Månedsarkiv: august 2006

Liberalisme og demokrati

Af Jens Ringsmose · Udgivet 30. august 2006 · 3 svar

Igennem længere tid har jeg haft fornøjelsen af at diskutere relationerne mellem liberalismen og den demokratiske styreform med en kær og velargumenterende – men galt afmarcheret - kollega. Jeg har næppe overbevist ham, men vore verbale holmgange har tvunget mig til at reflektere en smule over spørgsmålet. Derfor denne post:

En lang, ubrudt og temmelig misforstået vestlig idétradition rummer en antagelse om, at liberalisme og demokrati er to sider af samme sag: Uadskillelige størrelser med en indbyrdes ubrydelig afhængighed. Sine qua non. I den udlægning går et politiske system karakteriseret ved frie og lige valg hånd i hånd med en række reguleringer, der beskytter individets ret til bl.a. at mødes med hvem han vil, og dyrke den gud han lyster – blot det ikke begrænser andres frihed. At denne opfattelse af forholdet mellem liberalisme og demokrati er fejlagtig vidner adskillige historiske og nuværende meget lidt liberale demokratier om. Putins Rusland er således på en og samme tid demokratisk men kun i begrænset omfang liberalt. Det samme kan – uden at fornærme ret mange – siges om Alexandr Lukasjenkos Hviderusland, de palæstinensiske selvstyreområder og Perikles’ Athen. Sammenvævningen af liberale frihedsrettigheder og en demokratisk styreform er et for de vestlige demokratier unikt fænomen.

En næsten lige så lang – men afgjort lige så misforstået – tradition har forsøgt at udbrede det diametralt modsatte synspunkt: At liberalisme og demokrati er indbyrdes uforenelige tankesæt karakteriseret ved immanente, uforligelige principper. Den fejlagtige tolkning af forholdet mellem liberalismen og den demokratiske styreform opstår, fordi liberalismens kritikere – der som hovedregel er ophavsmænd til denne udlægning – sammenblander eller forveksler demokrati med politik. Liberalismen retter sig ikke mod den demokratiske styreform som sådan, men mod det politiske.

Udgangspunktet for den misforståede fremstilling af forholdet mellem det politiske demokrati og liberalismen er imidlertid en korrekt forståelse af den liberale traditions betoning af de negative frihedsrettigheders forrang. Ifølge liberalisten er ethvert individ besjælet med en række ukrænkelige frihedsrettigheder, der skal sikre det mod vilkårlig tvang, svindel og fysisk vold. Disse negative rettigheder er kendetegnet ved at give frihed fra andre individers eller kollektivets trang til at gribe ind i anliggender og handlinger, der ikke begrænser andres frihed. Herover for står en social liberal tradition og fremhævelsen af en række positive frihedsrettigheder. De positive frihedsrettigheder overlader individet friheden til f.eks. uddannelse, bolig og et arbejde. I denne forståelse af frihedsbegrebet er det afgørende, at den enkelte borger tildeles ressourcer, der beslaglægges blandt hans medborgere, og gør ham i stand til at realisere hans personlige livsprojekt. Den amerikanske filosof John Dewey har defineret de positive frihedsrettigheder således: “Liberty is the effective power to do specific things”.

Der hvor liberalismens kritikere går galt i byen, er i indholdsbestemmelsen af det politiske demokrati. Demokratiet, hævder kritikerne, kender i princippet ingen grænser. Jo flere anliggender, der afgøres gennem flertalsafgørelser, jo mere demokratisk er et givent samfund. I denne forstand er en demokratiseringsproces ensbetydende med, at stadig flere områder bliver underlagt folkelig suverænitet og dermed reguleres af “folket”. Når spørgsmål, der tidligere var overladt til individets suveræne afgørelse, gøres til genstand for flertalsafgørelser, er der således tale om en udvidelse af demokratiet. En udbredelse af demokratiet til også at omfatte beslutninger om, hvilke guder der må dyrkes, eller hvilke hårfarver der er acceptable, vil i denne forståelse ligeledes være at betegne som en demokratiseringsproces. Det var også i pagt med denne forståelse af den demokratiske styreform, at en række politikere og meningsdannere i den umiddelbare efterkrigstid slog til lyd for en udbredelse af demokratiet til også at omfatte – eller underlægge sig – samfundets økonomiske sfære. Tankegangen dukkede igen op i forbindelse med lanceringen af ideer om Økonomisk Demokrati (ØD) i 1960′erne og 1970′erne.

