Er danske unge virkelig venstreorienterede? II

Vi berørte fornylig emnet om de yngste vælgerårganges politiske observans.  Det inspirerede mig til nedenstående klumme i lørdagens Berlingske Tidende:

Debat: Myten om de unge venstreorienterede

Berlingske Tidende 29.  juli  2006, 2 sektion, magasin, side 19

Rød ungdom. Trods mediernes udlægninger er de unge ikke specielt venstreorienterede

Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d., professor i statskundskab

En agurketidshistorie går gennem de danske medier: At ungdommen atter er rigtig godt venstreorienteret. SFs og Enhedslistens ungdomsorganisationer melder om stigende medlemstal, og Politiken, Information, DRs P1, TV 2 og sågar denne avis har med næsten synlig begejstring proklameret, at de unge »går mod venstre«, er »mere venstreorienterede end 1968-generationen« osv.

Men passer det? Nu er det i sig selv længe siden, at man har kunnet tage de politiske ungdomsorganisationers selvoplyste medlemstal alt for seriøst. Man må i særdeleshed være skeptisk over for vidtgående fortolkninger, når det holdes i mente, at organisationernes samlede medlemstal udgør mindre end 1 pct. af de 12-29-årige. Udsving på nogle hundreder i medlemstal skal derfor næppe tillægges for stor betydning, særligt ikke når tallene kommer ovenpå et valgår, hvor der traditionen tro er medlemsfremgang.

Forårets meget omtalte politiske manifestationer må man også tage med et gran salt. Efter ugers massiv markedsføring kom 17. maj demonstrationerne mod regeringens velfærdsreform ikke nær i retning af det antal deltagere, man havde håbet, eller som man havde set ved tidligere, sammenlignelige demonstrationer, og kun en ganske beskeden andel syntes at være unge. Årets 1. maj demonstrationer tiltrak endog så få besøgende til Fælledparken, at politiet helt opgav at tælle dem. Så heller ikke på denne front er der altså noget, der tyder på en kraftig venstredrejning blandt de unge.

Hvad siger f.eks. analyser af sidste valgresultat og meningsmålinger? Ifølge Epinion og Ugebrevet A4 stemte 48 pct. af de 18-25-årige ved sidste folketingsvalg på et borgerligt parti, mens de Radikale fik 16 pct. og venstrefløjen kun 33 pct. Så selv med en bred definition af »venstreorienteret« er det altså kun knap halvdelen af de unge vælgere, som falder i denne kategori. Regner man de Radikale, CD og Kristendemokraterne med som borgerlige, stiger gruppens andel blandt de unge gevaldigt – til næsten to tredjedele af aldersgruppen.
Snarere end værende specielt venstreorienteret er ungdommen altså bare, som vælgerne som helhed er flest: Delt lige ned midtpå mellem dem, der støtter regeringen, og dem der ikke gør.

Men når det er sagt, er der forskelle på generationerne. Fastholder man en meget bred definition af at være venstreorientreret (omfattende de Radikale osv.), er der f.eks. i gruppen af 26-32-årige næsten 10 pct. overvægt af borgerlige vælgere, og i gruppen af 33-39-årige er overvægten næsten 20 pct. Derefter vender billedet: Blandt de 40-46-årige er der lige mange til hver side, og blandt de yngste vælgeres forældre – de 47-53-årige, som var teenagere under 1968 er der en 15 pct. overvægt af venstreorienterede. Så de alleryngste årgange er altså de mest venstreorienterede længe – men de er det ikke i overvejende grad, og de er klart mindre venstreorienterede end deres forældres generation.

Alt dette handler om partivalg, men hvad med de unges holdninger? Det kunne jo tænkes, at de nok stemte borgerligt, men ideologisk set var blevet mere venstreorienterede. Her har valgforskere heller ikke endnu kunne finde entydige data om en systematisk venstredrejning blandt ungdommen. På nogle punkter (f.eks. omfordeling) er de yngste mere venstreorienterede end 1980ernes unge, men på andre punkter er de lige så borgerlige, og de er generelt langt mindre socialistiske i deres holdninger end 1970ernes unge. Frem for alt er der ingen sikker antydning af, hvor de yngste vælgergrupper er på vej hen.

Så hvorfor portrætterer medierne ungdommen som værende specielt venstreorienteret? Et rimeligt gæt kunne være, at det skyldes, at de unge venstreorienterede er relativt højlydte – det er lettere at bemærke dem, der laver demonstrationer og besættelser, end de kedelige borgerlige, som hænger plakater op og arrangerer debatmøder. Man kan også gætte på, at det er, fordi det er »en god historie«. Journalister kan godt lide at fortælle noget »nyt«, og nu har historien i mange år været, at ungdommen var blevet borgerlig, og så bliver det interessant, hvis pendulet svinger blot lidt den anden vej – også selvom det ikke er så meget, at det gør noget.

