Barro versus Homann

Socialistisk Folkeparti har et ungt folketingsmedlem, Morten Homann, som udover at være uddannet cand.scient.pol. også er sit partis forskningspolitiske ordfører.  Dermed skulle man tro, at han kunne have en vis interesse for en seriøs, videnskabeligt baseret diskussion af, hvilke faktorer, der er belæg for, som værende positive for økonomisk vækst og velstand.  Men de, der har fulgt debatten i Berlingske Tidende den seneste måned, i kølvandet på CEPOS' vellykkede skattekonference, hvor man havde besøg af bl.a. Robert Barro (Harvard University), vil vide, at det måske var for meget at forvente.  Nedenfor er således en række læserbreve fra Homann, Martin Ågerup og undertegnede selv, som tilsammen antyder, at SF endnu holder principfast i 1970ernes ideologiske forestillinger.

Liberalistisk skatteteori holder ikke i praksis

Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende 18. juni 2006

Kronikken 12. juli falder helt i svime over, at superliberalisten Robert Barro har været i Danmark og underholdt med påstande om, at lavere skat og lavere udgifter til den offentlige velfærd vil give en økonomisk gevinst.

Barro er uden tvivl en stor økonomisk teoretiker, men han har – ligesom CEPOS og andre lavskatprofeter – et meget stort problem med virkeligheden. Det er nemlig sådan, at lande med høj skat som klar tendens også har et højt velstandsniveau. De rige lande opkræver mere skat end ulandene også målt som procent af produktionen. Blandt ulandene er der også en positiv sammenhæng, og den findes også blandt de rige lande.

Danmark har verdens højeste skattetryk og burde efter Barros teorier ligge og rode langt nede i den økonomiske sump. Fakta er anderledes: Få andre lande har større velstand, og Danmark udpeges rutinemæssigt som et af verdens mest konkurrencedygtige og erhvervsvenlige lande.

Fakta viser, at Barros teorier ikke holder i praksis. Lavere skat giver ikke større velstand. Derimod er der gode argumenter for, at en skatteomlægning kan give større velstand, men det bliver jo blokeret af skattestoppet.

Og så et svar fra Martin Ågerup:

Homann misforstår Barros teori

Martin Ågerup, Direktør, CEPOS, Berlingske Tidende 20. juni 2006

SFs Morten Homann betvivler i et læserbrev 18. juni, at lavere skat ville medføre øget velstand. Det er imidlertid særdeles veldokumenteret.

Lad mig give et enkelt eksempel: En sænkelse af den øverste marginalskat fra 63 procent til 43 procent ved at afskaffe mellem- og topskatterne forventes at øge udbuddet af arbejdskraft med, hvad der svarer til 30.000 fuldtidsmedarbejdere. Det vil i sig selv øge velstanden i samfundet.

Derudover ville en sådan flad skat på 43 procent øge tilskyndelsen til at uddanne sig, dygtiggøre sig på jobbet samt til at opsøge ansvar og avancement.

Med andre ord vil det enkelte menneske gøre sig lidt mere umage i hverdagen, og som følge heraf gøre samfundet både rigere og bedre.
Endelig vil det blive lettere at tiltrække dygtig arbejdskraft fra udlandet, som vil kunne bidrage positivt til det danske samfund, lære fra sig og generelt virke som en inspiration for de danske kolleger.
Morten Homann påstår, at ifølge økonomen Robert Barros teori burde Danmark med sit højt skattetryk være et fattigt land. Men her misforstår han Barro. Ifølge Barro bør Danmark blive endnu rigere, hvis vi sænker skatterne. Og det er der solidt belæg for.

Og mig …

Der er forskel på vækst og velstand

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, Berlingske Tidende 21. juni 2006

Morten Homann (SF) skælder 18. juni ud på en af verdens førende økonomer, professor Robert Barro fra Harvard, som i sidste uge besøgte Danmark. Homanns læserbrev er ufrivilligt morsomt og kan måske vinde prisen for flest misforståelser og mest uvidenhed på kortest plads.

For det første beskylder han Barro for at være en teoretiker uden virkelighedssans. Det skal nok skabe en vis morskab blandt økonomer, idet den oftest hørte kritik mod Barros arbejder er, at de er for uteoretiske! Barro er derimod en af verdens førende økonomer inden for brugen af statistik til at undersøge faktisk økonomisk vækst.