Med afsæt i den korrekte beskrivelse af liberalismens betoning af individets negative frihedsrettigheder samt den fejlagtige fremstilling af det politiske demokrati drager liberalismens kritikere den logisk konsistente – men i substansen fejlagtige – konklusion, at der eksisterer et modsætningsfyldt forhold mellem liberalismen og folkestyret. Tager man karakteristikken af det politiske demokrati for gode varer, må liberalismen således nødvendigvis være demokratiet fjendtligt indstillet. Det er ikke muligt at argumentere for mere økonomisk demokrati samt mindre offentlig indblanding i økonomiske anliggender på en og samme tid. Mere af det ene vil altid føre til mindre af det andet. Enten – eller.

Problemet med ovenstående karakteristik af relationen mellem liberalisme og demokrati er frem for alt sammenblandingen af begreberne politik og demokrati. Kritikerne sætter lighedstegn mellem det politiske og folkestyret, og på den vis kommer indførelsen af økonomisk demokrati behændigt til at fremstå som en demokratiseringsproces, når der i virkeligheden er tale om en udbredelse af det politiske. Et samfund bliver ikke mere eller mindre demokratisk, blot fordi økonomiske anliggender bliver vristet ud af hænderne på frie individer og underkastet det politiske system, lige så lidt som der er tale om en udbygning af demokratiet, når religionsfrihed erstattes af det suveræne folks beslutninger om den rette religiøse lære. Det er blot omfanget af det politiske, der vokser. I politikken træffes der beslutninger med gyldighed for et samfund, mens demokratiet i sig selv blot er en metode til at træffe kollektive valg. Et instrument til præferenceaggregering.

Demokratiet er kun en blandt flere måder at træffe politiske afgørelser på. De valg, der træffes i det politiske, kan således tage afsæt i en lang række af andre styreformer, f.eks. enevælde, teokrati, oligarki og teknokrati. I denne optik er en demokratiseringsproces først og fremmest lig med en udvidelse af den personkreds, der er ekviperet med stemmeret. Udvidelsen af stemmeretten til også at omfatte kvinder i 1915 er således et eksempel på en genuin udbygning af demokratiet, mens indførelsen af økonomisk demokrati blot udgør en udstrækning af det politiske rum.

Når det først er indset, er det indlysende, at liberalismen ikke står i modsætning til demokratiet som sådan. Det er ikke demokratiet, liberalismen søger at begrænse, men derimod det politiske rum, som folkestyret udfylder. Det er således helt igennem logisk konsistent, når liberalister bekender sig til demokratiet, ikke mindst fordi folkestyret formentlig er den styreform, der mest effektivt sikrer individets negative frihedsrettigheder samt fraværet af vilkårlig magtudøvelse og tvang.

Hvor liberalisten for alvor adskiller sig fra andre ideologiske trosretninger, er ikke i vurderingen af den demokratiske styreform, men i svaret på John Stuart Mills snart 150 år gamle spørgsmål: “Hvad er den retfærdige grænse for individets suverænitet over sig selv? Hvor begynder samfundets autoritet? Hvor stor en del af menneskets tilværelse skal fastlægges individuelt, og hvor meget af samfundet?”

Liberalisme og samfundets reproduktion

Af David Gress · Udgivet 30. august 2006 · 34 svar

En hyppig kritik af liberalismen er, at den er en ideologi, der skal legitimere de stærke albuer og de hensynsløse egoister.  Herinde ved vi, at dette i sig selv er et ideologisk synspunkt, idet liberalismen for os er frihedens og ansvarets politiske og filosofiske udtryk.  Det er kun den frie borger, der autentisk kan påtage sig sit ansvar og handle efter det.  Det er for liberale altid formynderiet, der skal begrunde sig; friheden kræver ingen begrundelse og ingen legitimering.

