Ligestillingens to ansigter

Danmark har ondt i ligestillingen. Sådan lyder budskabet i en artikel bragt i Politiken gårsdags dato. Artiklen bygger på EU-rapporten “Kvinder og ligestilling”, der giver Danmark en absolut bundplacering, når det gælder det fagre køns andel af de samlede tekniske forskerstillinger.

Kamma Langberg, der er seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse, efterlyser i artiklen en langt mere direkte ligestillingsindsats på det tekniske område. Med hendes egne ord:

“For tyve år siden troede vi, at der bare skulle uddannes flere kvindelige ph.d’ere. Dem har vi masser af i dag, men de kommer ikke videre op ad karrierestigen. Derfor må der stilles nogle krav til forskerverdenen. Jeg bryder mig ikke om at fastsætte en kvote. Men vi kunne sikre udviklingen ved at sige, at andelen af kvinder skal stige et par procent om året”.

I forlængelse heraf mener Kamma Langberg, at målet om en bedre kønsfordeling skal indarbejdes i universitetsledelsernes nye resultatkontrakter.

Når man møder sådanne udmeldinger, og det sker jo fra tid til anden, så er det altid værd at indkredse det bagvedliggende lighedsideal. For ligheden har to ansigter. Lighed for loven – den vestlige civilisations måske største historiske præstation – fører kun til lige muligheder. Den fører ikke til lige resultater. Tværtimod. Det samme udgangspunkt leder nødvendigvis til forskellige endestationer, fordi ikke to mennesker er ens, når det kommer til indsats, evner og ønsker. Anderledes kan det ikke være.

Eller kan det? De ulige resultater – de lige muligheder for at blive ulige – har gennem tiden fået mange røster til at afvise de lige muligheder i lighedens navn. Og afvise dem må man, hvis målet er den sammen endestation for alle. For kun ved at genindføre privilegier, denne gang af hensyn til ligheden og ikke forskelligheden, som tilfældet var i standssamfundene, kan man sikre sig, at resultater bliver gjort uafhængige af indsats, evner og ønsker. Den italienske politolog Giovanni Sartori har beskrevet det rammende:

“When ‘equal’ means ‘same’, then liberty constitutes, at a minimum, a disturbance. If we seek Gleichschaltung, likeness or uniformity, we must dislike diversity; and if we dislike diversity, we cannot appreciate freedom – except by being flagrantly inconsistent. Conversely, the freedom seeker will perceive equality as an expansion of his principle and, more precisely, as embodying rights of freedom. His formula is not ‘unequal opportunities to become equal’. To the freedom seeker there is as much injustice in enforcing sameness on what is different as there is in accepting hereditary inequalities. To equalize all in all is to create a situation as rife with privilege as the one that accepts inequality in all. His criterion is that unjustified equalities must be opposed as much, and for exactly the same reason, as unjustified inequalities”.

Det er værd at bemærke, at Kamma Langberg efterlyser lige resultater – med den dertil hørende affirmative action. En sådan genindførsel af juridiske privilegier bør få alarmklokkerne til at ringe. Det kan sagtens være, at der rent faktisk er et ligestillingsproblem, når det kommer til den tekniske forskning. Det er ganske rigtigt slående, at Danmark kommer sidst i den nævnte EU-rapport. Men hvor lige resultater bliver gjort til målestokken for retfærdighed (for det er vel ret beset det, ligestilling handler om), der må forskellighed, der jo følger af lige muligheder, nødvendigvis være uretfærdig. Og i en sådan situation er ensretning den eneste farbare kurs, moralsk set. Den sti bør vi altid vare os for at betræde. Lige muligheder er det bedste, vi kan gøre, hvis vi ønsker at være virkeligheden tro.

7 thoughts on “Ligestillingens to ansigter

  1. Christian Bjørnskov

    Ja, problemet emd ligestillingsshowet – hvor relevant det end er – må vel være at man lynhurtigt ender i en Orwellsk situation: Alle svin er lige, men nogen er mere lige end andre. Og hvem de er, bliver en politisk afvejning med hensyn, der til tider kan se helt grundlovsstridige ud.

    Svar
  2. Rasmus Ole Hansen

    Argumentet med at det skulle være grundlovsstridigt, kan jeg følge så langt, at det er i mod strid med grundloven, så længe den ikke er blevet lavet om……………….Auken og Helveg Petersen vil nok gerne indfører lighed som slutmål, hvis det kunne give dem lov til en grundlovsrevision.

    Svar
  3. Jørgen Møller

    Jeg synes ret godt om det Mises-citat. Det bør altid give anledning til ubehag, når selvudnævnte hyrder vil omskabe den virkelige verden i en højere idés navn.

    Svar
  4. Lennart Kiil

    For mig at se er problematikken fundamental, Mises skriver i Socialism:”So far as Feminism seeks to adjust the legal position of woman to that of man, so far as it seeks to offer her legal and economic freedom to develop and act in accordance with her inclinations, desires, and economic circumstances—so far it is nothing more than a branch of the great liberal movement, which advocates peaceful and free evolution. When, going beyond this, it attacks the institutions of social life under the impression that it will thus be able to remove the natural barriers, it is a spiritual child of Socialism. For it is a characteristic of Socialism to discover in social institutions the origin of unalterable facts of nature, and to endeavour, by reforming these institutions, to reform nature.”Så er det vist sagt.

    Svar
  5. David G.

    Feministerne afviser netop de af Mises postulerede “unalterable facts of nature”, fx at kvinder generelt er mere empatiske og disponeret for fysisk og psykisk omsorg end mænd, og at de sjældnere vil ønske og kunne deltage lige så intenst som mænd i konkurrencen om penge og magt. Kønnet er socialt bestemt og vilkårligt, derfor er mænds magt følgen af en patriarkalsk konspiration, derfor kan og bør vi hjernevaske mændene til at acceptere feminismens postulater, herunder kvotering.Dette emne er gennemtærsket og gennemanalyseret i hundredevis af såvel gode som dårlige værker i de sidste årtier.Trods sin politiske korrekthed og stigende moralske magt løber feminismen imidlertid ind i de erkendelser, som biologien og forskningen i menneskers forskellighed (den sande diversity i modsætning til den forløjede som bl.a. vor tids amerikanske tværpolitiske ideologi hylder) nu er ved at ophobe i stakkevis (gode eksempler på http://www.gnxp.com og hos skribenter som Steven Pinker). Vi er vidne til endnu et af historiens mange kapløb mellem videnskab og overtro. Overtroen søger at befæste sig ved at kontrollere politikken, indtage den moralske high ground og gøre de på videnskab baserede argumenter moralsk illegitime. Vil det lykkes i længden?

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.