Dødens gab

Det er ingen hemmelighed, at Den Østrigske Skole i mange henseender bliver betragtet som et udkantsfænomen inden for økonomisk teori. Det gælder vel især de bidrag, der forholder sig til makroteori. Her har det asketiske forhold til matematik i én guddommelighed været en forhindring for den videnskabelige videreudvikling. Klarheden og fremdriften fortoner sig således ofte i noget, der minder om ren knever. Og det er faktisk fortrædeligt, når Østrigerne har så meget at byde på.

For et par uger siden blev jeg præsenteret for et arbejdspapir, som illustrerer min pointe. Mens en hel verden bekymrer sig om det stigende inflationspres, præsenterede William R. White fra Bank of International Settlement det for tiden frappante synspunkt, at kilden til visse økonomiske kriser ikke nødvendigvis skal søges i det kaffegrums, der kaldes inflation. Depressionen i 30’ernes USA blev således ikke initieret af en forudgående hyperinflation. Sammenbruddet i Japansk økonomi i 80’erne var heller ikke foranlediget af et foregående inflationspres. Og krisen i Asien sidst i 90’erne er også svær at tilbageføre til et regionalt inflationspres.

De tre kriser kan derimod – uden sammenligning i øvrigt – knyttes til en forudgående kreditekspansion, som jeg vil tillade mig at kalde Dødens gab. For det er egentlig en ganske rammende betegnelse for det forløb, der sættes i gang, når den finansielle rente i stadig større omfang afviger fra den naturlige rente. Og det er her Østrigerne kommer ind i billedet.

Den naturlige rente er det bedste kommunikationsværktøj, der findes. Den sender et klart signal om økonomiske agenters tidspræferencer. Hvis den naturlige rente er lav, er det populært sagt et signal om at forbrugerne sparer op med henblik på at erhverve forskellige kapitalgoder i fremtiden. Hvis renten er høj er det omvendt et signal om, at forbrugerne vil anvende deres penge her og nu på forbrugsgoder. Men hvis virksomhederne bruger den finansielle rente som rettesnor for forbrugernes tidspræference, bliver de snydt. For en lav finansiel rente er ikke længere et signal om, at forbrugerne står i kø efter langsigtede kapitalgoder. Katastrofen indtræffer, når den forventede efterspørgsel udebliver.

William R. Whites arbejdspapir er et cadeau til denne indsigt, som han tilskriver Østrigerne, og ikke mindst Hayek. Men arbejdspapiret er også en advarsel om, at inflationsmålsætninger skygger for den kendsgerning, at vore økonomier kan bevæge sig mod et sammenbrud, selv om der ikke er tegn i sol og måne på et inflationspres. Måske burde vore egne økonomiske vismænd fokusere lidt mere på dette, og mindre på faren for overophedning under fuld kapacitetsudnyttelse. Jeg indgår således gerne et væddemål om, at den største udfordring i relevant fremtid ikke bliver mangel på kapacitet, men derimod overkapacitet.

19 thoughts on “Dødens gab

  1. Thomas Breitenbach Jensen

    Tak for referencen.At østrigsk konjunkturteori således sniger sig in i mainstream fora, er et andet BIS working paper et godt exempel på.Følgende reference er til en papir, der blev præsenteret på en BIS-konference om prisstabilitet (meget apro pos): (http://www.bis.org/publ/work137.pdf)For lidt tid tilbage, havde sågar verdensbanken et paper om emnet. Og endda med en af de bedste introduktioner til teorien jeg har læst længe:http://www.imf.org/external/pubs/cat/longres.cfm?sk=15480.0(begge referencer courtesy of marginalrevolution.com)

    Svar
  2. Jan Madsen

    @ David G:”Havde the Fed hyret den 17-årige Friedman i 1930 var det vel ikke sket.”Nej, det var gået meget værre. Bobler på markedet skabes når centralbanken pumper mange penge ud i økonomien. De forlænges når centralbanken bliver ved med at pumpe penge ud i økonomien, og brister til sidst når centralbanken igen trækker penge ud af økonomien, hvilket må ske på et tidspunkt. Milton Friedman bebudede, at USA kunne have undgået depressionen ved at pumpe flere penge ud i økonomien, men dette ville som sagt blot have forlænget boblen og gjort krakket endnu værre.

