Per Stig Møller og historiens store hjul

Fyrstehuse, imperier, religioner, nationer og civilisationer står og falder med befolkningsvæksten. Sådan lyder en populær kondensering af verdenshistoriens drivkræfter. I Europas kollektive erindring indtager beretningen om den tidlige middelalders folkevandringer da også en prominent plads. Romerrigets fald for de fremstormende barbarers sværd gav genlyd i samtiden – og endnu i dag kan vi høre ekkoet fra 400-tallets voldelige omskiftelser. Selve ordet ‘folkevandringer’ fremmaner et billede af en demografisk tidevandsbølge fra nord og øst; og mod et sådant ungdommeligt vigør kunne selv ikke det teknologisk overlegne Rom stå sig.

Nu er den så gal igen. For europæerne, vor tids romere forstås, er holdt op med af få (særligt mange) børn. Og bag vor tids limes formerer barbarerne sig som aldrig før. Såfremt den nye, islamiske folkevandring ikke allerede er en realitet, så ligger den i hvert fald i kortene.

Seneste var det udenrigsminister Per Stig Møller, der i et stort opsat interview (kun en mindre del er tilgængelig elektronisk) i Jyllandsposten den 9. juli gav sin udlægning af teksten. Historiens store hjul drejer om en demografisk akse, forklarede udenrigsministeren. Magtbalancen mellem Europa og den muslimske verden vil, viser et tilbageblik, blive afgjort i barselssengen. Med Per Stig Møllers egne ord:

“Hele dynamikken er styret af den demografiske udvikling […] Der sker i 500-600-tallet en voldsom befolkningsvækst i den arabiske verden, mens Europas befolkningstal falder. Den muslimske ekspansion er en logisk følge. Der er opstået et europæisk tomrum, som det arabiske hjul drejer ind over. I 1400- og 1500-tallet begynder deres hjul at køre langsommere, mens den demografiske vækst i Europa kører i et højt tempo. Det er forklaringen på, at vores kultur har ekspanderet kraftigt i 500 år. Og hvad sker der nu? Det europæiske hjul er gået i stå, mens det muslimske hjul drejer. Så kan du tænke lidt over fremtiden …”

Det lyder jo umiddelbart uheldssvangert, ikke mindst fordi artiklen i en tilhørende faktaboks kan berette, at den muslimske verdens befolkning næsten vil blive fordoblet inden for de kommende fem årtier; mens den europæiske vækst vil stå i stampe.

Nu er mit ærinde i dette lille indlæg ikke at vurdere, om en kommende styrkeprøve mellem Europa og den islamiske verden er realistisk. Men inden vi erklærer Aftenlandet for død og begravet, er det i hvert fald på sin plads at fundere lidt over to spørgsmål: Er det korrekt, at historiens store hjul indtil nu har roteret omkring demografien? Og er det – uanset hvad der hidtil er hændt – tænkeligt, at det vil være tilfældet i fremtiden?

At befolkningsvæksten styrer verdens gang forekommer ved første øjekast ret logisk. Det er som bekendt ikke særligt sjovt at være i undertal i konkurrencesituationer – om det gælder slåskampe, fodboldkampe eller valgkampe. Men, og det er væsentligt, styrkeforholder af også af henholdsvis flertallets og mindretallets organisation.

Det gælder i særdeleshed, når striden står mellem forskellige samfund. De stærkeste samfund er de bedst organiserede, ikke de mest folkerige. Hvis vi skal bruge socialvidenskabernes jargon, så er det institutionerne, der er væsentlige. For det rette mix af institutioner fører normalt til 1) teknologiske nybrud, 2) økonomisk vækst og 3) mulighed for indskibe befolkningen i et fælles projekt.

Og hermed er vi fremme ved selve omdrejningspunktet for den disciplin inden for økonomi, der hedder ‘New Institutional Economics’. Det er en tradition, hvor samfundets formelle og uformelle regler (institutionerne kort sagt) udgør omdrejningspunktet. Disse spilleregler sætter nemlig rammerne for vores opførsel.

