En af det forgangne års helt store mediebegivenheder var Bono og Sir Bob Geldofs Live8-koncerter. Der var ikke bare tale om et musikarrangement af hidtil usete størrelser. I ugerne op til dominerede de to aldrende musikere i det hele taget mediestrømmen. ‘Make poverty historie’ lød den forjættende overskrift, og den blev brugt til at give de udvikledes landes politikere tørt på. For hvordan kunne Vesteuropas og Nordamerikas regeringsledere retfærdiggøre Afrikas lidelser? Hvordan kunne de stiltiende acceptere sygdom, lidelse og død på selve dørtrinnet til den udviklede verden? Og hvordan kunne det være, at de – som for at føje spot til skade – end ikke levede op til deres løfte om at give 0,7 procent af eget bruttonationalprodukt i ulandsbistand?
Ja, lussingerne stod i kø i dage. Og de udviklede landes regeringer vendte ivrigt kinden til. Reaktionerne på Live8-svadaerne var nærmest lidt krybende. De adspurgte politikere overgik hinanden i at love bod og bedring. For Bono og Geldof havde jo så evigt ret. Nu var det bare med at komme ud af starthullerne. Omkring 300 milliarder ekstra bistandskroner inden 2010 lød et af de mere konkrete løfter.
I skyndingen glemte såvel Live8-aktivisterne som politikerne bare lige at stille sig selv og hinanden ét meget enkelt spørgsmål: Er der overhovedet belæg for, at økonomisk bistand kan være med til at føre ulandene ud af fattigdomsfælden? Spørgsmålet er væsentligt. Vi kan alle blive enige om, at de afrikanske landes trængsler er grufulde. Der er tale om et kontinent, der med jævne mellemrum bliver skamredet af de fire apokalyptiske ryttere – af pest, krig, sult og død. Den moderne pest hedder AIDS, og den ødelægger den menneskelige infrastruktur næsten lige så effektivt som den Sorte Død gjorde det for små 700 år siden. Krigen tager form af borgerkrig, og den er yderst hæslig i lande som Sudan og Congo. Sulten er den samme gamle hungersnød, som vi har kendt i hele menneskets historie. Og døden, ja den er et tilværelsens vilkår i mange af disse områder. Den slags kender vi fra vores egen fortid, og hvis vi kan være med til at afhjælpe dette åg, så bør det ikke skorte på god vilje.
Men kan vi det? Begrundelsen for ulandshjælp er vel, som ordet siger, at det ‘hjælper’. For snart mange år siden fik vi at vide, at det – når blot vi gav en hånd med – blev “bedre dag for dag”. Det blev det bare ikke. Og det skyldes bestemt ikke manglende bistand, uanset hvad Bono og Geldof så siger. International bistand har, hvis vi stoler på Verdensbankens tal, i de seneste år udgjort over halvdelen af de samlede offentlige udgifter i lande som Zambia, Uganda, Senegal, Madagaskar, Etiopien og Congo – ja i visse lande syd for Sahara udgør ulandsbistanden mellem en tredjedel og to tredjedele af bruttonationalindkomsten. Bistanden har et halvt århundrede på bagen, men succeshistorier har det været så som så med.
Det bringer os tilbage til det tidligere spørgsmål. Hvis hele bistandstankegangen ikke tangerede noget halvreligiøst, så kunne de fleste nok blive enige om at svare ‘nej’. Ulandsbistand tilbyder tilsyneladende ikke en vej ud af fattigdomsfælden, for udvikling og bistand har kun meget sjældent gået hånd i hånd. Hvordan kan det være?
Det skyldes bestemt ikke, at ulandene på forhånd er dømt til at henslæbe en tilværelse under underudviklingens åg. En række lande i Øst- og Sydøstasien har i de seneste årtier vist, at globaliseringen gør det muligt at udvikle sig med en hidtil uset hast. For fire årtier siden havde Sydkorea og Zambia nogenlunde det samme bruttonationalprodukt per indbygger. I dag er Sydkoreas 32 gange større. Og den sydlige del af den koreanske halvø er ikke et enestående eksempel. De tre andre Østasiatiske Tigre, Taiwan, Hong Kong og Singapore, har bevæget sig ad samme sti, og i de seneste årtier synes også Kina og Indien at have påbegyndt færden imod udviklingens forjættede land – alle sammen ved at eksportere sig ud af fattigdom.