21 Kommentarer

  1. Glimrende service at bringe noget fra berlingeren (også slipper man for groft sagt) men jeg fattede ikke den her:”Årets 1. maj demonstrationer tiltrak endog så få besøgende til Fælledparken, at politiet helt opgav at tælle dem.”Mvh

  2. I forbindelse med et studie af den historiske udvikling i antallet af deltagere i 1. maj demonstrationer og årsagerne hertil (som jeg har puslet med), kontaktede jeg primo maj Københavns Politi for at få årets tal for antal anslåede deltagere i Fælledparken; dem har man hidtil registreret fast igennem mange år. Hertil svarede man, at antallet i år havde været så lavt, at man ikke længere følte, at man behøvede at registrere det. Jeg sagde så, at BT anførte, at der havde været 30.000, da HTS holdt tale, hvortil den venlige medarbejdere ved KP sagde, at det “var vist mere noget fra propaganda-afdelingen end fra virkelighedens verden” …

  3. Nikolaj Hawaleschka Stenberg

    31. juli 2006 at 02:11

    Pointen med, at man ikke (nødvendigvis) skal tage ungdomsorganisationernes medlemstal for gode varer er rigtig god og uden tvivl korrekt. Selvom situationen givet vis ikke er som den var i midt-1990’erne, vil jeg være meget overrasket, hvis ungdomsorganisationerne ikke stadig gør hvad de kan, for at maximere deres “DUF-gryn”. Som en sidebemærkning ville det være sjovt at undersøge, hvor stor en del af lotto- og tipsfolket, der rent faktisk ved, at deres penge går til f.eks. Rød Ungdom m.fl.

  4. @JakobNej, men nu er tendensen også, at borgerligt materiale bliver revet ned, 2 sekunder efter det bliver hængt om, og så er det jo svært at være synlig. Dette er dog blot min subjektive erfaring fra landets gymnasier.

  5. Jeg tror medierne har en del af skylden, og her tænker jeg ikke så meget på selve historien som PK-K skriver om, men mere den daglige strøm af nyheder. Venstrefløjen portrætteres som velmenende idealister, højrefløjen som kyniske realpolitikere, og for unge uden livserfaring er det ikke svært at vælge. (jeg var medlem af De Grønne… suk)Forleden havde jeg en samtale med en kvinde som kørte gymnasielogikken helt ud:———-Debatten gik om Israel-Hizbollah, og jeg spurgte hende polemisk.- Skulle Churchill have undladt at bekrige Hitler i 1939-40.Hendes svar: ”Krig er aldrig løsningen”Herfra gik det var skidt til værre, og jeg fortalte at jeg helhjertede støtter Israel i deres kamp mod Hizbollah-terrorister.Hendes svar: ”Ingen forsøger at slå nogen ihjel udover Israel”Så skruede jeg bissen på, og fortalte at Iran burdes bombes før de fik abomben.Hendes svar: ”Ønsker du at uskyldige børn og kvinder skal dø bare fordi nogen vælger at smide bomber over dem”——–

  6. Mikkel Rask Andersen

    31. juli 2006 at 04:56

    Bwahahahahahahaha @ Kim Møllers samtalepartner!Jeg har selv mødt ikke så få af den slags “politisk bevidste” og “idealistiske” unge lallesocialister…efter tre års tvangsindlæggelse på gymnasiet til deres råberi er det nu heldigvis forbi.Det var mit tydelige indtryk at det kun var acceptabelt at venstreorienterede plakater osv. blev hængt op, og når politikere gæstede os blev de borgerlige buhet højlydt af hardcore DGS’erne.Men men men. Da vi holdt “legevalg” vandt den borgerlige fløj rent faktisk med et betragteligt flertal. HA!

  7. De politiske ungdomsorganisationers medlemstal er så lave at det nærmest ville være idioti at lyve om det. Ingen ungdomsformand med drømmen om en kreds og en plads i Rigeste Helligste Haller vil tillade at at man lyver sig til 2242 medlemmer i stedet for 1776. Desuden viser de mange revisionsundersøgelser jo også at det er hos de kirkelige foreninger at der er problemer – ikke hos de politiske ungdomsorganisationer.

  8. Jakob Lorenzen

    31. juli 2006 at 12:32

    Min egen subjektive opfattelse, følger meget det som du skriver. Min (igen subjektive og næppe repræsentative) opfattelse er at de venstreorienterede påråber sig mere opmærksomhed. Og generelt er der mange unge, der går med priser socialismen uden egentligt at vide hvad de snakker om, det som man vel kan kalde ungdommens naivitet. Der er initativer blandt unge borgerlige, men de er ikke ligeså synlige som de venstreorienterede kampagner.