    Svar
  3. Ex Column

    Nicolai, et klart signal er naturligvis ikke synonymt med en determineret og kendt efter-spørgsel. En virksomhed foretager en kalkuleret risiko, hver gang den investerer med henblik på at dække en forventet fremtidig efterspørgsel. Det gælder uanset om der er tale om forbrugsgoder som damesko eller om maskiner. Og i nogle tilfælde er der ikke en-gang tale om risiko, men usikkerhed i Knights forstand (Risk, Uncertainty and Profit, 1921).Når den naturlige rente afviger fra den finansielle rente opstår der imidlertid støj i forhold til de underliggende faktorer og relative priser. Denne støj kan både tolkes og fejlfortol-kes, hvilket sker. Det skete bl.a. i 20’erne, hvor boligmassen i USA fx udviklede sig eks-plosivt; senere viste det sig, at den forventede efterspørgsel (forrentning af investering + mark up) ikke kunne indfries. Sraffa’s kritik af Prices & Production (1932) er legendarisk og på sine steder rimelig, men det er vel på den anden side urimeligt at påstå, at den underminerer grundlaget for Østrigernes boom-bust-tese. Når vi taler om irreversible investeringer syntes jeg egentlig at Hayek er tættere på den virkelighed, jeg selv har været en del af, end den virkelighed som Sraffa og Keynes i andre sammenhænge har forsøgt at tegne (Sraffa’s kritik af Hayek var i øvrigt orkestreret af Keynes). David G, jo overkapacitet betyder fejlbedømt efterspørgsel, og det vil såmænd også ske i en markedsøkonomi, hvor den finansielle og naturlige rente er i ligevægt. Når jeg anhol-der overkapacitet i denne sammenhæng, så er det alene i forhold til det ekstra værditab, der skabes, når der går politik i løse penge.Jeg har ikke noget sted argumenteret for en faldende forbrugslyst under overkapacitet, selv om det kan være en afledt effekt af et sammenbrud. Men efterspørgselen kan så-mænd være robust nok. Der vil således altid være efterspørgsel efter de forbrugs- og ka-pitalgoder, vi taler om. Det handler blot om prissætning. Men når virksomheder investe-rer, sker det på grundlag af en forventet positiv NPV. Og det er her kæden hopper af. Jeg skylder at understrege, at jeg ikke er fortaler for kreditrationering, som engang var så populært bland neo-keynesianere. Det vil blot føre til forvridninger i kreditmarkedet og ramme vilkårligt. Jeg taler for en rentedisciplin i traditionel forstand (og den kan jeg ikke se i Europa for nuværende). Og så lige et lille diskussionsoplæg: Teorien om rationelle forventninger burde jo i en eller anden udstrækning underminere påstanden om, at økonomiske agenter kan snydes til at foretage fejlinvesteringer. Når det alligevel sker, kan det være fristende at smide den rationelle forventningsteori ud med badevandet og konkludere, at økonomiske agenter i al almindelighed er irrationelle. Men det vil efter min bedste opfattelse være et fejlskud. Den rationelle forventningsteori kan sagtens opretholdes i en verden med policy induce-rede fejlinvesteringer; det kræver blot, at forventningerne ikke konvergerer. Og hvorfor skulle de i øvrigt også gøre det? Jeg har ikke adgang til en browser i de næste par dage, så når jeg ikke svarer, så skyldes det ikke manglende interesse for diskussionen. Jeg håber at være på igen søndag aften.

    Svar
  4. Joern E. Vig

    Det er marionetsnak 100%. Kun refererende og aldrig længere end til overfladen.VIRKELIHEDEN MANGLER OG MINE INDLÆG MÅ IKKE BRINGES.Euro flyder i oliehusprisstigninger via ekstra pengemidler og kredit giver flation tillige.Det er da fristende.

