Burkes paradoks

Edmund Burke, der døde for mere end 200 år siden, er forlængst kanoniseret som konservatismens fader. Slå op i hvilket som helst leksikon eller enhver seriøs grundbog i politisk filosofi, og han bliver nævnt eller præsenteret som den første eller den mest konservative tænker og statsmand af dem alle.

Det er i øvrigt korrekt. Den irsk fødte brite var konservativ og leverede langtidsholdbare, konservative tanker, som stadig inspirerer og gøres til genstand for akademisk undersøgelse, analyse og publikation. Men Burke var ikke blot konservativ, han var også liberal. Paradokset siger noget centralt om det borgerlige temperament: på den ene side konservativt, på den anden side liberalt.

Den konservative Burke er først og fremmest kritikeren af revolutionen i Frankrig, dvs. af den radikale politiske og moralske transformation, der undergik Europas dengang førende stormagt. Sådan kender vi Burke: Politikeren, der griber øjeblikket og advarer mod fanatismen – især den ateistisk-sekteriske fanatisme – i 1789. Hans bog om revolutionen udkommer allerede året efter, dvs. tre år før den store terror i 1793 og ni år før Napoleons magtovertagelse, hvorfor det da også er blevet sagt, at Burke snarere forudsiger revolutionens terror end reagerer på den. Det tog ikke den profetiske Burke lang tid at se, det ville gå helt galt.

Revolutionen repræsenterer for Burke et opgør med vanernes historie. Vanerne er på godt og ondt menneskets udgangspunkt. Her begynder vi – eller rettere – her er vi placeret, indskrevet, midt i redeligheden. Vanerne er i familie med erfaringen, traditionen eller det gode, der kommer af at følge naturen uden at tænke over det. Vanerne er lige så gode for Burke, som det er dårlige for Rousseau.

Derfor advarede Burke allerede i sin æstetiske teori fra 1757 om det sublime og det skønne imod det sublimes tendens til at blive uhåndgribelig. “Vi underkaster os det, vi beundrer, men vi elsker det, der underkaster sig os”, skrev Burke, som satte kærligheden højt, men frygtede den blinde beundring. Det smukke er opbyggeligt; det rimer på moderation og evolution. Det sublime er derimod en prima donna og lig med radikalitet og revolution.

Både i sin tidlige æstetik og sin sene revolutionskritik er Burke klart konservativ: Al magt skal begrænses. Men hermed har vi kun sagt det, man plejer at sige.

Burke var imidlertid på på flere måder mere udpræget liberal end konservativ, ikke mindst fordi han eksplicit sympatiserede med Adam Smith og dennes teori om den usynlige hånd. Kort før sin død skrev Burke i et brev: “At sørge for vores materielle fornødenheder er ikke regeringsmagtens opgave (…) Modstand mod frihandel er decideret ufornuftigt eller barbarisk, ja, faktisk ondskabsfuldt (…) Den største politiske fejl er at blande sig for meget”.

Burke troede ligesom Smith på, at individernes økonomiske aktivitet – inkarneret i deres ejendom og retten hertil – ville gøre dem mere civile, oplyste og humane i deres sociale kontakt. Deres tillid til ejendomsretten, handelen og den kommercielle civilisation gør dem moderne.

Burke var ikke Tory, men kaldte sig derimod selv for en gammel Whig, hvilket var en forholdsvis bred betegnelse for tilhængere af den konstitutionelle revolution i 1688, og hans politiske program var frihed og orden, dvs. frihed beskyttet af konkrete institutioner og retsstat.

Da Burke fordømte den franske revolution, gjorde han det med andre ord primært, fordi revolutionen undergravede den konkrete og specifikke frihed. Burke forsvarede den liberale politiske orden og kritiserede revolutionens “kannibalfilosoffer”, snarere fordi de åd friheden, end fordi de åd privilegierne. Den ordentlige frihed var slut, thi med revolutionen kom sofisterne, kupmagerne, de udspekulerede. Alle revolutionens mange mestre i det abstrakte – hvoraf de fleste tilmed var franske.

