Det gode imperium

Der går næsten ikke en dag, uden at et nyhedsmedie fortæller os, at supermagten USA er i knibe i Irak eller Afghanistan. Vi er langsomt ved at vænne os til det: Supermagten er ikke Superman. Imperiet er ikke imperialt.

Men nu tager den indisk-amerikanske professor i udviklingsstudier ved UCLA i Californien, Deepak Lal, imperiet i forsvar i sin insisterende bog In Paise of Empires: Globalization and Order.

Ifølge Deepak Lal har imperiet været reglen og ikke undtagelsen i hele den menneskelige historie. Lige fra Mesopotamien ca. 4000 f. Kr. over de egyptiske, kinesiske og indiske riger til perserne, grækerne og romerne – og frem til det ottomanske, det østrig-ungarnske og det britiske imperium. Der har været mange af slagsen, og flere af dem bestod i mere end 1000 år. Det britiske imperium, som måske er det mest kendte, hører til de kortvarige med ca. 190 år. Til gengæld var det meget succesrigt, hvilket bl.a. inderne har gavn af den dag i dag.

MEN imperierne blev afløst af nationalstaterne. Langsomt fik de overtaget, fordi de i kraft af deres lidenhed kunne opbygge et mere effektivt kommunikationssystem via veje og broer og indføre et officielt sprog til bureaukratiet. På den anden side skaber nationalstater ifølge forfatteren uorden og krig, hvor nationalstaternes blodige 20. århundrede er hans stærkeste kort. Det, imperiet kan, hvis man skal tro nærværende udlægning, er at beskytte os mod nationalisternes kaos.

Det sidste skyldes først og fremmest, at imperier – modsat hvad mange hævder – fremmer globaliseringen, som hos Deepak Lal ikke anses for at være et nyt fænomen. For hvor der har været imperier, har der også været globalisering i betydningen et fælles økonomisk samkvem og en bevægelse af varer, kapital og arbejde. Imperiet er meget bedre end sit rygte. Især det britiske imperium, der også var det første globale imperium, hjulpet frem af dampkraften, jernbaner og telegrafen. Men også det østrig-ungarnske imperium og det ottomanske imperium, hvis styrke var deres multikulturelle karakter.

DEEPAK Lal slår ned på fredsslutningen på Versailles-slottet i 1919 efter Første Verdenskrig. Den fred skulle vise sig at blive skæbnesvanger. Siden indgåelsen af Den Westfalske Fred i 1648 efter Trediveårskrigen, der gjorde det af med næsten en tredjedel af Europas befolkning, havde der i Europa hersket en vis balance mellem de førende magter. Magtbalancen holdt i ca. 250 år. Så fulgte Første Verdenskrig. Og derpå freden i 1919, hvor den amerikanske præsident Woodrow Wilson i Deepak Lals vurdering smadrede imperiets lange æra og gav grønt lys for nationernes æra.Hvis amerikanerne i stedet for at indlede nationernes æra havde hjulpet briterne med at bistå imperiet, det britiske gentlemanimperium, kunne de formentlig have forhindret mange af det 20. århundredes uhyrligheder, mener forfatteren, selv om det er svært at spå, især om fortiden.

Forfatteren er nådesløs overfor, hvad han kalder præsident Wilsons utopi: At begrave friheden i Folkeforbundet og dernæst FN og gøre disse organisationer til et fællesskab af nationalstater, hvor de stærke og svage har samme rettigheder. Det var mere naivt, end man har lov at være som præsident for verdens allerede dengang stærkeste og rigeste magt.

Utopien førte ifølge Deepak Lal til både fascismen og kommunismen. Frem voksede en ny moralsk nationalisme i stedet for den kritiserede imperialisme. Frihed blev fejlagtigt opfattet som nationalstatens tvilling, mens amerikanerne trak sig tilbage i ophøjet isolation. Resultatet blev et magtvakuum og det 20. århundrede, som vi kender det.

I MODSÆTNING til nationernes anarki skaber det gode imperium fred og velstand. Det kan kun lade sig gøre, hvis det undlader at gøre trosspørgsmål til afgørende spørgsmål. Bliver troen det vigtigste, så venter barbariet.

Deepak Lal låner her to begreber fra den britiske politiske filosof Michael Oakeshott (1901-90), som er relativt ukendt i Danmark, men et stort navn i den angelsaksiske verden. Oakeshott skelnede mellem stater som enten “civil association” eller “enterprise association”.