    Svar
  5. Nicolai Foss

    Ex column, Jeg kender udmærket det østrigske ræsonnement her. Jeg har tilladt mig at skrive om det i forskellige tidsskrifter. Hvad jeg anholdt var din formulering om et “klart signal,” hvilket du vist nu medgiver det slet ikke er. Hele Hayeks ræsonnement i Prices and Production udspiller sig indenfor rammerne af hans 1928 perfect foresight intertemporal ligevægts-model. Inden for rammerne af den giver det mening at tale om “klart signal”. Men modellen er unægtelig et stykke fra virkeligheden. Jeg mener som du heller ikke at Sraffas kritik nødvendigvis rammer alle grundideerne i østrigsk konjunkturteori. Der er mange gode ideer her som i højere grad burde integreres i makro, vækst og konjunkturteori — ikke mindst omkring intertemporal komplementaritet af kapital. Jeg mener dog at moderne østrigere, fx Garrison og Hans-Hermann Klaphat, har en tendens til bare at antage at den intertemporal usynlige hånd virker perfekt og at intertemporale præferencer og investeringer perfekt matches. Det er der ingen grund til at tro, og fx Mises troede det ikke. Mht rationelle forventninger forstår jeg ikke, hvad du mener. RF betyder at agenternes forudsigelser gennemsnitligt set er de samme som dem modellen (økonomien)implicerer. Så forventninger burde vel konvergere?

    Svar
  6. Nicolai Foss

    “Den naturlige rente er det bedste kommunikationsværktøj, der findes. Den sender et klart signal om økonomiske agenters tidspræferencer”Kunne du elaborere? Hvordan er det lige at et fald i den naturlige rente fortæller en producent af skotøj hvad kvinderne ønsker næste sæson? Eller hvilke construction-maskiner Caterpillar skal fremstille om 8 år? At sige at den “naturlige rente” (= MP ved at udvide roundabout’ness) er et “klart signal om økonomiske agenters tidspræferencer” er desværre rent vrøvl. Piero Sraffa aflivede effektivt synspunktet i sin kritik af Hayeks Prices and Production i 1932.

    Svar
  7. David G.

    Betyder overkapacitet ikke i grunden, at udbyderne har fejlbedømt efterspørgernes behov? Iøvrigt et interessant gæt, men hvorfor skulle forbrugslysten falde? Behov er som bekendt uendelige. Der er ligeså lidt grænser for behov som der er grænser for arbejdets mængde.Jeg føler alligevel du har en pointe, men gad nok se den udviklet.Min erindring om Verdenskrisens (det lærte vi at kalde den i skolen) årsager stammer fra Paul Johnson, som gav forfejlet føderal rente-, indkomst- og toldpolitik skylden. Havde the Fed hyret den 17-årige Friedman i 1930 var det vel ikke sket.Er der ikke osse noget småkeynesiansk i at beklage overkapacitet? Den kan jo iflg keynesianerne afskaffes ved at fremme efterspørgslen, især Keynes’ berømte aggregate demand. Ikke?

    Svar
  8. David G.

    Der er åbenbart selv i dette forum behov for at minde om, at det hedder efterspørgsel på, ikke efterspørgsel efter. Danskernes efterhånden stærkt svigtende forhold til præpositioner er endnu en funktion af skolernes sammenbrud efter 1970rne.Nå, men det var et sidespring. Jeg har slet ikke fagøkonomisk indsigt til at vurdere de mange henvisninger, de lærde kaster om sig, men jeg vil da stadig mene, at overkapacitet skyldes fejlvurdering, fordi folk netop ikke er alvidende, deres præferencer ikke permanente eller konsekvente, og deres muligheder heller ikke altid forudsigelige. En producent der går fallit fordi han har fejlvurderet behov er ikke nødvendigvis dummere eller et dårligere menneske end andre, blot uheldigere.En anden ting er at “rational expectations” for mig som ikkeøkonom har lydt som en voldsomt ambitiøs metafysisk påstand om adfærds forudsigelighed, der modbevises af erfaring, historie og sund fornuft.Hvis en virksomheds investeringer går tabt fordi investorerne har fejlbedømt et marked, jamen så har de fejlbedømt markedet og mere er der da ikke at sige. Det er der bare ganske ofte, fordi det beskrevne er en idealsituation som næppe optræder i virkeligheden. I virkeligheden investerer porteføljeforvaltere og spekulanter andres penge og er udsat for alle mulige psykiske og andre moral-hazard-agtige pres for at løbe risici. De har i grunden kun deres egen moral og samfundsmoralen at falde tilbage på, og når den skrider, får vi Enron, Fannie Mae, Parmalat og Claus Riskjær. Jeg har ofte tænkt på hvilken straf der kunne afskrække den slags og konkluderet, at ingen straf, der i virkelighedens verden vil kunne indføres, vil have nogen virkning.

