Når forskning bliver ideologisk

Forleden uge havde jeg fornøjelsen at være i Paris til konference i adfærdsøkonomi og økonomisk psykologi. Min præsentation handlede om ideologi i en bestemt gren af mit interesseområde, nemlig den boomende lykkeforskning. Grunden til at jeg havde taget netop dette spørgsmål op og skrevet et lille papir om det, kom fra min almindelige frustration over mine kolleger på feltet og de kommentarer jeg fik, da jeg præsenterede et notat om lykke og politik på CEPOS sidste år. Ved den lejlighed præsenterede jeg en række empiriske resultater som jeg møjsommeligt var kommet frem til sammen med to tyske kolleger, men det der virkeligt interesserede folk, var at de politiske implikationer af forskellige teorier på området er så åbenlyst ideologiske. Så når for eksempel Peter Kurrild-Klitgaard og Martin Ågerup (tak til jer, Jungs) mente at det var interessant, kunne det vel ikke gå helt galt at kigge nærmere på det.

 

Hovedpointen i lykkeforskningen er, at mens folk bliver stadig rigere, bliver de øjensynligt ikke mere tilfredse med deres liv, i hvert fald ikke når man spørger dem. Der er to teorier på området der kan forklare dette paradoks: 1) Sammenligningsteori og 2) Aspirationsteori. Den første siger, at det der gør os lykkelige, er at have mere end dem vi sammenligner os med. Så når jeg køber ny bil bliver jeg lykkeligere indtil den dag, min nabo køber ny bil, og så er jeg tilbage ved udgangspunktet. Den anden teori siger derimod, at det der gør os lykkelige er at nå vores mål i livet, men at når vi når dem, sætter vi os nye og højere mål. Så vi løber sådan set hele tiden efter en mållinie, som vi selv hele tiden flytter.

 

Det store problem i forskningen er derfor at skelne mellem de to teoretiske forklaringer på folks lykke. Og det er ikke let! De to teorier skaber nemlig de samme virkninger under de fleste betingelser, men hvis man vil øge folks lykke, er det meget forskellige politiker, der kommer ud af teorierne. Sammenligningsteorien siger, at i og med at folk sammenligner sig med hinanden og hele tiden forsøger at blive rigere end deres nabo, arbejder de for meget end godt er, og derfor bliver de ulykkelige. Det gælder derfor om at gøre sammenligningsgrundlaget så lille som muligt, og det gør man ved at beskatte hårdt og stærkt progressivt så de rige bliver fattigere og de fattige bliver relativt rigere. Man kan også øge deres lykke ved at udbyde offentlige goder, som jo per definition ikke skaber grund til sammenligning, fordi de er ens for alle. Implikationerne lugter dermed stærkt af det socialistiske paradis. Sjovt nok er den stærkeste fortaler for sammenligningsteori Lord Richard Layard, en engelsk arbejdsmarkedsøkonom, der sidder i Overhuset for Labour og har argumenteret for den slags politik længe før han begyndte på at forske i lykke. Han bruger dermed et relativt nyt område til at retfærdiggøre gammel politik, der ellers er blevet fuldstændigt afvist af samfundsvidenskaberne.

 

Aspirationsteori er noget enklere. Folk bliver lykkelige af at nå deres mål, så den eneste politik, der bidrager til deres lykke, er den der fjerner enhver barriere for at de kan nå de mål. De politiske implikationer af denne teori er altså klassisk liberale – at staten skal blande sig minimalt i borgernes liv og tillade dem den største grad af personlig og økonomisk frihed. Så det er ikke overraskende at folkene på Cato Institute, når de da overhovedet beskæftiger sig med den slags, støtter denne tænkning. Den kan nemlig retfærdiggøre klassisk liberal politik og frihedstænkning på et så klassisk frihedsorienteret grundlag, at Adam Smith og David Hume ville nikke genkendende til det.

 

Det er bare et fedt, når man ikke kan skille de to ting ad i videnskabelige undersøgelser. Selv den flinke og diplomatiske Ruud Veenhoven, et af de største navne overhovedet i lykkeforskning, kritiserede således Layard i Weekendavisen forleden og kaldte nogle af konklusionerne i hans Happiness-bog fra sidste år for 'forskruede'. Men der er desværre også grund til at gribe i egen barm, når Punditokraternes venner på Cato i Washington falder i den samme fælde. For vores allesammens skyld gælder det om at undgå, at videnskaben forfalder til at forskere kommer til at råbe ad hinanden fra hvert deres ideologiske hjørne.

