Dagsarkiv: 11. april 2006

Den franske syge — Mark II

Her på Punditokraterne gjorde jeg mig for nogle måneder siden lystig over alt det pomo-vrøvl (Deleuze, Foucault et al.) som det franske akademiske liv har været storleverandør af de seneste årtier.  Det afstedkom til min store tilfredshed en del fornærmede reaktioner (fx denne her (kig helt nede i bunden af bloggen)).

Jeg havde for nylig lejlighed til at besøge Frankrig, idet jeg gav seminarer på de to business schools, INSEAD i Fontainebleau og Haute Etudes Commerciale (HEC) i Paris Jeg blev da klar over at der er andre manifestationer af fransk akademisk liv, som med lige så stor ret kan kaldes "Den franske Syge." En af dem skal beskrives her.

Mine franske kolleger fortalte mig, at en del af deres studerende ikke var glade for at studere fx det såkaldte "CEMS-program," fordi dette kræver at de studerende tilbringer et semester på et udenlandsk universitet eller business school.  (Bemærk: Der er her tale om management-studerende som typisk er blandt de mere extroverte i studenterpopulationen!). De fortalte mig også at en nylig meningsmåling havde afdækket, at det ord flertallet af franske unge øjeblikkelig associerer med "globalisering " er "frygt."  Og de informerede mig om at ifølge en anden meningsmåling er det primære job-ønske blandt franske unge et job i staten.  Det skal sammenholdes med en nylig meningsmåling, der viste at Frankrig som det eneste land i EU har en majoritet, der er direkte fjendtlig over for "markedet."

Klassisk liberale er som bekendt karakteriseret ved en tyrkertro på at "ideas matter."  Nogle klassisk liberale har således advokeret for at økonomiundervisning bør indføres endog meget tidligt i skolen.  Ikke sandt, poderne kan da kun have godt af at lære lidt om offeromkostninger (når nu venstreorienterede politikere notorisk ikke forstår noget af dette både elementære og fundamentale princip).  Det skader heller ikke at kende lidt til statsbudgettet så man bedre kan afkode, hvordan politikerne sløser med borgernes midler.

Det et synspunkt jeg selv har været meget charmeret af.  Men der er grund til lige at huske på, hvem der bestemmer pensum og hvem der formidler dette.  "Økonomi" er mange ting, herunder socialistisk økonomi.  Og her er vi tilbage i Frankrig og den franske syge, Mark II. For ifølge en artikel i International Herald Tribune fra i søndags, "Economics, French-style," står det helt galt til dernede. Her er nogle udpluk:

"Danielle Scache tries to avoid using the term "capitalism" in her economics class because it has negative connotations in France.

Instead, she teaches her high school students about the market economy, a slightly less controversial term she started using last year after a two-month internship at the dairy giant Danone. That was an experience that did away with more than one of her own prejudices, she said.

"I was surprised to see that people actually enjoyed working in a company," said Scache, who is 59. "Some of them were more enthusiastic than many teachers I know."

"You know," she confided with a laugh, "in France we often think of companies, especially multinationals, as a place of constant conflict between employees and management."

This view of bosses and workers as engaged in an endless, antagonistic tug-of-war goes some way toward explaining the two-month rebellion against a new labor law."

"As Finance Minister Thierry Breton put it last week: "There is a significant lack of economic culture in our country."

"The question of how economics is taught in France, both at the bottom and at the top of the educational pyramid, is at the heart of the current crisis," said Jean-Pierre Boisivon, director of the Enterprise Institute, a company-financed institute that sponsors the internship program for economics teachers that Scache took part in.

"In France we are still stuck in 1970s Keynesian-style economics – we live in the world of 30 years ago," he said. "In our schools we fabricate a vision of society that is very different from the one that exists in other countries."

"And then there are the textbooks. One, published by Nathan and widely used by final-year students, has this to say on p. 137: "One must analyze the salary as purchasing power that you could not cut without sparking a deflationary spiral and thus higher unemployment." Another popular textbook, published by La Découverte, asks on p. 164: "Are there still enough jobs for everyone?" It then suggests that the state subsidize jobs in the public sector: "We can seriously envisage this because our economy allows us already to support a large number of unemployed people."

These arguments were frequently used on the streets in recent weeks, where many protesters said raising salaries and subsidizing work was a better way to cut joblessness than flexibility."

Det kunne måske give anledning til at nogen underkastede det lærebogsmateriale der anvendes i gymnasiet i DK til undervisning i økonomi i samfundsfag et eftersyn.  En opgave for CEPOS?