Hvad skyldes det så? Dette lille indlægs meget simple bud lyder, at sagens kerne drejer sig om ejendomsret, eller rettere fraværet af ejendomsret. Hvor ejendomsretten ligger under for juridisk vilkårlighed, der har den menneskelige virkelyst trange vilkår. Det siger sig selv. Hvis statsmagten eller bevæbnede naboer kan tage frugten af ens arbejde, så er der ikke megen pointe i at gøre en indsats. Og selv hvis man vover pelsen, så er det meget svært at skaffe startkapital under den slags forhold – for hvad kan man stille som sikkerhed?
Her kommer så en interessant historisk pointe ind i billedet. Ejendomsretten blev i Europa født som et led i en studehandel mellem magthaverne og befolkningen. Eller med andre ord: staten er historisk et en forvokset mafiaorganisation, der leverer beskyttelse mod beskyttelsespenge. Det skudsmål forekommer nok forstemmende for de fleste. Sådan skal det ikke forstås. Pointen er blot, at magthaverne ikke opretholder lovene for deres blå øjnes skyld. De gør det, fordi borgerne har en klemme på dem. Og disse mekanismer gjorde sig ikke kun gjorde sig gældende i gårsdagens Europa. Der er også belæg for at forklare de Østasiatiske Tigres forbløffende politiske og økonomiske meritter ud fra samme model. Klemt inde mellem Japan og Kina var de tvunget til at indgå en studehandel med egne borgere. Uden en lind strøm af skattekroner kunne de ikke opretholde et troværdigt forsvar. Modydelsen var et effektiv og ukorrupt statsapparat, der så igen banede vejen for de respektive økonomiske mirakler.
Her gør ulandsbistanden atter sin entre, men i en uheldig fremtoning. For i verden af i dag nærer de fleste ulandes magteliter sig ved to kilder, der ingen rolle spillede i gårsdagens europæiske statsdannelser: naturressourcer og ulandsbistand. Det tekniske ord er ‘rentier stater’ – stater der lever af ‘renter’, og hvor magthaverne derfor ikke er afhængige af undersåtternes skattekroner. I en sådan situationen har borgerne liden mulighed for at få håndhævet deres ejendomsret, for de har ikke noget at handle med. Ulandsbistand kan altså være med til at fastholde de fattige lande, og i særdeleshed deres befolkninger, i underudviklingsfælden.
Er der så ingen mulighed for at hjælpe? Jo, det er der, for meget afhænger af, hvordan hjælpen bliver givet. I en sober kritik af Bonos forjættende dagsorden, bragt i Financial Times for nylig, prøver den anerkendte økonom Jagdish Bhagwati at lede Live8-folkene ind på et mere brugbart spor. Bhagwati påpeger det paradoksale i, at “ukritiske fortalere for bistand afviser [‘bistandens forbandelse’], samtidig med at de taler om ‘oliens forbandelse’, som om rundhåndede indtægter fra olie på en eller anden måde lettere skulle kunne korrumpere end rundhåndede indtægter fra bistandsdonorer”. I stedet for at diskutere bistandsstrømmens uheldige politiske følger af sætter Bhagwati, som den økonom han er, spørgsmålstegn ved ulandenes ‘absorptionskapacitet’. De er ganske enkelt ikke i stand til at anvende sådanne summer uden at ødelægge deres eget økonomiske system.
Men Bhagwati har et meget simpelt alternativ i ærmet: brug pengene uden for Afrika! Brug dem på at udvikle billig medicin mod de mange sygdomme, der plager kontinentet. Og brug dem på at uddanne unge afrikanere i Vesten. Hvis vi er heldige, så vil nogle af dem vende hjem igen efter endt uddannelse.