 

Løsningen er selvfølgelig at finde betingelser, hvor man kan identificere den ene eller den anden forklaring. Jeg har selv gjort forsøget sammen med to kolleger, og fundet klare indikationer for aspirationsteori (den liberale, heldigvis!), men det er bestemt ikke let. Så der er faktisk to grunde til at skrive denne kommentar: 1) Man skal være endda meget kritisk overfor enhver politik i fremtiden, der begrundes i lykkeforskning – og det er på vej til Danmark; og 2) når Punditokraterne nu har så begavet, indsigtsfuldt og åbensindet en læserskare, som vi faktisk har (og det er ikke ironisk ment), kunne der jo være nogen, der kunne hjælpe. Forslag udbedes!

12 thoughts on “Når forskning bliver ideologisk

  1. Martin Rannje

    Hey,Interessant med de to teoretiske lejre – jeg må indrømme at jeg ikke ved meget om lykkeforskning, udover at jeg da ofte tænker på om jeg selv er lykkelig og hvordan jeg evt. bliver lykkeligere 🙂 . Men det gør alle jo nok, hvilket vel er årsagen til at feltet, sine ringe resultater til trods, nok kan gå hen og blive et slagkraftigt politisk instrument.Jeg er for tiden igang med at læse Benjamin Friedmans nye bog “The Moral Consequences of Economic Growth” (han er professor i økonomi og politisk økonomi, og så vidt jeg ved ikke på nogen måde relateret til nogen af alle de andre “Friedmans” der huserer i samfundsforskningen) Bogen er sådan set mest en historisk tilgang til politisk økonomi, med det formål at belyse evt. sammenhænge imellem økonomisk vækst og politiske orienteringer i samfundet. Lidt af en opgave, som han søger at besvare ved at gennemgå USAs økonomiske historie fra det sene 1800 tal frem til i dag. Så vidt jeg kan se tager han udgangspunkt i “sammenligningsteorien”, i det han mener at folk oftest definerer sig selv som lykkelige ved at sammenligne sig selv med andre. Jeg er kun halvvejs igennem bogen, men jeg tror nok han er lidt af en typisk demokrat/keynesianer type – det er i hvert fald det indtryk man får af hans gennemgang af 30erne. Men(!), iflg. ham bestemmer folk at de er lykkelige ved at sammenligne deres situation med andres på 2 måder, man vel kan kalde synkront og diakront: 1) de ser på deres status/velstand i forhold til andre mennesker i deres samfund, eller 2) de ser på deres status i forhold til deres hvordan de voksede op, dvs. deres forældres kår. Hvis det forholder sig sådan at folk bliver mere lykkelige af at de føler at de er blevet rigere til i forhold til hvor rige de var da de var børn, eller hvorledes deres forældre havde det, behøver “sammenligningsteorien” vel ikke nødvendigvis have socialistiske implikationer? Så er det jo tilstrækkeligt at samfundets økonomiske system skaber en bred økonomisk vækst, der gør alle en smule rigere, og dermed lykkeligere – generelt. (hvilket også er en af Friedmans pointer – har dog ikke fået læst bogen færdig endnu…). Det kan naturligvis også ses som et bevis på “aspirationsteorien”, i og med at man så kan sige at de har nået nogle mål (de har fået en høj uddannelse, i modsætning til deres forældre eller hvad ved jeg) – men jeg synes blot at det måske her så bliver virkeligt svært at sige hvornår man sammenligner og hvornår man aspirerer…? (som du jo også pointerer)Well – det blev et langt indlæg, for en kort pointe… Mvh

    Svar
  2. Christian Bjornskov

    En vigtig pointe er vel, at der intet empirisk belaeg er for Friedman’s paastand. Folks tilfredshed justerer sig meget hurtigere end det! Oh mht. Lars Hansens spoergsmaal om, hvad det kan bruges til: Tja, bum bum. Lige nu kan det maaske ikke bruges til saa meget andet end at taenke over – men det er vel ogsaa et rimeligt maal her paa bloggen – men hvis lykkeforskningen sniger sig ind i dansk politik som den har gjort i andre lande, mener jeg bestemt vi har et konkret formaal. Hvis folk ved, at de fleste implikationer der bliver draget af litteraturen er naermest fuldstaendigt ideologiske, og dermed overhovedet ikke videnskabelige, er det vel en vigtig information til vaelgerne? Og hellere nu end naar politikerne foerst begynder at vroevle.

