Warning: Use of undefined constant W3TC_POWERED_BY - assumed 'W3TC_POWERED_BY' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/punditokraterne.dk/public_html/wp-content/plugins/google-webfont-optimizer/google-webfont-optimizer.php on line 342
Myterne om 9/11 II – Punditokraterne

Myterne om 9/11 II

Jeg havde en kronik i Berlingske i anledning af 11. september 2005, der ligger fint i forlængelse af Mr. Laws oplæg af i går. Den prøver at tage livgreb med begrebet ‘sammensværgelsestankegang’, og jeg hører meget gerne nogle (alternative) bud på, hvordan fænomenet kan forklares. Here goes…

Alle, der læser Fjodor Dostojevskijs store kommentar over egen samtid, En forfatters dagbog, vil blive slået af forfatterens byzantinske virkelighedsopfattelse. I Dostojevskijs verden hersker intrigerne og sammensværgelserne. Dagbogen kredser bestandigt om det samme tema: de vesteuropæiske stormagters bestræbelser på at ydmyge Rusland og lægge hende i lænker. For at gøre ondt værre finder vesteuropæerne beredne allierede i de tre millioner russiske jøder. Jøderne kontroller den europæiske kapital, de har intet godt til overs for deres russiske værter, og deres mål er ad åre at tage magten i hele verden.
For en dansk læser anno 2005 er der noget yderst ubehageligt over Dostojevskijs jeremiader. Sammensværgelsestankegangen er ikke noget, vi i dag kan vedkende os. Det er derfor, det forekommer så uforståeligt – og uhyggeligt – når vi i aviserne kan læse, at et flertal af indbyggerne i mange arabiske lande er overbeviste om, at enten amerikanerne selv eller israelerne stod bag terrorangrebene 11. september 2001. Og det er derfor, vi kun har hån til overs for yderliggående amerikanske gruppers påstande om, at forbundsregeringen i Washington skjuler sandheden om besøg fra andre planeter, er i færd med at ‘sælge’ USA til FN og dets lige.

Men hvad er det, der giver sammensværgelsestankegangen så trange kår i et moderne demokrati? Det er trods alt en virkelighedsopfattelse, der har været yderst udbredt gennem hele den kendte historie, også på de hjemlige breddegrader. Hvorfor fæster vi ikke længere lid til troen på skjulte bagmænd? For godt 60 år siden, under Anden Verdenskrig, leverede en ung mand – der havde følt sammensværgelsestankegangens natside på egen krop – et svar på disse spørgsmål. Hans navn var Karl Raimund Popper, og hans forklaring er ganske interessant.

Popper blev født den 28. juli 1902 i Wien. I 1934, blot 32 år gammel, begik han værket Forskningens Logik, der den dag i dag er et af hovedværkerne i den naturvidenskabelige metodelære. Men tiden var ond. I 1938 indlemmede Adolf Hitler Østrig i det Tredje Rige. Med Stefan Zweig i spidsen drog størstedelen af Wiens intellektuelle fyrtårne af gårde. En af de sidste, der slap væk, var Sigmund Freud.
Den unge Popper – der var ligesom Zweig og Freud var jøde – havde fra tidlig færd gennemskuet nazismens væsen. I stedet for at afvente den kommende verdensbrand udvandrede han i 1937 til New Zealand. Da nyheden om Anschluss, som anneksionen af Østrig blev døbt, året efter nåede frem til Christchurch, hvor Popper underviste i filosofi, traf han en skelsættende beslutning. Han ville udstille de totalitære ideologiers elendighed i et stort idéhistorisk værk. Popper brugte fem år på at barsle med Det åbne samfund og dets fjender. Titlen og indholdet er snævert forbundet. Bogen forsøger med Poppers egne ord at vise,

“at denne civilisation endnu ikke er kommet sig fuldstændigt over sit fødselstraume – overgangen fra stammesamfundet eller ‘det lukkede samfund’, med dets underkastelse af magiske kræfter, til ‘det åbne samfund’, der frisætter menneskets kritiske kræfter…at traumet fra denne overgang er en af de faktorer, der har muliggjort fremkomsten af de reaktionære bevægelser, der har forsøgt, og stadig forsøger at omstyrte civilisationen og vende tilbage til stammelivet”.