Startskuddet til ‘New Institutional Economics’ blev affyret i de tidlige 1970ere, da den senere nobelprismodtager Douglass C. North sammen med kollegaen Robert Paul Thomas påpegede, at forudsætningen for Europas unikke velstandsstigning fra 1700 og fremefter var, at staten – understøttet af en form for magtdeling – begyndte at håndhæve den private ejendomsret.

Idelig konkurrence mellem Europas mange stater gjorde dem fra højmiddelalderen og fremefter modtagelige over for nye impulser. Samtidig førte middelalderens mange krige til et stadigt voksende behov for klingende mønt. I Holland og England reagerede magthaverne ved at udveksle rettigheder (i særdeleshed en effektiv ejendomsret) for skattekroner. Ejendomsretten, kontraktfriheden samt et effektivt juridisk system begrænsede i begge tilfælde den usikkerhed og uforudsigelighed, der er et grundlæggende vilkår i den sociale verden – med en fornuftig økonomisk adfærd til følge.

Det fik meget håndgribelige følger for den europæiske magtbalance. Datidens befolkningsmæssige stormagt, Frankrig, blev i løbet af ‘den anden Hundredesårskrig’ fra 1688 og fremefter slidt ned af holmgangen med England. Det er sigende, at Storbritannien under de to krige mellem 1688 og 1714 kunne rejse lige så store summer til krigsførelse som Frankrig, på trods af at landets økonomi kun var halvt så stor. For det første var den engelske stat i stand til at indkræve højere skatter. For det andet kunne den låne penge direkte hos borgerne. Begge dele blev sanktioneret, og dermed garanteret, af Parlamentet. Derfor var modstanden fra befolkningens side beskeden.

I Frankrig måtte skatterne inddrives med magt. Og ingen i besiddelse af sin sunde fornuft kunne finde på at låne regenten penge, for tilbagebetalingerne blev annulleret i tide og utide. Da de franske stænderforsamlinger endelig blev indkaldt den 1. maj 1789, var det første gang i 150 år, at det skete – og kun fordi staten var gået fallit. Men nu var borgerskabet ikke længere sagtmodigt. Den franske revolution blev konsekvensen af den uholdbare finanspolitik.

Styrkeprøven mellem Frankrig og England – og den forudgående styrkeprøve mellem Holland og Spanien – er et godt eksempel på, at historiens hjul drejer om institutioner, ikke om demografi. Og vi kan meget let bakke denne pointe op med nutidige eksempler. For hvordan kan vi ellers forklare, at Israel har overlevet trods tilstedeværelsen af et på håndfulde fjendtligt indstillede arabiske stater? Og hvordan kan vi forklare, at USA kunne besætte Irak med et par hundredetusinde mand?

Men hvad er det for nogle institutioner, der er væsentlige? Ifølge North & Thomas står den private ejendomsret, som allerede nævnt, i en kategori for sig selv. Men af deres beretning fremgår ligeledes – og North har senere uddybet denne pointe i en række artikler og bøger – at det, vi kan kalde den ‘liberale konstitutionalisme’ udgør en form for ‘root cause’.

Hvad dækker denne lidt snørklede betegnelse over? Jo, der er tale om den friheds- og retstradition, der for alvor viste flaget i Storbritannien efter ‘den glorværdige revolution’ i 1688. Meget kort fortalt er det forestillingen om, at magtudøvelse kun kan ske med udgangspunkt i loven – og at magtdeling og frihedsrettigheder er en del af denne lov. Europas historiske ‘store spring’ tog fart, da konstitutionalismens begyndte at tæmme den magtens vilkårlighed, der har været et vilkår i størstedelen af menneskehedens historie.

