To slags multikulturalisme II

Undertegnede var forleden inviteret til at deltage i et debatarrangement om sameksistens arrangeret af Mandag Morgen initiativet “Co-existence of Civilizations” i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirkes Next Stop Mellemøsten.

Arrangementet der foregik på Krogerup Højskole, var tilrettelagt som en retssag, hvor henholdsvis Katrine Nyland Sørensen og Adam Holm (begge journalister på DR) skulle være advokater for hver deres tilgangsvinkel på emnet sameksistens i kølvandet på Muhammed-krisen.

Som tolerancens advokatslog Katrine Nyland Sørensen til lyd for at:

Forskellighed er godt, og mere forskellighed er endnu bedre. Der er som udgangspunkt ikke nogens værdier som er bedre end andres, grundlaget for sameksistens må være at respektere, tage hensyn til og værne om forskellighed. Fortalerne for kritisk engagement er som regel kun kritiske overfor andre, mens de glemmer at gribe i egen barm. Snarere end at pådutte andre vore egne snævre værdier og forestillinger om godt og skidt, ret og slet, burde vi derfor indrette vores samfund til at rumme og udnytte forskellighederne.

Adam Holm var det kritiske engagements advokat:

For at leve sammen, må vi engagere os i hinandens liv. Enhver er selvfølgelig fri til at have sin religiøse overbevisning og kulturelle tilhørsforhold, men det er en privatsag, og som samfundsborgere har vi pligt til at blande os i andres liv, også og især når vi er kritiske over for det. Tolerance er et udtryk for dovenskab og ved blot at være tolerante gør vi vore medborgere en bjørnetjeneste. Resultatet bliver parallelsamfund, hvor forskellige kulturelle enklaver nok eksisterer side om side, men uden at mødes og tage favntag med forskellighederne.

Min rolle var sammen med Tanwir Ahmed, Mona Sheikh, Jamilla Jaffer, Gert Raasdal, og Yasar Cakmak at optræde som “vidner”, der med hvert vores indlæg skulle “oplyse” sagen for tilhørerne og sagens dommer, som, naturligvis i dette forum, måtte være Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder.

Før sagen belærte Morten Kjærum, klædt i en kåbe han havde fået fra en kirgizisk dommer, salen om, at betegnelsen “Muhammed”-krisen ikke var passende, man skulle i stedet anvende “Jyllands-Posten” eller “Tegnings”-krisen. Kjærum fik også fortalt, at sameksistens var en nødvendighed lokalt og globalt, så var tonen lagt af sagens upartiske dommer.

Mit indlæg var som følger nedenfor:

Sameksistens på tværs af forskellige religioner og kulturer er mulig. Men meningsfuld, fredelig og nyttig sameksistens kræver et frit samfund. Et samfund, hvor borgerne i størst muligt omfang er frie til alene eller i frivilligt fællesskab med andre at søge at skabe og leve det liv, som giver mening for den enkelte. Værner vi om den individuelle, politiske og økonomiske frihed bliver konflikterne som sameksistens medfører til at håndtere og fordelene ved den frie udveksling af idéer, varer, teknologi og menneskelige erfaringer vil overstige ulemperne.

Men frihed må ikke forveksles med kulturel relativisme. Der er rammer for friheden, rammer som ikke kan overskrides uden fatale konsekvenser. De rammer udgøres af det liberale demokratis retsstat og frihedsrettigheder; Det liberale demokrati forudsætter en enighed om, at nogle helt grundlæggende principper, er bedre end andre. Disse principper erumiskendelige vestlige i deres oprindelse. Men at de er vestlige gør dem ikke irrelevante for andre kulturer.

Principperne skal ikke respekteres fordi de er vestlige, men fordi de virker, og fordi de er resultatet af århundreders udvikling og blodig kamp mod tyranni. Så længe det liberale demokrati behandler det enkelte menneske ens uanset race, religion, eller kulturel baggrund er det liberale demokrati fuldt foreneligt med enhver religion eller kultur, som respekterer dets grundprincipper.

