En amerikaner i København

Den amerikanske superstar Jeremy Rifkin gæster København fredag i forbindelse med, at hans seneste bog udgives på dansk. Men når man læser den, bliver man mest af alt mindet om, at god mad og smukke kvinder kan føre til meget. Jeremy Rifkin er blevet forført til en slap analyse og et fromt håb.

Ifølge bogen er håbet europæisk, selv om hele verden i begyndelsen var Amerika, sådan som John Locke skrev. Står det til Rifkin, ligger fortsættelsen i Europa. Hans bog, der også er midtpunkt for en debat med udenrigsminister Per Stig Møller fredag, er en interessant strømpil trods sit  naive budskab og et illustrativ eksempel på, hvad der sker, når man forelsker sig så meget i idealerne, at man ikke kan se virkeligheden.

Rifkins hovedbudskab er den amerikanske drøms langsomme død. Hvor der langt ned i den amerikanske folkesjæl tidligere eksisterede en rodfæstet tro på, at den amerikanske drøm var virkelig for de mange, og at Amerika havde en mission eller et kald i verden, så er disse præmisser ikke længere en naturlig del af den amerikanske bevidsthed, mener Rifkin. Dertil har den amerikanske drøm været alt for fokuseret på materiel tilfredsstillelse, ligesom Amerika ikke længere er et storslået land, som andre lande ser op til.

Det begyndte ellers så godt i Guds eget land. Da pilgrimme på flugt fra den europæiske religionskrig gik i land ved Plymouth Rock tilbage i 1620, havde de troen på, at de kunne skabe et nyt samfund uden undertrykkelse og borgerkrig, og forfatningsfædrene leverede snart den praktiske anvisning. Denne unikke blanding af religiøs overbevisning og nyttig politisk rådgivning viste sig at være et overordentlig stærkt grundlag for nybyggerne på den amerikanske prærie og senere for det produktive borgerskab i industrialiseringens Amerika.

Blandingen talte til menneskets to mest basale behov: behovet for lykke i denne verden og behovet for frelse i den næste. Reformationen mødte Oplysningen, og ud kom Den Ny Verden. Calvin mødte Jefferson, og ud kom New-man, den amerikanske helt, der nu optræder som anti-helt i Rifkins varieténummer.

Fremtiden står i Europas tegn, mener Rifkin. Derfor hedder det med en patos bøjet i neon, at “Europa i dag går forrest i kampen for at redefinere det menneskelige lod og den verden, vi må og skal skabe for at nå ud globalt”. Tak for kaffe.

For at underbygge sine påstande fremfører Rifkin en mængde statistik, hvis lødighed er svær at efterprøve. Hvem er mest produktiv – USA eller EU? Hvem skaber flest jobs? Hvem har den højeste livskvalitet målt i antal køleskabe eller elkedler? Rifkin mener, at EU repræsenterer en stille, økonomisk revolution, som vil gøre EU til en ny, økonomisk supermagt. Der findes statistik, som peger på præcis det modsatte. Desuden må det undre, at Rifkin selv fremhæver en EU-finansieret undersøgelse fra 2003 om iværksættertrang, der viser, at amerikanerne er langt mere villige til at risikere noget end europæerne. At det skulle være befordrende for den fremtidige velstand og velfærd i Europa, at halvdelen af alle europæere hellere vil arbejde for andre frem for selv at skabe værdi, må overgå ikke bare almindelige amerikaneres, men også almindelige europæeres fatteevne. Hvordan skal vi overleve uden iværksættere?

Herpå følger nogle kapitler om den moderne verdens tilblivelse, skiftende opfattelser af tid, sted, natur, individualitet og ejendom. Det er alt sammen pædagogisk fortalt, men der er intet nyt. Rifkin slutter af med at konkludere, at den amerikanske drøm aldrig var ment som en fælles oplevelse, men som en enerejse, og at den derfor ikke kan klare udfordringerne i globaliseringens tidsalder.

Hvad er udfordringerne ifølge Rifkin? Den kommende globale æra reducerer nationalstatens betydning, og udviklingen stiller nye krav til vores politiske og økonomiske institutioner. Læseren er ikke i tvivl om, at EU er svaret på de første, eftersom “verdens fremtid bliver gentænkt i det europæiske klasseværelse”, sådan som Rifkin forsikrer. Det er da rart at vide.

Også hvad angår de økonomiske institutioner, er vi på sikker grund. Rifkin mener nemlig, at vi vil gå fra marked til netværk, hvor førstnævnte bygger på mistillid, mens netværk udspringer af tillid og andet godt. Markedet er funderet på grænser og territorium, hedder det i Rifkins analyse, mens netværk er mere porøse og fintfølende og derfor bedre gearet til den ny økonomi. Desuden skaber netværk ikke vindere og tabere, kun vindere. Hvem kan ønske sig mere?

Forfatteren er en selvgratulerende amerikansk supereuropæer. Med samme logik går han derfor imod dødsstraf og Bush-administrationens forebyggende angreb i udenrigspolitikken. Sammenhængen er måske lidt søgt, men lad gå. Rifkin går ind for Det Gode. For Livet. Helt konkret går han ind for det “kosmopolitiske” og “fredsskabende” Europa, der bygger på “gensidig respekt, empati og anerkendelse af den anden”. Han går også meget stærkt ind for menneskerettigheder. Men hvis Europa eller EU virkelig gik ind for menneskerettigheder, så ville de europæiske lande også have blandet sig mere markant i den verserende Muhammed-krise. Det skriver Rifkin intet om.