Per Stig Møller lægger, pudsigt nok, vejen omkring ét træk ved konstitutionalismen det tidligere nævnte interview i Jyllandsposten. Ytringsfriheden er, forklarer han, en helt afgørende del af den pakke, der har skabt Europas historiske fremgang: “Den europæiske dynamik ville være utænkelig, hvis ingen havde haft modet til at udfordre den overleverede, religiøse visdom. Så ville solen stadig dreje rundt om jorden […]”

Det har udenrigsministeren ret i. Ytringsfriheden er jo netop en institution, en pakke og formelle og uformelle regler, der regulerer vores adfærd. Og det er en inst
itution, der står og fald
er med institutionalismen, dels fordi der i sig selv er tale om en frihedsrettighed, og dels fordi ytringsfriheden intet er værd uden en adskillelse af den udøvende og den dømmende magt.

Er demografien så aldeles ligegyldig for styrkeforholdet forskellige samfund imellem? Nej, det er den ikke. For det første er det klart, at hvor to samfund står lige (eller næsten står lige), når det kommer til institutionernes effektivitet, da vil antallet af våbenføre mænd være afgørende; betænk bare på Danmarks tyske genvordigheder i 1800-tallet.

For det andet kan befolkningspresset være med til at ændre institutionerne. North & Thomas giver i deres lille bog fra 1973 et godt eksempel. Europa var fra 1000 til 1300 hjemsted for en befolkningseksplosion, der førte til markante ændringer i næringsstrukturen, i særdeleshed i form af øget specialisering. Marginaljorde blev inddraget til dyrkning, hvilket gjorde ejendomsretten mere effektiv.

Men lad os vende tilbage til nutiden. Europa befinder sig i skrivende stund i en helt anden kategori end den islamiske verden, når det kommer til institutionernes effektivitet. Hos vore muslimske naboer lider den liberale konstitutionalisme trange kår – øvrighedsmagten fremmer juridisk vilkårlighed snarere end at begrænse den. Prøv bare at bladre lidt i UNDPs Arab Human Development Reports.

I denne situation er det ganske enkelt forkert at hævde, at demografien vil få magtbalancen til at tippe. Historiens hjul drejer ikke omkring befolkningstallet; det drejer omkring institutionerne.

14 Kommentarer

  1. Jeg forstår ikke, hvordan du kommer fra A til B her?Hvis du mener, at institutionerne er det der tæller, men samtidig medgiver at institutionerne er en funktion af demografien (“for det andet”…), så kan du vel ikke sige noget som helst entydigt om den fremtidige udvikling? Du skriver selv at befolkningspresset kan ændre institutionerne. Hvad får dig til at tro, at de europæiske lande ikke med tiden vil opgive den liberale konstitutionalisme og erstatte den med Sharia, i takt med at andelen af muslimer vokser? Allerede nu, hvor muslimer udgør under 10 pct. af befolkningen i de fleste europæiske lande, er det bemærkelsesværdigt så store indrømmelser, de har opnået. Et formelt forbud mod religionskritik er ikke langt væk i flere EU-lande, og blasfemiparagraffen lever i bedste velgående herhjemme.Jeg frygter for demografiens effekter på vore egne institutioner. Og jeg mener man skal være mere end optimistisk for at tro, at danskernes lunkne opbakning til den liberale konstitutionalisme vil styrkes i fremtiden, hvor andelen af muslimer vil udgøre en stadig større del af befolkningen herhjemme, folkevandring eller ej. Hvis den gør, vil det formodentligt medføre borgerkrig som det normalt ses i de lande, hvor muslimer er i mindretal.Den liberale konstitutionalisme lider ganske rigtigt trange kår i mellemøsten. Men det betyder ikke så meget for magtbalancen, hvis de vestlige samfund ikke kan opretholde deres egne, på nuværende tidspunkt overlegne, institutioner. Og det tror jeg ikke på de kan.

