En italiensk historie

Silvio Berlusconi har rigtig været i vælten i de seneste dage. Hans forsøg på at undslippe vælgernes dom tjener ham ikke til ære. Og det gør hans forsøg på at fremstille sig selv som et barn af den klassiske liberalisme heller ikke. Det sidste kræver en kommentar med på vejen, for der er tale om en misforståelse, der alt for ofte bliver købt af medierne, specielt her i Italien.

Den gode Silvio har under den netop overståede valgkamp fremmanet billedet af et letforståelig politisk valg – et valg mellem frihed og formynderi. Det sidste er der ikke noget nyt i. Berlusconi er tilsyneladende besat af ordet ‘frihed’. Hans store centrum-højre koalition, et sammenrend af fire partier, hedder La Casa delle Libertá – ‘Frihedernes Hus’. For et par år siden indførte han en årlig ‘frihedens dag’ til minde om Berlin-murens fald. Når han afholder pressemøder, er han ofte omgivet af libertá-bannere. Og hans taler er formeligt spækkede med henvisninger til frihed. Får han sig først talt varm, så er han altid parat til at forsvare den enkeltes evne til at vælge sin egen vej, til at erklære kamp imod øvrighedsmagtens formynderi, og til at hylde Thatchers og Reagans bestræbelser på at rulle staten tilbage.

Hvordan passer disse udmeldinger med den italienske virkelighed? Kontrasten kunne dårligt være større, vil jeg sige. Italien er et af de mindst liberale samfund i Europa, økonomisk, juridisk og socialt. World Economist Forum placerer landet på en global 47. plads, når det kommer til konkurrenceevne. Støvlelandet er dermed euro-områdets nummer sjok, og det er næppe den helt store trøst, at de azurblå slår Botswana med et mulehår. Ifølge OECD er den italienske økonomi tynget af den mest omfattende regulering af arbejdsmarkedet i hele Europa. Korruption martrer samtidig forretningslivet. Den uafhængige organisation Transparency International giver Italien et dårligere skudsmål en noget andet vesteuropæisk land på det område.

Sådan kunne vi blive ved. Hele samfundet er ret beset bygget op om værdier, der er uliberale. Mest væsentlig er nok familiens store betydning. De italienske familier holder sammen. Det er der intet forgjort ved, men det levner ikke meget plads til den enkelte. Af alle italienere i den arbejdsduelige alder (15 til 64 år) er det blot 57 procent, der rent faktisk er i beskæftigelse. Det tal er det laveste i Vesteuropa, og det skyldes frem for alt, at kvinderne kun i beskedent omfang er kommet ud på arbejdsmarkedet. Velfærdsystemet spejler sig i dette mønster – retten til sociale ydelser følger familiens forsørger, ikke borgeren. Det er heller ikke noget tilfælde, at 40 procent af de 30 til 34-årige stadig bor hjemme hos forældrene. De italienske husholdninger er kollektive på en helt anden måde, end vi kender det i Danmark.

Den slags påkalder sig opmærksomhed nu om dage. Det engelske – og erklæret liberale – tidsskrift The Economist i de seneste år har gjort det til lidt af en sport at lange ud efter den ‘italienske model’. I maj 2005 sendte bladet et nummer med overskriften “Europas syge mand” på gaden. Den tilhørende illustration bestod af et billede af Italien på krykker. I slutningen af november samme år fulgte The Economist så op med et længere emnetillæg om landet. Overskriften lød “Addio, Dolce Vita” (frit oversat ‘farvel til det søde liv’). Tillægget lægger ikke fingrende imellem. Støvlelandets økonomiske problemer skyldes, får vi at vide, at det

“[…] fortsat er så fjendtlig indstillet over for liberaliseringer. Det er protektionistisk, socialt konservativt, går ikke ind for meritokrati, er plaget af kammerateri, tolerant over for korruption, et let bytte for organiseret kriminalitet og tynget af uformelle, usynlige karteller”.

Ved første øjekast fremstår Silvio Berlusconi altså som lidt af en undtagelse tid og sted taget i betragtning. Men er han virkelig en liberal himmelstormer? Er han manden, der vil kurere den italienske patient med en god gang angelsaksisk medicin? Eller er der andre ting på spil?

På den italienske venstrefløj er det populært at male det ‘neo-liberale’ spøgelse på væggen, når snakken falder på Berlusconi – og det gør den tit. I sin populære lille biografi om Silvio Berlusconi fra 2004 gør Paul Ginsborg (en engelsk historiker bosat i Firenze) en dyd ud af at fremstille hovedpersonens projekt som et forsøg på at nå frem til den ‘negative friheds’ forjættede land; at realisere den klassiske liberalismes bestræbelser på at give den enkelte borger så frie tøjler som muligt. Men er det en korrekt udlægning af sagen? Lad os tage Berlusconis ‘liberalisme’ i øjesyn, denne gang løsrevet fra libertá-fraseologien.