    Svar
  9. US

    @David Gress: Du skriver at:”rational expectations” for mig som ikkeøkonom har lydt som en voldsomt ambitiøs metafysisk påstand om adfærds forudsigelighed, der modbevises af erfaring, historie og sund fornuft.Og den hører man ofte fra ikke-økonomer. Det første som skal bemærkes, er at rationalitet i økonomi er relativt afgrænset som begreb, og ikke matcher det, om man vil, traditionelle rationalitetsbegreb der ofte associeres hermed. Filosofisk og økonomisk rationalisme er to meget vidt forskellige ting.Rationel forventningsdannelse vil i økonomisk sammenhæng blot sige, at man i en økonomisk model antager, 1) at agenterne udnytter den information de har tilgængelig på den bedst mulige måde, samt 2) at forventningsdannelsen er konsistent med den måde, økonomien rent faktisk fungerer.Rationel forventningsdannelse betyder IKKE at økonomiske agenter ikke kan begå fejlinvesteringer, fordi de har fejlbedømt markedspotentialet. Hvis dette var hvad RF betød, havde denne forventningsdannelsesstruktur ingen gang i økonomisk teori.Men RF indebærer, at de intertemporalt summerede forventningsfejl i gennemsnit er lig 0. @EC:Ligesom Foss er jeg ikke helt med på, hvad det er du mener – RF indebærer da forventningskonvergens? I fbm. RF skelnes mellem anticiperede og ikke-anticiperede policy-ændringer, hvor eksempelvis en ikke-anticiperet pengemængdeudvidelse har reale effekter, mens en tilsvarende anticiperet samme vil være neutral. Et tilsvarende resultat burde da holde for en kreditekspansions vedkommende. Som jeg har forstået det udelukker RF ikke policyinducerede problemer som dit eksempel med fejlinvesteringer – sådanne vil vel næppe kunne udelukkes, så længe man kan vise, at politik vil kunne have reale effekter under det pågældende forventningsregime.Nu vi er inde i en RF-diskussion må jeg også stille det klassiske spørgsmål til de evt. modstandere: Har du en bedre forventningsmodel i tankerne? Hvis du har, så ligger der nok en Nobelpris og venter…

    Svar
  10. Citizen Dane

    David – når man kan investere andres penge ganske risikofrit og under alle omstændigheder inkassere en million/milliard bonus på grundlag af en omsætning, der ikke havde forbindelse til virkelighedens verdens rentabilitet, hvad er der så tilbage fra at afholde småkorrupte direktører som Ken Lay fra at blive big time korrupte?Ingenting – og det har jeg uendeligt svært ved at se har noget med samfundsmoralen at gør. Det har mere noget at gøre med, at investorerne, der udlånte de penge, som Lay et. al. investerede, ikke havde de fulde oplysninger om investeringens karakter til at kunne vurdere den involverede risiko.Man kunne vel gå så vidt som til at kalde det bedrageri; ja faktisk gik en amerikansk domstol så vidt som til at kalde det bedrageri.Så kan man argumentere herfra og til verdens ende for, at folks personlige moral er en afledt funktion af samfundsmoralen, og at det derfor er safundets skyld det hele – men det ligger på en eller anden måde ikke til det liberalistiske islæt i nogens tankegang, skulle jeg mene.Man er fan’me selv ansvarlig for éns dårlige moral; man kan ikke give samfundet skylden. Hvis man snyder folk, så vandet det driver ned ad væggene, og efterfølgende bliver dømt for det, så er det altså patetisk at komme og sige, at det var samfundet og dets manglende moral, der pressede én til at gøre det – og det er slet, slet ikke den undskyldning, du er i byen med, vel?Mvh