“Civil association” går tilbage til antikken, hvor målet netop ikke var at indfri diverse abstrakte begreber, såsom f.eks. demokrati eller menneskerettigheder, men at skabe orden. “Enterprise association” går derimod tilbage til den jødisk-kristne tradition, hvor staten skal lovgive moralsk. Denne moralisme frembringer også de dårlige imperier.

Forfatteren skriver det ikke direkte, men med dårlige imperier kommer man uvilkårligt til at tænke på det sovjetiske imperium (1917-89) eller Det Tredje Rige (1933-45), hvis fascinationskraft og morderiske potentiale netop lå i at ville dirigere alt samfundsliv og styre moralsk. Intet af dette var naturligvis kristent eller jødisk, men det afgørende var troen på perfektion gennem lovgivning og en fatal mangel på tvivl.

MED Oakeshotts “civil association” som pejlemærke skal dagens amerikanske imperium bestræbe sig på at gøre briterne kunsten efter og fremme en globalisering, der fører til modernisering, ikke amerikanisering. Imperiet skal stræbe efter en international liberal økonomisk orden.

Hvor briterne tidligere stræbte efter en international liberal økonomisk orden, så har amerikanerne typisk stræbt efter multi- eller bilaterale aftaler gennem GATT, WTO, IMF og Verdensbanken. Amerikanerne har aldrig forstået, hvad frihandel er – og kræver. Og det kan i længden vise sig at være USA’s akilleshæl, ikke mindst fordi underskuddet på det amerikanske budget vokser faretruende.

Præsident Bush’s problem er således, at han ikke vil indrømme, at han står i spidsen for et imperium. Han står med et imperium, men har ikke forstået dets rolle.

DEN tætpakkede bog er et angreb på al idealisme. Både den idealisme, der udgår fra menneskerettighedsindustrien i FN, herunder de associerede NGO’er. Og den idealisme, der udgår fra Bush-administrationen og den såkaldt neo-konservative indflydelse i amerikansk udenrigspolitik.

Begge dele udtrykker en politisk aktivisme i globalt format, hvor målet er en international moralsk orden. Men “verdenssamfundet” eksisterer ikke; det er en illusion. FN er alene et forum for de svage, hvor de kan forene sig imod den store Guliver. FN lider af en slags demokratisme eller selvforblindelse. Og Amerika vil gerne være populær. Men hvorfor skal den stærke gøre sig svag for at tækkes de svage, spørger Deepak Lal.

Når han følgelig priser imperiet, priser han indirekte realismen, og det er faktisk den, der er hans vigtigste ærinde. Han vil have politik tilbage til det, politik handler om: magt, ikke popularitet; resultater, ikke PR; indhold, ikke spin. Og han vil have økonomi tilbage til det, økonomi handler om: velstand, ikke omfordeling; frihandel, ikke monopoler; kapitalisme, ikke socialisme.

TILBAGE står naturligvis det store spørgsmål om islam. Men det er overvurderet, mener Deepak Lal.

Islam er i virkeligheden gået tilbage siden tyrkernes mislykkede belejring af Wien i 1683. Mest af alt, fordi der i den muslimske del af verden – fraset det moderne Tyrkiet – intet skel er mellem moske og stat. Derfor refereres der altid til Guds stat, ligesom der henvises til Guds hær.

I Mellemøsten bliver spørgsmålet “Hvad laver militæret i politik?” end ikke rejst, skriver Deepak Lal, for sådan har det været siden Muhammed. Men islam kan ikke ryste det amerikanske imperium, hvis amerikanerne vel at mærke anerkender, at de står i spidsen for et imperium.

Det er især på spørgsmålet om islams betydning for det 21. århundredes politik og moral, at den professorale nonchalance hos Deepak Lal trænger mest igennem. Han argumenter overbevisende for risikoen ved at eksportere den vestlige verdens politiske korrekthed – både gennem FN og idealistisk, amerikansk udenrigspolitik – men han undervurderer truslen fra den islamiske fundamentalisme, som meget vel kan vise sig at blive imperiets værste f
jende.

Hvis der er n
oget, vi lærer i disse år, så er det, at magten tilhører dem, der griber den.

Deepak Lal: In Paise of Empires: Globalization and Order, 270 sider, Palgrave, $27.