Ginsborg følger sin udmelding om negativ frihed om med en anden betragtning, som han tilsyneladende mener, peger i samme retning. Berlusconi har, fortæller han, intet til over for konstitutionel magtdeling, ja selve tanken om det juridiske systems uafhængighed giver ham røde knopper. Det har Ginsborg ret i. Silvio Berlusconi er en af de meget få europæiske regeringsledere, der uden at skamme sig gennemfører love, der skal skærme den private side af hans Janushoved fra lovens lange arm. Han er berømt og berygtet for at rase mod ‘røde’ undersøgelsesdommere og juridiske sammensværgelser. Og han skiller sig ligeledes ud fra mængden ved at insistere på, at den folkevalgte står over loven.

Men, og det er væsentligt, en sådan politisk dagsorden er ren gift for den klassiske liberalismes forestillinger om ‘negativ frihed’. Ginsborg, og Berlusconis venstreorienterede kritikere i øvrigt, har tydeligvis ikke gjort sig den umage at tage det liberale tankegods under lup. Det er et problem. Vil man – som Ginsborg – bruge ordet ‘klassisk’, må have et referencepunkt i fortiden. Ellers bliver hele øvelsen til en tom ordleg. Så lad os tage en lille afstikker til længst forgangne tider.

Den klassiske liberalismes nybrud bestod i, at den gjorde statsmagten til selve forudsætningen for den negative eller personlige frihed, men samtidig lagde bånd på statens magt. Datidens liberale var kort fortalt enige med de konservative i, at mennesket, fordi det alt for ofte havner i følelsernes vold, har brugt for at blive regeret. Men i modsætning til de konservative drog de den logiske konsekvens af denne opfattelse. De vidste meget vel, at staten oftest har udgjort en pisk, som tyranner har brugt til at underkue befolkningen med. De påpegede derfor, at magthaverne, der jo var mennesker som alle andre, også skulle holdes i ørerne. Den liberale løsning på regenternes unoder hed konstitutionalisme, og i særdeleshed konstitutionel magtdeling.

Eller for at sige det på en anden måde: effektive juridiske skranker imod øvrighedsmagtens vilkårlighed er den personlige friheds første og væsentligste forudsætning. Frihed og lovhåndhævelse er siamesiske tvillinger, i hvert fald fra et liberalt synspunkt. Berlusconis program går unægtelig i en anden retning, og at udnævne ham som den negative friheds forkæmper er at vende op og ned på dette tankegods – og på selve betydningen af begrebet ‘negativ frihed’.

Hvor skal vi da søge ‘projektet Berlusconis’ rødder? Op til valget i marts 2001, som La Casa delle Libertá vandt sikkert, husstandsomdelte den gode Silvio en 127-sider lang selvbiografi med den frejdige titel Una storia italiana – ‘en italiensk historie’. Bogen nåede femten millioner italienske hjem, den fremstillede Berlusconis liv og politiske dagsorden som en uselvisk kamp for det gode, og den gjorde uden tvivl sit til at styrke hans kampagne.

Tit
len er velvalg, for histor
ien om Silvio Berlusconi er frem for alt en historie om Italien. Den storsmilende premierminister er en virtuos, når det gælder den italienske models strengeleg. Han er forretningsmanden, der erobrede det italienske tv-marked ved hjælp af sine underholdningsprogrammer, satire-programmer, sports-transmissioner og letpåklædte piger. Han er vennernes ven, manden der i starten af 1980erne fik landets daværende premierminister, socialisten Bettino Craxi, til at stå gudfar for sin datter Barbara – og fik ham til at holde hånden over sit spirende medieimperium. Han er fodboldtilhængeren, der i midten af 1980erne købte AC Milan, og gjorde den til Europas bedste hold, i hvert fald i en årrække. Han er politikeren, der uden tøven gik i ringen, da hans kontakter på højeste sted i de tidlige 1990ere krakelerede som en følge af ‘operation rene hænder’ – og som døbte sit parti Forza Italia efter fodboldlandsholdet slagord. Hverken han eller Italien er liberale af hjerte og sjæl. Men begge parter er charmerende, opfindsomme og geschæftige. Og både landet og manden skal nok klare sig, også efter valgmiseren her i april.