Disse forslag ligger i fin overensstemmelse med dette indl
ægs beskrivelse af ulands
bistandens uheldige virkninger. Bhagwatis store fortjeneste er, at han tænker i praktiske løsninger snarere end i storslåede principper. Det bringer os tilbage til hele Live8-tankegangen. For hvordan kan det være, at folk som Bono og Gelfdof kan få lov til at skamride den høje moralske hest uden på nogen måde at have givet et sammenhængende bud på, hvordan ulandsbistand skulle kunne føre til udvikling? Hvordan kan det være, at de modtager en form for heltedyrkelse ved at stille sig i spidsen for en dagsorden, der har spillet helt og aldeles fallit over de seneste årtier? Der er næppe mange, der vil være imod at ‘gøre en ende på fattigdom’, eller hvad vi nu skal oversætte de to musikeres bonmot til. Men det berettiger altså ikke de skingre anklager og forurettede miner, der bestandigt rettes imod de udviklede landes regeringer.
For spørgsmålet må være: hvordan? Og her skylder Bono og hans slæng de udviklede landes skatteydere et svar. Hvorfor er det, at deres skattekroner – givet som ulandsbistand – pludselig skulle kunne virke efter hensigten, når det ikke har været tilfældet i fire årtier? Hvor er den sammenhæng mellem årsag og virkning, der retfærdiggør en voldsom forøgelse i ulandsbistanden? Hvad er i det hele taget Live8-folkenes forklaring på, at nogle lande er i stand til at slippe ud af underudviklingens fælde? Indtil vi får svar på disse spørgsmål, må det være tilladt at stille sig tvivlende til hele denne dagsorden. Som Bhagwati meget rigtigt skriver: “Vi bør se bort fra den hysteriske anklage, at enhver, der anfægter det fornuftige i med ét slag at forøge bistandsmidlerne væsentligt, er en hjerteløs reaktionær”.
Må jeg ikke anbefale “We are the 80’s” af Edward B. Driscoll, Jr.: http://www.weeklystandard.com/Content/Public/Articles/000/000/005/031arivi.asp?pg=1
En lille ekstra kommentar herfra. Stephen Knack, en af Verdensbankens mest spændende økonomer, udgva sidste år sammen med Jac Heckelman et arbejdspapir, der pegede i en noget deprimerende retning. Mens alle er enige med Jørgen Møller i, at ejendomsrettigheder er helt centrale for samfunds udvikling, forsinker ulandshjælpen reformer på netop dette område! Med andre ord, jo mere hjælp man får, jo længere ud i fremtiden bliver en styrkelse af ejendomsrettighederne udskudt. Det er næppe den slags effekter, som Bono &Co har i tankerne, vel?
En rigtig god artikel!@CB:Først: Interessant tilføjelse, om end den ikke er videre overraskende – er papiret tilgængeligt online?Så lidt kritik:Selvom mange (men desværre ikke alle) økonomer er enige med dig og Jørgen Møller i ejendomsrettighedernes velsignelser, er det bestemt ikke tilfældet blandt “almindelige mennesker”.Alle er IKKE enige med Jørgen Møller i, at ejendomsrettigheder er helt centrale for samfunds udvikling. Ejendomsrettighederne er helt centrale. Men ALLE er bestemt ikke enige. De fleste mennesker har formodentligt slet ikke skænket ejendomsrettigheder nogen overvejelser i relation til fattigdomsproblemerne i Afrika. De ser kun de sultende børn som præsenteres af nødhjælpsorganisationerne. Man tænker at folk er fattige, og hvis man giver dem nogle penge og noget mad her og nu, så vil de blive rigere også på længere sigt. Især hvis man bliver ved med at give dem penge – ingen bliver da fattige af at få penge fra andre?Det er noget vrøvl. Men det er det slet ikke så mange, der har erkendt endnu. Liberale debattører er nødt til at forholde sig til det. Forholde sig til, at folk har svært ved at gennemskue den forvrøvlede diskurs, i stedet for at bilde sig ind, at alle andre sidder inde med samme viden som de selv gør, og er enige med dem.Det handler ikke om at have ret. Det handler om at få ret.(jeg mener selvfølgelig ligesom PH at indlægget hører hjemme i berlingske eller jp).
