Lighedens totalitære logik

I fredagens Politiken kan man  læse, at uligheden i det danske sundhedsvæsen stiger. Det er ord der givetvis får det til at gyse i de fleste danskere da sundhedsvæsnet jo er en  af hjørnestenene i det danske velfærdssamfund. Uligheden skyldes naturligvis den i samfundet omsiggribende tendens til profitmaksimering, som altså nu også har ramt sundhedsvæsnet og dets aktører, der åbenbart ikke holder sig for gode til at tjene penge på syge mennesker. Dette har resulteret i stigende anvendelse af private sygeforsikringer og privathospitaler. Og det er en alvorlig udvikling kan man forstå på eksperterne:

Konsekvensen er, at uligheden i samfundet stiger, mener sundhedsøkonom Jakob Kjelberg fra DSI Institut for Sundhedsvæsen.

»Der er ingen tvivl om, at det er med til at øge uligheden i Sundhedsvæsenet, som hidtil har været kendetegnet ved, at høj som lav skulle kunne komme lige hurtigt til«, siger han til MetroXpress.

Dennis Kristensen, som er forbundsformand i FOA påpeger, at samfundet bliver opdelt, hvis man får en bedre behandling med penge på lommen.

»Hvis væksten i sundhedsforsikringer og andre private ordninger fortsætter, vil vi få en opdeling i et A- og et B-hold. Al erfring fra udlandet viser, at det ikke er sundt at opbygge et parallelsystem til det offentlige sundhedsvæsen«, siger han.

Der mangler først og fremmest politisk engagement i, hvad det offentlige sundhedsvæsen som minimum skal levere, og hvad der skal overlades til markedskræfterne, mener direktøren for brancheorganisationen Forsikring og Pension, Per Bremer.

Artiklen er et skoleeksempel på, hvorledes lighedstanken er blevet fordrejet fra dens oprindelige betydning, hvor lighed alene var ensbetydende med en formel lighed for loven. Nu drejer lighedstanken sig i overvejende grad om materiel lighed. Samtidig med denne udvikling er lighedstanken blevet nærmest indiskutabel, og hensynet til den materielle lighed trumfer alle konkurrerende hensyn i offentlige beslutningsprocesser, som vi har set så mange deprimerende eksempler på.  

Hvis vi går tilbage til eksemplet med det danske sundhedsvæsen kræver artiklen først et par præciseringer, der kan sætte diskussionen i relief. Ligesålidt som alle danskere, der betaler topskat har alle danskere med privat sygeforsikring "speedbåd og hus i Skovshoved". I stedet for at glæde sig over det faktum, at hvad der en gang var forbeholdt en lille eksklusiv elite nu er blevet tilgængeligt for den almindelige dansker, begrædes det, at nogle danskere ikke har denne adgang. Om de danskere der ikke har adgang til det private sundhedsvæsen får det ringere af, at en gruppe har adgang dertil synes ikke at blive berørt.

Det ignoreres også, at private sygeforsikringer og private sygehuse betyder, at der opstår attraktive jobs i Danmark (hvis lønindkomster beskattes), samt at der bliver investeret i essentiel viden og teknologi, som på sigt vil komme alle tilgode.

Det mest skræmmende er dog forslaget om politiske indgreb. Både fra et individuelt rettigheds- og et mere utilitaristisk synspunkt er et indgreb eller forbud mod private sygeforsikringer og sygehuse angribelig. Først rettighedsvinklen: Vil man virkelig forbyde mennesker (og virksomheder), at anvende deres egne optjente penge på at holde sig sunde og raske? Vil man virkelig forbyde læger og sygeplejersker at tjene til dagen og vejen ved at udbyde deres højt værdsatte kundskaber? Sådanne forbud ville være indgribende i både den private ejendomsret og næringsfriheden. 

