Dagsarkiv: 3. maj 2006

Klappe klappe kage …

Af Peter Kurrild-Klitgaard · Udgivet 3. maj 2006 · 2 svar

Hjemme hos denne Punditokrat byder tiden p.t. mere på "klappe klappe kage, imorgen skal vi bage …" med den 10 måneder gamle Frk. Punditokrat end på filosoferen over "A = A" eller regressionsanalyser af sammenhænge mellem institutionelle arrangementer, frihed og økonomisk vækst.

Noget lignende gør sig tilsyneladende også gældende i et af de utallige mellemstore danske midterpartier, Socialdemokraterne: Her interesserer man sig også for sammenhængen mellem at klappe i dag og at kunne bage i morgen.  Ihvertfald kunne dagbladet Politiken (2.V.2006) (i en iøvrigt også som helhed ganske morsom og interessant artikel) berette følgende fra Helle Thorning-Schmidts 1. maj turné:

"»Det var smaddersjovt«, siger hun alvorligt, inden hun stiger i Toyotaen for sjette gang. Nu venter Slagelse. Med hestevogne, fjordheste og hornmusik.

Det er eftermiddag her, og dagen er ligesom for gammel til politiske taler. Men der bliver alligevel klappet på alle de rigtige tidspunkter. Det sørger en fyr i stribet bluse for. Han har hænderne løftet op foran brystet – beredt til klap. Det er femte gang, han hører talen i dag. Alligevel klapper han begejstret på de helt rigtige steder. Det får de andre til at klappe med. Han kender talen vældig godt. Ikke kun har han fulgt med partiformanden hele dagen. Han er også ansat af partiet."

Og videre går det: Dagbladene Jyllands-Posten (2.V.2006) og Berlingske Tidende (3.V.2006) citerer også den fhv. formand for det dengang store parti, Anker Jørgensen for følgende tankevækkende kommentar, da han 1. Maj havde hilst på Helle Thorning-Schmidt i Fælledparken, hvor hun blev mødt med "Helle, Helle, Helle"-råb og klapsalver:

"Det er udmærket, hvis de har gjort det af egen fri vilje. Men det har man jo folk til."

Der er–mindst–to interessante ting ved dette.

For det første: Har man rent faktisk fra Socialdemokraternes side ansatte klakører, som 1. maj turnerede rundt og klappede af HTS?  At de politiske partier organiserer klakører til f.eks. valgkampe er velkendt–jeg har selv oplevet KU'ere, VU'ere og DSU'ere, hvis "spontane" begejstring var noget påfaldende.  Men der hører det jo ligesom til "showet"–ingen er rigtigt i tvivl om, at de unge mennesker er fragtet landet rundt, har fået udleveret fælles materialer og på forhånd indøvet råb og slagsange.  Men til et 1. maj møde …?  Hvis det er sandt, så siger det nok så meget om tingenes tilstand i Camp Thorning, herunder hvordan man selv synes, at det går.

For det andet: Er det mon værd at bemærke, at det er netop Dagbladet Politiken (med en årtier lang tilknytning til Auken-fløjen) og Anker Jørgensen, der simultant antyder, at begejstringen for HTS er orkestreret?  Jeg tror ikke på, at der her er tale om en konspiration, men mindre kan såmænd gøre det: Måske det bare er rygter, der florerer vidt og bredt i visse dele af det socialdemokratiske bagland?  Selv dét siger nok noget om tingenes tilstand, især når det kommer oven på udspil, som skulle rykke partiet til venstre og en rokade i partiledelsen med samme formål.

PS. Frk. Punditokrat på 10 måneder har iøvrigt andet tilfælles med Socialdemokraterne end at klappe: Hun brokker sig, når man ikke vil lege med hende; går lidt usikkert rundt i landskabet; lægger meget vægt på de umiddelbart synlige goder; er meget ensidigt fokuseret på at øge udgifterne; har ingen respekt for budgetrestriktioner eller -sammenhænge; ditto manglende forståelse for forudsætningerne for velstandsskabelse; slet ingen respekt for privat ejendomsret; er i det hele taget en stor daglig fortaler for asymmetri-tesen; giver ikke så mange konstruktive in-put til, hvordan det skal blive lettere at være dansker (bortset fra hende selv), o.s.v., o.s.v.  Hvis jeg ikke passer på, kan hun indenfor 10-15 år nå at blive en af partiets ordførere …

Masser af Machiavelli

Af Redaktionen · Udgivet 3. maj 2006 · Skriv et svar

Her til morgen folder hele to Punditokrater sig ud i dagens Berlingske Tidende med indlæg om gode gamle Niccoló M.  Først er det vores egen Jørgen Møller, der her på stedet tidligere har berørt manden og emnet, og som har forfattet dagens kronik.  I sidstnævnte hedder det bl.a.:

“‘Machiavellisme’ kom … til at stå som noget af det værste, en politiker kunne tilbyde sine medmennesker. Men eftertiden, og i særdeleshed 1800-tallets englændere, misforstod Machiavelli. Hans ærinde var ikke at bistå tyrannerne med at træde individets rettigheder under fode, så tværtimod.

Den florentinske statsmand var af natur liberal. Han ønskede gennem sit politiske virke og sit forfatterskab at sikre individet imod vilkårlige overgreb.

Men han afviste enhver form for abstrakte rettigheder, for han var nu engang realist. Og han blotlagde med et hidtil uset klarsyn to praktiske sammenhænge, der endnu i dag burde være børnelærdom for enhver med et liberalt sind: At frihedsrettigheder kun kan sikres ved at skabe en gunstig styreform, og at en sådan styreform kun kan indføres under bestemte omstændigheder.”

To sider længere inde er det vores egen Mikael Jalving, som i Groft Sagt siger bl.a.:

“Den gamle mester … foretrak [offentlig] sparsommelighed frem for gavmildhed. Sidstnævnte vil nemlig enten ruinere fyrsten eller ruinere folket med risiko for opstand. Fyrsten skal derfor ikke bekymre sig synderligt om at blive kaldt nærig, for efterhånden vil han blive anset for at være stadig mere gavmild, når folket ser, at fyrsten gennemfører sin politik uden at bebyrde folket. »I vor tid har vi kun set udført store ting af dem, som er blevet anset for at være nærige; de andre er blevet ødelagt,« konkluderer Machiavelli.

Man må håbe, han også får ret med hensyn til vor tids gavmilde politikere, og at de vil vide at forstå, at mens nærighed er en privat last, er den en politisk dyd. Ved at være sparsommelige er politikerne i realiteten gavmilde overfor alle dem, som de ikke tager noget fra, hvorfor den politiske nærighed er et gode for almenheden, mens gavmildhed på andres regning forbliver et onde.”

PS. Hvis ingen skulle have bemærket det, hvad har disse to skribenter så til fælles andet end at være mænd med interesse for liberale ideer og Punditokrater?  Svar: Et ph.d. forløb ved et af Europas absolut bedste universiteter (ihvertfald indenfor statskundskab) og bestemt et af de mest behageligt placerede sådanne.