Günter Grass Cunctator

Berlingske har i dag en god dækning af historien om Günter Grass, der omsider har afsløret i sine nyudgivne erindringer, at han ikke bare var soldat, men SS-soldat. Det er i det hele en god dag for Berlingeren med gode artikler, selv udlandsdækningen er mere nuanceret end normalt, og ingen bør snyde sig for Poul Nyrops kronik, hvor han ønsker sig selv og Clinton tillykke; det er tåkrummende selvafslørende og ufrivilligt morsomt. Men tilbage til nøleren Grass.

Det virker lidt svært at forstå al det påstyr i det ærede kulturliv.

Det er rimelig oplagt, at man dårligt kan bebrejde manden, at han var begejstret SS-soldat som 17 årig, når han siden har fortrudt og taget klar afstand. Hvis bare alle diktaturtilhængere tog så klar afstand fra den ideologi, de en gang støttede. Det er mange år siden, at han var i SS, og han er kommet videre.

Det er ligeledes rimeligt oplagt, at manden er en opportunist og hykler, hvilket ikke er længe siden. Det var han åbenbart det meste af sit liv indtil for knapt en måned siden. Opportunist i sin fortielse af fortiden, fordi det ville svække hans nye stilling som samfundsrevser. Hyklerisk i sin uforbeholdne fordømmelse af personer, og i sin iver efter at kaste den første sten uden at medgive sin egen del i historien.

Det, der kan undre, er, at det åbenbart falder kulturfolk så svært at indrømme, at en dygtig kunstner kan være et skidt menneske. For eksempel var Niels Barfoed i DR om sagen, og selvom han plejer at være skarp i sine iagttagelser og udtalelser, voldte det ham helt åbenbart voldsomme problemer at vedstå, at Grass havde opført sig som en opportunistisk hykler. Barfoed ville hellere tale uden om og holde sig til det ufarlige spørgsmål om medlemskabet af SS.

Det er jo egentligt sært. Et værk bliver jo ikke ringere af, at kunstneren havde tåbelige eller direkte uhyrlige holdninger. Tænk på en Knut Hamson og Céline, eller på Scherfig, Andersen Nexø og Brecht.

Forfatteren og anmelderen Jens Andersen anfører i sin klumme:

Hvad er så problemet?

At det fremover vil være svært at tage Günther Grass alvorligt uden for hans fiktive univers. Et halvt århundredes åbenhjertige fortielser vil forstyrre i ens baghoved. Jeg mener, Grass har aldrig skånet sit eget land og sine landsmænd, når det gjaldt om at være selvkritisk og tage et opgør med de ubehagelige begivenheder i fortiden. Og hvad ser vi så nu? At mennesket bag alle disse høje moralske krav til sine omgivelser valgte at skåne sig selv.

Det er en svær pille at sluge for en Grass-fan, selv om ivrige iagttagere i ugens løb, både i udlandet og herhjemme, påstod, at forfatterens »syndsbekendelse« ikke får indflydelse på fremtidens læsning af forfatterskabet. Det tvivler jeg på. En forfatters liv og værk lader sig ikke klinisk adskille oppe i hovedet på læsere, selv om mange teoritunge litterater gerne vil tro det. Så dumme er vi ikke.

Hans bemærkninger peger på, at mange åbenbart har læst Grass ikke bare som forfatter, men som en særlig moralsk person. En person uden dadel. De har lagt mere i værket end værket selv. Hvor naivt at have et sådant behov for at tro, at folk, der siger noget, som man finder sympatisk, nødvendigvis repræsenterer en særlig pletfri position. Men åbenbart udbredt i det miljø, postyret og modviljen taget i betragtning.

Måske er der også noget mere, som gnaver og gør ondt.

Den venstrefløj, som Grass repræsenterer, har længe opfattet sig som den diamentrale modsætning til nazismen. Det gør derfor ondt, når man bliver mindet om, at nazismen ligger så tæt på, at nogle koryfæer bevægede sig ubesværet over grænserne. Vi så det for relativt nyligt, da Ole Wivels og Knud W. Jensens flirt med nazismen blev afsløret. Vi har også set det før i modsat retning. Mussolinis fortid som socialist, Quislings og hans franske kollega Lavals ditto. Nu også Grass som en grænsegænger.

I det uddrag fra Grass’ selvbiografi, som Berlingske bringer i dag, kan man læse om hans glæde ved, at hans SS-afdeling skulle bære navnet Jörg von Frundsberg:

Han var mig kendt som anfører for det schwabiske forbund fra bondekrigenes tid og som »landsknægtenes far«. En, der stod for frihed, befrielse.

