Er Cheney en diskursiv "girly-man"?

Vicepræsident Richard B. Cheney var 2004-valgets mest intellektuelt veltalende af de fire topkandidater.  Og så lyder han positiv, ungdommelig, og–ikke mindst–præsidentiel, ærlig og mandig!  Som Schwarzenegger ville sige: He ain’t no girly-man!

Nej, dette er ikke et uddrag fra en pressemeddelelse fra Eisenhower Executive Office Building.  Heller ikke et forsøg fra Republican National Committee på at snige Cheney ind som surprise-kandidaten til 2008-valget.

Der er såmænd blot tale om forskningsresultater fra en kommende tidsskriftsartikel af Richard B. Slatcher m.fl., “Winning words: Individual differences in linguistic style among US presidential and vice presidential candidates” i Journal of Research in Personality, hvori en gruppe amerikanske psykologer har analyseret time efter time af optagelser med de fire hovedpersoner i USA’s præsidentvalg 2004: Republikanerne Bush og Cheney og Demokraterne John Kerry og John Edwards.  Og kender man amerikanske psykologer–selv dem fra Texas–så er de næppe tyngede af forkærlighed for Republikanerne eller Cheney.  Faktisk er det vel et rimeligt godt (omend dybt usagligt) gæt, hvis man mistænker dem for at valgt netop dén vinkel og dét valg med et vist blik for, at George W. Bush som bekendt–med egne ord–er noget “misunderestimated” … Så meget desto mere interessante er resultaterne.

Konkret har forskerne brugt et computer-baseret tekstanalyse-program til at “afkode”, hvorledes kandidaterne udtrykte sig i.f.t. seks kategorier af udtryk, som andre studier har vist, at vælgerne lægger vægt på: Kognitiv kompleksitet (sofistikerede sætninger, brug af svære ord, o.s.v.); “feminimitet” (ord og sætningsstrukturer foretrukket af kvinder); depressivitet (ord, der forekommer pessimistiske og selvmordsrelaterede); alder (ord, der bruges af henholdsvis unge og ældre); “præsidentialitet” (ord og sætningsstrukturer, der forekommer i præsidenttaler siden Roosevelt); ærlighed (sammenligning med sætninger, der er sande/falske).  I stedet for kandidaternes præ-fabrikerede “stump speeches” fra valgkampsmøder, har man anvendt mere uformelle sammenhænge, f.eks. interviews, pressemøder, debatter o.l. (N = 271).  Dem har man så kodet og fodret computerprogrammet med og kørte forskellige typer af statistiske tests på.

Resultaterne er interessante–og lidt sjove.

  • Kognitiv kompleksitet: Her var Cheney suverænt i toppen, Kerry i midten (men tættere på bunden), og Bush og (særligt) Edwards i bunden.  Der var ingen systematisk forskel på kandidaterne anskuet efter partifarve.
  • Feminimitet: Edwards var den mest “feminine” i sit ordvalg, mens Cheney var den mindst.  Igen betød partifarven ikke noget.
  • Depressivitet: Kerry lød mest markant som en “deprimeret” person, mens Bush lød mindst deprimeret, og de to vicepræsidentkandidater lød mest som deres nr. 1’ere–og her slog partifarven igennem, altså således at Demokraterne var deprimerede og Republikanerne positive.  Det er måske ikke så overraskende, at Bush lød mere up-beat end Kerry, givet hvordan sidstnævntes kampagne udfoldede sig, men her aner man givetvis et mere “strukturelt” træk: At udfordrerne skal fortælle, hvor skidt alt går, mens det parti med magten skal fortælle, hvor godt det går.
  • Alder: Bush lød i sit ordvalg som en ældre herre, mens der ikke var signifikante forskelle mellem de tre øvrige, der alle lød “yngre”.  Her betød partifarven intet.
  • “Præsidentialitet”: Under valgkampen fokuserede medierne meget på, at Kerry fremstod mere “statsmandsagtig” end Bush.  Men ifølge forskerne var det rent verbalt Cheney, som suverænt lød mest som en statsmand, tæt fulgt af Bush, mens den “nuttede” Edwards lå helt i bunden.  Her var Republikanerne markant mere “præsidentielle” end Demokraterne.
  • Ærlighed: Når det gjaldt valg af ord, fremstod Cheney som den markant mest ærlige fulgt af Edwards, mens de to topkandidater, særligt Kerry, fremstod uærlige.  Her betød placeringen på stemmesedlen altså noget, mens partifarven igen ikke gjorde.

Til gengæld finder analysen stort set ikke nogen sammenhæng mellem kandidaternes ordvalg og deres relative succes i meningsmålingerne.

PS. Det er i visse kredse velkendt, at nærværende punditokrat ikke har overmåde stor faglig respekt for dét, der indenfor moderne samfundsvidenskab kaldes “diskursanalyse”, så hvorfor promovere et sådant studie?  Fordi det generelt er alt dét, som såkaldte diskursanalyser generelt ikke er.

7 thoughts on “Er Cheney en diskursiv "girly-man"?