17 Kommentarer

  1. R.H. Iversen

    13. juni 2006 at 09:55

    Hvor kært….Med til historien hører vel også, at samtlige af de ovenævnte emperier bestod i kraft af deres vilje til hæmningsløst og arbitrært at anvende massiv og institutionaliseret vold imod enhver indbildt eller reel trussel imod deres hegemoni……

  2. Selvfølgelig var det britiske imperium en god ting overordenet set, og det er vi jo i al ubeskedenhed nogle stykker, som har forsøgt at bringe på banen siden slutningen af 1990erne. Og så er det rigtigt, som Jalving skriver, at det britiske imperium kan betragtes som værende den første globaliseringsbølge. Det skriver Karl Polayni jo også i sin fremragende bog ‘The Great Transformation’. Globalisering og imperium er dog ikke identiske størrelser, for mens imperierne truede med at gå IND et sted, truer globaliseringen med at blive væk. Amerikanerne forsøger i dag at rydde op efter briterne, der trak sig for tidligt ud af deres kolonier, mandatområder og protektorater – bl.a. Irak og Afghanistan. Jeg nævner en række konfliktområder, der ALLE befinder sig inden for grænserne af det tidligere britiske imperium: Sri Lanka, Nigeria, Uganda, Israel/Palæstina, Nordirland, Afghanistan, Irak, Sudan, Somalia, Sydafrika, Kashmir, Zimbabwe og Cypern. Hver gang englænderne har trukket sig ud af deres gamle kolonier, er der opstået et naturligt magttomrum, som forsøges udfyldt af lokale etniske og/eller nationale grupperinger. Tiden er inde til at gentænke imperiet, som jo er det eneste alternativ til nationsstaterne. Til alle interesserede i det britiske imperium – der jo som det hollandske imperium var handelsdrevet – kan anbefales den liberale skotske historiker Niall Fergusons samlede værker.

  3. Imperie: Illusionen om at et voldsmonopol handler altruistisk.

  4. Poul Højlund

    15. juni 2006 at 06:27

    Sig mig: er indlæggene fra Iversen og Felix et resultat af 30 års antiimperialistisk pædagogik i vore uddannelsesinstitutioner, eller mener I vitterligt, at begrebet emperie i sig selv rummer en ondskab, der må fordømmes?Vi er nogle stykker, der har oplevet afkoloniseringens nationalisme og den naivitet, der omgav den efter devisen: blot vi får en selvstændig nation er alt godt. Det er det dom bekendt ikke.

  5. R.H. Iversen

    15. juni 2006 at 06:37

    Nej, men jeg har i adskillige år studeret fænomenet “imperie” i dets antikke og tidligt middelalderlige klædedragt. Hvis folk insisterer på at synge imperiets lovsang, vil jeg insistere på at kyle dets voldelige skyggesider tilbage i fjæset på dem. Imperier er latent voldelige og villige til at slå ihjel i stort tal for at bevare deres hegemoni. Enten direkte (krig, folkemord) eller indirekte (upåagtet hungersnød, undertrykkelse af civile rettigheder). At nationalstaten som institution har slået flere ihjel, beror snarere på den teknologiske udvikling i de sidste 200 år. Hvis romerne havde haft a-våben imod Karthago, ville de givetvis have brugt dem uden at blinke.For fremtiden vil jeg gerne have mig frabedt slige motivanalyser; du har ingen forudsætning eller ret til at dømme mig på andet end hvad jeg har skrevet her.

  6. A. T. Madsen

    16. juni 2006 at 10:06

    Iversen, nu skal du ikke blive fornærmet, men: efter at englænderne har trukket sig ud af Afrika har det været bedre eller dårligere for de lande?Har USA’s (hvis vi skal anvende en venstresnoet optik) imperialistiske indflydelse på Europa være god eller dårlig?Har den vestlige indflydelse i Asien (Japan, Sydkorea, Hong-Kong etc.) været mest god eller dårlig?

  7. Poul Højlund

    16. juni 2006 at 11:07

    Jeg begik nu ikke en motivanalyse, men undrede mig derimod højlydt og lidt ironisk kildesøgende over den værdidom, der uargumenteret lå i dit oprindelige udsagn.Udsagnet er i al sin korte fyndighed noget vrøvl: et imperie er ikke en illusion, og naturligvis forestiller magthaverne sig, at de handler i en fælles og højere interesse, altså altruistisk.Emperier er, ligesom historien er, eller rettere: var. Den bør ikke, den er blot.Og mig bekendt er selve statsdannelsen netop oprettelsen af et voldsmonopol, -hvilket endda gælder i mindre udstrækning for imperier – alt after grad og karakter.At tillægge romerne viljen til at a-bombe Kartago, – tja, bum, bum ..