Det var altså den unge Grass’ opfattelse af frihed og befrielse. Mon den egentlig adskilte sig så meget fra de andre holdninger på den venstrefløj, hvor Grass siden blev ikon? Det er den slags tvivl om egen ufejlbarlighed, som gør venstrefløjen ilde til mode.

Hørte national-socialismen overhovedet til på højrefløjen, eller var de blot endnu en version af socialismen? En af best-sellerne i Det 3. Rige hed vist endda den sande socialisme. De hadede det liberale demokrati, kapitalismen og dens kuponklippere. Göring kopierede med begejstring ideen med femårs-planer fra Sovjet, og vinterhjælpen, den storstilede sociale indsats for fattige, indtog en væsentlig rolle i deres image både før og efter magtovertagelsen. Det er traditionelt at placere dem til højre, men de, der placerede dem dér, placerede også socialdemokrater og trotskister på “højrefløjen”, uden at vi af den grund opretholder det valg.

Hayek har i sin bog om vejen mod trældom skrevet om national-socialismens rødder i socialismen, men det er fortsat et af de sidste tabuer fra nazitiden. Er det den orm, hvis gnaven vi kan høre i påstyret fra en gammel mands nølende bekendelser?

13 Kommentarer

  1. Kronik! Kronik! Kronik! … 😉

  2. Det er en god dag for Berlingeren idag, ja. Næsten så god at man kan blive helt gal i hovedet. Tror de ikke vi har noget bedre at tage os til, end at læse deres avis?Og der kom Weekendavisen igår og The Economist i morges.Stop dem!

  3. Det, der kan undre, er, at det åbenbart falder kulturfolk så svært at indrømme, at en dygtig kunstner kan være et skidt menneske. Her er et case in point fra politikkens leder om samme emne: Og der er ingen grund til andet end at anerkende hans forklaring på selvopgørets sene tidspunkt: Først nu har han fundet en forsvarlig form, en litterær metode, som muliggør den diskussion, han gerne vil føre både med sig selv og med omgivelserne. Nej da, ingen grund overhovedet…

  4. Så faldet det mig lettere at holde med Berlingerens leder i dag.Se: http://www.berlingske.dk/leder/

  5. “Det er mange år siden, at han var i SS, og han er kommet videre”.Er han nu det?Du kommer selv ind på lidt længere nede i teksten, at springet fra national-socialist til socialist ideologisk set ikke er så stort endda. Når alt kommer til alt, hvad er så den principielle forskel på at ville udrydde en race og at ville udslette en klasse?Men hvad vi glemmer i dag, er, at nazismen i høj grad havde karakter af et ungdomsoprør, en opstand mod stivnede borgerlige normer, standssamfundet og det åbne, liberale demokratiske samfund med al dens kompromisvillighed og vægelsind.Nazismen er strengt taget den ultimative “våde drøm” for den utilpassede unge mand, “den radikale taber”, som Enzensberger kalder ham. At se en autonom i aktion, er som at se billeder af gadeslagsmål i Berlin i 1932 mellem SA’er og kommunister.Nazismen tillod unge mennesker at udleve deres drømme om absolutte løsninger og ultravold. Derfor giver det mening, at Grass valgte at melde sig til Waffen-SS, de ultravoldeliges avantgarde og elitekorps.I Waffen-SS snakkede man ikke mere, men skød, og man gennemførte uden skrupler sit forehavende. Er det ikke, hvad enhver autonom, Dansk Front-mand eller Hizb ut Tahrir-tilhænger dybest set drømmer om?Og hvad Grass angår – er han så blevet klogere?Jeg tvivler. Hans hårdtkantede moralske fordømmelser, hans piskesmældende domme, hans kompromisløshed viser, at under den pæne nobelpristager gemmer sig stadigvæk en 17-årig Waffen-SS’er, klar til at skyde løs på det, han opfatter som form- og retningsløs vestlig konsensusgrums.I øvrigt er det da påfaldende, at stort set næsten alle de gamle nazier (eneste undtagelse jeg kan komme i tanke om her og nu er Jørgen Schleimann) efter krigen er sprunget ud af skabet som socialister af én eller anden observans.For er der én ting, kommunismen, nazismen, fascismen, islamismen kan blive enige om, er det hadet til Vesten og til det liberale samfund.

