Velfærdsreformer og det rene ingenting

Normalt er der god grund til at hylde demokratiet, som vi da også flittigt gør. Men sommetider er grund til at styre ens entusiasme en smule. Man kan for eksempel huske på, hvad Winston Churchill sagde i en tale til det britiske Underhus i november 1947: "Democracy is the worst form of government, except for all those other forms that have been tried from time to time". Det var i hvert fald Churchills citat jeg tænkte på, da jeg så den såkaldte 'velfærdsreform' forleden dag. For reformen – hvis man overhovedet kan kalde den det uden at spytte ordet ud – demonstrerer hvorfor demokrati ikke altid er det ideelle system. Faktisk er den et godt eksempel på demokrati, når det er værst. Så her er mit bud på tingene efter den uges tid, det har taget at få blodtrykket ned igen.

Blandt økonomer er der for eksempel bred enighed om, at efterlønnen bør afskaffes, specielt hvis der i fremtiden skal være råd til centrale velfærdsydelser som gratis sygepleje, gratis uddannelse og i det hele taget det, befolkningen har vænnet sig til at betragte som en rimelig offentlig service. I takt med at vi bliver rigere, stiger vores krav til det offentlig nemlig også – et faktum som reformmodstandere ofte meget belejligt glemmer. Hvad er man blevet enige om på Christiansborg? At efterlønsalderen stiger gradvist med to år i løbet af de næste 16 år, og at man derefter kan diskutere, om den almindelige levetid er blevet så lang, at man skal snakke om det igen. Pensionsalderen skal i samme periode sættes op med de samme to år. Så i 2022 skal man gå på pension som 67-årig, på trods af at de fleste danskere i den alder allerede i dag har både deres arbejdsevne og fulde forstand intakt.

Andre tiltag som de fleste økonomer havde håbet på, blev ikke implementeret. For eksempel er der ikke skåret i dagpengeperioden, og selv om de specielle ordninger for 55-59-årige falder bort, vurderede den tidligere overvismand Torben M. Andersen forleden, at forliget kun løser cirka halvdelen af det finansieringsproblem, som den danske model står med.

Så det, som Anders Fogh har kaldt 'historisk' og andre i forligspartierne sammenligner med Kanslergadeforliget, er ikke ret meget mere end en ganske uliberal prut i den berømte hornlygte. Som jeg ser det, er der nemlig er kun to logiske resultater af den nye velfærds(non)reform – og er ikke historiske i den gode forstand. De er:

1)      Christiansborg-politikerne må om få år indrømme – både overfor sig selv og deres vælgere – at 2006-reformen stort set ingen virkning havde. Med andre ord, at den ikke var navnet 'reform' værdigt. Problemet med det bliver, at vælgerne har fået at vide i dag, at man har lavet en fremtidssikret reform. Så når de samme politikere kommer rendende om få år med beskeden om, at der skal endnu en ny velfærdsreform til, bliver effekten den samme som af Nyrups berømte efterlønsgaranti: Vælgernes politikerlede får en ekstra tak opad, og den folkelige opbakning til reformer falder. Spørgsmålet er, hvor mange politikere der tør risikere det til den tid?

2)      At man holder fast i, at der er lavet en reform og (som det før er blevet sagt) at 'den bare skal have tid til at virke'. Den nuværende 'reform' får derefter den tid, den skal have, til at vise sin mangel på værd, og Danmark ender i en regelret økonomisk krise. Når krisen bliver tydelig nok for den almindelige vælger – når vi med Knud Heinesens ord kan 'se afgrundens rand' – vil politikerne være tvunget af både den økonomiske situation og befolkningens frustration til at lave en drastisk og vidtgående reform af det danske system. Og dén reform kommer til at gøre ondt så det kan mærkes! Til den tid kan unge politikere og samfundsforskere så spørge, hvorfor man lavede en så tynd gang politisk makværk i 2006.

Der er altså frustrerende at være samfundsforsker for tiden, ligesom det er frustrerende at være almindeligt tænksom dansker. Før folk begynder at råbe ad mig (som de har gjort før), at jeg bare kan flytte hvis jeg ikke kan lide landet, må jeg gøre min holdning helt klar: Den er naturligvis, som H.C. Andersen så smukt skrev det, at 'Her har jeg rod, herfra min verden går'. Jeg elsker Danmark med hele mit hjerte, og på en aldeles umoderne og politisk ukorrekt måde. Bundlinien er stadig, at Danmark på så mange måder er et dejligt land at leve i, og et land jeg er stolt af er mit. Men det er ved gud ikke de danske politikeres skyld!

