Frihed og lykke

Jeg havde et indlæg i gårsdagens Berlinger om forskellen på frihed og lykke i anledning af en kronik af Jonas T. Bengtsson fra den 16/8.

MSM har ikke de fordele i form af hurtighed og ubegrænset plads, som blogs har. Selvom indlægget blev indsendt samme dag, blev det først bragt i går og da i forkortet stand. Til gengæld har MSM lidt, ahem, flere læsere, så de skal nok klare sig.

Indlægget er her i sin redigerede form:

Frihed er ikke lykken

Forfatteren Jonas T. Bengtsson søger i sin kronik (16/8) at indkredse, hvad frihed er. Ved at tage udgangspunkt i en række medmenneskers situation formår han følsomt registrerende at vise, hvor forskelligt frihed kan tage sig ud. Det er et sympatisk projekt. Desværre har forfatteren gjort sig det vanskeligere ved at blande to helt forskellige begreber sammen. Frihed er ikke lykke, og det er vist snarere det sidste flygtige begreb, han egentlig beskæftiger sig med i kronikken.

Begrebsforvirringen får ham til at skrive om friheden: “I Sovjet byttede de den for lighed, og mange mente, at det var et godt bytte. Mange mener det stadig.” Det sidste er desværre rigtigt, men det første udsagn er forkert på alle måder. Det er faktuelt forkert, at Sovjet bød på lighed; selv ikke lighed i fornedrelse var der. Lige fra starten nød Lenin og hans kreds privilegier i form af bedre mad, tøj og bolig, der hurtigt antog karakter af uopnåelig luksus for de undertrykte masser.

Men mere forkert er den underliggende præmis om, at frihed kan byttes med lighed. Det er forkert, når kronikøren antager, at “under kapitalismen er frihed noget, man køber, frihed giver ingen mening, hvis man ikke har råd til et æg, til at betale varmeregningen, til sko.” Her fremfører han uafvidende diktaturets oldgamle undskyldning, hvor undertrykkelse søges retfærdiggjort ved løfter om bestikkelse. Som om tog til tiden og arbejde til alle kan retfærdiggøre kz-lejre og censur.

Problemet udspringer af, at frihed og lykke sammenblandes. Hvorvidt man er fri eller undertrykt, handler ikke nødvendigvis om at være lykkelig eller ej. Det er rigtigt, at den, der sulter, men er fri, næppe er lykkelig. Men den overvægtige, frie dansker er heller ikke nødvendigvis lykkelig. Der er ganske simpelt ingen logisk sammenhæng.

Frihed er noget andet end lykke. Frihed betyder friheden fra indblanding og dermed retten til selv at træffe egne valg. Kampen for frihed var først reformationens kamp for religionsfrihed, retten for den enkelte til selv at vælge sin tro og sine dogmer uden indblanding fra autoriteter. Herfra voksede oprøret mod autoriteterne, indtil den kulminerede i den såkaldte oplysningstid, hvor kampen nu gjaldt frihed fra statens indblanding og formynderi. Det var i denne tid, at de liberale frihedsrettigheder tog deres form.

Det er farligt at sammenblande frihed og lykke, for det skaber let skuffelse og svækker dermed kampen for frihed. Ikke bare tilbyder det en undskyldning for undertrykkelse, men alt for ofte ser vi, at de undertrykte desillusioneres, når de omsider slipper fri. Nu er jeg fri, hvorfor er jeg så ikke lykkelig, spørger de, og relativerer dermed den forbrydelse, som krænkelse af friheden altid er.

Det er desperationen over at skulle leve med ansvaret for egne valg, der får nogle til at søge tilflugt i totalitære ideologier, politiske som religiøse. Fællesnævneren er hadet til det åbne samfund og drømmen om at komme tilbage til det lukkede samfund, hvor man ikke behøver at tænke selv eller nages af tvivl over trufne valg, fordi alle svar er givne. Tidens fokus på terrorister, der bruger islam som begrundelse, risikerer at overse den oplagte parallel til de terrorister, som brugte marxismen for blot nogle få år siden. Men hadet er det samme. Det rettes fortrinsvis mod USA og Israel, fordi de i særlig grad repræsenterer det åbne samfund; USA globalt, og Israel i det lukkede Mellemøsten. Det er ingen tilfældighed, at karikaturtegninger fra den yderste venstrefløj minder så meget om islamisternes egne, at de ubesværet kan indgå i iranske konkurrencer, hvis ellers tegnerne ønskede at deltage, hvad heldigvis kun få er dumme nok til at gøre.