    Svar
  11. Ex Column

    Beklager, at jeg ikke har svaret på de seneste kommentarer. Men det har ikke været muligt. Og da jeg sidder på et hotel er det såmænd også begrænset, hvor meget jeg kan nå i denne omgang. Nicolai, jeg sætter overordentlig stor pris på de arbejder, jeg har set fra din hånd. Derfor er jeg også temmelig sikker på, at vi kan enes om det meste. Jeg kan således tilslutte mig dine rimelige betragtninger i relation til Hayek, ligesom jeg er helt og aldeles enig i din kritik af mere moderne Østrigere som fx Garrison. Du vil dog sikkert give mig ret i, at Garrison ikke altid har haft de bedste arbejdsvilkår. Da han forsøgte at modellere den østrigske makroteori (ups, konjunkturteori) blev han nærmest ekskommunikeret. Jeg ved det, for han viskede frustreret, da han fortalte det. I dag syntes jeg Garrisons grafiske modellering virker naivistisk og bundforkert, men det var ikke dét eller intertemporal clearing, han blev kritiseret for. Det var hele hans tilgang til økonomisk teori, der var under anklage. Hvad angår Hans Herman Klaphat (fint navn), mener jeg slet ikke, at han har license to opperate, når vi taler om konjunkturteori. Jeg betvivler såmænd også hans evner udi i andre genstandsområder. Men det må Kurrild byde ind på.Hvad angår rationelle forventninger og konvergens, skylder jeg vist en længere post på bloggen. Den kommer inden for den næste uges tid, hvis jeg kan nå det. Men det er vel fair at bemærke, at en rationel forventningshypotese, der ikke tager hensyn til at policy interventioner virker forskelligt i forhold til forskellige agenter, bør saneres.David, jeg kan kun gentage, hvad jeg allerede har understreget: Overkapacitet er udtryk for en fejlvurdering, hvilket også vil optræde i et marked uden politisk intervention. Men det må de skadeslidte selv bære ansvaret for. Jeg ønsker blot at minimere faren for policy induceret overkapacitet.Dine synspunkter i forhold til mere kriminelle forretningsmodeller er interessante. Jeg vil kun tilføje, at disse isolerede fænomener har ført til en kaskade af politiske indgreb, som er årsagen til, at nogle af os ikke ser familien tit nok. Ikke fordi vi er i fængsel, men fordi vi skal bruge natten på Sarbannes-Oxley og andet bekosteligt tidsfordriv.

    Svar
  12. Jan Madsen

    Hvor får jeg en “licence to opperate” vdr konjunkturteori, så jeg kan få lov at udtale mig herom?

    Svar
  13. David G.

    Ah, men jeg ved da godt, at”Rationel forventningsdannelse vil i økonomisk sammenhæng blot sige, at man i en økonomisk model antager, 1) at agenterne udnytter den information de har tilgængelig på den bedst mulige måde, samt 2) at forventningsdannelsen er konsistent med den måde, økonomien rent faktisk fungerer.”Og jeg synes stadig, det er metafysisk og overambitiøst. Og uklart. Hvad vil det sige, at “agenter udnytter den information de har tilgængelig på den bedst mulige måde”? Hvordan defineres “tilgængelig” og “bedst mulige måde”? Den der giver mest økonomisk gevinst for agenten? For hans opdragsgiver(e)? I hvilket tidsperspektiv? Efter hvilke kriterier?Jeg ser heller ikke at virkeligheden bekræfter at forventningsdannelsen finder sted på den måde, undtagen måske for højt begavede hyper-rationelle køligt tænkende individer (15 pct.?). Beslutninger, også økonomisk tunge beslutninger som de, der driver finansmarkederne, forekommer ofte at være afledt af følelser, impulser, fordomme og ønsketænkning, for slet ikke at tale om politiske reguleringer og favoriseringer. Og det gælder i endnu højere grad det individuelle forbrug. Hvorfor stiger salget af økologiske fødevarer i Danmark (hvis det altså faktisk gør)? Fordi mange forbrugere nærer en overtro (der igen skyldes videnskabelig analfabetisme og følgagtighed) om, at de er sundere og at det er moralsk korrekt at købe dem. At kalde det handling på grundlag af rationel beregning forekommer søgt. Med mindre rationalitet defineres cirkulært som “det der tilfredsstiller min personlige og ikke nødvendigvis velunderbyggede tro på, hvad der er rigtigt”.Endelig (men nu er jeg igen på tynd is hvad min viden angår) forekommer det mig at rationalitetsantagelsen og dens individuelle fokus på agenten har et problem med at forklare hvordan man kommer fra individuel til kollektiv rationalitet.Jeg kan kun være rørende enig med ønsket om at minimere faren for policy-induced overkapacitet. Som er den situation, vi rent faktisk lever i. Og som kun kan forklares ved en politisk og socialpsykologisk analyse. Groft sagt, jo mere bureaukrati og regulering, desto større muligheder for rent-seeking og dermed for gevinster, der ikke kræver indsats på frie markeder. Højt begavede mennesker stilles her overfor det moralske valg mellem at skaffe sig rigdom fra rents eller rigdom ved at udbyde noget, andre efterspørger. Det bedste vi kan håbe på er en institutionel og juridisk orden, der afskrækker rent-seeking og favoriserer samfundsnyttig aktivitet.