  6. Må jeg i øvrigt ikke henvise til en kronik af Jørgen Schleimann. Den hed ”Kulturradikalismens svigt” og er fra januar 1999. Her skelner Schleimann mellem Vidnerne, der havde set og forstået og sagde, hvad de havde set; Idioterne, der intet havde set, og kun var ude på at gøre sig nyttige i en sags tjeneste, de ikke havde forstået; og Forræderne, der begik intellektuelt svig ved at have set og forstået alt, men stadig tiede med det hele. Grass må siges at være en af forræderne. han har haft rig mulighed for at melde ud tidligere, og man spekulerer om det ikke bare er et mediestunt at gøre det nu. Schleimann har derimod altid været ærlig vedr. sin fortid. Han kaldte sig selv for et af Vidnerne, fordi han brugte sin viden fra da han selv flirtede med nazismen som 16-årig til at fordømme venstrefløjen, som den udviklede sig i 1970’erne.

  7. Undskyld, men såvel indlæggene her som medieomtalen koger alt for megen suppe på en pølsepind.Grass var 17 år gammel, da han blev indrulleret i Waffen-SS. Han var en DRENG, for pokker! Ifølge ham selv ville han (1) eventyr, (2) slås mod bolsjevismen og (3) væk hjemmefra. (2) var naturligvis en frugt af indoktrinering i skolen i Nazityskland, men ærlig talt, jeg kan ikke have noget imod en mand, der ville slås mod bolsjevismen.Problemet er et andet. Det er, at Grass i 40 år har fremført sig som det tyske samfunds højere samvittighed, i tråd med den klassiske tyske ide, at kunstneren er nationens sande vogter, og at kunsten er “den sande politik”. Politik er beskidt og suspekt; kun kunstneren kan gennemskue det hele og komme med sande budskaber. Læs med hvilken foragt Grass i sin selvbiografi omtaler Konrad Adenauer og den vesttyske genopbygning. DET er langt værre end nogen seksugers tjenestetid i Division Frundsberg, undskyld!Hvis Grass havde lært af sine drengefantasier, at fantasier ikke nødvendigvis er det bedste udgangspunkt for at forstå og respektere virkeligheden, ville han have lært noget. Hans årtier lange moraliserende felttog mod det demokratisk-borgerlige samfund og især det kristelig-demokratiske parti beviser, at han netop ikke lærte noget, eller at det, han lærte, var lige det, han ikke burde have lært.Iøvrigt kan Waffen-SS ikke uden videre sidestilles med skydegale sadister. Det var iflg. Edmund Zalewski, en veteran af 10. Waffen-SS panserdivision “Frundsberg” ikke engang påkrævet at være partimedlem (samme veteran siger iøvrigt at ingen af hans kammerater kan huske ladeskytten G. Grass fra Danzig). Divisionen, der mod slutningen iflg. Zalewski var en “sammenløben hob” og “ingen rigtig SS-division længere”, gik i opløsning efter at være blevet omringet af russerne i Pommern den 23. april 1945.Grass siger selv (det kan naturligvis være løgn) at han kun en gang fik fjendekontakt, inden han rømmede. Og at systemet var ved at bryde sammen ses også af, at han jo ikke fik sin blodtype tatoveret i armen, som ellers var krav til SS-mænd, såvel soldater som andre.Eftersom Hitler i september 44 beordrede alle tyske mænd i alderen 16-60 indrulleret i Volkssturm til det sidste forsvar af Vaterland, kan man også formode, at drengen Grass har ment, at så var det sgu da sjovere og sikrere at være med i en erfaren kampenhed.Et dunkelt punkt (for krigshistoriefetichister som undertegnede) er hvordan ladeskytten Grass G. kom fra Pommern i amerikansk krigsfangenskab. Enten var han rømmet før, eller også må han have sneget sig gennem den sovjetiske omringning og ligesom talrige andre desertører klaret sig vestpå til de amerikanske linier. Måske bringer de kommende dage forklaringen. Eller “forklaringen”.