    Svar
  3. Peter Buch

    Du skaber selv din lykke-god vind da du lille stykke.Digt til ven for nogle år siden.Hvad individer lægger vægt på, individuelt og anskuet generaliseret i større grupper og som samfund er aktuelt måske blevet ganske målbart, men er vel af en sådan art at sammenligninger på tværs af forskellighederne blot understreger menneskehedens reelle variationer.At jeg for penge fra job eller skattemidler er i stand til at få fødevarer bevirker jeg er lykkelig på det område jeg ikke sulter, men da jeg helst ville have en del egen producerede fødevarer gør lykken over ikke at sulte ikke noget ved ulykken over ikke at være delvis fødevareproducent. Eller blot medejer af en sådan produktionsvirksomhed.Her er det jeg kan vælge at se mere positivt på lykken over at være i stand til at få noget mad end ulykken eller realiteten i mine fødevareproducerende intentioner.Det gør jeg så. Sådan da.

    Svar
  4. Lars

    Interessant emne du arbejder med. Bær over med mig hvis nedenstående kommentarer er helt ude i hampen – jeg ved ikke meget mere om emnet end det du har skrevet her.Hvilket datamateriale vil du teste spørgsmålet på? Der er jo stor forskel på om man vil se på en veldefineret populations respons til hhv. absolutte og relative indkomstforandringer, eller om det er makroøkonomiske variable og landes “gennemsnitslykke” vi er ude i. Umiddelbart ville jeg nok være yderst skeptisk overfor om sidstnævnte typer af studier faktisk kan lade sig gøre. Kan man sikre sig at man rent faktisk tester det man gerne vil, og at det ikke er helt andre faktorer, der spiller ind? Hvem er f.eks. sammenligningsgruppen, og hvordan kan man finde en makrovariable for den? Ser man på mere klart definerbare enkeltsituationer tror jeg nok det skulle være muligt at teste, og resultatet vil jo nok i høj grad afhænge af, om aktørerne opfatter situationen som et nulsumspil. Evt. ville man også kunne få bedre resultater ved at bruge en “afsløret lykke”, istedet for en der subjektivt bedømt. Måske kunne man bruge resultater fra den slags undersøgelser til udlede bedre test på et mere aggregeret plan – eller måske er generaliseringsproblemerne alt for store?Jeg ved at Richard Thaler har undersøgt lønforhøjelser i firmaer (stor overvægt af misundelse). Man kunne evt også undersøge om folk bliver mere sure hvis det kun er dem der bliver fyret, end hvis det er hele fabrikken der lukker. Eller forfremmelser.Såvidt jeg husker var “misundelse” en af de strategier der ikke var evolutionært stabile i Axelrod’s fangernes dilemma simulationer. Så på sigt burde sammenligningsteorien vel dø! ;-)Og selvom sammenligning skulle vise sig at have mere forklaringskraft end aspiration så er det idioti at mene at det skulle begrunde en speciel politik. MVHLars

    Svar
  5. Christian Bjornskov

    Paa et generelt plan har du ret – man kan have meget store kvababbelser over makrostudierne. Paa den anden side kan man forklare omkring 80-85% af variationen paa tvaers af lande med objektive variable. Sidste aar udgav jeg sammen med et par tyske kolleger et saakaldt robusthedsstudie, hvor vi netop kiggede paa din helt relevante indvending om man virkelig tester det man gerne vil; link nederst i kommenraren. Det saa faktisk ikke vaerst ud.Problemet med individstudier er netop, at de forklarer relativt lidt, og at man ikke kan skelne mellem forskellige teoretiske forklaringer. Som du rigtigt spoerger, hvem er sammenligningsgruppen? Og i hvor hoej grad sammenligner folk sig med hinanden? Det ved vi ganske enkelt ikke endnu.Sidst, men bestemt ikke mindst: Vi er helt enige i, at det ville vaere idioti at foere politik paa baggrund af lykkeforskningen. Men det er der altsaa en hel del folk, inklusive Richard Layard og Tony Blair, der mener man boer goere! Og det er op til en selv, om man mener de er idioter:-)