8 tanker om "Velfærdsreformer og det rene ingenting"

  1. Peter Kurrild-Klitgaard

    Hvad andet kan jeg sige end: My thoughts exactly! (Men lad os så se, om Kasper Støvring, vores faste læser Niels A. Nielsen m.fl. igen vil sige, at dette er udtryk for “abstrakt liberalisme” og udgør et beskedent og trivielt problem i.f.t. you know what …)

    Svar
  2. US

    Jeg tror vi har snakket om det her før: At nogle ordninger er offentligt finansierede gør dem ikke gratis. De “centrale velfærdsydelser som gratis sygepleje, gratis uddannelse…” du taler om, findes simpelthen ikke. Punktum. Velfærdsydelserne er finansieret af det offentlige over skatten. At kalde offentligt finansierede ordninger for gratis er i mine øjne også implicit at acceptere præmisserne og mentaliteten bag den socialdemokratisk inspirerede new-speak, der efterhånden har overtaget det offentlige rum. Liberalister bør fortælle en helt anden historie: Den om de afskyeligt dyre og dårlige løsninger det offentlige kan diske op med.

    Svar
  3. Christian Bjørnskov

    Til US: Fuldstændigt korrekt, jeg burde have skrevet ‘gratis’ i anførselstegn. Min pointe er blot, at det er sådan de fleste vælgere ser det – vi betaler et stort beløb til en ‘fælles kasse’ og får en række uspecificerede ydelser ud, som man så anser som gratis fordi ens betaling, med et økonomisk fagterm, er en ’sunk cost’ – en omkostning som man ikke tager i betragtning efter den er afholdt. Og det kan kun lade sig gøre, hvis det er helt uigennemskueligt, hvad man får for pengene. I det øjeblik folk kan se dét, har de en sjov tendens til at blive liberalistiske.

    Svar
  4. Nikolaj Hawaleschka Stenberg

    Selvom dommedagsforudsigelser ikke generelt har det med at holde stik, tror jeg, at man kan være sikker på, at netop forudsigelsen om fremtidens politikere er korrekt. Får når vi når tætte på ”afgrundens rand” vil man se tilbage og ryste hovedet med samme hastighed, som staten til den tid vil ryste penge ud af ens lommer.Især psykologien bag reformen er besynderlig.Hvorfor vil statsministeren bevidst ødelægge sit eftermæle? (Altså, det eftermæle han vil have i 2050 og ikke 2015) Hvorfor mener man, at man som regering ikke må føre politik? (Under henvisning til statsministerens helt egne habilitetsprincipper)Hvorfor af-ideologiserer man principperne bag velfærdss(t)atan? (Om 15-20 år kan man jo ikke engang klandre dette socialistiske eksperiment for hvad det er: et ideologisk projekt)Nogle gange tror jeg, at man skal aflægge besøg i Delfi for at få et svar der giver mening.

    Svar
  5. Søren P

    Og idag kan man så læse, at levetiden stiger hurtigere end forudsat i vælfærdskommissionens – og regeringens – beregninger. Det tager levetidsindekseringen selvfølgelig højde for – sådan efter den er indfaset over en lang årrække vel at mærke. Hmmm, hvilken generation kommer det mon så til gode…

    Svar
  6. Flemming

    Jeg tror der er en tredje mulig følge af fraværet af reformer i reformen:Når afgrundens rand begynder at blive tydeligere og tydeligere kan det også frygtes at “frankrig syndromet” rammer en stor del af befolkningen.Her tænkes på den generelle enorme modstand mod “ultraliberale” reformer i Frankrig, hvor “løsningen” på de økonomiske problemer, forårsaget af overregulering mv. er mere af samme skuffe – og ikke de liberaliseringer der rent faktisk ville kunne hjælpe landet.Jeg tror det er en realistisk mulighed, at en stor del af befolkningen, når afgrunden rykker tættere på, vil pege tilbage på 2006 og sige “se, vi vedtog en reform, der blev besluttet af den borgerlige regering, og nu står vi i en krise – lad os vende tilbage til tiden får reformen, der var det bedre, ooohhh store velfærdsstat, grib ind!” Dette naturligvis godt hjulpet på vej af diverse venstresnoede politikere og meningsdannere.Et yderst pessimistisk bud på en reaktion, der i øvrigt i yderste konsekvens vil lede til den i indlægget som nr. to nævnte udvikling.

    Svar

Skriv et svar