Men har kritikerne helt og aldeles uret?  Er der ikke noget om snakken med, at liberalismen fokuserer mennesket alene på dets individuelle behov og dermed skygger for hensynet til og ansvaret for pårørende, for samfundet og for fremtiden?

Netop denne kritik var Tocquevilles store emne i anden del af “Demokratiet i Amerika”, hvor han som bekendt spåede, at demokratiet ville løbe den risiko at blive et samfund af tryghedsnarkomaner, der ville ofre friheden for ligheden og fornemmelsen af, at en stor, moderlig stat tog sig af dem.  En fare, som den engang liberale Anders Fogh Rasmussen reagerede stærkt imod i Minimalstatsbogen, men som han nu som statsminister øjensynlig har kapituleret overfor og det i en sådan grad, at han nu stolt optræder som netop den type tryghedsudbydende demokratisk despot, den geniale franskmand advarede imod.

Jeg har i 30 år bakset med Tocquevilles dilemma uden at finde nogen bedre løsning end hans, nemlig at håbe på, at de fås uudslukkelige tørst efter frihed dog i sidste ende vil vinde over de manges sult efter tryghed.

Her på det sidste har et par særlige og efter min mening for samfundets overlevelse kritiske vinkler på dilemmaet tiltrukket sig min opmærksomhed.  Tocqueville betvivlede, at de demokratiske samfund var i stand til at langtidssikre deres eget fundament, det frie sindelag.

Den ene vinkel, som jeg vil vende tilbage til i en senere postering, er, om det giver mening at ønske fortsat økonomisk vækst, hvis denne vækst hovedsagelig kræves for at dække voksende offentlige udgifter.  Så længe alle regeringer altid kun øger det offentlige forbrug, bliver væksten til dettes legitimering.  Det må her gælde om at sprænge stålkablet, der spænder væksten til de evigt voksende krav på skatteydernes ressourcer.  Hvis ikke engang dagens velhavende og friværdinydende danskere kan forventes at tage vare på deres egne børn, gamle og pensioner, hvor rige skal de så være, før de kan det?  Er der overhovedet noget gulv for, hvor stor en dansk husstands nettoformue skal være, før den ikke længere kan anses for så usselt stillet, at den kræver andre skatteyderes penge for at få børn passet, skolelærere lønnet, hospitaler drevet og plejehjem holdt?

Den anden vinkel, som jeg her vil fokusere på, er, om den individualistiske liberalisme er forenelig med normer og adfærdsmønstre, der sikrer samfundets reproduktion, altså at hver generation erstattes af nye, der er mindst lige så ansvarsbevidste, uddannede, hensynsfulde og solidariske — ikke i ordets socialdemokratiske betydning, som er: giv mig andres penge, for at jeg kan få det godt, men i den ægte, som er: at jeg personligt har ansvar for at sikre min del af samfundets kontinuitet moralsk og økonomisk, og det primært ved at opfostre duelige og kompetente børn.

En række europæiske og amerikanske skribenter har bakset med dette dilemma, som kan betitles “nyliberalismens indbyggede modsætninger” i en del år.  Blandt de mere kendte er Christopher Lasch og Michael Novak og fra Europa Meinhard Miegel og Kurt Biedenkopf.  Her  http://folk.uio.no/sigurds/
er et mindre kendt norsk eksempel.  Sociologen (i Norge er sociologi et respektabelt fag med righoldig tradition) Sigurd Skirbekk taler i “Familjepolitisk intervju” og “Familjestruktur og funksjoner” om forandringer i de politisk og socialt accepterede definitioner af familie i sidste del af 20. årh.  Et par bidder:

… det kan være noe ganske dramatisk som har skjedd i vår tid, og spesielt i vår del av verden, hvis det som har vært den mest grunnleggende sosiale enheten i alle tidligere samfunn er gjort til en privatsak på et marked for parforhold, samtidig som kulturliv og myndigheter oppfatter seg som nøytrale hvis de tilstreber mest mulig likestilling mellom ulike typer av pardannelser …