    Svar
  6. Lars

    Jeg tror nu ikke Blair og sikkert heller ikke Layard er idioter, men man kunne forestille sig at deres interesse for lykkeforskning kun rækker så langt, som de mener den kan gavne deres egne mål. 😉 Nå men jeg tror jeg fik googlet det papir du nævnte, men ikke fik linket til:Cross-Country Determinants of LifeSatisfaction:Exploring Different Determinants acrossGroups in Society.Christian Bjørnskov; Axel Dreher; Justina A.V. FischerOctober 2005 Discussion paper no. 2005-19Jeg tager chancen, og vil se om jeg se om jeg kan blive lidt klogere på lykken.MVHLars

    Svar
  7. Lars

    Det er et grundigt stykke statistisk arbejde i har gjort må man sige, næsten helt Popperiansk.Jeg har fuld forståelse at det ikke lige er til at uddrage testbetingelser for aspirationsteorien vs sammenligningsteorien. Man må vel vente til der er tidsserier tilgængelige (hvis der da er udsigt til det i en overskuelig fremtid!?).Det resultat jeg vil huske mest er nu nok:”Among the various human development indicators tested, the national average IQ turned out to have a particularly strong and significant negative effect on life satisfaction.”Igen er policy implikationerne vist ikke helt klare.. ;-)MVHLars

    Svar
  8. Lars

    Nå mit sidste forsøg på at skrive noget døde i en MySQL fejl i jeres system, tilsyneladende. Så den her kommentar bliver lidt kortere.Jeg er imponeret over jeres grundighed i papiret. Mht. muligheder for at teste aspirations/sammenlignings-teorierne så kan jeg godt se at det ikke er så nemt at finde betingelser, som ikke gør mange krumspring og vold på de tilgængelige data. Man må vel vente til der kommer tidsserier – hvis der da er håb for det!?Jeg synes egentlig det mest interessante resultat er den negative sammenhæng mellem intelligens og lykke! Nu er det selvfølgelig lidt pseudovidenskabeligt at påstå en mulig omvendt kausalitet – fra lykke til lav intelligens (eller måske i det hele taget), men det er måske her man skal finde kilden til Blair’s interesse i “lykkepolitik”!? :-)MVHLars

    Svar
  9. Niels A Nielsen

    At anvende lykkeforskningens resultater til at føre politik efter, som Blair tilsyneladende er begyndt på, har en fæl afsmag af totalitarisme, hvor der føres politik med det endemål at ændre/forbedre menneskers sind. Bjørnskov har helt ret i sin modstand imod en sådan uting. Selv hvis aspirationsteorien holder, kunne man sagtens tænke sig totalitære politiske implikationer. Hvorfor ikke forsøge at opdrage folk til at sænke ambitionerne, at sætte lavere personlige mål. Ifølge teorien vil det medføre en højere tilfredshed såvel for det enkelte individ som aggregeret. (Man kan måske argumentere for, at vi allerede lever under en sådan politik) Er lykke og tilfredshed livets mening, kan man også spørge sig selv og filosofferne (jeg vil sige nej, højst en sidegevinst), men man kan jo også mere jordnært økonomisk spørge, om det er godt for et samfund, at dets indbyggere er meget tilfredse. Er det ikke et tegn på en mæthed, en mangel på fantasi og nye mål, en stilstand? Spørgsmålet er, om lykke og tilfredshed ikke er farlig for et samfunds langsigtede overlevelse. Det er en skam, at Jefferson i uafhængighedserklæringen erstattede ordet ejendom med lykke i Adams Smiths berømte liste af fundamentale rettigheder: “life, liberty and the pursuit of property”. (Var det tilfældigt?) Godt nok er det kun den individuelle stræben efter lykke, som Jefferson tænkte på, men hvad skal egentlig “lykke” i en forfatning?Jeg har selv bedrevet lykkeforskning på et godt nok meget snævrere felt end Bjørnskov, og derfor kan jeg ikke lade være med at spørge ham, hvad vi skal med denne forskning, hvis vi er enige om at dens anvendelse i politisk øjemed meget nemt kan legitimere totalitarisme, samfundshersen og andet uvæsen?Det er i øvrigt mit indtryk, at de forskere, der beskæftiger sig med lykkeforskning, generelt er blandt de mere langhårede og socialistiske – af typen “Fed lykke til alle”. (inkluderer ikke dig, Bjørnskov)”Jamen går du da ikke ind for fred”, er jeg ofte blevet spurgt af den naive pacifist.Med lykkeforskningens medvind skal vi måske til at høre spørgsmålet: “Jamen går du da ikke ind for at mennesker skal være lykkelige?”

    Svar

Leave a Reply to LarsCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.