Popper så sin samtids to helvedesryttere, nazismen og kommunismen, som det seneste forsøg på at vende tilbage til det lukkede samfund. I lighed med tidligere anslag kom de ridende på frakkeskørterne af en idé, der havde rødder helt tilbage til det antikke Grækenland – det lukkede samfunds idé. Men hvad var det, der gang på gang gjorde så mange mennesker, forstandige så vel som uforstandige, lydhøre over for det lukkede samfunds sirenesang?

Poppers forklaring er enkel, men besnærende. Det lukkede samfund udmærker sig ved, at menneskelivet er underlagt en lang række tabuer. Tabuerne bliver aldrig genstand for kritik. I stedet for at foretage en moralsk stillingtagen til den enkelte valgsituation, kan medlemmerne af stammesamfundet henholde sig til tabuernes sociale rettesnore. Det lukkede samfund ofrer med andre ord det personlige ansvar og den menneskelige fornuft på trygheden og forudsigelighedens alter.

Det åbne samfunds fremkomst forudsætter et opgør med tabuerne. Det frisætter det personlige ansvar og forkynder med Poppers ord, at “[f]remtiden afhænger af os selv, og vi er ikke afhængige af nogen historisk nødvendighed”. Bagsiden af medaljen er, at det enkelte menneske står til ansvar for egne handlinger, også de fejlagtige af slagsen. Popper kalder bevidstheden om, at vi er herrer over egen skæbne for civilisationens byrde. Netop denne byrde er årsagen til de bagstræberiske idéers tiltrækningskraft. De reaktionære bevægelser opstår – og vinder tilslutning – fordi fornuften og det personlige ansvars åg er ubærligt for mange mennesker.

Popper betragter altså ikke tilbagefaldene til det lukkede samfund som bevidste, endsige ondsindede, anslag mod civilisationen. Og hermed er vi tilbage ved sammensværgelsestankegangen. En sådan forestilling smager nemlig for meget af tyrkertroen på, at alle onder, det være sig krig, arbejdsløshed eller fattigdom, skyldes en gedulgt plan hos en bestemt gruppe personer. Poppers fornuft tilsiger ham, at rænkesmederi næsten altid er dømt til at slå fejl. Det første skridt i en fordækt plan vil have en række utilsigtede virkninger, der tilsammen gør det umuligt at føre den ud i livet.

Men sammensværgelsestankegangen er på mange måder et symptom på det lukkede samfund, der har undertrykt fornuften. Børn af det lukkede samfund kan ikke gennemskue tankespindets elendighed; de vil bestandigt lede efter syndebukke, når samfundsomvæltninger ryster deres forudsigelige tilværelses grundvold. Med Poppers ord:

“Troen på de homeriske guder, hvis sammensværgelser forklarer historien om den trojanske krig, er forsvundet…Men deres plads er blevet taget af magtfulde mennesker eller grupper – dystre pressionsgrupper, hvis ondskab er ansvarlig for alle de onder vi lever under – såsom Zions Viise [Zions Viises protokol] eller monopolisterne eller kapitalisterne eller imperialisterne”.

Forestillingen om fordægtige rænkesmede udgør ganske enkelt et halmstrå, i en tid hvor det åbne samfund afliver de beskyttende tabuer. Det er nemlig meget menneskeligt at søge trøst i forvisningen om, at såvel apokalyptiske ryttere som egen elendighed er en del af en skæbnebestemt tidevandsbølge. Men netop fordi den besjæler mennesket med afmagt, er livsløgnen om skjulte bagmænd yderst skadelig. Den hindrer det åbne samfund i at slå rod, og den udgør et muligt brohoved for fremtidige reaktionære bevægelser.