Heroverfor stod briterne eller den moderate, britiske oplysning. Det er her, Burke må placeres. Det særlige ved den britiske oplysning er dens pragmatiske grundtone, der gav sig udslag i et ønske om at forene de stridende kræfter i samfundet og afhjælpe den tilsyneladende kroniske krise, forårsaget af kirkestrid og politisk entusiasme. Målet var ikke en abstrakt, fransk samfundspagt à la Rousseau eller en revolution, der skulle befri menneskeheden fra alle trængsler og hæve den til nye kollektive højder, sådan som Robespierre prædikede, men en bestræbelse på at opnå individuel tilfredsstillelse og social stabilitet samtidig. Det fælles bedste afhang ikke af en generel almenvilje, men var bedst tjent med et samspil mellem de enkelte viljer.

Et vigtigt kildeskrift til den konservative Burke som radikal tænker er hans debut, den mærkværdige pamflet “A Vindication of Natural Society” fra 1756. Pamfletten er mærkværdig, fordi man som læser ikke bliver klar over, hvorvidt den var ment alvorligt – eller er en karikatur. Forvirringen bliver ikke mindre af, at pamfletten udkom i to udgaver med to forskellige forord.

Tager man pamfletten for bare nogenlunde pålydende, udgør den en gennemgribende kritik af alle politiske samfund, antikke såvel som moderne. Tilbage står alene det naturlige samfund, der i en spidsformulering er “Guds rige”. Kun det guddommelige forsyn synes at kunne hjælpe os, ikke mindst fordi jurister, teologer og politikere har vendt fornuften imod sig selv og skabt en politisk retfærdighed, der ikke er retfærdig. Pamfletten er et råd fra forfatteren til læseren om at holde sig fra politik og vende tilbage til naturtilstanden, et udtryk, der giver mindelser om Grotius, Hobbes og Locke – bortset fra, at de i deres skrifter i århundredet før Burke går den anden vej: fra naturtilstand til samfundstilstand. Den unge Burke går med andre ord baglæns i liberale eller borgerlige fodspor ved at gentage, at samfundet hverken er guddommeligt eller naturligt, men netop kunstigt. Kun naturen er naturlig. Politik er altid en ny start. Men han drager en anden konklusion end sine forgængere. Politik er ikke bare en farlig beskæftigelse. Politik er patologisk.

Alligevel forsvarede Burke individets mulighed for at forfølge lykken. Det var en af grundene til, at han gik i brechen for de amerikanske oprørere i 1770’erne, da de løsrev sig fra det britiske imperium og skabte en ny republik, hvilket bestemt ikke var populært at mene i royale eller de fine kredses London.

Det kan overraske, at Burke forsvarede oprørerne. I hvert fald hvis man forveksler Burke med en tilhænger af status quo. Det var han ikke. I de amerikanske oprørere og deres intellektuelle ledere – modsat de franske – så han frihedens beskyttere. Da de amerikanske forfatningsfædre skrev de berømte ord om “pursuit of happiness”, forstod de, at lykken er en aktivitet. Den er uadskillelig fra forsøget på at opnå den. Uden retten til dette forsøg, er lykken slet ikke. Lykken erobres. Burke kunne have sagt det samme og fortsat, at lykken hverken kommer fra oven eller fra statsmagten, men fra mennesket selv. Frihed er derfor et moralsk anliggende – og ikke alene en økonomisk størrelse. Det vidste Burke. Han havde blik for begge dele – både den økonomiske og politiske frihed – og det gør ham til en klassisk borgerlig tænker, mindst ligeså liberal som konservativ.

Burkes paradoks kan således opfattes som en prisme for borgerligheden. Her mødes liberalismen og konservatismen: De er komplementære.

Denne tekst er en forkortet udgave af et essay, der bringes i næste nr. af det norske tidsskrift Minerva.

4 thoughts on “Burkes paradoks

  1. Jacob Mchangama

    Hvis bare nutidens konservative, som ofte lovpriser Burke i høje toner, rent faktisk tog Burke alvorligt, kunne man i en dansk sammenhæng for alvor tale om, at liberalismen og konservatismen var komplementære. Men det virker som om den magiske sammenhængskraft har større tiltrækning på nutidens danske konservative end begrænsning af politisk magt disse dage… Læs Jesper Langballes fremragende essay “konservatisme” i Tidehverv fra 1986 og sammenlign det med, hvad ellers skarpe tænkere som Langballe og Krarup disker op med idag, det er godt nok en sørgelig udvikling.