  9. Noget tyder på, at en af de store ungdomsstjerner i hvert fald ikke er venstreorienteret. Rapperen Niarn meldte klart ud i Politiken’s Ibyen-tillæg den 4. august. Han vil rydde Ungdomshuset, og her er begrundelsen:”Jeg gider ikke se på møgforkælede lorteunger med alt for meget metal i krydderen, der render rundt og skaber sig, som om de aldrig får noget. De bor i Danmark; de får i hoved og røv”.http://ibyen.dk/VisArtikel.iasp?PageID=468770

  10. Ole Birk Olesen

    4. august 2006 at 02:29

    Med venner som Niarn, hvad skal det borgerlige Danmark så med fjender … http://video.google.com/videoplay?docid=-3986673439901884205&q=niarn

  11. –> Ang. Niarns Antihelt:”Jeg kan lære dig at smile og sige fuck it Og ignorere en spasser som Sebastian Dorset Og ikke gi’ en fuck for hvad der står i BT “Enhver der kalder Sebastian Dorset grimme ting i den bedste sendetid giver jeg gerne en stor fadøl.

  12. Ole Birk Olesen

    4. august 2006 at 05:10

    Jeg forstår, hvad du siger, Kim, men ærlig talt … Det virker som proportionsforvrængning at glæde sig over den slags småting, mens manden generelt ter sig fuldstændig ustyrligt og taler om at “split’ hele lortet af og la’ verden vælte” for blot at nævne et enkelt af hans udfald. Hvordan forholder Niarn sig mon til den fra nationalkonservativ side så efterspurgte “sammenhængskraft”? 😉

  13. Rapscenen har været domineret af venstreorienterede (læs: venstreradikale) i nogle år, og det fryder mig når Niarn, Ufo Yepha mfl. finder det opportunt at gå imod strømmen.Men, ingen af dem er ønskelige som statsminister, og det første jeg ville tænke hvis jeg så dem til et valgmøde var med Denis Leary’s ord: “PULL UP YOUR PANTS!” http://www.imdb.com/title/tt0248751/quotes

  14. Ole Birk Olesen

    4. august 2006 at 06:03

    Ønskelig som statsminister??? Hvordan kan den tanke overhovedet strejfe dig? Jeg tænker på, om Niarn overhovedet er ønskelig som samfundsborger. Manden har tydeligvis intet andet i hovedet end sig selv, ligesom resten af hiphop-scenen i øvrigt. Mage til navlepillere skal man lede længe efter. Hiphop-sange handler aldrig om andet end hiphopperne selv, hvor seje de er, og hvor åndssvage alle andre er. Deres udtryksmåde er semivoldelig, det er sådan man snakker til hinanden på et værtshus – komplet med alle håndbevægelserne – lige inden man begynder at lange ud. Dem har vi altså ikke været for heldige med, de repræsenterer en kulturel deroute for vores samfund, og hvis alle opførte sig sådan, så ville vi formentlig leve i et voldshelvede. I stedet for at glæde sig over, at Niarn ikke kan li’ Sebastian Dorset eller Ungdomshuset, burde man bemærke, at han fører denne afstumpede musikgenre endnu længere ud på overdrevet, end den allerede er.

  15. Jakob Lignell

    4. august 2006 at 07:33

    Til OleSelvfølgelig er de ønskelige som samfundsborgere. Tolerance er en liberal dyd, som kun kan praktiseres når man føler sig fornærmet over andres opførsel. Så længe deres frihed til at spille og sige hvad de vil, ikke begrænser din frihed til at slukke for deres musik, kan jeg dårligt se hvad problemet er. Som konservativ har man selvfølgelig muligheden for at være normdikterende kontrolfreak, men som klassisk liberal er det ikke en mulighed.

  16. Ole Birk Olesen

    4. august 2006 at 08:38

    Jakob, du er hoppet på en limpind. At være liberal er ikke at være uden holdninger, men at respektere andres ret til at leve deres liv, som de vil, så længe de ikke skader andre. Der intet antiliberalt i at mene og sige, at Niarn og det han står for er skadelig for vores kultur, ligesom man kan mene at 1.000 andre ting er skadelige og også sige det højt, uden at man af den grund bliver kontrolfreak. Jeg har jo aldrig skrevet noget om, at Niarn skal forbydes at udsende sin musik, og det kunne jeg heller aldrig drømme om at gøre.Netop liberale må gerne sige deres mening om det andre gør uden overdreven indpakning. For man ved om dem, at de ikke vil bruge statsmagten til at tromle deres mening igennem. Der er tale om en fredelig kamp for sine synspunkter. Statsfetichisterne skal derimod holde sig tilbage, for hver gang de har et synspunkt om, hvordan mennesker bør leve livet, så venter man blot på, hvornår forbudet eller påbudet kommer. Det udløser splid og visse steder i verden endda voldelige kampe.