5 thoughts on “En italiensk historie

  1. Nicolai Foss

    En fortrinlig kommentar, Jørgen, men jeg undrer mig egl over denne argumentation: “Sådan kunne vi blive ved. Hele samfundet er ret beset bygget op om værdier, der er uliberale. Mest væsentlig er nok familiens store betydning [er det uliberalt?]. De italienske familier holder sammen [ditto]. Det er der intet forgjort ved, men det levner ikke meget plads til den enkelte [hvad vil det sige? Jeg kender da nogle italienske familier og kan ikke se at de adskiller sig fra danske familier i denne dimension]. Af alle italienere i den arbejdsduelige alder (15 til 64 år) er det blot 57 procent, der rent faktisk er i beskæftigelse[Er det nødvendigvis uliberalt?]. Det tal er det laveste i Vesteuropa, og det skyldes frem for alt, at kvinderne kun i beskedent omfang er kommet ud på arbejdsmarkedet [ditto?]. Velfærdsystemet spejler sig i dette mønster – retten til sociale ydelser følger familiens forsørger, ikke borgeren [ditto?]. Det er heller ikke noget tilfælde, at 40 procent af de 30 til 34-årige stadig bor hjemme hos forældrene [komisk måske — men nødvendigvis “uliberalt”]. De italienske husholdninger er kollektive på en helt anden måde, end vi kender det i Danmark [øhh? Kvalitativt forskellige? Eller hvordan skal det forstås]”Jeg forstår heller ikke sammenkædningen af familieorganiseringen med den række af mærkværdigheder i det italienske samfund du peger på. Det lyder af fremstilling nærmest som om familieorganisering er “root cause,” men det mener du formentlig ikke …?

    Svar
  2. Limagolf

    Man kunne tilføje at der i ugens Weekendavis er en artikel om mafiaen på Sicilien, og nogle flere eksempler på hvordan den gode Silvio har fået lavet love der holder hånden over den organiserede kriminalitet (bl.a. gjort det lettere at hente illegalt tjente penge til Italien, WTF?!).Men vi kommer da til at savne hans til tider ualmindligt bizarre udsagn!/Limagolf

    Svar
  3. Jørgen Møller

    Kære NikolaiJeg ser bestemt ikke familien som roden til den liberale tankes kvaler hernede. For det er naturligvis en falsk modstilling. Men “male breadwinner”-tankegangen ligger til grund for hele arbejdsmarkeds- og velfærdssystemet i Italien, og det er her skoen trykker. Der er frem for alt tale om et institutionelt problem, og derfor var brugen af ordet “værdier” lidt misvisende. Men hele pointen i mit indlæg er jo også institutionel. Det er konstitutionel liberalisme, der er en mangelvare i den italienske model, ikke en bestemt kultur. Så selv om din indvending er taget til efterretning, har jeg svært ved at se, at indlægget gør familien til “root cause”.

    Svar
  4. David G.

    Netop hjemvendt fra støvlelandet forbereder jeg en række artikler til JP om politik, kultur og samfundsforhold dernede, herunder en analyse af de økonomiske problemer som vil komme i bladets erhvervssektion. Foreløbige tanker: Jørgen har fuldstændig ret i, at den egentlige liberalisme har trange kår i Italien. Det liberale parti har altid været meget lille og forståelsen for liberale ordninger også beskeden blandt politikere og selv finansfolk. Grundene hertil er naturligvis dybt forankret i historien (path dependence såvel i institutioner som i tankevaner).Italien har faktisk skabt ret mange arbejdspladser de senere år, problemet er, at de ikke er særlig værdiskabende. Produktiviteten pr. medarbejder står stille eller falder. De bedste analyser synes at tyde på, at et problem er, at for få virksomheder anvender IT-redskaber til at maksimere produktivitet. Vejen frem er at gøre det mere tillokkende for mellemstore virksomheder at ekspandere. Det kan gøres, men incitamenter mangler. Familismen kan her være en blokering, men ikke den alvorligste.

    Svar
  5. Repsak

    Berlusconis forsøg på at undslippe vælgernes dom tjente ham bestemt ikke til ære. Han skulle hellere have gået af og fortsat sin kamp mod den påståede svindel udenfor regeringskontorerne, som han gør det i dag.Jeg synes bestemt, det er betænkeligt, at han bliver ved. Og et eller andet sted ville man jo også selv blive ved, når man ser på den regering, der har afløst Berlusconis regering. Tænk bare på hvor ofte der stadig tales om 1998-valget, selvom Nyrups regering bestemt klædte Danmark bedre, end Prodis regering klæder Italien. Berlusconis regering var ikke var køn, men trods alt ikke så slem, som den der sidder i dag. En tidl. kommunistisk præsident og flere kommunistiske ministre herunder en udenrigsminister. Hvor var ramaskriget i de danske medier? FT og IHT skreg, men det var åbenbart ikke højt nok.Polen regeres måske nok af et par konservataive bonderøve, men præsidenten og regeringschefen er tilhængere af et frit marked (så frit det nu kan blive, når man er medlem af EU), og de har taget fat om roden de steder, hvor Polen faktisk trængte mest. Derfor er regeringen populær i Polen. Imidlertid er Polen udsat for hovedrysten og desillusionerede skriverier, der har meget svært ved at blive forsvaret. Sådan er det ikke gået Italien, der regeres af en uskøn blanding af socialister og kommunister. Nej, her koncenterer man sig stadigvæk om Berlusconi.Se bare denne såkaldte nyhed, der minder mere om en kommentar:http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2006/05/26/143458.htm?nyhederSilvio Berlusconi er som Jørgen skrivert historien om Italien. En historie, som man skal lade være med at skrive om, hvis man ikke engang vil prøve at forstå den.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.