  8. R.H. Iversen

    16. juni 2006 at 11:53

    At imperier dræber er et faktum. Storbritannien bevarede ikke herredømmet over Indien i kraft af deres økonomiske reformer eller deres udbyggelse af infrastrukturen, men alene i kraft af deres evne til at knuse enhver opstand afgørende (som det da også skete adskillige gange). Det samme gælder i endnu højere grad for det britiske imperiums forgængere (take your pick…) At kalde imperiets voldsmonopol for mindre end andre statsdannelsers er både rigtigt og forkert. Rigtigt i den forstand at de udmærket kunne have ikke-statslige aktører (Cecil Rhodes og det britiske East India Company for nu at nævne to) der agerede på deres egne vegne. Forkert i den forstand at disse i sidste ende blot tjente til at udbrede imperiets hegemoniske magt.At tilskrive folk som Cecil Rhodes altruiske begrundelser er derimod mindre… passende. For nu at bruge et pænt ord.Delenda Carthago est……

  9. R.H. Iversen

    17. juni 2006 at 06:06

    “Naturligvis gennemsyret af tidens raceopfattelse, men hvis det ikke er altruisme, hvad er det så?”En tyndbenet efterrationalisering. At analysere imperier (og deres aktører)alene på baggrund af deres egen propaganda er… mindre heldigt. Det er her nødvendigt at skelne imellem “sein” og “schein”. Ideen om den hvide mands “altruistiske” (for nu at bruge det begreb du gerne vil anvende) mission overfor de laverestående racer er således intet andet end en tynd fernis over et latent voldeligt og ekspansionistisk projekt. Jeg behøver vel kke at opgøre slagterregningen for Cecil Rhodes “eventyr” i det sene 19.årh. for dig? Det er således nødvendigt at skelne imellem intention og konsekvens. Det var aldrig det engelske imperiums intention at “hjælpe” de undertvungne folkeslag og enhver statslig/imperialistisk udbygning af infrastruktur og administration i kolonierne skete ene og alene med profit for øje, ikke for at assistere de indfødte. Intentionen var at berige sig selv. “Berigelsen” af de indfødte samfund med vestlig teknologi, infrastruktur og medicin skete først og fremmest som en konsekvens af denne intention og blev ikke anset som et mål i sig selv før det 20. årh.En afsluttende bemærkning:Hvis rå magtanvendelse vitterligt anses som nødvendigt, foretrækker jeg åbenhed omkring det, i stedet for at sukre det ind i hyklreriske fraser om det smukke imperiums angivelige altruistiske karakter.

  10. Poul Højlund

    17. juni 2006 at 08:26

    “I contend that we (the British) are the finest race in the world; and that the more of the world we inhabit, the better it is for the human race” Confession of Faith,Rhodes, 1877.Naturligvis gennemsyret af tidens raceopfattelse, men hvis det ikke er altruisme, hvad er det så?

  11. Jacob Mchangama

    17. juni 2006 at 10:32

    Ad Poul Højlund: Mener du så også det er altruisme, når Islamister søger at undertvinge sig verdensherredømme, ud fra en overbevisning om, at Islam er til menneskehedens bedste?

  12. Poul Højlund

    17. juni 2006 at 11:39

    God pointe, Jacob!Altruisme er i følge Fremmedordbogen opofrelse, menneskekærlighed, etc. Vi kan dårligt definere det som en absolut og målbar størrelse, – derimod nok som en subjektiv bevæggrund. Islamisterne handler i egen forståelse ud fra lydighed overfor det, de opfatter som en guddommelig befaling. Jeg vil ikke kalde deres bevæggrunde altruistiske, derimod religiøse. Men for islamisten tegner det sig måske anderledes.Rhodes’ citatet og den engelske imperialisme generelt forstås måske bedst ud fra Kiplings: Den hvide mands byrde, – forstået som den overlegne races pligt til at udvikle resten af menneskeheden til samme niveau. Berlusconi røber i øvrigt af og til samme opfattelse!Det er vel altruisme i ordets egentlige forstand, uagtet at det er baseret på et racebegreb og en intellektuel forsnævring, som vi har meget svært ved at kapere nu til dags.Og dog: kig på den danske Grønlandspolitik under moderniseringsbølgen og for den sags skyld også før: det var vel danskerne, der – i egen opfattelse kulturelt overlegne – først ville beskytte naturfolket mod udvikling, og derefter – presset af grønlandske politikere – moderniserede for at løfte landet og befolkningen op til dansk niveau.Er det i øvrigt ikke præcis samme tankesæt, vi alle lider under, når vi tror at kunne fjerne islamismen gennem udvikling, uddannelse, demokrati og borgerlig frihed?Der er noget med sten og glashuse ..