  2. “I denne situation er det ganske enkelt forkert at hævde, at demografien vil få magtbalancen til at tippe. Historiens hjul drejer ikke omkring befolkningstallet; det drejer omkring institutionerne.”Jeg synes (ligesom US) du overser, at en stor del af den muslimske befolkningstilvækst vil være at finde netop i liberale demokratier. I adskillige europæiske lande vil der være meget store muslimske minoriteter og i flere lande muligvis et flertal af muslimer indenfor 50 år. Tror du, at den liberale konstitutionalisme kan overleve dette – jeg tror det ikke?http://www.economist.com/world/displaystory.cfm?story_id=7081343http://www.afa.org/magazine/July2005/0705europe.aspI gamle dage var det desuden en demografisk fordel at være et velorganiseret og (relativt) velstående land. Det er ganske enkelt ikke tilfældet mere. I dag er det en demografisk fordel (og dermed magtpolitisk på længere sigt) at have (kulturelle og religiøse) institutioner der fastholder befolkningen i en tidlig fase af den demografiske transition (som dermed naturligvis ikke er en transition) med høje fødselstal.De porøse grænser og billig transport gør, at disse kulturelle og religiøse institutioner spredes til resten af kloden – og specielt de mest velstående dele af denne. Jeg er selv overbevist om, at denne spredning er en langt større kraft (på Europæisk plan) end vores evne til at overbevise muslimerne om den liberale konstitutionalismes lyksaligheder. Hvad resultatet bliver må guderne vide – jeg er ikke optimist.”For hvordan kan vi ellers forklare, at Israel har overlevet trods tilstedeværelsen af et på håndfulde fjendtligt indstillede arabiske stater?”Teknologisk og institutionel overlegenhed som du selv skriver. Demografisk er der dog ingen tvivl om, at Israel bliver mere og mere presset. I dag udgør jøderne i selve Israel lidt over 70% af befolkningen. Dette tal er støt faldende pga. højere muslimsk fødselstal. På sigt er det en trussel mod Israels eksistens – selvom de i øjeblikket har de teknologiske midler til at holde deres fjender i skak.

  3. Sådan lidt off-topic – og så alligevel ikke – vil jeg benytte muligheden for at promovere Daron Acemoglu. Han er økonom ved MIT – fik sidste år John Bates Clarke medaljen – og skriver en del om vækst og institutioner. I denne her sammenhæng er det nok mest interessant at læse det kapitel fra “Handbook of Economic Growth” der hedder “Institutions as the Fundamental Cause of Long-Run Growth”;http://econ-www.mit.edu/faculty/download_pdf.php?id=1183Det opsummerer meget fint en lang række af de artikler han har skrevet med forskellige medforfattere. Det vil fremgå, at det er endog temmeligt svært at hitte rede i kausaliteter og korrelationer. En lille teaser kunne f.eks. være: “Although Barro and McCleary (2003) provide evidence of a positive correlationbetween the prevalence of religious beliefs, notably about hell and heaven, and economicgrowth, this evidence does not show a causal effect of religion on economic growth, sincereligious beliefs are endogenous both to economic outcomes and to other fundamentalcauses of income differences” Hvis det er rigtigt, så er der vist ikke grund til at være voldsomt bekymret.

  4. Niels A Nielsen

    28. juli 2006 at 12:16

    Mest bekymrende er det, at retssystemet er under et kolossalt pres i Europa. Vi har set i andre europæiske lande som Storbritannien og Frankrig, hvordan landets love ikke længere kan håndhæves i visse områder – en tilstand som vi nu også ser tendenser til i Danmark. Og allerede med den nuværende relativt beskedne muslimske befolkningsandel er trusler imod vidner (nu senest i Danmark også imod nævninge) ved at blive hverdagskost. Når der rejses tiltale imod en muslim går hele klanen ofte i aktion, som havde retsvæsenet givet den en kollektiv krigserklæring. Vidner til forbrydelser begået af muslimske gerningsmænd – 2.g’ere – tæller på knapper for at afgøre, om de tør vidne. Det er naturligvis et mindretal af muslimerne, der skaber disse problemer, men det gør dem ikke mindre påtrængende. Og hvad sker der mon, efterhånden som andelen af muslimer i Europa stiger?Hvad der skal der til for at afværge den Europas truende undergang, som US skitserer, og som man vist ikke engang skal være specielt depressivt anlagt for at få øje på?En af de første betingelser er at stå fast, droppe ængstligheden og lade være med at give efter for alt fra frække krav om “hensyntagen til profetens ære” til vold og trusler.Den vestlige livsform skal nok overleve, fordi den i materiel og åndeligt udkomme er den muslimske langt, langt overlegen, men om den overlever i det vi kender som Europa, er jeg ikke helt så sikker på. Jeg er dog nok knap så pessimistisk som US. Der skal nok blive nogle lommer af frihed tilbage, folk der som Israel har evne og vilje til at sætte sine grænser og forsvare sig.