Det er ikke vanskelig å finne eksempler på at noen har tjent og noen har tapt på den ekteskapelige avinstitusjonaliseringen av familieformene. På den positive siden er det oftest karrieremulighetene til selvbevisste kvinner som framheves. På den annen side er det heller ikke vanskelig å finne eksempler på individer som har tapt på framveksten av løsere familieformer. Ellers er det oftest barn som framheves, barn som lever i frykt for at deres foreldre skal skille lag og som stadig oftere må belage seg på å leve i oppløste familier eller være underlagt steforeldre…

Familien har bestemt både folks tilhørighet og trygghet, sørget for produksjon av mat og andre livsnødvendigheter, tatt seg av unge og gamle, syke og hjelpeløse, stått for bytte av varer og tjenester og vært et bindeledd mellom individet og storsamfunnet. Moderniteten har ført til en differensiering og spesialisering av disse funksjonene. I forhold til tidligere knyttes det i dag flere forventinger til familien som et emosjonelt rom og som en base for fritidsaktiviteter. Spørsmålet blir om dette er nødvendige funksjoner som berettiger til krav om en bestemt instituering. I første omgang må vi spørre hvilke familierelaterte oppgaver som er så viktige at samfunnet ville miste viktige forutsetninger for sin funksjonalitet dersom oppgavene ikke ble ivaretatt på en forsvarlig måte …

Når det gjelder reproduksjonen, er dette den oppgaven som det er minst problematisk å tilordne til en funksjonell analyse. Uten en nyrekruttering vil et samfunn dø ut. Det er i praksis begrenset i hvor stor grad en rekruttering kan baseres på innvandring fra andre samfunn og kulturer, hvis nye generasjoner skal forventes å ha primærlojalitet til et samfunn med en gitt historisk tradisjon, og være villig til å forsvare og å føre denne tradisjonen videre.

Skirbekk er ikke kategorisabel som hverken socialdemokrat eller konservativ, og det er tegn på, at det han har at sige er væsentligt.  Hans kritik af “nyliberalismen” skyder tildels ved siden af målet, eksempelvis når han giver “nyliberalismen” skylden for global opvarmning, som jo i sig selv er en tvivlsom ideologi.  Men det bør ikke hindre en diskussion af hans pointer om individualiseringens effekter.  Vi kan også tale om, at denne individualisering netop (iflg Tocqueville) er, hvad vi kan forvente, når staten har umyndiggjort borgerne.  Den eneste frihed, de har tilbage, er at skeje ud i personlig adfærd.  Det er også en vigtig pointe.  Men når alt det er sagt, er der så ikke et problem for samfundets overlevelsesevne i den ekstreme individcentrerede liberalisme?  Eller er det for liberale ligegyldigt, om samfundet overlever?

Bolden være hermed givet op.

(Hvis min linking er klodset er det fordi jeg stadig ikke kan hitte ud af at indsætte links med de redskaber, smartlog giver)

Ekstra Bladets borgerlige kulturkamp

Af Jacob Mchangama · Udgivet 30. august 2006 · 6 svar

Det er ikke hver dag Punditokraterne henviser til Ekstra Bladet. Men essensen i Ekstra Bladets leder i forbindelse med de netop overståede finanslovsforhandlinger kunne ligeså godt være kommet til udtryk her på bloggen. Faktisk er Ekstra Bladets leder udtryk for så klar tale på godt jævnt dansk om det absurde cirkus, der i velfærds-Danmark årligt udspiller sig i kontorerne på Christiansborgs Slotsplads 1, at lederen fortjener at blive bragt i sin helhed.

Kære læser er du klar over, at vi har den højeste beskæftigelse siden Saxos notater i 1200-tallet? Det er nu ikke så sært, for vi har aldrig været flere danskere. Men vi har samtidig den laveste ledighed i 30 år.
Vi kan sige det med sikkerhed, for vi har begge oplysninger fra Thor Pedersen, og han lyver næsten aldrig.

