populære lille biografi om Silvio Berlusconi fra 2004 gør Paul Ginsborg (en engelsk historiker bosat i Firenze) en dyd ud af at fremstille hovedpersonens projekt som et forsøg på at nå frem til den ‘negative friheds’ forjættede land; at realisere den klassiske liberalismes bestræbelser på at give den enkelte borger så frie tøjler som muligt. Men er det en korrekt udlægning af sagen? Lad os tage Berlusconis ‘liberalisme’ i øjesyn, denne gang løsrevet fra libertá-fraseologien.

Ginsborg følger sin udmelding om negativ frihed om med en anden betragtning, som han tilsyneladende mener, peger i samme retning. Berlusconi har, fortæller han, intet til over for konstitutionel magtdeling, ja selve tanken om det juridiske systems uafhængighed giver ham røde knopper. Det har Ginsborg ret i. Silvio Berlusconi er en af de meget få europæiske regeringsledere, der uden at skamme sig gennemfører love, der skal skærme den private side af hans Janushoved fra lovens lange arm. Han er berømt og berygtet for at rase mod ‘røde’ undersøgelsesdommere og juridiske sammensværgelser. Og han skiller sig ligeledes ud fra mængden ved at insistere på, at den folkevalgte står over loven.

Men, og det er væsentligt, en sådan politisk dagsorden er ren gift for den klassiske liberalismes forestillinger om ‘negativ frihed’. Ginsborg, og Berlusconis venstreorienterede kritikere i øvrigt, har tydeligvis ikke gjort sig den umage at tage det liberale tankegods under lup. Det er et problem. Vil man – som Ginsborg – bruge ordet ‘klassisk’, må have et referencepunkt i fortiden. Ellers bliver hele øvelsen til en tom ordleg. Så lad os tage en lille afstikker til længst forgangne tider.

Den klassiske liberalismes nybrud bestod i, at den gjorde statsmagten til selve forudsætningen for den negative eller personlige frihed, men samtidig lagde bånd på statens magt. Datidens liberale var kort fortalt enige med de konservative i, at mennesket, fordi det alt for ofte havner i følelsernes vold, har brugt for at blive regeret. Men i modsætning til de konservative drog de den logiske konsekvens af denne opfattelse. De vidste meget vel, at staten oftest har udgjort en pisk, som tyranner har brugt til at underkue befolkningen med. De påpegede derfor, at magthaverne, der jo var mennesker som alle andre, også skulle holdes i ørerne. Den liberale løsning på regenternes unoder hed konstitutionalisme, og i særdeleshed konstitutionel magtdeling.

Eller for at sige det på en anden måde: effektive juridiske skranker imod øvrighedsmagtens vilkårlighed er den personlige friheds første og væsentligste forudsætning. Frihed og lovhåndhævelse er siamesiske tvillinger, i hvert fald fra et liberalt synspunkt. Berlusconis program går unægtelig i en anden retning, og at udnævne ham som den negative friheds forkæmper er at vende op og ned på dette tankegods – og på selve betydningen af begrebet ‘negativ frihed’.

Hvor skal vi da søge ‘projektet Berlusconis’ rødder? Op til valget i marts 2001, som La Casa delle Libertá vandt sikkert, husstandsomdelte den gode Silvio en 127-sider lang selvbiografi med den frejdige titel Una storia italiana – ‘en italiensk historie’. Bogen nåede femten millioner italienske hjem, den fremstillede Berlusconis liv og politiske dagsorden som en uselvisk kamp for det gode, og den gjorde uden tvivl sit til at styrke hans kampagne.

Tit
len er velvalg, for histor
ien om Silvio Berlusconi er frem for alt en historie om Italien. Den storsmilende premierminister er en virtuos, når det gælder den italienske models strengeleg. Han er forretningsmanden, der erobrede det italienske tv-marked ved hjælp af sine underholdningsprogrammer, satire-programmer, sports-transmissioner og letpåklædte piger. Han er vennernes ven, manden der i starten af 1980erne fik landets daværende premierminister, socialisten Bettino Craxi, til at stå gudfar for sin datter Barbara – og fik ham til at holde hånden over sit spirende medieimperium. Han er fodboldtilhængeren, der i midten af 1980erne købte AC Milan, og gjorde den til Europas bedste hold, i hvert fald i en årrække. Han er politikeren, der uden tøven gik i ringen, da hans kontakter på højeste sted i de tidlige 1990ere krakelerede som en følge af ‘operation rene hænder’ – og som døbte sit parti Forza Italia efter fodboldlandsholdet slagord. Hverken han eller Italien er liberale af hjerte og sjæl. Men begge parter er charmerende, opfindsomme og geschæftige. Og både landet og manden skal nok klare sig, også efter valgmiseren her i april.

Hvordan afbrænder man en sendefrekvens?

Den politisk korrekte selvcensur (til forskel fra den selvcensur, der blot er udtryk for almindelig anstændighed og gode manerer) har netop i disse påskedage nået nye højder i det USA, som nærværende punditokrat holder meget af, men som også lider af de mere gakkede versioner af autoritær venstrefløjstænkning.

Og nej, jeg tænker her ikke på, at New York University for nylig har forbudt en gruppe Ayn Rand begejstrede studerende at holde et åbent møde om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, hvor disse udover at blive diskuteret også ville blive fremvist. (Læs om den groteske historie bl.a. her, samt her og her.)

Næ, jeg tænker såmænd på dagens historie fra CNN og Jyllands-Posten om den respektløse TV-tegnefilmserie South Park fra den normalt ganske grænseafprøvende TV-kanal Comedy Central.  (Se også den fremragende jurist-blog, Volokh Conspiracy, her og her og her.) Skaberne af serien (som Mikael Bonde Nielsen tidligere har omtalt her på bloggen) har i et afsnit villet tegne Muhammed, men det har TV-selskabet nægtet at lade passere; i stedet har man så–for at "prove a point" om hykleri–i netop denne påske-uges afsnit tegnet Jesus, som "forretter sin nødtørft" på George W. Bush og "Stars and Stripes"-flaget.  Dét havde TV-selskabets politisk korrekte ledelse omvendt ingen problemer med!

Well, well, måske ikke den mest smagfulde måde at demonstrere ens pointe på, men netop pointen er dog her åbenlys: At al talen om ikke at "krænke" nogens følelser har mindre at gøre med handlingens kategoriske karakter end, hvem det er, der bliver stødt på manchetterne.  Kunne man mon forestille sig reaktionen, hvis historien havde været vendt 180 grader rundt …?

Det er iøvrigt værd at bemærke argumentationen fra Comedy Central: Man har ikke villet acceptere Muhammed-gengivelsen på grund af "sikkerhedshensyn".  Hvilke budskaber sender det?  At religiøse fanatikere bare skal gå mest muligt amok–det virker!  God påske.

Errare humanum est …

Skadefryd er ikke et særligt tiltalende menneskeligt træk.  Derfor skal man heller ikke hygge sig for meget over andres (regne-)fejl–sådanne kan man såmænd sagtens komme til at lave selv.  Ikke desto mindre så er der altså i denne Punditokrat-familie en helt særligt behagelig og glad påske-stemning over alle de små historier (og her og her), der tilnærmelsesvis kan få solen til at skinne lidt mere rart.

PS. Pudsigt nok optræder den slags solstrålehistorier vist slet ikke på dagbladet Politikens sider …  Så kan Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til gengæld regne lidt på disse tal.