Heraf næste morsomhed: At Homann beskylder Barro for ikke at have opdaget, at mange velstående lande har høje skatter. Men dét, som økonomer i almindelighed og Barro i særdeleshed interesserer sig for, er netop ikke velstand som sådan, men økonomisk vækst. Det ville Homann også have opdaget, hvis han havde studeret emnet.
Homann har således ikke forstået, at det undertiden kan ske, at lande, der er velstående, har lav vækst – eller omvendt. Det kunne han have opdaget, hvis han havde læst, hvad han udtaler sig om – faktisk er Barro én af dem, der mest grundigt har efterprøvet den tese, at fattige lande har en tendens til at vokse hurtigere end rige lande.

Barros konklusion på systematiske studier af årtiers vækst i snesevis af lande er bl.a., at en stor offentlig sektor alt andet lige er hæmmende for økonomisk vækst. Det passer ikke i Homanns ideologi, så han giver dette uimponerende Erasmus Montanus-argument: Danmark er velhavende. Danmark har høje skatter. Ergo kan skatter ikke være skadelige for vækst.

Bortset fra at SFs forskningsordfører tilsyneladende ikke kender forskel på vækst og velstand, så kunne han måske med fordel lære at skelne mellem tendensen i en statistisk sammenhæng mellem to variable og en absolut lovmæssighed.

Tilbage til Homann:

Vækst og velstand hænger sammen

Morten Homann, MF (SF), Berlingske Tidende, 27. juni 2006

Min kritik har stødt superliberalisten Robert Barros danske disciple i CEPOS voldsomt på manchetterne. Således raser både CEPOS' direktør Martin Ågerup 20. juni og medstifter Peter Kurrild-Klitgaard i læserbreve 20. og 21. juni.

Kurrind-Klitgard mener, at vækst kræver lavere skat. Det er noget vrøvl. Danmark har over de sidste 40 år både haft et højt skattetryk og en fordobling af sin velstand! For høj skat og en velfungerende offentlig sektor bidrager til økonomisk vækst: Uddannelse, forskning, børnepasning og et trygt arbejdsmarked.

Robert Barros påstande skyldes formentlig, at staten i Den Tredje Verden er særdeles ineffektiv. I lande, hvor skattepenge bruges dårligt, står argumentet for lavere skat naturligvis tilsvarende stærkere!

Ågerup gentager – uden dokumentation – påstanden om, at lavere skat giver øget velstand. Han trækker oven i købet den »flade skat« af stalden, selvom selv skatteministeren har tilstået, at en flad skat enten skal være meget høj eller også er fordelingsmæssig helt uacceptabel. Jeg vil dog give Ågerup ret i, at for mange betaler topskat. Derfor foreslår SF en højere topskattegrænse. I stedet skal pengene skaffes ved f.eks. færre skattefordele ved store pensioner og dyre boliger.

Og så det–indtil videre–sidste ord:

Erasmus Homann

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Statskundskab, KU, Berlingske Tidende, 11. juli 2006

27. juni viser Morten Homann (SF) – igen – at
han ikke har forstået, a
t man ikke ud fra et enkelt anekdotisk eksempel kan generalisere noget som helst, f.eks. om hvorvidt høje skatter generelt har en effekt på vækst og velstand. For igen anvender han et Erasmus Montanus argument: Danmark har høje skatter. Danmark har økonomisk vækst. Ergo må høje skatter være godt for økonomisk vækst. Er det virkelig den måde SF vurderer forskning på og tilrettelægger økonomisk politik ud fra?

Mens Homann funderer over det, kan han samtidig tænke på, at en lang række OECD-lande, som har en mindre offentlig sektor end Danmark, de seneste årtier har haft højere vækst end Danmark – nogle endda meget kraftigt. Hvor danskernes købekraftsjusterede BNP pr. indbygger steg med 146 pct. 1960-2004, steg f.eks. amerikanernes med 188 pct. og ligger i dag næsten en tredjedel over danskernes. Så det forhold, at Danmarks velstand er steget, samtidig med at man har haft en kraftigt ekspanderende offentlig sektor, siger som sådan intet om nogen af delene.