Hu hej, hvor går det godt. Udlandsgælden er væk, og næste år skylder fremmede lande Danmark 100 milliarder kr. 'Vi ender med at eje hele verden', klukker kåde Thor. Han begriber heller ikke surheden over, at der skulle være skåret ned. For den offentlige service er løftet med 22 milliarder kr. fra 2001 til 2005.

Men hvad velfærd angår, skal Thor ikke regne med, at vi nogen sinde får nok. Især ikke talsmændene for Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. De vil året rundt kl. 3 om natten stående på ét ben være i stand til at kræve flere milliarder til de ældre og til børnefamilierne og til de sindslidende.

Det sjove er, at VK-regeringen altid føjer dem et stykke vej. Der er såmænd allerede sat penge af til psykisk syge, børnefamilier og næsten alle ældre i finansministerens forhandlingspapirer.
Der er nemlig ingen, som tør sige, at mange ældre lever glimrende for den folkepension, de får. Eller at de fleste børnefamilier har det økonomisk bedre end nogen sinde. Den slags sandheder tør kun Ekstra Bladet skrive. Det anses for god tone at lade, som om store danske grupper lider forfærdeligt.

En anden skjult sandhed er, at den forhandling om finansloven -statens husholdningsbudget -for 2007, som nu begynder, er ret ligegyldig. For den drejer sig kun om to procent af statens udgifter. De 98 pct. af budgettet bliver slet ikke diskuteret. Det er lagt fast på forhånd med alle partiers indforståelse -fraset SF og Enhedslisten, som gerne ville sløjfe militærudgifterne.

Det anstrengende ved det forestående show med partidelegationer svansende ind og ud fra Thors kaffebord i ministeriet er, at det er en kamp om at lefle mest muligt for de størst mulige vælgergrupper. Det parti, der bagefter kan rose sig af at have skaffet 600.000 børnefamilier eller 700.000 pensionister nogle penge, er vinderen.

Finanslovsforhandlinger er ikke en saglig debat om, hvordan de mest trængende smågrupper kan samles op -mens alle andre henvises til at klare sig selv, hvilket de er glimrende i stand til, især hvis de plukkes så lidt som muligt i skat.

De kan snarere sammenlignes med en skønhedskonkurrence mellem uappetitlige og kiksede modeller med ekspertise i at forstille sig.

 

Det er nok for meget at håbe på, at lederen er udtryk for læsernes generelle holding, og dette indlægs overskrift er nok også en anelse optimistisk, men det er befriende når nogen vover at skære igennem den velfærdskonsensus, som gennemsyrer dette lands offentlige debat.

Den sidste hån + update

Af Mr. Law · Udgivet 29. august 2006 · 3 svar

I dagens Berlinger (formatet er som bekendt uændret…)berettes om den sidste udvikling i Plame-sagen, den sidste hån i en sag, der kom til at handle om noget helt andet, end journalisterne selv troede.

Vi citerer her et par steder fra indledningen:

Richard Armitage var næstkommanderende i det amerikanske udenrigsministerium fra 2001 til 2005, og han var – ligesom sin chef Colin Powell – skeptisk over for Irak-krigen. Især nærede han uvilje mod krigens nykonservative arkitekter samt dens bagmænd, præsident George W. Bush og vicepræsident Richard Cheney, hvoraf ingen havde prøvet at være i krig. Armitage, der selv deltog i Vietnam-krigen, anså dem for blodtørstige »lænestolskrigere«, afslører ny bog. …

Ironisk er det derfor, at bogen samtidig afslører Richard Armitage i at have spillet en central rolle i Plamegate-skandalen, der handler om Bush-administrationens angreb på en kritiker af Irak-krigen.

Ironisk? Næ, det er bare totalt ødelæggende for den vinkel, MSM hidtil har fulgt i deres dækning af sagen, inkl. Berlingske der på et tidspunkt brugte tre hele sider af Magasinet på den vinkel.

Bogen, der omtales, er Isikoff & Corn, Hubris, der kan bekræfte, at det var Armitage, der afslørede over for journalisten Robert Novak, at Wilsons kone var i CIA. Bogen er yderst kritisk mod regeringen, så det er ikke en afsløring forfatterne er glad for.

