Ugens citat: Krasnik & Rushdie om ytringsfrihed

De, der endnu ikke har læst sidste uges Weekendavisen, bør hastigt læse Martrin Krasniks meget morsomme og velskrevne artikel om sin jagt på Salman Rushdie for at få et interview med denne om Muhammed-tegningerne.  Med fare for at ødelægge “punch line”, så kommer her den mest interessante passage:

“Jeg mønstrer en helt uforklarlig energi og går lige til sagen. Jeg siger, at vi sagtens kan droppe det store interview, jeg har forstået det, men jeg bare må vide en eneste ting, have svar på ét eneste spørgsmål. Han ser ikke ligefrem begejstret ud, det gør han ikke, men han siger i det mindste ikke nej. Så jeg forklarer, at jeg er besat af Muhammed-tegningerne, at alle danskere, uanset deres holdning, har haft en mening om Rushdie, og nu vil jeg vide, hvad han selv mener om dem.

»Øhm,« siger han, mens larmen synes at forstumme og hele universet trækker sig sammen om bord fire i Gotham Hall. »Den dér med profeten, der siger, at der ikke er flere jomfruer, den er ret sjov…« mumler han.

»Men er profet-sagen det samme som din egen sag?« spørger jeg. »Nogle mener, at dine motiver var finere…«

»Jeg er fuldkommen ligeglad med motiver,« siger han og ser på mig.

»Jyllands-Posten ville bare håne…«

»Hvem skal afgøre, hvad der er ædle motiver?« spørger Rushdie.
»Ja, hvem skal det?« spørger jeg.

»Jeg er i hvert fald ligeglad med motiverne,« gentager han. »Og det er islamisterne også. De er fuldkommen ligeglade. Det handler om, at alle skal have lov til at udtrykke sig og sige, hvad de mener om hvad som helst. Og det vil de ikke have.«

»Men er karikaturerne ikke stødende og fornærmende?« prøver jeg.

»Politiske karikaturer skal være stødende og fornærmende. De skal støde, og de skal fornærme. Ellers kan man lige så godt lade være med at have dem. Så kan man altid diskutere, om de er sjove eller ej. Til helvede med motiverne!«

»Er de sjove så…?

»Som sagt: Den der med jomfruerne…«

Tag dén, Tøger Seidenfaden, Georg Metz et al.!

2 thoughts on “Ugens citat: Krasnik & Rushdie om ytringsfrihed

  1. Niels A Nielsen

    Og tag den professor dr. jur. Eva Smith. I JP den 21/10 2005 foreslog hun, at man skulle trække grænserne for ytringsfrihed et andet sted, end tilfældet er i dag. Hun foreslog mere konkret, at “grænsen bør gå ved ytringer, der kun har dét formål at svine andre til eller ikke har et meningsfuldt indhold – især, når det drejer sig om noget så væsentligt for mennesker som deres religion eller deres land.” (sic!)

    Svar
  2. Ian Hawkesworth

    Og listen er lang af folk som skuffede Jack Straw (tidl. udenrigsminister) mente at tegningerne var krænkende og unødigt ophidsende. Og jo mindre sagt om den toevende stoette og frygtsomme presse i Guds eget land jo bedre. Enkelte lyspunkter skal dog huskes: Både Angela Merkel og Nicolas Sarkozy viste sig som hædersmænd. Sarkozy opsummerede maaske konflikten bedst i hans udsagn om, at han foretrak overdreven karikatur fremfor overdreven censur. Det var ikke Kofi Annans synspunkt, som på tristeste vis mente, at krænkelser af andres religion ikke kan forsvares med henvisning til ytringsfrihed.

    Svar

Leave a Reply to Niels A Nielsen Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.