Harvard-økonomen Robert Barros analyse, som Homann tilsyneladende endnu ikke har læst eller ikke kan forstå, men som han dog forkaster, viser således, at når man tager højde for forskelle i eksisterende velstandsforskelle, er der en synlig og statistisk signifikant negativ sammenhæng mellem, hvor stor den offentlige sektor er, og hvor høj den økonomiske vækst er. Så når man ser ud over sin egen kolonihave og sammenligner med et stort antal lande, giver et højere skattetryk over tid en relativ fattigdom for et samfund. Indtil Homann kan komme med nogle mere avancerede og mere veldokumenterede analyser end Barros, ved jeg, hvem har mest tillid til.

12 thoughts on “Barro versus Homann

  1. Lars

    Du henviser i det sidste læserbrev til et arbejdspapir af Barro på Cepos:http://www.cepos.dk/cms/fileadmin/user_upload/ceposfiles/PDF/Barros_Denmark_notes.pdfMen her må man da vist give den kære Morten Homann så meget kredit, at det i hvert fald ikke er ud af det papir at man kan se nogen overvældende negativ sammenhæng mellem offentlig forbrug og økonomisk vækst. Hvilket dog ikke betyder at Homanns argumenter bliver bedre.Overordnet er det vel altid fint hvis der er overensstemmelse mellem samfundsøkonomisk effektivitet og politiske mål. Men hvis man vælger hele tiden at begrunde sine politiske mål ud fra en eller anden samfundsøkonomisk effektivitet så løber man altså den klare risiko at ens politiske mål lige pludselig ikke (længere) er i overensstemmelse med effektivitetsmålsætningen. Sådan gik det jo bla med Socialdemokratiets fornuftsægteskab med keynesiansk økonomisk politik. At skattelettelser skal begrundes ud fra samfundsøkonomiske hensyn er et svaghedstegn. Men måske en ideologisk kamp er opgivet på forhånd?!MVH.Lars

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    Det er vist tid til at forsvare Barros konklusioner mht. det offentlige forbrug. Et af problemerne ved at bruge store internationale undersøgelser er tit, at data ikke er ordentligt sammenlignelige, specielt ikke for fattige lande. Man kan derfor med held sammenligne på tværs af relativt rige/demokratiske lande og over tid på samme tid (såkaldte panelstudier). Hvis man gør det, når man så absolut Barros konklusioner. De svenske økonomer Fölster og Henrekson havde f.eks. en glimrende artikel i European Economic Review for nogle få år siden, hvor de analyserede sammenhængen mellem offentligt forbrug og vækst i relativt rige lande. I år har Applied Economics så trykt en artikel af schweizerne Schaltegger og Torgler, hvor de går så vidt som til udelukkende at sammenligne offentligt forbrug i de schweiziske kantoner – de har altså perfekt sammenlignelige data. De kommer også til den konklusion at offentligt forbrug er absolut dårligt for økonomisk vækst. Bundlinien er altså, at Barro har ret. Og det ville Homann vide, hvis han kunne læse økonomiske studier indenad.

    Svar
  3. David Pontoppidan

    Hahaha – det er simpelthen en fremragende brevveksling, der udstiller politikernes, og venstrefløjen især, slående uvidenhed og manglende vilje til at sætte sig ordentligt ind i deres resortområder. Specielt holder jeg af denne formulering: “Homanns læserbrev er ufrivilligt morsomt og kan måske vinde prisen for flest misforståelser og mest uvidenhed på kortest plads.”*SLAM*Mest af alt minder Homanns læserbrev mig om de parodierende breve som mandebladet M! skriver til f.eks. zoologisk have for at høre om de kan købe en løveunge, eller til Falck for at høre om de ikke vil slukke for sirenerne efter kl. 12 om aftenen. Jeg ser frem til at læse Homanns indsigtsfulde pointer og kritikpunkter blive trykt i næste udgave af Journal of Economic Growth…Men mon ikke de bliver sorteret fra i den akademiske førstebehandling.

    Svar
  4. Farmer

    Tusind tak for indlægget.Barros analyse af forholdet mellem skattetryk og vækst er jeg med på (hvis jeg har forstået det rigtigt); men der er vel også en pointe i det Homann skriver om, at det offentlige skal forvalte skattemidlerne ordentligt og effektivt.Virker det offentlige system effektivt, kan man som skatteyder acceptere et højere skattetryk end hvis det hele går op i hat og briller.Og så er vi tilbage ved min gamle husmands-kæphest: Det hele beror på den menneskelige faktor. Den dag man ikke tror på fremtiden og sine omgivelser falder det hele fra hinanden.I 1982 kunne jeg ikke låne 40.000,- til et køkken. I dag ringer kreditgiverne til det samme tlf.- og matr. nr. og spørger om jeg dog ikke lige vil låne et par mill. sådan til at have liggende til lidt spekulation og sår’n.Troen på fremtiden er stor idag, måske fordi man idag tror på et fremtidigt lavere skatetryk.