Det er da virkelig også en sidste hån. Indtil da kunne man i det mindste klynge sig til troen på, at det var folk tættere på Bush, som havde afsløret konen. Det ville have opretholdt den sidste tråd af den oprindelige historie, at Valerie Wilson (née Plame) var blevet afsløret som en grusom hævn for sin mands “kritik” (ret beset, ubegrundede og fejlagtige anklager, but what the heck). Men det er almindeligt kendt, at Armitage ikke var ude efter at genere the Wilsons, lige så lidt som Novak var det.

Her er et uddrag fra Christopher Hitchens dækning af samme sag. Det er godt en måned gammelt, men udgør stadig en forfriskende erstatning for den ellers dominerende holdning i MSM:

When one thinks of the oceans of ink and acres of paper that have been wasted on this mother of all nonstories, one wants to weep for the journalistic profession as well as for the trees. Well before Novak felt able to go public, he had said that his original source was not “a partisan gunslinger,” which by any reasonable definition means that he was consciously excluding the names of Karl Rove or Dick Cheney. And how likely was it anyway that either man, seeking to revenge himself on Joseph Wilson, would go to a columnist who is known to be one of Wilson’s admirers (praise for him and his career was a central theme in the original 2003 article), is friendly with the CIA, and is furthermore known as a staunch and consistent foe of the administration’s intervention in Iraq? The whole concept was nonsense on its face.

As Novak says, the original question was: How did a man publicly critical of the Bush policy get the CIA’s nomination for a mission to Niger? When he asked this question of his first source, he was told in effect, “That’s easy. His wife works there and recommended him for the trip.” This has since been confirmed by the report of the Senate intelligence committee, which quotes a memo from Valerie Plame making the recommendation in so many words (on the bizarre grounds that Wilson already enjoyed warm relations with the people he would supposedly be investigating at the Niger Ministry of Mines). It seems to me that Novak was well within his rights to check with Karl Rove and with the CIA that this was indeed the case, and to take down his copy of Who’s Who in America from the shelf. As he puts it, “I considered his wife’s role in initiating Wilson’s mission … to be a previously undisclosed part of an important news story.” …

No reporter or lawyer concerned with the case believes that Novak’s original source was any other than Richard Armitage. I have heard it lamely said that, if true, this would “undercut” the idea that Wilson and Plame were targets of an administration vendetta. No. it wouldn’t “undercut” the idea. It would annihilate it. Mr. Armitage exceeds even his own former boss and current best friend Colin Powell in visceral hatred of the neoconservatives.

Ah, velgørende klart formuleret. Men Hitch har jo heller ikke noget i klemme. Han har ikke dummet sig og demonstreret sine manglerne evner til kildesøgning, og ingen mistænker ham for at være Bush-tilhænger.

I Berlingerens dækning prøver man tappert at fastholde fokus på Rove:

Det har længe været kendt, at to toprådgivere i Det Hvide Hus, Lewis »Scooter« Libby og spindoktor Karl Rove, også har lækket Plames identitet til reportere med det formål at genere en kritiker.

Tja, bum bum. Enten ønskede de at lade offentligheden vide, at Wilsons kone var i CIA for at skade hende ved kynisk at afsløre hende som undercover agent og dermed “genere” hendes kritiske mand. Men de er ikke blevet tiltalt for at have afsløret hendes status som undercover agent, formodentlig fordi de simpelt hen ikke vidste, at det havde været hendes job i CIA. Så genen skulle altså alene ligge i at afsløre, hvor hans kone arbejdede? Det lyder ikke rigtig sandsynligt.

En anden plausibel forklaring er, at de ønskede at fremhæve, at Joe Wilson ikke var den uafhængige ekspert, han fremstillede sig selv som, men derimod havde en tæt personlig kontakt til de kredse i CIA, der var i gang med at skyde ansvaret for de fejlagtige WMD-efterretninger fra sig i det sædvanlige blame-game. Døm selv.

Så hermed synes sagen omsider at dø. The Wilsons har i desperation over det svindende scenelys anlagt en privat sag, hvilket for en kort stund fik MSM til at gentage vrøvlet, men den bringer næppe noget frem, som statsanklageren ikke kunne finde.