Mor Danmark

Det er ingen hemmelighed, at Socialdemokraterne er et presset parti. Men i stedet for at forsøge at skjule det, udstiller topledelsen nu de sidste, sure dråber i partiets seneste visionsoplæg, hvor man bl.a. møder forslaget om et årligt sundhedscheck til alle danskere – raske såvel som syge. Med forslaget er vi med ét tilbage i folkeskolens univers. Vi skal op til sundhedsplejesken, skal vi. Og voksne skal blive som børn. Raske skal blive som syge. Vi må hverken spise for meget eller ryge i smug. For Mor Danmark passer på os, iført hvid kittel og kolde hænder. Det havde hun også dengang. Rigtig kolde hænder. Det var hverken rart at være rask eller syg, for man blev behandlet ens. Det gør man stadigvæk. Står det til Socialdemokraterne, skal vi altid behandles ens og efter en ufravigelig køreplan: Først skal vi undersøges, siden skal vi diagnosticeres, og til sidst skal vi behandles. Forslaget er stillet i ramme alvor, det er ikke en forsinket aprilsnar, de mener det. At vi er børn. At vi ikke selv kan finde ud af at leve vores liv. At de véd bedre. At de nok skal passe på os. Ikke så sært, at stadig flere gerne vil have sig frabedt.

Globalisering er ikke noget nyt! II

Ene og alene inspireret af med-punditokrat Bjørnskovs glimrende post om tidligere tiders globalisering tænkte jeg det på sin plads at bringe et førstehånds vidnesbyrd om de fantastiske fremskridt globaliseringsbølgen medførte i 1800 tallet, i form af et uddrag fra første udgaven af The Economist fra 1843.  Uddraget viser dog desværre, at man heller ikke dengang værdsatte de mekanismer, som bragte uhørt velstand til mennesker, der end ikke kunne have drømt derom.

IT is one of the most melancholy reflections of the present day, that while wealth and capital have been rapidly increasing, while science and art have been working the most surprising miracles in aid of the human family, and while morality, intelligence, and civilization have been rapidly extending on all hands;—that at this time, the great material interests of the higher and middle classes, and the physical condition of the labouring and industrial classes, are more and more marked by characters of uncertainty and insecurity.

In vain has the hand of ART (led on and guided by a complete glare of SCIENCE, aided by INDUSTRY of unsurpassed intelligence and perseverance, nurtured and fertilized by CAPITAL almost without limit) developed the resources of the human mind and the material creation in a manner which has at once astonished and exalted the world;—in vain have all parts of the earth been brought nearer and nearer to us;—our Indian territory within forty days' journey, the great American continent within ten days' sail, our continental neighbours and every part of our own country separated only by a brief space of a few hours;

—in vain the producers and consumers of the whole world, the administrators of mutual wants, the encouragers of mutual industries, have been brought in easy and close collision and contact, and thus facilitated the supply of every want, and the demand for every exertion of human skill and industry;—in vain do we acknowledge all these unequalled and undoubted elements of national prosperity: for at this moment the whole country—every interest without exception,

—the owner and occupier of the soil, the explorer of our great mineral world, the manufacturer who gives form, shape, and utility to the produce of nature, the artisan, the labourer of every description, the merchant and shipowner (the great links of exchange), and the capitalist who facilitates the operations of all,

—every one of these interests stand at this moment CONFESSEDLY in a condition of the most unprecedented depression, anxiety, and uneasiness. And what rather adds to this anomaly than in any way accounts for it, is, that our population has been rapidly increasing, not only in numbers, but also in great skill and productive ability.

But while Art, Science, Intelligence and Enterprise have been thus engaged the last half century in behalf of our country and the human race, in what manner has legislation been occupied?

[…]navigation laws, hostile tariffs, prohibition of English manufactures, were resorted to by other governments, each in a way according to the notions they had of their own interests, in imitation of, or opposition to, the policy of England, each country inflicting on itself as much mischief and injury as England had done by similar policy

[…]It was thus while Art, Science, Capital, Commercial Enterprise, and Labour were eagerly demanding a greater arena to multiply and extend their benefits to ALL, that legislation, ignorance, and prejudice associated with short-sighted selfishness, were actively engaged in frustrating all these nobler efforts and designs.

The Economist har i øvrigt fået ny chefredaktør, som er kommet glimrende fra start med en forfriskende kritik af "soft paternalism" eller "libertarian paternalism", som tilhængerne deraf selv ynder at kalde dette begreb, hvor statens tvang er erstattet med selv samme institutions opmuntrende skub i den "rigtige" retning.

Globalisering er ikke noget nyt!

Jeg tilbringer det meste af min arbejdstid – og en god bid af min fritid – på at forske på mit kontor, eller underholde studerende i de dertil indrettede lokaler på Handelshøjskolen her i Århus. Begge dele kan ofte være frustrerende, så når lejligheden byder sig, nyder jeg at stige ned fra elfenbenstårnet og møde rigtige mennesker. I og med at jeg har fået min uddannelse af samfundet, som pt. også betaler min løn, synes jeg at jeg har en forpligtelse til at formidle min specielle viden på de områder, jeg nu engang forsker i. At det så også er både sjovt og gavnligt for min forskning er blot en ekstra bonus – prøv at forklare komplicerede ideer til menigmand, og du vil hurtigt opdage om du selv har styr på dem!