    Svar
  5. Martin Rannje

    En ting som Homann (og mange andre socialstatstilbedere) glemmer, er at påstanden om at Danmark bare havde supervækst og fremgang samtidig med at vi havde en kæmpe velfærdsstat, i de seneste 40 år, i bedste fald er en sandhed med modifikationer. Velfærdsstatens størrelse og den enorme skattebyrde eksploderede jo ikke før de sene 60ere og starten af 70erne. Og der gik ikke lang tid derefter, før hele korthuset faldt sammen og Heinesen talte om “afgrundens rand”. Det er naturligvis ikke tilstrækkeligt til at bevise at der er en direkte sammenhæng imellem lav skatter + lille stat og vækst, men det siger blot noget om at påstanden om at den danske velfærdsstat har skabt vækst er dybt tvivlsom.Mvh

    Svar
  6. US

    Helt enig med David.Der er dog et problem med den tilgangsvinkel der anvendes i debatten generelt.Skat må i mine øjne ikke stå alene i analysen. Vi skal også have finansieringen med, da finansieringen har stor betydning for, hvilken effekt en eventuel skattelettelse måtte have.En helt ny analyse fra U.S. Treasury illustrerer tydeligt dette forhold:http://www.treas.gov/press/releases/reports/treasurydynamicanalysisreporjjuly252006.pdfDokumentet er en analyse af skattereformen gennemført i 2001, og jeg mener tabel 3 på glimrende vis illustrerer min indvending. Det fremgår af analysen, at en skattelettelse faktisk kan have negative reale effekter på langt sigt, hvis finansieringen består i at hæve skatterne i fremtiden (låntagning). Lavere skatter får ikke automatisk det offentlige til at bruge færre penge.Mere konkret vil den samlede pakke af skattelettelser gennemført i USA i 2001 ifølge analysen medføre en realvækst på 0,7 pct af BNI på langt sigt, såfremt den finansieres vha. lavere offentligt forbrug i fremtiden, mens effekten vil være negativ, -0,9%, såfremt finansieringen består i højere skatter (og uændret offentligt forbrug) i fremtiden.Vi skal derfor holde fast i, at det ikke kun er skatten, der er skadelig, og at skattelettelser alene ikke løser problemerne. Offentligt forbrug gør ondt på BNP, og skattelettelser og udgiftsreduktioner bør gå hånd i hånd. I den forbindelse bliver jeg noget deprimeret af at læse Homanns breve. Når selv de veluddannede politiske ordførere ikke kan finde ud af forskellen på vækst og velstand, så er det nok ikke let at overbevise den almindelige folketingskandidat om validiteten af ovenstående.

    Svar
  7. Lars

    At Barro og andre andetsteds har vist en fin negativ sammenhæng skal jeg ikke et øjeblik betvivle.Homann eksemplet er desværre udtryk for en generel holdning blandt politikere og andre selvudråbte eksperter til at påkalde sig videnskaben i alle de sammenhænge hvor de mener det gavner dem, og omvendt forkaste resultaterne hvis de skurrer det mindste i deres ører. Homanns dumhed er jo at han ikke indser at han godt kan fremføre et argument om, hvorfor han ikke kan lide de politiske implikationer af Barro/CEPOS, uden at han af den grund behøver udtale sig om ting han ikke ved noget om. Omvendt forsvinder grundlaget for en liberal økonomisk politik heller ikke fordi (hypotetisk) nye resultater evt. viser at offentligt forbrug faktisk gavner den økonomiske vækst. Selvfølgelig er økonomisk vækst “godt”, alt andet lige. Men det er jo først og fremmest godt for staten. IMHO.MVHLars

    Svar
  8. Niels A Nielsen

    Ifølge Barros tabel udgør DK’s ppp-justerede BNP 89% af USA’s i 1960 og 80% i 2000. P. K.-K. antyder et fald fra 100% til 69% i den seneste kommentar. Hvor kommer de tal fra?