Accepteres det derimod, at undertrykkende religiøse og kulturelle dogmer, er ligeværdige med eller højerestående end det liberale demokratis grundprincipper, undergraves disse. Derfor bør særlige rettigheder til etniske, religiøse og kulturelle minoriteter for enhver pris undgås. Sådanne særrettigheder er i virkeligheden udtryk for en misforstået solidaritet og fastholder minoriteter i en offerrolle. Fredelig sameksistens er derfor ikke automatisk, den kræver, at nytilkommeren respekterer grundlæggende vestlige principper. Men også, at den oprindelige befolkning har modet til at stå fast på disse principper, samtidig med at tillade nytilkommere at leve som de vil, indenfor det frie samfunds rammer. På denne vis skabes en ægte solidaritet og et fællesskab om noget helt grundlæggende, samtidig med at retten til forskellighed fastholdes.

Lad mig prøve at demonstrere mine argumenter med nogle eksempler. I USA er både personlig og økonomisk frihed i højsædet. Her har man siden 1990’erne modtaget mere end 10 millioner indvandrere fra hele verden. Indvandrere der bidrager positivt til det amerikanske samfund. Endnu mere interessant er det, at 59% af de amerikanske muslimer har en videregående uddannelse, en tredjedel har en årsindtægt på over en halv million kr. og op mod 80% gifter sig med ikke-muslimer. Dette står i skarp kontrast til visse lande i f.eks. Mellemøsten, hvor religiøs baseret lovgivning hindrer menneskelig udfoldelse og hvor øvrige religioner og kulturer undertrykkes. Men det står også i kontrast til europæiske velfærdsstater såsom Danmark, hvor vi også personlig frihed men mindre økonomisk frihed. I Europa opfattes indvandring ofte som et problem og især muslimer udgør en isoleret underklasse overrepræsenteret i kriminalitets- og arbejdsløshedsstatistikker.

Når vi diskuterer sameksistens på tværs af kulturer er der således meget der peger på, at fredelig sameksitens opstår når mennesker indenfor vide men faste rammer får frihed til at udfolde sig. Sameksistens skabes derimod ikke gennem statslige tiltag og relativistisk særlovgivning. Med andre ord er personlig, politisk og økonomisk frihed sameksistensens forudsætning.

Herefter fuglte spørgsmål fra “advokaterne” til vidnerne. Alle vidnerne var sådan set enige om demokratiet som ramme for sameksistens. De forskelle som utvivlsomt bestod mellem vidnerne fik ikke rigtig lov at manifestere sig. Mest spændende blev det når Adam Holm, som er skarp, gik til Mona Sheikh, med spørgsmål om hvorvidt det liberale demokrati var en absolut størrelse og om hun kunne gifte sig med en ikke-muslim, men grundet den korte tid der var tilgængelig fik Adam Holm ikke rigtig lejlighed til at fastholde Mona Sheikh, der til tider svarede som vaskeægte politiker, på disse spørgsmål.

Undertegnede slog ofte på økonomisk frihed som et middel til bedre integration her i landet. Men også på, at fordomme og skepsis overfor det fremmede er naturligt og menneskeligt, især i et historisk set meget homogent land som Danmark. Fordomme og skepsis hverken kan eller skal derfor forsøges elimineret fra statsligt hold.

Ikke overraskende var Dansk Folkeparti og højrenationalismen genstand for mange angreb. Endnu mindre overraskende var det, at Morten Kjærum, som sagens dommer, i sin afslutning også lagde afstand til Dansk Folkeparti, og insisterede på, at “vi bliver nødt til at blive bedre til at forstå hinanden og til at tale om ting som diskrimination”. Morten Kjærum kom herefter ind på, at mange muslimer i virkeligheden var godt integreret. Eksemplet herpå var, at mange muslimer “slog hånden i bordet på socialkontoret og krævede mere social
hjælp”. På sin vis
har Morten Kjærum jo ret, men at eksemplet fremhæves som positivt, demonstrerer fint, hvor katastrofal en cocktail indvandring, pomo-humanisme og en velfærdsstat, hvor alle skal være lige uanset forudsætninger udgør. 