  13. Jeg mener selv at mine holdninger mest er præget af f.eks. liberator.dk og lewrockwell.com, og jeg mener ikke at disse siders indhold generelt er sammenfaldende med dansk “venstresnoet” skole-indoktrinering. Anyways, så har jeg et reelt spørgsmål: De grænser mellem stater i Afrika og mellemøsten (alle trukket af imperier) er de en signifikant eller ikke-signifikant faktor i disse regioners allestedsnærværende konflikter og problemer?Venlig hilsen.P.S. Når Poul Højlund skriver at vi ALLE lider under et tankesæt der indeholder ønsket om at sprede demokrati o.s.v. så skulle han overveje at nøjes med at tale for sig selv.

  14. R.H. Iversen

    18. juni 2006 at 03:37

    Nu, det her bliver vist lidt af en *fisking*, men here goes:”til Iversen: Du skriver som om altruisme er et abolut begreb, der reelt kan konstateres og hvor graden kan måles. Det, jeg forholder mig til, er imperialisternes selvforståelse, og der er Rhodes-citatet en glimrende illustration. “Sjovt nok gør du selv det samme ved at tilskrive imperialisternes egne udsagn en kildekritisk værdi som de reelt ikke har. At folk som Cecil Rhodes muligvis har tænkt sig selv som handlende i en god sags tjeneste” undskylder da ikke deres overgreb (selv om det tjener til at forklare dem).”Og tag så og læs hele debatten, før du begynder på at belære mig: altruismen stammer fra et andet indlæg, som jeg kritiserer.”Kritikken af imperiet som altrusitisk handlende institituion var nu implicit i mit første indlæg. Jeg undskylder for ikke at have gjort min pointe mere forståelig.”Og endelig til jer begge: I åbnede ballet med et par markante og videnskabeligt set dybt foruroligende værdidomme over begrebet imperie. Når jeg derefter ironiserer en anelse over jeres indlæg, får jeg nogle svar, der ikke er hverken dette forum eller d’herrer værdige. Så derfor: tak for kaffe.”Hahaha.Som om det oprindelige blogindlæg ikke gjorde det. Hvis blogskribenten kan lave moralske vurderinger over begrebet imperie, hvorfor kan jeg ikke?

  15. “Når vi nu ikke ALLE (jeg skrev: alle) lider under det tankesæt i forhold til islamismen, kunne du – som jo tydeligvis ikke lider under det – forklare for os andre undrende, hvordan vi så håndterer islamismen?”Igen må jeg gøre opmærksom på at jeg ikke deler antagelsen om den hvide mands byrde eller hvad man nu skal kalde det. Så vi skal ikke håndtere islamisme, vi skal håndtere konkrete problemer som f.eks. Terrorangreb (d.v.s. overgreb mod folk liv og ejendom). Dette gøres ikke med den klassiske “gør som jeg siger og ikke som jeg gør” hvor vi render og smadrer folks tilværelser (med eller uden gode hensigter) rundt omkring på kloden, og samtidig fordømmer Islamisternes forsøg på samme, jævnfør Jacobs indlæg.

  16. Poul Højlund

    18. juni 2006 at 08:25

    Et par bemærkninger før jeg trækker mig fra dette besynderlige mundhuggeri:til Iversen: Du skriver som om altruisme er et abolut begreb, der reelt kan konstateres og hvor graden kan måles. Det, jeg forholder mig til, er imperialisternes selvforståelse, og der er Rhodes-citatet en glimrende illustration. Og tag så og læs hele debatten, før du begynder på at belære mig: altruismen stammer fra et andet indlæg, som jeg kritiserer. til Felix: Når vi nu ikke ALLE (jeg skrev: alle) lider under det tankesæt i forhold til islamismen, kunne du – som jo tydeligvis ikke lider under det – forklare for os andre undrende, hvordan vi så håndterer islamismen?Og endelig til jer begge: I åbnede ballet med et par markante og videnskabeligt set dybt foruroligende værdidomme over begrebet imperie. Når jeg derefter ironiserer en anelse over jeres indlæg, får jeg nogle svar, der ikke er hverken dette forum eller d’herrer værdige. Så derfor: tak for kaffe.

  17. Tyndhudet, Højlund. Relevante indvendinger kan ikke imødegås med et “tak for kaffe”.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