Mchangama om privat ejendomsret

Punditokrat Mchangama har skrevet et essay om den private ejendomsret, “Den private ejendomsret som menneskerettighed”, som CEPOS udgav i onsdags.

Det har Frede Vestergaard en artikel om, “Også en menneskerettighed”, i denne uges udgave af Weekendavisen.  Heri hedder det bl.a.:

“Den private ejendomsret havde … en særdeles fremtrædende rolle i den tidlige menneskerettighedstænkning. Både i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 var den private ejendomsret opregnet som helt grundlæggende for menneskets frihed og mulighed for at bestemme over sit eget liv. Selvejerskabet og den private ejendomsret var helt centralt for ophavsmændene.

Men ejendomsretten er med tiden blevet opfattet som kontroversiel, fordi en stærk ejendomsret nødvendigvis sætter grænser for den demokratiske stat og dermed det politiske flertals magtbeføjelser. Endvidere er der en vis tradition for at anse ejendomsretten for en rettighed, der tilskynder til egoisme og fastholder skellet mellem rige og fattige. Tilbage i 1844 affærdigede Karl Marx hånligt – i Om jødespørgsmålet – menneskerettighederne som borgerskabets grundpiller.

Denne opfattelse af ejendomsretten som problematisk forklarer – siger Jacob Mchangama, … – at ejendomsretten nu om dage ikke længere er særligt påskønnet som individuel rettighed og ikke regnes blandt de mest fundamentale menneskerettigheder.

Den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 erklærede derimod, at menneskenes naturlige og umistelige rettigheder er til »frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse«.
Den samme holdning var i årene forinden kommet til udtryk i den amerikanske og i delstaternes forfatninger. Men den høje værdi, som ejendomsretten blev tillagt i den tidligere menneskerettighedsfilosofi, kunne ikke holde ved. Eksempelvis figurerede den private ejendomsret ikke i den oprindelige udgave af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950.

Senere er den i en meget udvandet form blevet tilføjet i en tillægsprotokol, og fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foreligger efterhånden en række afgørelser vedrørende andre lande, der fortolker rækkevidden af den private ejendomsret, men ingen af disse afgørelser udvider den private ejendomsrets beskyttelse ud over hvad der i Danmark følger af Grundlovens paragraf 73, siger Jacob Mchangama.

I den universelle menneskerettighedserklæring fra FN er ejendomsretten beskyttet i artikel 17. Men da man i FNs regi skulle udforme en retligt bindende traktat, gled den private ejendomsret ud, således at denne rettighed ikke findes i FNs konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.

[Den] private ejendomsrets svage beskyttelse i internationale menneskerettighedstraktater forværres af, at en række af disse traktater indeholder økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Disse rettigheder kræver, at staten positivt opfylder en lang række menneskelige behov såsom retten til en rimelig levefod, retten til en bolig, retten til arbejde m.v. Disse rettigheder kan staten i praksis kun opfylde ved en omfattende omfordeling og dermed systematisk indgriben i den offentlige ejendomsret.

Men ikke bare på internationalt niveau er beskyttelsen af den private ejendomsret blevet udvandet. Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret er med tiden blevet svagere end beskyttelsen af de øvrige personlige frihedsrettigheder, fortsætter Jacob Mchangama. Det skyldes dels en tværpolitisk konsensus om at tillægge staten en større rolle i mange samfundsforhold, dels en svag domstolsbeskyttelse, mener han.

Grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret kan … tilsidesættes af hensyn til »almenvellet«, men Grundloven definerer ikke, hvordan almenvellet skal forstås. Almenvellet er derfor i praksis lig med, hvad det til enhver tid herskende politiske flertal definerer, er almenvellet, men Jakob Mchangama mener at kunne finde belæg for, at almenvellet på tidspunktet for Grundlovens formulering blev opfattet snævrere end, hvad der er almindeligt i dag. I takt med at staten har fået større og større indflydelse på det danske samfund, er opfattelsen af, hvad almenvellet dækker, afveget betragteligt fra, hvordan Grundlovens fædre opfattede det. Og det er fastslået i praksis, at domstolene ikke kan tilsidesætte Folketingets skøn med hensyn til almenvellets nærmere indhold.”