    Svar
  14. Peter Buch

    Der kunne givet skrives meget om “Sandheden er (det,)hvad du tror på (?)” som hr. Vig skriver på http://www.lilliput-information.com/indexx.htm og rationalitet ligeså beskrives på mange måder.http://www.greenplanet.net/Articolo15791.html Riportiamo le conclusioni dello studio del Rodale Institute: I metodi biologici sono stati utilizzati per oltre 6000 anni per praticare l’agricoltura sostenibile. Questa azione deriva dal fatto che preservano il terreno, l’acqua, l’energia e le risorse biologiche. I metodi biologici si concentrano in gran parte sull’incremento della sostanza organica o del carbonio nel suolo.Molti dei benefici delle tecniche biologiche che abbiamo trovato nei nostri studi di lunga durata sono collegati al miglioramento del carbonio nel suolo.I benefici comprendono: 1) con le tecniche di agricoltura biologica la sostanza organica (carbonio e azoto) può aumentare in misura sensibile fornendo numerosi benefici alla sostenibilità complessiva di questi sistemi di agricoltura. 2) le rese annuali complessive per ettaro possono eguagliare quelle dell’agricoltura convenzionale. 3) durante gli anni siccitosi, l’elevato contenuto di sostanza organica del suolo coltivato con metodi biologici aiuta a conservare le risorse idriche nel terreno e stabilizzano le rese di mais e soia. 4) in condizioni di elevata piovosità, l’alto contenuto di carbonio del suolo in coltivazione biologica conserva l’azoto, portando a rese e contenuto proteico più elevato nei sistemi biologici rispetto al sistema convenzionale. 5) le rotazioni colturali e l’inerbimento del suolo tipici dell’agricoltura biologica riducono l’erosione del terreno. 6) se fatto correttamente, il riciclaggio dei rifiuti animali può ridurre l’inquinamento e contemporaneamente accrescere il carbonio nel suolo a coltivazione biologica7) l’abbondanza di biomassa epigea ed ipogea (sostanza organica del suolo) aumenta la biodiversità, che aiuta nel controllo biologico dei parassiti e aumenta l’impollinazione da parte degli insetti. 8) le tecniche di agricoltura biologica che conducono al sequestro del carbonio comprendono le rotazioni, la coltivazione di cover crops e l’utilizzo di letame/compost. Il loro uso e i loro benefici non sono riservati agli agricoltori che praticano il metodo biologico, ma possono essere adottati dall’agricoltura convenzionale per rendere le sue aziende più sostenibili ed eco-compatibili nelle aree sensibili9) è dimostrato che l’agricoltura biologica è un metodo per la riduzione dei gas serra, così come che ha benefici multipli per una vasta gamma di altri punti critici ambientali.In conclusione: estremamente interessante, un acquisto consigliato.

    Svar
  15. Peter Buch

    Jeg burde nok have nævnt følgende link før boganmeldelsen ( nederste link herunder)på italiensk- undskyld.http://www.fibl.org/aktuell/veroeffentlichungen/2006/0530-isofar.phphttp://www.isofar.org/publications/scientific-01.htmlhttp://www.greenplanet.net/Articolo15791.htmlSalget af økologiske fødevarer kunne for eksempel stige hvis antallet af mennesker der ville dyrke fødevarer sådan selv hvis de havde mulighed for det er mindre end det potentielle antal grundet deres ejendomsforhold, finansielle situation og så videre; om dette så har noget med rationalitet at gøre må læseren selv tænke over.

    Svar

Leave a Reply to Joern E. VigCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.