4 thoughts on “To slags multikulturalisme II

  1. Lars Hvidberg

    Et fint indlæg i en svær debat, Jacob. På en måde står det liberale standpunkt, som du her er repræsentant for, som et tredje standpunkt ved siden af både Katrine Nyland Sørensens og Adam Holms prespektiver, fordi man som liberal kan fordømme uden nødvendigvis at mene, at der skal statslig tvang til for at løse problemerne.KNS position er nok den mest håbløse, fordi hun ser ret og rimeligt som et rent kulturelt begreb, der kan være helt forskelligt fra kultur til kultur og som skal respekteres uanset hvad. Det er vejen til særlovgiving og opløsning af retsstaten i særlige kulturelle enklaver uden kommunikation eller bevægelse mellem hinanden – og jeg har også en mistanke om, at hun egentlig ikke mener det, når det kommer til stykket (vil man respektere æresdrab, blot det er en del af kulturen?).Adam Holms position er mere realistisk, men overvurderer nok dialogen og kritikkens evne til at ændre kulturelle mønstre – især når kritikken kommer fra folk, der opfattes som fremmede. I praksis er der her heller ikke langt til statslig tvang, når dialogen og kritikken ikke opnår de ønskede resultater. Ønsket om fx at lovgive imod arrangerede ægteskaber kan ses som et udtryk for denne tendens. I arrangerede ægteskaber er der ganske ikke tvang involveret sådan direkte, men alligvel bryder vi os ikke om det, så det skal forbydes, indtil de finder ud af, at det er forkert. (Jeg ved ikke om Adam Holm tilslutter sig forbud mod arrangerede ægteskaber, men det er udtryk for samme kritiske og korreksende tendens).Men når man fx ser på kvindernes rolle i islam, hvor man kan ønske sig friere forhold for fx de unge piger i Danmark i forhold til partnervalg m.m., så er det måske værd at se på, hvad der medførte kvindefrigørelsen i Danmark. Mange rødstrømpe vil sikkert opfatte det som afgørende, at der blev brændt bh’er af og holdt ølejre (dvs. kritik af det bestående), men i realiteten er det misvisende. Feminismen kom først, da kvindebevægelsen allerede havde vundet, nemlig da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og kunne skabe deres eget liv uafhængtigt af mandens indkomst. Hvordan blev det muligt? Det blev det på grund af kapitalismen og den øgede produktivitet og arbejdsdeling, der fulgte i kølvandet. Kvinden kunne nu rent økonomisk skabe sit liv uafhængigt af manden, og det tog hun konsekvensen af og frigjorde sig fra de undertrykkende dele af parforholdet (fx fordelingen af huslige pligter eller måske mere holdningen til dem). Men det krævede økonomiske muligheder for kvinden, også den unge pige uden uddannelse. Det krævede kort sagt en fri økonomi.Det samme gør sig gældende for indvandrerfamilier, hvor det traditionelle familiemønster ikke så meget bliver truet af porno i fjernsynet eller Pia Kjærsgaard, men af de muligheder, der eksisterer for de unge for at forme deres eget liv. Her er uddannelse vigtigt, men først og fremmest muligheden for at tage et job og tjene sine egne penge uden at skulle stå til regnskab for nogen. Det er en mulighed, som reelt kun eksisterer på grund af kapitalismen.Derfor kan man kalde den liberale strategi for både frisindet og lusket. Man skal ikke have intentioner om at slå indvandrere i hovedet for at forandre dem, men derimod forsvare meget, meget stædigt en række grundlæggende træk ved det vestlige samfund, som favoriserer individuelle valg (og identitet) frem for gruppevalg og gruppedominans over individet (retsstat, privat ejendomsret, individuelle rettigheder). Det betyder ikke nødvendigvis, at indvandrere med nogen automatik vil overtage vestlige værdier, men det vil styrke dem, som ønsker det.Statens rolle i det mindste i integrationsprocessen må derfor være at fastholde de grundlæggende værdier i de vestlige samfund og holde samfundet åbent, så individet kan udfolde sig. Man kan så se, at et land som Danmark kun halvvejs lever op til forpligtelsen, fordi der er så mange økonomiske restriktioner, som gør det svært at komme ind på arbejdsmarkedet, og fordi der samtidig er en meget stærk, underforstået kulturel forståelse af hvordan man gør tingene indenfor de eksisterende strukturer – fx på uddannelsesinstitutioner og i behandlersektoren (igen fordi disse er statsligt styrede og udspringer af middelklassens kultur og menneskeforståelse). Et mere privat samfund vil derfor paradoksalt også være et samfund, hvor mennesker fra forskellige kulturer vil kunne mødes på et fælles grundlag. Der vil ganske vist være en mindre fælles berøringsflade end der er blandt danskere imellem, men til gengæld vil den være fælles for alle, i stedet for at være majoritetens værdier overfor minioritetens.

    Svar
  2. Jacob Mchangama

    Tak for kommentar og perspektivering Whiteberg, det skal selvfølgelig understreges, at Katrine Nyland Sørensen og Adam Holm ikke nødvendigvis selv står inde for de holdninger de var sat til at advokere for.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.