Sagen blev dermed den skandale, den var tænkt som. Men det blev ikke en skandale om Bush-regeringen. For en sjælden gangs skyld synes inkompetencen ikke at høre hjemme her.

Inkompetencen ligger hos MSM, der bl.a. begik følgende faktuelle fejl i dækningen:

1) Wilson afslørede, at Irak ikke havde forsøgt at få uran fra Niger.

2) Wilsons rapport blev forelagt Det Hvide Hus, som bevidst ignorerede den, fordi konklusionerne ikke passede dem.

3) Bush løj i sin tale til nationen, da han hævdede, at den britiske efterretningstjeneste havde fundet, at Irak prøvede at skaffe uran i Afrika.

4) Den britiske efterretningstjeneste blev fuppet af falske dokumenter til at tro, at Irak havde søgt at skaffe uran fra Afrika.

Svaret er, som det klart fremgår af Senats rapporten om pre-war intel og den britiske Butler-rapport (begge helt tilbage fra 2004): nej, nej, nej og atter nej. Enhver journalist, der havde gjort sig ulejlighed med at læse disse rapporter, eller blot fulgt med i links på Instapundit, ville have været for klog til at begå disse fejl. Alligevel faldt de alle i, NYT, WaPo, BBC, DR, TV2 og Berling
eren.

Det viste sig,
at gamle Bob Woodward havde ret, da han sagde, at der ikke var kød på sagen. Han forstod blot ikke, hvor lavt branchen er sunket siden.

UPDATE (30/8): Som supplement til Peter KKs posting med en full-text gengivelse fra WSJ tilbydes her Christopher Hitchens seneste indlæg fra Slate, nu hvor Armitage er outed. Læseværdig er også Jake Kellys artikel fra RealClearPolitics.

Begge hæfter sig ved, at ikke bare Armitage, men også hans omgangskreds fra et tidligt tidspunkt vidste, at “afsløringen” af Valerie Wilson/Plame ikke var et ondsindet angreb fra Bush og hans neo-cons. Alligevel lod de historien fortsætte i flere år og bygge sig op til det orgie af Bush-lied-people-died hysteri, som stadig lever videre. Selv Berlingeren er som nævnt ovf. ikke helt ajour med den seneste udvikling.

De peger også på det klamme i, at Isikoff & Corn omtaler anklagerne mod Bush i neutrale termer, selvom det var dem, der startede hysteriet. NYT er i øvrigt også påfaldende tamme i deres omtale af påstanden om den ondsindede outing. Endvidere har Isikoff & Corn åbenbart også kendt til Armitages rolle længe nok til at få det med i en bog, men har først offentliggjort det i forbindelse med lanceringen af bogen. Nice move, nice money.

Jep, jeg vedkender mig en aparte interesse for denne absurde historie. Ikke siden Rathergate har vi haft et så manifest bevis på, hvordan journalisterne i MSM ikke gider tjekke deres kilder, men ukritisk citerer hinanden, fanget som de er i et klaustrofobisk venstreorienteret miljø, hvor man ikke en gang aner, når man er langt langt ude. Jeez.

Pluralisme og ytringsfrihed II

Af Jørgen Møller · Udgivet 27. august 2006 · 22 svar

Gemytterne har så småt lagt sig i forbindelse med ‘Muhammed-krisen’. Men den affødte diskussion er langt fra ovre. For hvordan skal vi – på baggrund af sagen – gebærde os i fremtiden, når det gælder om at håndtere varme, kulturelle kartofler? Det ville være synd at sige, at der er enighed om, hvordan vi skal besvare dette spørgsmål. Men én ting står klart. Det handler om den måde vi giver os i kast med forskellighed.

Et af debattens toneangivende bud er blevet afgivet i ‘pluralismens’ navn. Mest opmærksomhed har Uffe Ellemann-Jensen påkaldt sig. I det seneste halve år har den forhenværende udenrigsminister og venstrehøvding haft travlt med at indskærpe, at globaliseringen stiller vidtgående krav til os danskere. I den fagre nye verden skal vi respektere kulturel mangfoldighed, hvor vi end møder den, lyder hans budskab. Alt andet er et udtryk for sognementalitet, og den slags er ikke gangbar mønt i den globale landsby, hvor fortidens hegnspæle er blevet rykket op.