  5. Eller – ytringsfrihed har ikke efter min mening noget at gøre med institutioner/begreber som en lovgivende, dømmende og udøvende magt.Ytringsfrihed kan være et begreb og en praksis. At den kan bedømmes i forhold til om institutioner er adskilte eller sammenknyttede er ytringsfrihedens eksistens som begreb og udøvelse i praksis interessante såvidt der kan findes modeller der giver bedre eller værre betingelser for ytringsfrihedens udøvelse.Selskabet til Indførelse af Ytringsfrihed i Danmatrk og resten af Verden´s vegne er selvklart interesseret i de bedste udgangspunkter for ytringsfrihedens udfoldelse.På Selskabets vegne- Peter Buch

  6. In-sti-tu-tio-na-li-se-ring-gir det mon en ret vurdering.Eller skal vi hellere sige-At vi helst vil være- frie?”Ytringsfriheden er jo netop en institution, en pakke og formelle og uformelle regler, der regulerer vores adfærd. Og det er en institution, der står og falder med institutionalismen, dels fordi der i sig selv er tale om en frihedsrettighed, og dels fordi ytringsfriheden intet er værd uden en adskillelse af den udøvende og den dømmende magt.”-skriver hr. Møller; men ytringsfriheden kan ses som en værdi i sig selv, ( også aldeles uden inddragelse af institutionaliserings-begrebet eller netop gøren ytringsfrihed til en institution i sig mulighederne er jo tilstede for teoretisering som man nu synes ved velvalgte belæg…) hvilket vi i “Selskabet til Indførelse af Ytringsfrihed i Danmark og resten af Verden” har valgt at se den som.Medlemmerne havde det individuelt på samme måde inden Selskabet blev en institution og som sådan kunne optræde som medlemmernes talerør. Selskabets fremmeste nære mål er stadig ophævelse af racisme- og blasfemi-paragraffer i danske love.Hvorledes institutioner virker er vel væsentligt og måske væsentligere end befolkningstallene de pågældende institutioner dækker.Der findes vel ikke kurver der inddrager befolkningstal for ideal-institutionerings-hed på vilkårlige områder. Eller?

  7. Niels A Nielsen

    1. august 2006 at 11:15

    Som kommentar til Jørgen Møllers fremhævelse af institutionernes betydning, kan ikke lade være med at poste dette link (http://www.dailymail.co.uk/pages/live/articles/news/news.html?in_article_id=398343&in_page_id=1770) til vidnesbyrd om det engelske skolesystems forfald (Jeg faldt over det hos Snaphanen, http://dansk-svensk.blogspot.com) JM skriver: ”Men lad os vende tilbage til nutiden. Europa befinder sig i skrivende stund i en helt anden kategori end den islamiske verden, når det kommer til institutionernes effektivitet.” Jo, men disse institutioner er under et særdeles hådt pres, ikke primært fra en uholdbar fertilitetsrate i muslimske lande, men fra demografiske ændringer indenfor Europas grænser parret med den multikulturelle ideologis rådne frugter og moralske fallit. Det er ikke bare ytringsfriheden, der er under afskaffelse i England og Europa som sådan, en undervisning, der tager udgangspunkt i, hvad der i England betragtes som rigtigt og forkert, godt og ondt er nu også suspekt i dette lands klima af oikofobi. Bygningen, vestens frie samfund, står endnu, men fundamentet er pilråddent.