Dernæst nytteværdien:

Hvor private sygeforsikringer og sygehuse muligvis medfører, at nogle får bedre behandling end andre (men velsagtens fastholder et uforandret og acceptabelt(?) bundniveau for behandling af sygdomme) vil et forbud mod private sygeforsikringer og sygehuse med sikkerhed medføre, at danskere der ville kunne være blevet behandlet hurtigt og effektivt for alvorlige sygdomme nu ikke ville have samme mulighed herfor. Køerne på de offentlige hospitaler ville endvidere forlænges, og der ville være flere patienter om det samme udstyr, personale m.v., hvorfor behandlingsmulighederne for de der allerede må "nøjes" med det offentlige ville forværres. Det ovenfor nævnte vedrørende teknologi og arbejdspladser er selvfølgelig også relevant her. 

Endvidere ville mange dygtige herboende læger og sygeplejersker givetvis vælge at udføre deres gerning i udlandet. Man ville i praksis vende tilbage til dagene, hvor kun de allerrigeste ville kunne få hurtig og effektiv behandling, for millionærerne ville jo blot tage til udlandet. Med mindre man selvfølgelig forfulgte den smukke lighedstanke til ende og forbød danske statsborgere privat behandling i udlandet således, at vi alle kan få det lige dårligt.

3 Comments

  1. Det Dennis Kristensen er bange for er jo nok at lysten til at finansiere et offentligt sundhedssystem mindskes såfremt flere og flere vælger private sygeforsikringer. Selvom man kan med lidt god vilje kan læse din idé om et forbud ind i det han siger, så er det jo strengt taget ikke det der står sort på hvidt.Ellers er jeg enig i de fleste af dine betragtninger omkring lighed. Lighed er jo altid mest interessant, når det gavner en selv, og det er jo i og for sig en kritik der gælder alle de danske socialdemokratier, uanset hvilket retorisk udgangspunkt de ellers måtte bekende sig til. Samtidig har mange af os jo også det irrationelle og lidet charmerende karaktertræk, at vi ofte foretrækker at alle er fattige, frem for at vi selv får mere MEN andre får endnu mere. Det går jo igen fra børnehaven, til folketingsvalget, i virksomheden og i international politik. Uhyggeligt.

  2. Nicki Niemann

    8. juli 2006 at 09:46

    Som altid en god artikel fra Jacob McHangama.Ligesom dig og andre har jeg svært ved at forstå det forkastelige i, at A afstår fra en 14-dages ferie til Costa del Sol, så denne kan få bedre behandling og pleje. Dette fortørner naturligvis B, der både vil blæse og have mel i munden – på andres regning.Men værre er det dog, at speciallægeudd. i Danmark vis-a-vis samme i fx Sverige og USA lader meget tilbage at ønske, eftersom danske speciallæger starter senere og erhverver kompetencer langsommere.”Endvidere ville mange dygtige herboende læger og sygeplejersker givetvis vælge at udføre deres gerning i udlandet.”Givetvis? Jeg er ked af at sige det, men i mit optik virker det som om, jorden herhjemme simpelthen ikke er gødet til karriere og dygtiggørelse. Personligt orienterer jeg mig allerede nu (1. del af medicinstudiet) i det amerikanske sundhedsvæsen.M.v.h.Stud.med.

  3. Politiken har åbenbart sat sommeren af til ulighed og sundhed. Se engang hvad lederen lørdag skriver om fedme: “SÅ TAB dig dog. Sådan lyder omverdenens reaktion ofte, når det gælder de overvægtige. Det er deres egen skyld, at de er blevet tykke, og hvis de havde lidt viljestyrke, tabte de bare de overflødige kilo igen. Helt så enkel er historien imidlertid ikke. For det første er det ekstremt vanskeligt at tabe sig, når først man er blevet mere end et par kilo for tung. For det andet og vigtigere er det kun i begrænset omfang folks egen skyld.Når der i disse år skyller en bølge af ekstrem overvægt over de vestlige lande – herunder også Danmark, hvor antallet af overvægtige er i hastig vækst – skyldes det i høj grad, at kombinationen af et mere fysisk stillestående arbejdsliv og de endeløse mængder af billig junkfood og slik er mere, end mange kan magte. Som så mange andre problemer gælder det især de ressourcesvage, hvorfor fedme i høj grad også er et udtryk for klasseskel.”Det er kun i begrænset omfang folks egen skyld at de bliver overvægtige???!! Hvordan får de det til at hænge sammen?

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