Strange bedfellows

Politics makes strange bedfellows.

Citatet stammer angiveligt fra Shakespeare, The Tempest, hvor citatet egentlig lyder:

Misery acquaints a man with strange bedfellows.

Selv som passioneret demokrat må man tilstå, at det ikke er helt forkert at bruge politics som synonym for misery.

Som tålmodige læsere af denne blog vil vide, har min dækning af Irak mest handlet om at præsentere et andet billede end det entydigt negative, som præsenteres af MSM, herunder de såkaldte public service-virksomheder.

Der er fortsat positive nyheder, som forties, se f.eks. en nyere samling her.

Men det er ubestrideligt, at de irakiske politikere ved deres manglende evne og vilje til at danne en funktionsdygtig regering skaber flere problemer for det i forvejen hårdt plagede land. Der er ingen tvivl om, at det irakiske folk ønsker demokratiet; over 75 pct. stemte ved parlamentsvalget i december. Det er et ufatteligt højt tal sammenlignet med valgdeltagelsen i Europa, hvor det eneste man risikere ved at stå i kø for at stemme er at kede sig. I Irak var valgdeltagelsen forbundet med konkret livsfare og alligevel mødte de frem. Politikernes nølen virker som et svigt og synes for nogle at bekræfte, at demokrati alligevel ikke kan lade sig gøre i et arabisk land.

Det frister kort sagt til at lægge mere vægt på den indledende betragtning om, at politik er elendighed, for det irakiske demokrati har tilsyneladende skabt politikere, der er ude af stand til at finde sammen og tage et ansvar, og som er plaget af korruption og nepotisme.

Før man falder for fristelsen til at fortsætte ned ad det intellektuelle skråplan bør man fæstne sig ved nogle sammenligningspunkter. Det hjælper til at fastholde ens dømmekraft.

Det er ikke nyt, at politikere i demokratier ikke kan finde ud af at tage et ansvar, selv når forholdene er fredelige og velstanden stor, se blot Italien, Frankrig og Tyskland. Hvordan kan vi så forvente mere af politikere i et forarmet land, plaget af terror og med mere end 30 års undertrykkelse at gøre op med. Korruption synes heller ikke at være uforeneligt med “vestligt” demokrati. Det er bedre uden, men det er ikke håbløst med.

Det er let at kritisere demokratiet, men det er for at parafrasere Churchill det mindst ringe system.

I det hele synes modstanden mod Irak-krigen, der som bekendt sluttede for nogle år siden, og den efterfølgende opbygning af landet, der stadig pågår, at fremtvinge nogle mærkelige bedfellows.

Personer, der uopfordret kan finde på at beskrive sig selv som “anti-racistiske”, synes ofte at være særligt udsatte for at tro på, at mennesker alligevel er grundlæggende forskellige afhængige af, hvor de er født. Kan “vestligt” demokrati overhovedet forenes med arabisk mentalitet og trives i Mellemøsten, spørger de. Et mærkeligt spørgsmål al den stund, at “vest” ikke er et geografisk begreb. National-socialisterne brugte det om Frankrig og UK, der efter Hitlers opfattelse var degenerede og kraftløse i deres demokratiske samfundsmodel. Tolv år efter sin magtovertagelse måtte han skyde sig en kugle for panden, besejret af en alliance mellem de foragtede demokratier og hans tidligere allierede Sovjet-Rusland. Vesten blev nu den ydre rand af europæiske stater, som undgik sovjetisk besættelse, samt USA. Men ikke Syd-Amerika, for det karakteristiske ved Vesten er det “svage” demokrati. Japan er nu en del af Vesten, og da jorden er rund, kan begrebet altid bruges, men næppe kun forklares med geografi. Udtrykket betegner nærmere systemer med liberale menneskerettigheder og demokrati. Har en araber ikke samme ret til det som alle andre? Strange.

Personer og partier, der hidtil har dyrket kampen mod diktatur og støttet den med våbenmagt, dvs. en revolutionær strategi, er pludselig blevet “anti-krig”. En kvinde lod sig f.eks. præsentere som “kunstner og krigsmodstander”. Men er hun virkelig det — altså krigsmodstander, det andet kan enhver være. Er hun mon virkelig pacifist og imod enhver form for krig, altså en konsekvent pacifist, der også ville være imod kampen mod nazismen og som afviser enhver revolutionær befrielseskamp? Næppe.