  1. Andreas

    Den analyse forklarer ikke noget særligt.Af en eller flere grunde har man valgt at undersøge en enkelt valgkamp, hvilket kun kan blive til en gang pegen fingre af enkelte kandidater. Hvorfor har man ikke inddraget mange flere valgkampe og forsøgt at generalisere på baggrund af parti, placering på stemmeseddel, forsvarer eller udfordrer, valgresultat etc.? Det ville da være mere interessant. Men OK, det ser ud til, at de har gjort det, som de har gjort, på en fornuftig måde.

    Svar
  2. Martin Rannje

    Jeg tror ikke formålet er at opstille en forklarende teori, der kan generaliseres. Men det som undersøgelsen kan bruges til er at udstille den generelle opfattelse, og bl.a. den propageret af medierne, som værende baseret på et rimeligt tyndbenet grundlag. Venstrefløjen og den “kulturelle elite” generelt, har altid haft smag for at skyde republikanerne i skoene at de er dumme, uuddannede,korrupte, mangler format osv. osv. Men noget tyder jo på at der ikke er nogen entydig sammenhæng imellem de 2 variable (partitilhørsforhold og statsmandskab, veltalenhed mv.) Synes bare at det er tankevækkende. (selvom sådanne nogle analyser også kan være ekstremt “biased”, kan jeg da forestille mig – uden at være psykologi ekspert)For øvrigt tror jeg ikke at det er en rigtig “diskurs” analyse (den kan fx bruges til noget – det diskvalificerer den vidst allerede) – tror diskursanalyser er mere til for at kritisere systemer, mere end subjekter (for subjektet eksisterer ikke i den post-strukturelle “virkelighed”) Det er ret så populært inde på mit institut, hvor det nærmest er blevet vores “brand” at kunne “diskursanalysere”. Jeg må indrømme at jeg aldrig har forstået hvad man skal bruge det til – jeg har selv forsøgt mig med det én gang, i mit metodefag, og følte at det endte i det rene usystematiske gætteri og produkter af ens umiddelbare luner og indfald. Mao. fuldstændigt idiosynkratisk, og sandsynligvis uden relevans for andet end min papirkurv. Det kan godt være at det er mig der ikke er intelligent nok til at udføre diskursanalyse, men jeg har meget svært ved at se hvordan den form for metode skal ende i andet end tilfældigheder, banaliteter og groteske overfladiskheder. Og så er der iøvrigt problemet med at replikere studiet: det er da nærmest umuligt at regne ud hvordan en diskursanalytiker er kommet frem til den konklusion vedkommende er, og hvordan skal man så nogensinde kunne genbruge det eller styrke tesen senerehen? (endsige bare kritisere det) De fleste diskursanalyser jeg har læst har givet mig den samme fornemmelse – der kommer det ud af det folk vil have. (fx at USAs udenrigspolitik er styret af at det er en nation der ikke kan leve uden eksterne fjernder. Yea right… enten er det en banalitet, som gælder alle nationer, eller også er det bare et udtryk for “forskerens” misrepræsentation og uhyrlige generalisering af den amerikanske kultur). Det kan være at der er nogen andre der kan fortælle mig lidt om hvordan man gør… Mvh

    Svar
  3. Andreas

    Jeg er enig i, at diskursanalyse kan være noget hø og er svær at kontrollere. Derimod er jeg ret begejstret for hele ideen om diskurs og italesættelse, som kan levere nogle fine forklaringer på hvordan forskellige politikker bliver til og hvordan magten i samfundet er fordelt, forstået som mulighed for at påvirke diskursen. Hvordan man konkret kan udføre en god diskursanalyse er derimod mere vanskeligt, og i forbindelse med konkrete undersøgelser er det en svaghed, at det teoretiske grundlag ikke lader sig teste på en tilfredsstillende måde. Her har diskursteoretikerne stof til brød på bordet.

    Svar
  4. Harry Manback

    Lidt off topic. Beklager.Rigtig mange diskursanalytikere har en elendig metode, hvis overhovedet, og dømmer bare diskurs, når de synes de ser en. Det er i hvert fald min opfattelse. Dette er ærgeligt, for i de rette hænder, kan diskursanalyse være en brugbart analytisk værktøj (jf. Andreas’ senester kommentar). En af de bedre, og mere lødige, danske er Niels Åkerstrøm-Andersen, som lægger sine metoder klart, og gør det klart hvad kriterierne for en diskurs er, således at man senere hen i det mindste kan kritisere hans metode og hans evne til er efterleve den.

    Svar
  5. Andreas

    Hmm. Niels Åkerstrøm-Andersen, en diskursteoretiker med en metode.. Ham må jeg tjekke ud.Et eksempel på tyndbenet diskuranalyse når det er værst men samtidig aller mest underholdende og ofte lærerigt og interessant, præsenteres hver uge af Jersild og Spin. Det er diskursanalyse uden nogen som helst metode, men samtidig god journalistik. De har det altså nemt de der journalister.

    Svar
  6. Repsak

    Diskursanalyse eller ej. Alle positive historier om Cheney skal være velkomne.He ain’t no girly-man!

    Svar
  7. Kimporator

    Enig. Cheney er klart min favorit af de 4. Bush led blandt meget andet under at skulle fedte grundigt for de kvindelige vælgere, hvilket jo feminiserer en mand på det skammeligste.

    Svar

Leave a Reply to AndreasCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.