EU er for Rifkin det netværkerkende Europas manifestation. Universalistisk, sekulær, polycentrisk, hverken en nationalstat eller et imperium, men en mediator i den godes sags tjeneste, en postmoderne politisk institution med en “kamæleonsagtig evne til at genopfinde sig selv”. EU er “procesorienteret”. EU er “politik uden centrum”. EU er “enhed i flerhed”. EU stræber efter “harmoni, ikke hegemoni”, efter “inklusion, ikke eksklusion”, og indvarsler en “medfølelses tidsalder”, en verden af “vi”, som vil erstatte den gamle, amerikanske verden af “mit” og “dit”.

Udviklingen går derfor i retning af en ny oplysningstid. Hvis dette er den “Anden Oplysning”, som Rifkin proklamerer, så længes man så meget desto mere efter den første.

Summa summarum: Den amerikanske drøm er passé. Åndløs materialisme har ædt idealismen op indefra, og den amerikanske stræben efter velstand og territorium ødelægger den menneskelige ånd og medfølelse.

Sort ser det ud, hvis ikke det var for Europa. På dette håbefulde kontinent hersker til gengæld en drøm om livskvalitet, bæredygtighed, fred og kollektivt ansvar. Hvis vi bare holder os til sidstnævnte, så betyder det måske også kollektiv ansvarsflugt. Den skriver Rifkin heller intet om, ligesom han på intet tidspunkt forsøger at trænge ind under de højt besungne værdiers virkelighed. Det er faktisk beskæmmende.

Hvad vi får, er med Rifkins egne ord en ny “metafortælling”. Andre nøjes gerne med en fortælling. I tillæg får vi en floromvunden tese om, at europæere ønsker at høre til i en social kontekst og med rette ser sig selv som humanismens forsvarere, mens amerikanere vil være frie og autonome og derfor er besatte af ejendomsret og sikkerhed. Hvor europæere bruger deres netværk og dyrker de sociale bånd, priser amerikanerne markedet, skønt de har opgivet arbejdsetikken til fordel for spil og casino. Europæerne er mere optaget af kreativ fritid og civilsamfundets “dybe leg”, hvad det så end er, mens amerikanerne er blevet til nation af fremmedgjorte narcissister, der bowler alene og underholder sig selv til døde.

Nå. Hvis man er i godt humør, kan man vælge at læse bogen som ren og skær fiktion. Som fristil. Og som sådan er den et udmærket arsenal for naive sjæle i alle lande. Her er fine sætninger at vælge fra. Ordspil, dekorative fraser. Hvis man gerne vil vide besked med, hvad der sker i verden i disse år, skal man imidlertid kaste sine skillinger efter andre kilder.

Jeremy Rifkin, der har været rådgiver for EU-Kommisionens Romano Prodi, fremstår i denne bog som en velmeriteret amerikaner,
der har været på besøg
i Milano, Bruxelles, Paris – og nu København – og er blevet forført af den gode mad og de smukke kvinder. Det skal være ham tilgivet, men hans analyse er tyndere end det papir, den er trykt på, og minder om dårlig lufthavnslitteratur, hvorfor han måske skulle overveje at tage toget og tænke sig bedre om en anden gang.

Jeremy Rifkin: Den europæiske drøm. Hvordan Europas fremtidsvision langsomt fortrænger den amerikanske drøm, Informations Forlag 2006, 458 sider, 348 kr.

2 thoughts on “En amerikaner i København

  1. Simon Espersen

    En god kur oven på dette kunne være den tyske journalist Olaf Gersemanns “Cowboy Capitalism”, der dokumenteter hvor sløjt det står til de store europæiske økonomier – herunder ikke mindst, når det gælder de stadigt færre i EU, der er i stand til at forsørge sig selv samt situationen med de mange langtidsledige i dette “bæredygtige” Europa. Omvendt viser Gersemann, hvor langt stærkere USA står rustet, og han afslører en fantastisk masse europæiske myter om USA. Han dokumenterer blandt andet hvordan de amerikanere der typisk har flere job, ikke er blandt de fattigste – men tværtimod er dem med uddannelse – det vil sige de “resourcestærke”! Amerikanere påtager sig derfor primært flere jobs fordi det giver mening / kan betale sig at arbejde ekstra! Hvad ligner det…

    Svar
  2. Peter Buch

    “Hvordan skal vi overleve uden iværksættere?” – vi skal måske lære at se lidt nuanceret på sagerne.Som jeg nævnte til Marianne Jelved på et valgmøde før sidste valg hvor hun talte ivrigt om uddannelse og forskning- offentlig finansieret- lever jeg af mad og drikke, lidt kærlighed og lidt andet. Prøv eventuelt at erkende at menneskeheden gennem århunderer har overlevet uden store iværksættelser og at indse at hvis det aktuelt skulle være så nødvendigt at satse på iværksættelse- navnlig offentlig finansieret- kan det for nogle synes som- en mani. En form for forsøg på tilskud til noget der ikke ville udvikles uden netop dette. Er en offentlig tilskudsvej overhovedet den rette? Er det ikke at fratage mennesker deres indflydelse på valg af muligheder når det offentlige fratager mennesker deres muligheder for i større omfang at forme deres liv når det offentlige har valgt for eén? Er der ikke en stor forskel på hvad man kan få af svar på hvordan befolkningen gerne så livet fungere og de valgte repræsentanters formen livet ved disses skatteinddragelser og summers allokering på diverse poster?

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.