Forleden var jeg inviteret til at holde et kort foredrag om globalisering for en af Rotary-klubberne i Århus, og som det nogle gange sker, blev jeg mindet om, at det der er almenviden i elfenbenstårnet, ikke altid er det i resten af samfundet. Denne gang drejede det sig om globaliseringens historie. Det viste sig nemlig, at selv Rotarymedlemmer, der som oftest er interesserede og informeret up-to-date, ikke er klar over, at globaliseringen som vi diskuterer den dagligt, slet ikke er et nyt fænomen.

Den folkelige myte, som selv en del af det akademiske parnas synes at tro på, siger at vi aldrig har set så store handelsmængder, så kraftige investeringsstrømme, eller en informationsrevolution som den, internettet har bragt os de sidste ti år. Det er en myte, som de fleste vel kan nikke genkendende til, politikere gentager og agerer efter, og sociologer bygger dommedagsscenarier over for vores sociale liv. Myten er ikke blot misvisende, men helt grundlæggende forkert.

Den moderne globalisering startede helt tilbage i det 15. århundrede med de store opdagelsesrejser – Columbus, da Gama osv. – der åbnede søveje til fjerne egne af verden og samtidens øjne for deres muligheder. Med tiden blev navigationen bedre, skibene blev større, hurtigere og mere sødygtige, og kontakterne med fjerne lande blev udbygget, enten gennem handelsstationer eller regulære erobringer. I første halvdel af det 19. århundrede var transportpriserne derfor kommet så langt ned, at det virkelig begyndte at batte noget. Samtidig meldte dampskibet sig på banen og Suez-kanalens indvielse i 1869 reducerede dramatisk søvejen til Indien. Og da Adam Smiths frihandelstanker langt om begyndte længe at fortrænge merkantilisternes økonomiske nonsens, både på det videnskablige og politiske plan, tog globaliseringen for alvor fart.

En anden udvikling, der fandt sted på samme tid, gav en virkelig revolution. I 1850 lagdes de første undervandskabler til telegrafaktivitet mellem England og Frankrig, og i 1866 lykkedes det ved hjælp af Brunell's kæmpeskib Great Eastern at lægge det første transatlantiske kabel, der holdt. Den første meddelelse indeholdt et tillykke, og beskeden om, at Preussen og Østrig havde sluttet fred. Verden var fra da af blevet næsten ubegribeligt meget mindre.

Perioden mellem cirka 1870 og udbruddet af første verdenskrig blev derfor karakteriseret ved en hurtigt stigende økonomisk integration mellem verdens lande og kontinenter. Med andre ord, perioden 1870-1912 kaldes ofte for den første globaliseringsbølge. Via den øgede handel og den langt hurtigere udveksling af informationer som for eksempel det transatlantiske kabel muliggjorde – dengang var det ikke internettet, men telegrafen der drev udviklingen – blev priser og investeringer i hele verden meget tættere sammenblandet. For eksempel begyndte aktiepriserne på børserne i New York og London at bevæge sig sammen, fordi de to lande nu delte økonomiske vilkår.

Det nye i globaliseringen i de sidste år er således ikke omfanget. Vi er blot ved at være tæt på det niveau, vi kendte til for hundrede år siden. Det nye er heller ikke, at fattige lande nyder godt af den, på trods af hvad sociologer og den marxistiske venstrefløjs ideologiske dinosaurer påstår. Nu er det lande som Chile, Thailand og Mauritius, der har enorm gavn af at udnytte de globale fordele, som de nu engang har. For hundrede år siden var det USA, der benyttede sig af dets billige arbejdskraft, Argentina, der rykkede ind i de rige landes klub ved at udnytte sine naturressourcer, og et lille land i Europas nordligste periferi, der blev uhørt rigt på at sælge smør og bacon. Og hvis nogen skulle være i tvivl (hvad jeg ikke håber på!), er det sidstnævnte land selvfølgelig Danmark.

Hvis vi vil tage ved lære af den første globaliseringsbølge, i stedet for at lukke øjne og ører for den og gøre som om vi ikke forstår den, vi sidder i lige nu, bør det være klart for alle, at globaliseringen er en fantastisk mulighed. Om man så bruger den, er en anden sag. Som landmænd nogle gange siger: Man kan trække et svin til truget, men man ikke tvinge det til at æde. Globaliseringen skal omfavnes og ses som en mulighed i stedet for en trussel. De lande, der gjorde det for hundrede år siden, blev rige dengang. Og dem – der som vores eget land – blev ved med at være åbne, fik en gradvist højere levestandard, mens andre – som for eksempel Argentina – der efterfølgende lukkede sig om sig selv, faldt tilbage i rækkerne igen, med de fattigste som de største tabere.

Hele pointen i dag er: Lær af historien! Dampskibe og tog transporterede folk, som fly gør det i dag, og telegrafen var tidens internet for hundrede år siden. Hvis vi gider interessere os for historien, i stedet for blindt at skrige, at det hele er nyt og vi forstår det ikke, kunne det være, at vi kunne få en kvalificeret debat om globaliseringen. Og så kunne vi måske undgå de gigantiske skæverter som både EU og vores hjemlige politikere slår i frygt for vælgere og resten af verden. Historien viser os, at der intet er at være bange for.