  8. Ingen kan vist anklage mig for at have anti-israelske tilbøjeligheder, eller for at feje Hizbullah og Hamas’ terroranslag mod den israelske civilbefolkning ind under gulvtæppet, men jeg mener faktisk, at den allerstørste trussel mod Israels eksistens og sikkerhed i går, i dag og i morgen er Israel selv. Det blev formuleret klarest af David Ben-Gurion i 1950:“The most dangerous enemy to Israel’s security is the intellectual inertia of those who are responsible for security. This simple and fundamental idea guided me from the day that I accepted, at the 22nd Zionist Congress, responsibility for the security of the yishuv. And this simple and fundamental thought I tried to instill in all of the comrades that worked with me on security matters before the war, during the war, and after it”.(Ben-Gurion: When Israel Fought in Battles: 11)Ben-Gurion vidste, hvornår han og IDF skulle stoppe. Hans uvilje mod at fortsætte fremmarchen hen imod slutningen af Israels Uafhængighedskrig, hvor IDF sandsynligvis kunne have erobret hele Vestbredden, er et udmærket eksempel på, hvad Clausewitz kaldte ‘the culminating point of victory’ – altså det sidste punkt, inden succes bliver til fiasko. Ben-Gurions citat bør stå som en advarsel til IDF (og til alle andre militære organisationer i dag).

  9. Jøder med selvhad og dårlig samvittighed har vi nok af, Jessica Biel. Israels primære problem er de europæiske kvinder m/k, der simpelthen ikke er mænd nok til at opføre sig fornuftigt overfor en civilisationsfjende.

  10. Nå, er det nu dig igen. Har faktisk kun hovedrysten til overs for din upassende kommentar.

  11. Ryst blot på dit utvivlsomt kønne hoved. Men vestbredden var et større problem da den var under jordansk herredømme. I hvert fald set fra befolkningens side. De lavede mange børn og levede i fattigdom og frustration. Efter israelsk overtagelse steg velstanden. I dag er de såkaldte palæstinensere (et tyvstjålet ord) 5-6 gange så mange som dengang. En befolkningsbombe af primitiv og hadsk mentalitet, der formentlig kunne have været demonteret, havde “verdensssamfundet” bakket op om en total israelsk sejr fra dag 1 (som i 1948-krigen).De såkaldte palæstinensere kan ikke styre sig selv og enhver tale om en 2-statsløsning bygger på fortrængning af det faktum.Men drøm du bare videre, fr. Selvhad.

  12. Hr. Kimpo: Jeg foreslår, at du lige finder en lidt mere passende tone i din tiltale af andre. Her på stedet har vi ikke noget imod intense debatter, men de skal helst foregå uden nedsættende adjektiver eller for megen psykologisering om andre.

  13. Til den angiveligt afgåede redaktør:Var det ikke netop hende der startede personlighederne ved at tilkendegive sin foragt for mit lave debatniveau? Sådan ganske uden at forholde sig til indholdet?Og var mit svar ikke blot retfærdig harme mod en debattrice der sjoflede sagligheden til fordel for tom hån mod opponenten? Jeg tror det 😉

  14. I forlængelse af hr. Møllers i indlægget skrevne: ” For det andet kan befolkningspresset være med til at ændre institutionerne…Men lad os vende tilbage til nutiden…Hos vore muslimske naboer lider den liberale konstitutionalisme trange kår – øvrighedsmagten fremmer juridisk vilkårlighed snarere end at begrænse den. Prøv bare at bladre lidt i UNDPs Arab Human Development Reports…Historiens hjul drejer ikke omkring befolkningstallet; det drejer omkring institutionerne.” Konklusionen kunne da specifikt på områder i Mellemøsten være at hvis magtapparatet som nu ikke er i fefolkningsflertallets hænder på den sålaldte Vestbred og i Gaza-området går det ikke så galt som det ellers kunne gøre/er gjort.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