Ugens citat: Politisk socialisering i '70erne

Politiken bragte i den forgangne uge en læsværdig kronik, “Modige bonderøve”, af Charlotte Kehler, hvori hun forsvarer ytringsfriheden og kritiserer Klaus Rifbjerg, og hvori der optræder denne oplysende indsigt i socialisering i 1970erne folkeskole:

“På et tidspunkt i 1974 skulle vi lege valgdag i klassen. Vi elever fik hver en stemmeseddel, og som det sig nu hør og bør, stemte vi i al hemmelighed. Vores lærer krydsede pædagogisk af ud for et af partibogstaverne, som hun havde skrevet op på tavlen, hver gang hun åbnede en af vores møjsommeligt sammenfoldede stemmesedler. Men rædslen begyndte så småt at lyse ud af hendes ansigt, og da resultatet af vores valg var en kendsgerning, var hun i en tilstand af chok. Alt for mange af os havde stemt borgerligt, og alt, alt for mange havde stemt på Fremskridtspartiet. (Ikke mærkeligt, da Z året forinden var braget ind i Folketinget med 28 mandater. Og 9-10-årige børn gør som bekendt, som deres forældre gør). Der var så mange krydser ud for Z, at vores lærer anså det for pinedød nødvendigt, at vi med det samme holdt et omvalg. Men inden vi på ny fik lov at sætte vores krydser, mente hun, at det var på sin plads, at vi fik at vide, hvilket parti hun stemte på. På tavlen skrev hun med store bogstaver: VS.

Nu kunne valghandlingen gå i gang. Resultatet blev et overvældende flertal til VS.

Det gode og røde dream team var ved at tage form. Og som tiden gik, fik vi også lært, hvem de onde var: kapitalisterne, profitmagerne, de borgerlige og ikke mindst amerikanerne.

Og mægtig opstemte sang vi alle med i kor: »Bag ved guldfisk og lakajer tjener bagmænd fedt på os, røde Wilfreds røde hilsner viser folk, hvorfor vi slås …« osv.

Da jeg gik ud af skolen i 9. klasse, var jeg umådelig socialt bevidst, hvilket var fint, men jeg anede ikke, hvem Grundtvig var, eller Harald Blåtand, for den sags skyld. Det havde vi ikke lært. Det var ikke nødvendigt, for vi var selv historie, blev vi fortalt. Vi var fremtiden, der skulle skabe det nye samfund.”

Hattip: Mr. Andersson.

4 Kommentarer

  1. Christian Bjørnskov

    3. april 2006 at 02:49

    Fremragende! Den vil jeg glaede mig til at laese naar jeg er hjemme igen. Fra officielt hold er der ogsaa eksempler. Nogle af mine venner mener, at det maaske er en anelse rabiat, men jeg har altid ment at Boernenes Ulandskalender var en gang marxistisk afhaengighedsteori forklaedt som underholdning for boern. At de programmer der fulgte indoktrineringen – se paa de smaa negerboern hvor sultne de er, og hvor meget du har, skammer du dig ikke, for det er jo i virkeligheden din skyld naar dine foraeldre udbytter de fattige lande – i flere tilfaelde var fantastiske, goer det ikke til mindre ideologisk.

  2. @ChristianJeg forholder mig tvivlende over for din udmelding om at Børnenes Ulandskalender ikke er andet end “marxistisk uafhængighedsteori” – Da der aldrig rigtig har været nogle indslag i kalenderen som ligesom gjorde det klart at du/vi/mig/vores forældre udnyttede nogen. Som voksen kan du sikkert lave den analyse af ulandskalenderen, men du kan da næppe mene at en 4 årig knægt drager konklussionen at hans forældre er den “onde” kapitalismes håndlangere? Det realistiske resultat af en sådan ulandskalender kampagne kan vel højest være en øjet form for egalitarisme?

  3. Christian Bjørnskov

    4. april 2006 at 11:56

    Jeg vil paa ingen maade drage den konklusion, men syntes at det var vaerd at paapege, at danske boern er blevet forsoegt opdraget med en bestemt attitude. Hvis man skal paavirke fundamentale vaerdier, er det jo netop i de formative aar, det skal ske. For mig at se – og det er maaske igen en smaarabiat holdning – er det tankevaekkende, at danskerne har saa stor tiltro og opbakning til en type politik – ulandsbistand – der dokumenterbart INGEN gavnlige effekter har. Naar vi gennem ulandskalenderen er blevet opdraget til at boern i Afrika har det skidt, og at det paa et eller andet plan er vores skyld, er det relativt let at argumentere, at en del af vores opbakning til at smide 13 milliarder kroner ud ad vinduet i aar, kommer fra DRs aarlige indoktrinering.

  4. Jeg synes nu ikke, jeg kan huske at ulandskalenderen beskrev børnenes situation, som om de havde det dårligt. Var det ikke som regel et eller andet med, at en lille dreng først løb rundt og legede hele dagen. Så byggede vi en skole til ham, hvor han kunne blive klog (så kunne vi trygt gå i skole og vide at resten af jordens børn også måtte lide)Hvis man skulle visualisere lidt af problemet i nogle af landene, skulle man måske lade diktatorens soldater brænde skolen af i slutningen af programmet. Det er vel fint nok at ungerne og senere de voksne gerne vil hjælpe andre? Pointen er vel, at det ikke altid er så nemt som i ulandskalenderen.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