    Svar
  9. Niels A Nielsen

    Kan man i øvrigt helt afvise, at USA’s BNP er temmelig hårdt pumpet i øjeblikket af store betalingsbalanceunderskud og deraf følgende finansiering af væksten via udenlandsk kapital?

    Svar
  10. Kimpo

    Jeg vil godt tage Homann så meget i forsvar, at USAs BNP-stigning fra 1960-2004 på 188 pct. versus DKs 146 pct. ikke er et overbevisende argument. Årsagen til denne efter min smag ret beskedne forskel kan vel findes andre steder end i skatten.Jeg vil dernæst pege på at høj vækst kan føre til stigning i skattetryk, simpelthen fordi man har råd samtidig med at holdningerne er udbredte. (Dette er så mod Homanns idéer)Endelig vil jeg pege på, at en årsag til at fattige lande har ofte har større vækst end rige lande, kan være meget andet end størrelsesn på deres statsapparat. Det oplagte svar er, at fattige befolkninger har større incitament. Der ER nok grænser for hvor meget umage man gør sig, hvis man har det godt.

    Svar
  11. Peter Kurrild-Klitgaard

    @Kimpo:”Jeg vil godt tage Homann så meget i forsvar, at USAs BNP-stigning fra 1960-2004 på 188 pct. versus DKs 146 pct. ikke er et overbevisende argument. Årsagen til denne efter min smag ret beskedne forskel kan vel findes andre steder end i skatten.”- “Beskedne forskel”? Det kan man jo mene–især hvis man mener, at levestandard og forandringer i samme ikke er væsentlig, og hvis man glemmer at selv små procentforansdringer over tid betyder store forskelle. Husk f.eks. på, at DK og USA i 1960 havde stort set samme BNP pr. cap. (PPP). Den nævnte forskel i vækstrater 1960-2000 betød så, at danskernes gennemsnitlige levestandard i 2000 nu kun var 69 pct. af amerikanernes. Fortsætter samme udvikling i en tilsvarende periode, vil danskernes levestandard i.f.t. amerikanernes om 34 år være blot 53 pct. Er det en stor eller lille forskel? Well, i 2005 var Slovakiets og Litauens levestandard omkring 50 pct. af danskernes. Så hvis man mener, at det er en triviel forskel, om man har danskernes nuværende levestandard eller østeuropæernes, så er det da rigtigt nok, at det er beskedent …- Ja, årsager til vækstforskelle kan givetvis findes andre steder end i skatterne alene. F.eks. i omfanget af markedsregulering, beskyttelsen af privat ejendomsret, retssikkerhed, politiske institutioner m.v.–altsammen faktorer, som Barro har med i sine analyser. (Han og andre har også religion med, Kimpo, og den viser sig pudsigt nok at have meget lille eller ingen betydning …)”Jeg vil dernæst pege på at høj vækst kan føre til stigning i skattetryk, simpelthen fordi man har råd samtidig med at holdningerne er udbredte.”Helt enig. Det skrev jeg om i Berlingske fornylig, og vistnok også her på bloggen.”(Dette er så mod Homanns idéer)”Mon ikke!”Endelig vil jeg pege på, at en årsag til at fattige lande har ofte har større vækst end rige lande, kan være meget andet end størrelsesn på deres statsapparat.”Enig–jf. ovenfor–men en lang række analyser viser, at det _også_ spiller en rolle.

    Svar
  12. Kimpo

    @PKK:Uenigheden i punkt 1 kan meget vel skyldes at jeg ikke kan regne, eller måske rettere at jeg ikke har forstået terminologien:For min naive tanke giver en stigning på 146 pct et slutniveau på 246 pct. Dette sat i forhold til 288 pct giver at det danske niveau er 85% af det amerikanske, hvilket jeg skønnede beskedent. Jeg ved ikke hvordan du får 69%, men jeg er enig i at hvis udviklingen fortsætter meget længere, bliver forskellen for stor (også for min smag). På den anden side tror jeg så ikke at velstandsudviklingen fortsætter meget længere. Mht religionen, tjaee – målinger af gennemsnitlig velstand i olielande giver jeg så ikke meget for. Kan være at islam ikke påvirker gennemsnittet meget. Kan jo skyldes at muslimske landes snit trækkes op af olien, men det hjælper næppe den almidelige muslim. Jeg tror bestemt dyberegående undersøgelser, renset for oliebesiddelser, vil vise at islam er en pest for økonomisk vækst.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.