Ja, skriv en kronik, Jørgen. De her ting kan ikke siges for ofte. Desværre har gentagelser ingen virkning. Det er jo ikke ligefrem nyt, at bistand ikke virker eller ligefrem skader udvikling. Der er for mange penge og for mange ego’er og for megen gammel dependencía-Myrdal-Marx ideologi i Danida og tilsvarende magtapparater til, at deres ledere nogensinde vil skifte mening.Sammenligningen mellem staten og en mafia har jeg tænkt meget over, idet jeg netop har skrevet en artikel om mafiaen, som JP bringer en gang i de kommende uger. Forskellen er, at en mafia (og her tænker jeg på den rigtige, den sicilianske) er rent parasitær. Den eksisterer alene for at berige sine medlemmer ved at snylte på andres produktion. Mens en stat af egeninteresse er nødt til at tænke på, hvad der fremmer undersåtternes rigdom, så de kan betale mere i skat. Mafiaen eksisterer altså kun, fordi andre tager sig af det produktive. Den forudsætter derfor selve den stat og samfundsorden, den infiltrerer, undergraver og korrumperer.
Direkte personlig hjælp kan styrke ejendomsret og meget andet.Jeg diskuterede for nogen tid siden med en person tilknyttet en hjælpeorganisation og foreslog at de oprettede net-bankkonti for fattige, hvis man havde midler og ville give noget kunne disse konti bruges til dette formål. Det havde ingen interesse og det forstår jeg godt, og det forstår jeg samtidig ikke- det kunne nok være påtrængt at lave andet end bruge modeller der ikke har ført til meget.Ved overvågning af net-bankkonto-systemet ville man hurtigt opdage hvis det blev misbrugt og det kunne måske endda blive en anvendelig metode, der kunne aflaste statens udgifter ved at lade private stå for en del af de aktuelle udgifter.Jeg tror dog der er noget mere end ejendomsretsproblematikken blandet i en del tilfælde for Afrikas vedkommende. US: Jeg er villig til at agere prøve-objekt og se om jeg bliver rigere hvis andre giver mig penge!
Fremragende kritik af de flæbende popstjernes moralisering og overbud.Afrika ud af passiv forsørgelse!Men hvorfor ikke gøre det til en kronik i et af de store dagblade? Den menige dansker trænger hårdt til noget almindelig snusfornuft i denne sag som modvægt til al det ufornuftige føleri fra både popstjerner og de politikere, der spiller på de samme instrumenter (næsten da).
Såfremt man, som jeg, intet abonnement på Financial Times har, kan hele artiklen læses her:http://www.cfr.org/publication/10007/noble_effort_to_end_poverty_bono_but_it_is_misdirected.htmlOg her… http://www.aei.org/publications/filter.all,pubID.23955/pub_detail.aspMvh
@US: Jeg læste en del om det i forbindelse med en artikel for et lille års tid siden – herunder også nogle WB rapporter. Kan ikke huske hvilke mere, og kan ikke finde dem på min computer, men jeg kan dog huske at International Policy Network lavede en analyse der udkom nogenlunde samtidig med Live8 arrangementet. Den er skrevet af Timbro manden Frederik Erixon. Her blev der argumenteret for det samme – og bl.a. på baggrund af diverse et par casestudies af Uganda og Kenya, så vidt jeg husker.Du kan vidst finde den her: http://www.policynetwork.net/main/content.php?content_id=27Derudover har Cato Institute også udarbejdet adskillige rapporter om samme – og jeg mener også at det er blandt deres konklusioner.Mvh
Kære Michael. Du gør desværre den sædvanlige fejl, nemlig at sætte lighedstegn mellem projekternes succes og hjælpens samlede succes. Sådan gør de fleste danskere, inlusive politikerne, men det er misvisende. Der er mange gode udviklingsprojekter, men de store problemer kommer på makroplanet – Hollandsk syge (reduceret konkurrenceevne), udskudte reformer og politisk myopi og en række andre uheldige, men basale økonomiske effekter. Hvis man insisterer på kun at se på projekterne, ser man ikke skoven for bare træer. Og de negative makroeffekter kommer ligegyldigt om man giver såkaldt langsigtet hjælp eller fokuserer på akutte behov.
