Løn som fortjent

Regeringens forslag til fremtidige rygeregler er i mange henseender et konkret belæg for, at den ikke er liberal. Det har vi måske nok fået demonstreret i overmål på andre felter, men det er alligevel opsigtsvækkende, at regeringen finder det opportunt at begrænse såvel det personlige ansvar som den private ejendomsret. Derfor er det da også befriende at notere, at enkelte konservative politikere tør at sige fra. Men lad nu det ligge. Mit ærinde med denne post er ikke at skælde ud på regeringen, selv om der er anledning til at gøre det. Næ, jeg er mere optaget af at sætte fokus på den omstændighed, at Rent Seeking ikke altid giver pote.

Det har sikkert undret én og anden, at en erhvervsorganisation som HORESTA kræver et rygeforbud på vegne af deres virksomhedsmedlemmer, som umiddelbart skulle formodes at være tilhængere den private ejendomsret. Vel, vi mødes fra denne organisation med velsmurt tale om, at det sker af hensyn til de ansatte, der har en overdødelighed i forhold til andre erhvervsgrupper. Og det sidste skal såmænd nok passe. Men er det virkelig dét, der er anledningen til HORESTA’s forbudsiver? Det kan jeg naturligvis ikke afvise, men jeg syntes det er relevant at bemærke, at dette rationale passer særdeles godt med det økonomiske rationale.


HORESTA er – trods det omnipotente navn – en organisation, der snart sagt kun tæller hoteller og fastfood-kæder. Blandt disse har man for længst gjort sig den iagttagelse, at det bedst kan betale sig at være røgfrie. Men kun i det omfang, at de kan tvinge cafeer, værtshuse, bodegaer og finere spisesteder med på galejen. Men da disse etablissementer typisk ikke er medlemmer af HORESTA, forsvinder de gule gardiner i bodegaen og Cohiba-røgen på gourmetrestauranterne ikke uden videre.

Der skal politik til, skal der! Har regeringen så leveret varen? Nej, ikke helt. HORESTA er synligt fortørnet over, at den ikke har fået den ønskede valuta for lobbyindsatsen. Bl.a. fordi udskænkningssteder på mindre end 100 kvadratmeter stadig kan gøre, hvad der passer dem. Der er med andre ord tale om Rent Seeking, der er kalibreret helt forkert. HORESTA kalder det konkurrenceforvridning, mens flegmatiske punditokrater blot tørt må konstatere, at Tullock-tabet ikke blev fuldt materialiseret. Den liberale vælger – ryger eller ej – kan dog midt i al elendigheden gnide sig i hænderne over, at den bedærvede del af erhvervslivet en gang imellem får løn som fortjent.

3 Kommentarer

  1. Er det muligt at vi ikke-økonomer der prøver at følge med får en lille fodnote til “rent seeking” og “Tullock-tab”?På forhånd tak ;)=

  2. “Rent-seeking” (som mine gamle venner og kollegaer fra Finanstidende, Finn Ziegler og Otto Brøns-Petersen, i sin tid, desværre uden stor succes forsøgte at få oversat til dansk som “politisk gevinstsøgning”) vil sige den proces, hvor en eller flere aktører investerer ressourcer i at få gennemført en politisk beslutning, som vil give dem en større “profit”, end de ellers ville kunne opnå (f.eks. på et ureguleret marked). Så når en virksomhed, eller en organisation, eller en privatperson hyrer et PR-bureau, opbygger en PA-afdeling, inviterer beslutningstagere på frokoster og rejser, bestikker, o.s.v., o.s.v., for at få gennemført et subsidie, en fordelagtig regulering, fjernet en forhindring, o.s.v., o.s.v., er det eksempler på, at de søger en gevinst (en “rent”), der er unormalt større, end de ellers ville have haft.Et Tullock-tab er det samfundsøkonomiske velfærdstab, som opstår, når en eller flere aktører efterstræber en “rent”. F.eks.: Når dansk landbrug gennem Landbrugsrådet opbygger en lobbyist-funktion, som kan bearbejde politikerne, så koster dette ressourcer, som bliver flyttet fra en produktiv anvendelse i landbruget til en akivitet, der ikke i sig selv er produktiv (her, holdningspåvirkning). Hvis den pågældende “rent” er tilstrækkeligt stor (attraktiv), vil andre også være villige til at investere i at opnå den (eller undgå at andre får den). I hvert tilfælde opstår der så et “Tullock-tab”. Hvis der er mange involveret i processen, kan Tullock-tabet bliver mange gange større end den “rent”, der efterstræbes. Estimater af de samfundsøkonomiske konsekvenser af rent-seeking i USA antyder, at der er tale om endog meget store velfærdstab(fra 10 til 50 pct. af BNP).Tænk f.eks. … OL i Kbh., eller andre storbyer, i et givent år. Filosofer lidt over, hvor mange aktører, der er villige til at investere i at få OL til netop deres storby, og hvor mange aktører der vil være villige til–hvis det lykkes–at investere i at få en bid af kagen. Så går det hurtigt op for en, at det meget muligt er en ekstremt _dårlig_ idé for København (eller ihvertfald Danmark) at få OL til Kbh. …Tullock har selv givet en kortfattet præsentation her:http://www.thelockeinstitute.org/journals/luminary_v1_n2_p2.htmlHer er en længere en:http://www.thelockeinstitute.org/journals/luminary_v1_n2_p2.html

  3. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro at Horesta prøvede at vinde en præmie i at misbruge den offentlige debat til at tryne ikke-organiserede resturationer. Fra DR-online:http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2006/12/09/153350.htm?nyheder Direktør i restauratørernes brancheorganisation Horesta Lone Njor Hulth opfordrer […] til, at man boykotter sin lokale restaurant eller pizzaria, hvis den gør brug af sort arbejde. Chek prisen Hun mener, man skal kigge på prisen, for at afgøre om pizzaen er sort eller ej. Men hvor grænsen går for en pizza uden skattesnyd går, det ved hun ikke.Og hun gør det garanteret , fordi hun åh-så-bekymret om sort arbejde. Det har intet at gøre med at eventuel boykot vil komme hendes egne medlemmer tilgode.Og DR viderebringer gerne nyheden.

Skriv et svar til Lars Andersen Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