Det er umådeligt trist, men vi må sande, at det ikke er for alle, at frihed er lykken. Men det gør ikke friheden mindre værdifuld for os andre.

4 Kommentarer

  1. Jakob Lignell

    23. august 2006 at 04:30

    Jeg er meget enig i det du skriver. Den 14. juli havde jeg selv et mindre indlæg under overskriften ”velfærdsreligion” i weekendavisen omkring samme emne. Her spredte jeg lidt lommefilosofi omkring, hvorfor danskerne tilsyneladende er så lykkelige i internationale målinger. Min ide var, at danskerne hellere tager til takke med den med den ansvarsløse barnelykke som velfærdsstaten giver dem, end den usikkerhed som ligger i den individuelle frihed. Samtidigt er politikerne kun alt for ivrig efter, at imødekomme den barnagtige ansvarsforflygtigelse, som jeg mener, at en udvidelse af velfærdsstaten medfører. Vi har endnu ikke haft et valg, hvor politikere lover mere målbar lykke til folket, men jeg er bange for det ikke er langt ude i fremtiden, og mig bekendt har forsøg på centralstyret lykkefrembringelse ikke den bedste track record.

  2. Pudsigt at du nævner det. En af de passager, som faldt for redigeringen, handlede faktisk om, at frygten for frihed er mere udbredt, end man skulle tro. Vi har alle en rem af huden, hvilket bl.a. ses i den brede opbakning til velfærdssamfundet.

  3. Niels A Nielsen

    24. august 2006 at 11:36

    Enig. Menneskers behov for underkastelse og tilbedelse har Dostojevskijs i øvrigt helt uforligneligt beskrevet i Storinkvisitorens legende i Brødrene Karamassov. “Menneskene spørger uafladelig: ‘Hvem skal vi bøje os for?'”, skriver Dostojevskij. Storinkvisitoren har medynk med menneskene vil tage ansvaret fra dem og gøre dem til slaver – for deres egen skyld. Han vil hjælpe mennesket, der ikke egner sig til frihed, og han spærrer derfor Kristus (der er kommet til jorden for anden gang) inde og bebrejder ham, at han er kommet.En af forskellene imellem marxistiske og muslimske terrorister er måske, at de muslimske ofte har smagt på vestens frihed og derefter søger _tilbage_ i en potenseret udgave af det slaveri, som underkastelsesreligionen islam tilbyder. På den måde tiltrækker de desværre støtte og sympati blandt “deres egne” i et omfang, som ingen marxistisk terrorist nogensinde kunne håbe på. Marxistiske terrorister søgte ikke tilbage men frem i en ideel, ny, fremtidig verden, som baseredes på ideologier og teorier, som kun de færreste almindelige mennesker kendte og endnu færre sympatiserede med. De havde derfor højst marginal sympati og støtte blandt “deres egne” på det folkelige plan. Støtten og sympatien for marxistiske terrorister kom fra en lille intellektuel overklasse og så selvfølgelig den mægtige samling af stater, der havde marxismen som statsideologi. At muslimske terrorister støtter sig til en 1400 år gammel verdensreligion og dens skrifter er en væsentlig forskel til de marxistiske terrorister i 70’erne og 80’erne.

  4. “Det er farligt at sammenblande frihed og lykke, for det skaber let skuffelse og svækker dermed kampen for frihed”.Dette er nok den væsenligste grund til at folk er så villige til at sælge deres frihed, til folk der påstår at kunne garantere lykken. Hvilket jo netop er derfor politikere er gode til at fremstille det som tryghed=lykke=frihed.Men med Fernando Savaters ord:” Frihededn gør måske ikke mennesker lykkeligere, men den gør dem til mennesker; og lykken er ikke et politisk anliggende”.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