  17. Ole Birk Olesen

    5. august 2006 at 06:50

    Jakob, jeg vil ikke spilde min tid med at diskutere med dig, når du ikke evner at tage udgangspunkt i det, jeg skriver, men i stedet forsøger at lægge ord i munden på mig, som jeg aldrig har skrevet, og aldrig kunne finde på at skrive. Jeg gentager blot: Det er enhvers ret at have holdninger til, hvad der er ønskelig adfærd i dette samfund. Er astrologi ønskeligt? Er løgn? Feminisme? Det har jeg da en helt klar holdning til, uden at jeg af den grund vil straffe hverkens astrologer eller feminister med bøde eller fængsel. Og på samme måde kan jeg have en holdning til Niarn uden at ville krumme et hår på hans hoved. Blot fordi der er noget, man ikke kan li’, så behøver man ikke at ville forbyde det. Og blot fordi man ikke vil forbyde det, så behøver man ikke at kunne li’ det.Tag dig nu lidt sammen.

  18. Rune Toftegaard Selsing

    5. august 2006 at 08:24

    Hej JakobDu har gang i et eller andet relativismeforsvar. Det er ikke liberalt, at mene at Niarn er samfundsskadelig, men det er heller ikke uliberalt. Og Ole har ikke som du, helt fejlagtigt skriver, sat sporgsmaalstegn ved hans rettigheder. Ingen vil fratage ham eller hans LOC-ven nogen rettigheder, men har blot erklaeret at deres whitetrash taberbudskab er samfundsskadeligt. Vi ses den 17. :)mvhRune

  19. Jakob Lignell

    5. august 2006 at 09:55

    Hej Ole og Rune. Jeg mener bestem også at de har et underligt taberbudskab, men jeg mener samtidgt også, at ole gav en for hård dom i sin udmelding omkring samfundsønskelig eller ej. Jeg vil dog ikke afvise at jeg har lagt for meget vægt på den ene sætning, men den sprang mig meget i øjnene. Jeg mener det er ok, at overveje om nogen er kulturskadelige, men det der slog mig var brugen af ordet “ønskelig” om individer. For mig har det hurtigt en klang af noget ubehageligt, og det var blot dette jeg ville pointere. Men god weekend til jer begge, og til Rune; Vi ses den 17 – til en lille en.Jakob

  20. Jakob Lignell

    5. august 2006 at 12:50

    Ole, der er altid plads til en mere på limpinden, så kom endelig over. Jeg anfægter på ingen måde nogens ret til at sige deres bramfrie mening. Det er dog væsentligt at forstå, at blot fordi man siger sin bramfrie mening, er man ikke nødvendigvis liberal. For at dømme om et udsagn er liberalt eller ej, må man blandt andet se på, hvilke logiske konsekvens udsagnet leder hen imod. Du overvejer i et offentligt forum, om en person og en gruppe er ønskelige som samfundsborgere. Du overvejer personens ret ud fra dennes lovlige ytringer. Søger du accept af, at man dømmer folk på dette grundlag? Hvad er det er du vil sætte i stedet, hvis du mener en nogen er uønskede som samfundsborgere? Skal de smides ud eller det der er værre? Og i så tilfælde med hvilket ret?Du siger, at netop liberale gerne må sige deres mening om det andre gør uden overdreven indpakning. For man ved om dem, at de ikke vil bruge statsmagten til at tromle deres mening igennem. Men der er ingen der ved, hvad andre vil gøre. Vi ved kun hvad andre faktisk gør. Vi kan forvente, at der er en sammenhæng mellem det andre siger og det de gør, men vi ved det ikke. Hvis du havde magt som du havde agt, skulle Niarn så ophøre med at være samfundsborger, eller skulle vi blot have en åben diskussion om hans ret til dette? Personligt tror jeg ikke, at du vil handle sådan, men jeg ved det ikke. Og hvis du ikke vil handle sådan, hvorfor så overhoved overveje om det er ønskeligt at have Niarn som samfundsborger i et offentligt forum? Blot fordi man kalder sig selv liberal, har man ikke carte blanche til at sige antiliberale ting. Selv ikke ud fra den optik, at folk ved da, at jeg ikke vil sætte handling bag mine ord; Jeg er jo liberal. Jeg er ikke den store fan Niarn, men jeg mener ikke det er op til mig at sætte spørgsmålstegn ved hans rettigheder som samfundsborger på baggrund af hans ytringer. Derfor må du selvfølgelig gerne gøre det. Under alle omstændigheder er det svært for mig at forstå dine kriterier for, hvad der gør en samfundsborger ønskelig. Liberale, det er de ikke.

Skriv et svar til Rune Toftegaard Selsing Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