Modviljen mod at se Irak-krigen som en idealistisk kamp for demokratiet kan også forklare, hvorfor nogle kredse stædigt fastholder diverse konspirationsteorier om, at det “hele handlede om olie”. Selvfølgelig spillede olien ind, som Wolfowitz sagde. Hvis Saddam havde været en diktator i en ubetydelig afrikansk stat, havde han formodentlig fået samme lette skæbne som Zimbawes præsident Robert Mugabe. Krigens idealistiske element er imidlertid åbenlyst, at man ikke fulgte realisternes sædvanlige kurs og udskiftede diktator A med diktator B, men søgte at indføre noget så ustabilt og uforudsigeligt som demokrati i erkendelse af, at realismens væg-til-væg diktatur i Mellemøsten ikke har givet os sikkerhed, tværtimod.

personer, der tidligere hyldede en idealistisk tilgang til udenrigspolitik, er godt i gang med at krybe i kanen med realister af Kissingers model. Strange indeed.

En anden underlig kombination er begejstringen for militæret, der kommer fra personer uden nogen særlig forhistorie som støtter for netop den del af statsmagten. Personer, der angiveligt er imod krigen, støtter begejstret kritikken fra militærfolk, der ønsker massivt flere soldater i Irak. Kritikken er — måske — berettiget, men burde man ikke overlade den slags “militæret ved bedst”-argumentation til os, der var for krigen?

En sær variation over det tema ses for tiden i den ukritiske beundring, der udvises over for de tidligere generaler, som kritiserer forsvarsminister Donald Rumsfeld. Nu har andre generaler, som f.eks. Richard Myers m.fl., påtalt kritikken og fremhævet, at i et demokrati er det faktisk demokratisk valgte politikere, der afgør spørgsmålet om krig og fred. Se en rimelig fornuftig gennemgang af det synspunkt her, hvor det også påpeges, at kritikken mod Rumsfeld nærmere er et forsøg på at undgå kritik mod egne rækker for ikke at have rådgivet politikerne godt nok — og det er faktisk militærets mere begrænsede ansvar i et demokrati.

Tilbage står det helt afgørende spørgsmål: Kan det irakiske demokrati overleve sine egne politikere?

Ja, for det gør demokratiet også andre steder. Det er desværre ingen naturlov, og demokrati kan slå fejl, men det er ikke tilfældet i Irak — endnu.

9 Kommentarer

  1. Jeg er helt enig. Pacifisme har nok reddet folks samvittighed, men den har aldrig reddet nogens liv. Udenrigspolitik handler ganske rigtigt også om ressourcer, men der ligger altid et identitetsrationale bag.

  2. Pacifisme har ikke slået nogen ihjel, imodsætning til krig.

  3. Felix: Hvad så med Kosovo? Sudan? Nordkorea?

  4. Felix? Du lever i den omvendte verden. Krig er jo ikke længere krig; krig er forebyggelse af krig. De anglo-amerikanske imperiale interventioner i mellemøstlige lande (som englænderne i vidt omfang selv har opfundet) har jo heller ikke karakter af egentlige krige, men snarere af internationale politiaktioner.

  5. Hvad med libertariansk minarkistisk republik eller markedsanarkisme (kritarki)?

  6. ad US) Jeg går udfra at du taler om Serbiens overgreb mod Kosovo, Muslim-Sudans overgreb mod resten af Sudan, samt Nordkoreas diktaturs overgreb mod befolkningen (ret mig hvis jeg tager fejl)? Hvad vil du sige med det?ad Bielefeld) Du har utvivlsomt fat i noget der, tillad mig at omformulere: pacifisme har ikke slået nogen ihjel, imodsætning til politiaktioner.

  7. Jeg blander mig normalt ikke i kommentardebatten, men her må jeg give Felix ret:Pacifisme har ikke slået nogen ihjel.Problemet for os ikke-pacifister er, at pacifisme heller aldrig har hindret, at nogen blev slået ihjel.

  8. (optakten til) Første verdenskrig var en oplagt mulighed for pacifisterne, den glippede som bekendt, så vi må håbe chancen byder sig igen……..

  9. Faktisk tror jeg pacifisme var det eneste der kunne have reddet nogen af de millioner der, fuldstændigt meningsløst, måtte lade livet i 1. verdenskrig. Avanceret spilteori havde nok ikke hjulpet nogen. P.S. for at komme tilbage til sporet så er det også strange bedfellows når krigstilhængere efterfølgende hævder at det i virkeligheden var for at redde FN’s ære at vi gik i krig (udenom/imod FN)

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