Den tidligere udenrigsminister har ikke stået alene med sit synspunkt. Tøger Seidenfaden har fra sit sæde på Rådhuspladsen haft travlt ved at synge med på dette omkvæd, og også i akademiske cirkler har vi kunnet træffe budskabet om den kulturelle mangfoldigheds uomgængelige krav. Georg Sørensen, der er professor ved Institut for Statskundskab i Århus, havde den 19. februar i år en interessant kronik om emnet i Berlingske Tidende, og han har siden uddybet sine betragtninger i et engelsksproget paper.

Jeg har tidligere lagt vejen omkring Sørensens kronik. Min pointe var den enkle, at der i Muhammedsagen ikke består nogen modsætning mellem pluralisme og ytringsfrihed. Men det er ikke ensbetydende med, at værdier, vi sætter pris på, aldrig kan stå i modsætning til hinanden. Netop derfor er det på sin plads at tilføje et par betragtninger.

Pluralismen – som princip eller ligefrem værdi – giver i sin abstrakte gestalt ikke noget svar på, hvordan man skal stille sig i en konkret konflikt mellem konkurrerende politiske eller kulturelle synspunkter. Men hvad skal man lægge til grund for dette valg (der nødvendigvis også er et fravalg)? Hvornår skal man trække følehornene til sig for at respektere forskelligheden, hvornår skal man kæmpe for det, man har kært?

Vi kan komme svaret nærmere ved at skue lidt bagud i tid. Pluralisme er historisk set et barn af tolerance. Det er den europæiske civilisations opgør med lovreligion og dennesidig dogmatisme, der har banet vejen for at omfavne social dissens. Pluralismen må derfor afvise intolerance, ja den er i sig selv et opgør med intolerance. Og den er i særdeleshed et opgør med den intolerance, der følger af bevidstheden om, at én kultur eller én religion moralsk set er overlegen og derfor skal udbredes med magt. For et sådant synspunkt er udtryk for pluralismens polære modsætning – det den politiske tænker Isaiah Berlin kalder ‘monisme’.

Og det er her, mange af de velmenende fortalere for pluralisme i mine øjne er gået galt i byen i forbindelse med Muhammed-krisen. Hvis pluralismen blindt skal tolerere intolerance, så graver den sin egen grav. For så fremmer den ret beset alt det, den er et opgør med: dogmatisme, sociale sandheder og social tvang. Eller med andre ord: alle de ting et pluralistisk sind har valgt fra i bevidstheden om, at værdier ofte skriger af hinanden.

Eller for at sige det på en anden måde. Pluralisme forudsætter gensidighed. Når vi tolererer politiske synspunkter, vi ikke er enige i, så er det helt grundlæggende krav, at tilhængerne af disse standpunkter gør det samme: at også de er indstillede på at være enige om at være uenige. Ellers bliver pluralisme jo bare et andet ord for overgivelse – eller i hvert fald for ligegyldighed.

Den italienske politolog Giovanni Sartori har sat rammende ord på problemstillingen. “How far can and should pluralistic tolerance bend not only to ‘cultural strangers’, but even to aggressive ‘cultural enemies’? Can and should pluralism allow for the breakdown of the pluralistic community itself?”, lyder hans spørgsmål. Hans eget bud er som følger:

“it seems to me that what is basically at issue, in the predicament, is reciprocity. Entry into an existing community is a give-and-take affair. Strangers who are unwilling to give in exchange for what they get, who wish to remain ‘alien’ to the point of challenging the very laws of the land that hosts them, are bound to elicit fear, rejection, and hostility”.

Pluralisme og gensidighed går hånd i hånd, og hvis vi glemmer det, så sker det på egen bekostning. Eller for at omskrive et gammelt ord: Den, der gør pluralisme til at spørgsmål om blind accept af forskellighed – herunder den forskellighed der bærer intolerancens klæder – han bliver selv pluralismens nar.