7 Kommentarer

  1. Rasmus Ole Hansen

    14. maj 2006 at 02:14

    Ja, det er interessant at det offentlige kan slippe afsted med så direkte overtrædelse af grundloven. Synes dog alligevel det mest interessante er at spekulere på hvordan Danmark trods alt har klaret sig med en grundlov der giver det siddende flertal ret til at definere hvornår man må beholde sin ejendom.Ser man på en række sydamerikanske landes fortolkning af hvad der er i almenvellets interesse ville Danmark have set meget anderledes ud, så fremt det politiske flertal i Danmark havde haft samme ideer.

  2. Claus Zilmer

    14. maj 2006 at 10:17

    Det interessante i analysen er omkring de erstatningsfrie reguleringer. Almenvellet er ikke defineret, og derfor er og bliver det et teoretisk snak, hvad det er. Men omgåelse af fuldstændig erstatning ved ekspropriation, som betyder hel eller delvis afståelse af ejendom ved tvang, det er her bruddet på Grundloven ligger. Det er bruddet hermed man kan betragte Den danske Stat som både ulovlig og tyrannisk.

  3. Rasmus har fat i noget meget vigtigt. Det er et folks politiske kultur (traditioner, erindring, institutioner) der afgør, hvordan regler sættes i værk. Danskerne har her været relativt heldige.Men Jacob M har naturligvis helt ret. Og der er mere. Det er jo ikke kun de rene ekspropriationer, der kan være overgreb på ejendomsretten. Det er også det utal af regler, som politikerne har vedtaget, og som indskrænker ejendomsretten. Politiet er den eneste myndighed, der (normalt) skal bruge en kendelse for at betræde privat ejendom. Snesevis af myndigheder fra skat til miljø har ubegrænset ret til at blande sig i hvad folk gør med deres ejendom, og hvis nogen protesterer, er det de selvsamme myndigheder, der finder ud af, at borgeren naturligvis ingen ret har til at protestere. Det er den sammenfiltring af udøvende og dømmende magt, der er den største trusel mod demokratiet i Danmark.

  4. Claus Zilmer

    15. maj 2006 at 02:03

    Kære David G.Vi har ikke noget demokrati i Danmark. Fundamentet for demokratiet er Grundloven, når den ikke overholdes har vi blot et selvbestaltet partipolitisk diktatur, som har lavet deres helt egne spilleregler. Det er og bliver en teoretisk diskussion om vi er mere eller mindre heldige end andre, og hvem er lige vi?

  5. Rasmus Ole Hansen

    16. maj 2006 at 01:21

    Claus, er det da ikke sådan man skal forstå demokrati?

  6. Hvis man er tilhænger af lavere skatter, og dermed en styrkelse af den private ejendomsret, skal opmærksomheden henledes på Copenhagen Institutes arrangement fredag (19/5/06). – Her kan man møde Dan Mitchell fra the Heritage Foundation, USA. Mere om arrangementet her:http://www.coin.dk/default.asp?aid=687

  7. Håber mange går til Copenhagen Institutes møde, selv kan jeg desværre ikke. Tak iøvrigt Simon for dit udmærkede indlæg i JP om erhvervslivets knæfald for “miljøfolkets tosserier”. Som 30-årig veteran i kampen mod disse “tosserier” kan jeg forsikre dig om, at kampen mod dem ser udsigtsløs ud … deres indflydelse idag er mange gange større end i 1970rne … MEN den internationale økonomiske virkelighed har det dog med i sidste ende at undergrave tosserierne. Kyoto-paladset er ved at skride. Det kan kun gå for langsomt, og det er en fryd at se.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