Lige netop! Korruption er i øvrigt et godt eksempel på bistandens skadelige virkninger (og dermed ikke bare en udefrakommende faktor, der underminerer bistandens effektivitet). For at gentage Bhagwatis meget simple anke, så er det paradoksalt, at ukritiske fortalere for bistand afviser [bistandens forbandelse], samtidig med at de taler om oliens forbandelse, som om rundhåndede indtægter fra olie på en eller anden måde lettere skulle kunne korrumpere end rundhåndede indtægter fra bistandsdonorer. Dermed er ikke sagt, at vi skal vende ryggen til umiddelbare katastrofer, slet ikke. Men det kan ikke passe, at vi skal danse rundt om ulandsbistanden som en anden guldkalv, bare fordi der findes nød og elendighed. Hvis vi ikke kritisk diskuterer årsag og virkning, så er der jo tale om ren ‘symbol-politik’. Og det er altså for fattigt.
der er desværre mange i afrika der faktisk lever på sulte grænsen eller under, for dem er ejendomsret og fremtidige investeringer måske ikke lige det man diskuttere ved middagsbordet. Der er mange millioner der har brug for hjælp nu…….Hvis man har gjort sig den ulejlighed at besøge nogle lande i Afrika så kan man se den akutte brug for hjælp. Selvfølgelig skal man kigge langsigtet, men det kan man vel gøre samtidig med man hjælper akut. Problemerne er tit at Afrikanske lande kæmper med korruption. Det er nok den mest afgørende faktor når man snakker om at bistanden når frem. Jeg ved af erfaring at der er mange gode projekter med foreksempel uddannelse som virker, men i mange tilfælde strander p.g.a af korruption. Desuden er der diktatur af en slags i mange lande og diktatorer har ingen interesse i at befolkningen skal få det bedre…..jeg synes det lyder interessant med billig medicin og uddannelse af unge afrikanere i vesten…..det kunne vi da passende gøre her i Dk. Der er vel nok plads til 100.000 Afrikanere på vores universiteter
Umiddelbart efter Kenyas selvstændighed gennemførte regeringen med vestlig rådgivning omfattende jordreformer for at sikre de enkelte familier et bæredygtigt landbrug. Gratis jord nok til én familie var mottoet. Men en kenyansk familie er bundet af forpligtelser overfor slægten, så de, der fik jord, fik også mange slægtninge at forsørge på den jord, der var udmålt til den lille familie. Jorden blev givet gratis, og lynhurtigt blev der skabt et jord-til-mund landbrug og absolut intet marked og ingen eksport.Så prøvede man en gang til. Denne gang skulle jorden købes (tøsebilligt, men alligevel) og den skulle derfor belånes i nyoprettede kreditinstitutioner. Resultat: For at betale afdragene blev landbruget omlagt til cashcrops, der opstod markeder, der blev tjent penge og der kom gang i handel og eksport.Med andre ord: giv gratis og intet sker, fordi det ikke etablerer en moderne ejendomsret.Jeg fandt eksemplet engang i slut 70’erne, da jeg skrev speciale om udviklingsteori, og det var en øjenåbner af de helt store.Gid vi kunne åbne øjnene hos de mange veldædere, der på vores regning spolerer de afrikanske fattiglandes udviklingsmuligheder.Samme erfaring i øvrigt med mikrobanking: lån små beløb med afdragforpligtelser og fuld offentlighed omrking låneafviklingen til kvinderne, og de starter omgående små forretninger – “Buzynez” som Nema i Tanzania kaldte det. Og så sker der noget. Intet overgår ejendomsret i kombination med kreditinstitutioner som udviklingsmotor.