    Svar
  2. Peter Kurrild-Klitgaard

    Fremragende, kære Mikael. Jeg har altid været forbløffet over, hvor få nulevende danske (stats-)konservative, der i virkeligheden har læst Burke–og over, hvor få der faktisk har forstået ham i hans helhed (snarere end den karikerede version). De færreste af disse ved, hvor nært knyttede Smith og Burke var–jf. Smiths udsagn om, at Burke var den eneste anden person, der tænkte nøjagtigt som Smith selv (om politisk-økonomiske emner). Hayek er, om nogen, et godt eksempel på, hvorledes en sådan Smith-Burkesk “gammel Whiggisme” ville kunne se ud.Rothbards forsvar for den klassisk-liberale læsning af “Vindication” (snarere end påstanden om, at den var en ren joke) findes hos Mises Institute her:http://www.mises.org/rothbard/burke.pdfLibertarian Alliance har også publiceret denne monograf, “The Principled Libertarianism of Edmund Burke” af Paul Marks, som nok skal kunne give en række statskonservative et par slagtilfælde:http://www.libertarian.co.uk/lapubs/libhe/libhe013.pdf

    Svar
  3. Helene

    Hej Mikael,Nu kommer jeg til at tænke på dine nyligt afholdte CEPOS forelæsninger om de fire ”borgerlige superstars”, hvor du fremlagde en lignende påstand: at fordi Hobbes er blevet læst som liberalismens fader, men han giver udtryk for konservative synspunkter, så må liberalisme og konservatisme være komplementære. Nu kommer det så igen, bare lidt omvendt; Burke er blevet læst som konservatismens fader, men gav også udtryk for liberale, individualistiske holdninger og støttede den liberalistiske revolution i Amerika. Altså, liberalisme og konservatisme er ikke modsætninger.Nu er jeg ikke ekspert i idehistorie, men kunne forklaringen ikke ligeså vel være at disse tænkere er blevet læst forkert – at Hobbes ikke bør udråbes til liberalismens fader, og at Burke ikke bør læses som konservatismens fader? Snarere end det skyldes at liberalisme og konservatisme er to sider af samme borgerlige sag?Det synes du også selv at foreslå, når du siger: ”Burke var imidlertid på på flere måder mere udpræget liberal end konservativ..””Politik er ikke bare en farlig beskæftigelse. Politik er patologisk.”Er det et konservativt standpunkt?”..han gik i brechen for de amerikanske oprørere i 1770’erne, da de løsrev sig fra det britiske imperium og skabte en ny republik, hvilket bestemt ikke var populært at mene i royale eller de fine kredses London.”Revolutionær konservatisme?”Burkes paradoks kan således opfattes som en prisme for borgerligheden. Her mødes liberalismen og konservatismen: De er komplementære.”Hvorfor hedder din konklusion egentlig ikke: ”Her mødes den radikale (og revolutionære) liberalisme og pragmatismen. De er komplementære.” ?Hvis du med konservatisme bare mener ”pragmatisme” og ”realisme”, så kan konservative jo gøre krav på stort set alle fornuftige mennesker (hvilket man da også oplever diverse kække KU’ere gøre), men så er konservatismen vel reelt tømt for indhold (jf. Arzrouni i Djævelens Advokat nr.2 http://www.devilsadvocate.dk/index.php/?p=12).Mvh Helene

    Svar
  4. Mikael Jalving

    Tak for kommentarer, ikke mindst til Helene, som rejser et par gode indvendinger. Spørgsmålet om, hvad der adskiller liberalismen fra konservatismen går (mindst) tilbage til 1600-tallets naturretsfilosofi, hvor man jo netop diskuterer, hvorvidt naturretten betoner retten (friheden) eller loven (pligten). Hvad kommer først: rettighederne eller autoriteten? Dét spørgsmål kan man stille ligeså meget til Grotius, Hobbes og Pufendorf – som til Locke, Hume, Smith og Burke trods uomtvistelige indbyrdes forskelle – og få afvigende eller overraskende svar. Jeg ville gerne sidde inde med det, men har ikke noget universalsvar på, hvem der er retmæssigt tør kaldes henholdsvis 100 pct. liberale eller konservative. Jeg tror, vi er nødt til at prøve os lidt frem. Eksperimentelt. Men en foreløbig konklusion kunne være, at den klassiske liberalisme (altså længe før den libertarianske) er lige så – eller næsten lige så – konservativ som liberal. Rystende? Egentlig kun for dogmatikerne. For alle andre snarere et tema til videre drøftelse.

    Svar

Leave a Reply to Mikael JalvingCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.