  8. Der er mange dunkle punkter i Grass’ forklaring – for eksempel hvorfor han vælger at offentliggøre sin hemmelighed netop nu (men mon ikke det dybest set handler om noget så menneskeligt forståeligt som at gøre sig interessant og at promovere sin nye bog).Selvfølgelig skal man også huske, at han kun var en “dreng” – selv om netop tyske enheder bemandet med drenge (som f.eks. Panzer Lehr i Normandiet) var allermest frygtet af de allierede, fanatiske og dødsforagtende som de var, opdraget i en dødskult, der til forveksling ligner Hizbollahs eller Hamas’.Det mest interessante er selvfølgelig, hvordan den voksne Grass er blevet formet af det, “drengen” Grass troede på og foretog sig for så mange år siden.Analyserer man hans holdninger gennem årene – radikalismen, den hånende foragt for “borgerligheden”, vesten, det liberale samfund – er det altsammen udslag af Ian Burumas “occidentalisme”. Et had til Vesten, der er dybt indfældet i tysk (og russisk) tænkning, og som er gået i arv til vores egen venstrefløj og senest til islamisterne. En lærdom man fik ind med skeer i Det Tredje Rige.Jeg vil ikke påstå, at Grass har været hemmelig nazist hele sit liv. Men en række grundholdninger, han har givet udtryk for gennem sit voksne liv, lugter mistænkeligt af “occidentalisme” i den sædvanlige venstreintellektuelle aftapning.I øvrigt vil jeg lige til sidst vove mig ud i en gang pseudo-psykoanalyse for at give en mulig forklaring på, at han har bevaret sin hemmelighed gennem alle årene.Mon ikke det i virkeligheden har pirret Grass at piske “de borgerlige” og den vestlige “åndløshed” og “fascismen” med levende skorpioner, SAMTIDIG med, at han skjulte sin sande historie. Mon ikke han rigtig har smagt på det diabolske i det. Hvilken guddommelig spøg, hvilket pragtfuldt eksempel på orwellsk “dobbelttænkning”!

  9. Enig med David i, at han kun var en dreng – i øvrigt ligesom Schleimann kun var en dreng. Og jeg mener selvfølgelig også, det er alt ære værd at slås mod bolsjevismen, men netop derfor er der vel ingen grund til at tie i så mange år. Der er simpelthen noget der ikke stemmer.Polinos pointe om, at Grass måske nærer det samme had til Vesten, som findes på vores egen venstrefløj og hos Islamisterne, og derfor har haft svært ved at forklare, hvorfor han var nazist, og af denne grund har ventet, giver altså mere mening.Ellemann-Jensen havde en ret god kommentar i Berlingske Tidende i lørdags:”Midt i al forargelsen over, at Günter Grass ventede så længe med at fortælle om ungdommens Hitler-begejstring og den korte tjeneste i Waffen-SS, skal man ikke overse konsekvensen af, hvad han har gjort: Han har nemlig demonstreret, at store kunstnere ikke nødvendigvis kan fungere som politiske fyrtårne. Og det var da ganske befriende.”

  10. Jeg mener vel som jer. Eller omvendt? Skal der til at være synlige advarsler på Günter Grass’ værker som på cigaretpakkerne? Skal vi til at finde sprækker i hans forfatterskab? Kan vi skelne mellem biografi og tekst? Bør vi skelne?Og hvem kan advare? Hvem kan anklage?Knut Hamsun. Kaj Munk. Wyndham Lewis. Ezra Pound. D.H. Lawrence. T.S. Eliot. Ferdinand Céline, Gottfried Benn, Robert Brasillach, Stefan George, d’Annunzio …Listen over forfattere, der gennem tiderne har ladet sig forføre og forblænde af fascismen eller nationalsocialismen, er alenlang. Alle vidste, at Pound og Eliot var antisemitter, men det var først, da biografien vendte tilbage, at det fik betydning – som med Heidegger.Den biografiske fordring breder sig (igen) som ringe i vandet og kræver hele tiden nye ofre. I dag Grass? I morgen?Havde C.P. Snow ret i, at forfattere er ‘politically wicked’ og at vi derfor bør undgå at læse dem?Havde Platon ret i, at digterne burde smides ud af den ideelle stat?Spørgsmålene hober sig op.Men det var sjovt at iagttage venstreradikale i Norge helt frikende Grass – i stedet, sagde de, skulle man bekæmpe fascismen i dag.Det gør ikke noget, hvis man som socialist engang har været nazist.Og endelig:Hvorfor skal alle de forfattere, der støttede Stalin, ikke bekende og anklages? Sartre? Lúkacs? Grieg? ******?Hvorfor sagde du ikke fra? Hvorfor støttede du Stalin? som Czeslaw Miloscz spurgte Picasso.Kan nogen mon gætte, hvad han svarede?

  11. En sætning havde forputtet sig:Lader vi mon digtere og romanforfattere slippe afsted med mildere straffe end andre, fordi vi stadig har et roman-tisk syn på dem?

  12. Antonia Pellizotti

    3. september 2006 at 02:36

    @BielDet er en god ide med en advarsel på hans bøger 🙂 XXX KAN DRÆBE. Hvad mener du med et roman-tisk syn?Denne gang må du godt svare mig, be om.

  13. Jeg mener da, at jeg generelt har svaret pligtskyldigt og med lyst på dine spørgsmål. Her er ingen etisk konflikt mellem pligt og lyst.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