Det er givetvis denne civilisationsomstyrtende kraft, vi instinktivt fornemmer, når påstandene om den 11. septembers store sammensværgelse giver os ubehag. Og med rette. Tag bare denne kroniks udgangspunkt – Dostojevskijs En forfatters dagbog. Den store kunstners tirader kulminerede i hadefulde udfald imod indre og ydre fjender. Hen ad vejen begyndte han ligefrem at lovprise krig og at tale om russernes som et af højere magter udvalgt folk. De elementer har Dagbogen til fælles med et andet af den europæiske kulturs store monumenter over sammensværgelsestankegangen, Adolf Hitlers Mein Kampf.

Det åbne samfund har sat sig så dybe spor i den vestlige verden, at vi ikke længere er lydhøre over for denne byzantinske virkelighedsopfattelse, hvad enten den kommer fra kunstnere eller politikere. Men det samme er ikke tilfældet i mange af verdens brændpunkter. Karl Poppers mesterlige diagnosticering af sammensværgelsestankegangens elendighed er værd at ihukomme, når vi vil forstå, hvad der er på færde disse steder. Og hvis vi ikke forstår det, så kan vi ikke bidrage til at trænge det lukkede samfund i defensiven i disse områder – med alt hvad det indebærer af sammensværgelsestankegang, magtbrynde og forbitrelse på selve dørtrinnet til Vesten.

1 Kommentar

  1. Jeg er ingen ekspert på området og må med skam sige, at jeg bortset fra uddrag og en enkelt roman har Popper og Dostojevskij tilgode, men jeg har læst et par essays af forskellige sociologer og antroploger. Så vidt jeg kan se, er der en tendens til, at man i de kredse i stigende grad anser forestillingen om magthaveres hemmelige planer og aktioner for at være en naturlig udløber af selve magtrelationen, snarere end en afvigende tænkemåde. Antagelsen er, at magt ALTID beror på en vis grad af hemmeligholdelse; at det, at det fulde omfang af magten ikke afsløres, er en del af selve magten. Hvis du med nøjagtighed ved hvad din fjende er i stand til at udrette, er han også sårbar. Således har staten, kongen, arbejdslederen etc. en reel interesse i ikke at afsløre alt om sig selv. Omvendt er en forudsætning for at magten anerkendes som sådan, at befolkningen antager, at there’s more than meets the eye. Det kan meget vel være en af grundene til sammensværgelser er så svære at debunke, og at påstanden om “gennemsigtighed” generelt er lidet overbevisende. Hvis dette er indfaldsvinklen, kan konspirationsteorier sjovt nok både ses som en anerkendelse af den givne autoritet og en modstand mod den.Endvidere betyder det, at en magtinstans ikke nødvendigvis har interesse i at aflive de fantastiske historier, der fortælles om den. Hertil kommer, at disse ikke altid handler om den moralske råddenskab, magtens korridorer skjuler. I den danske sagntradition findes en del fortællinger om konger, der rejser rundt i landet incognito for ved selvsyn at konstatere, hvordan det står til – en slags vogtende engel. Vi bør altså ikke alene undersøge, hvorfor der fortælles fantastiske historier, men også hvorfor de nu om dage tager bedrag og koldblodighed for givet. En normativ konklusion kunne være, at ledere og regenter i et vist omfang fortjener de historier, befolkningen fortæller om dem, selv om disse ikke er umiddelbart sandfærdige. Det er dog en farlig konklusion, for hvad med de historier et folkefærd fortæller om et andet? Men det er måske også netop det, der er globaliseringens største problem.Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor sammensværgelsestankegangen er mindre udbredt i det åbne samfund. Jeg er heller ikke sikker på, at det er helt rigtigt, selvom jeg må medgive, at den her er mere diskret. Den ser jo i øvrigt ud til at have fået en renæssance: indtil flere journalister på DR har mere eller mindre ladet sig overbevise om, at den amerikanske regering iscenesatte 11. september. Måske synger det åbne samfund på sidste vers…

Skriv et svar til Philip Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑


Warning: Use of undefined constant W3TC_POWERED_BY - assumed 'W3TC_POWERED_BY' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/punditokraterne.dk/public_html/wp-content/plugins/google-webfont-optimizer/google-webfont-optimizer.php on line 342