Om domstolenes pligt

Professor Ann Althouse, der som alle gode amerikanske juraprofessorer naturligvis har egen blog, har skrevet et indlæg i NYT om den føderale dommer Anna Diggs Taylor, som for nyligt afsagde dom om, at regeringens aflytningsprogram var ulovligt.

Ifølge en artikel i NYT er dommen så dårligt skrevet, at den fortvivler selv de mange jurister, som støtter dommens resultat. (pudsigt nok nåede NYT i sin leder fra dagen før at skamrose dommen som "a careful, thoroughly grounded opinion", men det understreger desværre blot på ny, hvor avisen ligger rent intellektuelt i dag).

Althouses betragtninger om det forfatningsretlige selvdestruktive ved aktivistiske dommere, der blæser på de juridiske rammer for at udtrykke sig mere frit, har især betydning for domstole, der beskræftiger sig med regler på enten forfatningsniveau eller folkeretsniveau,  fordi den politiske magt på disse niveauer har sværere ved at reagere og give et modspil til de uvalgte dommeres afgørelser. Det vedrører dermed mere og andet end blot de amerikanske domstole, men også den danske Højesteret, Menneskerettighedsdomstolen og EF-Domstolen, når den dømmer om primær EU-ret (traktaterne).

Her er et par citater fra Althouses indlæg:

Why should the judicial view prevail over the president's?

…The public may have become so used to the notion that a judge's word is what counts that it forgets why this is true. …

This system works only if the judges suppress their personal and political willfulness and take on the momentous responsibility to embody the rule of law. They should not reach out for opportunities to make announcements of law, but handle the real cases that have been filed.

This means that the judge has a constitutional duty, under the doctrine of standing, to respond only to concretely injured plaintiffs who are suing the entity that caused their injury and for the purpose of remedying that injury. We trust the judge to say what the law is because the judge "must of necessity expound and interpret" in order to decide cases, as Chief Justice John Marshall wrote in Marbury. But Judge Taylor breezed through two of the three elements of standing doctrine — this constitutional limit on her power — in what looks like a headlong rush through a whole series of difficult legal questions to get to an outcome in her heart she knew was right.

Læs resten her.

PS. På sin blog bemærker hun, at en hel del læsere har misforstået hendes pointe. Det er mit gæt, at hun ikke sigter til sagens udfald, men at hendes pointe angår dommernes pligt til at respektere rammerne for juridisk metode og overlade egentlig politisk virksomhed til de folkevalgte politikere. Hendes pointe er således næppe, at domstolskontrol af politikere er forkert, eller at dommen er det, men nærmere at dommeren (også) bør begrænses af de forfatnings- eller traktatmæssige rammer, som gælder for de øvrige myndigheder i et samfund.

4 Kommentarer

  1. Jeg har observeret flere “liberal” law-bloggere græde snot over hvor juridisk forkert dommen er, uanset om de så mener resultatet nok ender med at holde.Mht. “… hendes pointe angår dommernes pligt til at respektere rammerne for juridisk metode og overlade egentlig politisk virksomhed til de folkevalgte politikere.”, bliver det noget sværere i et system hvor dommerne så åbentlyst bliver udvalgt pga. deres politiske holdninger eller decideret bliver valgt af befolkningen på baggrund af deres holdinger. De amerikanske dommere* bliver simpelthen nødt til at være meget mere politiske for at få deres poster. Det skal jo give problemer senere…Ikke desto mindre skal deres domme i det mindste lade som om de bekymrer sig og den korrekte juridiske proces (se eg. Gore v. Bush ;-P ), det gør denne dom ikke!/Limagolf* generelt, det varierer naturligvis på tværs af det store land

  2. Jacob Mchangama

    24. august 2006 at 03:48

    Jeg har ikke læst den relevante afgørelse og e iøvrigt enig i, at rammerne for juridisk metode (the rule of law i dette begrebs angel-saksiske og ikke positivistiske forstand). MEN det er værd at stille sig skeptisk overfor en stor del af den republikanske “forargelse” overfor “aktivistiske” dommere. GOP har både det hvide hus og Kongressen, dette forhold sammenholdt med, at GOP, mildt sagt, ikke længere er the party of limited government, betyder, at langt størstedelen af de (føderale) tiltag der bliver erkendt retsstridige af dommere er GOP tiltag, hvilket nok fremmer “forargelsen” en del. Stod det til GOP, bestod den typiske amerikanske dommer af en Scalia-klon, hvilket betyder stor skønsmargin til autoriter, når GOP er ved magten vel at mærke, som Richard Epstein forklarer her http://www.cato.org/pub_display.php?pub_id=6528.Scalia er dog i mine øjne ingen eksponent for th rule of law, og hans hidsige angreb på hans kolleger for aktivisme passer lige så godt på ham selv.Det er i øvrigt interessant at de nye dommere Alito og Roberts så vidt jeg kan se minder en del om Scalia uden at have overtaget Scalias linje fuldstændig. Ifølge den vestreorienterede IO-“People for the Americsn Way, stemte Alito med Scalia i 74% af de afgjorte sager mens Roberts gjorde det i 78% af sagerne (2005-2006). http://www.pfaw.org/pfaw/general/default.aspx?oid=21648)

  3. Ja, jeg er enig i, at GOPs nuværende politik øger sandsynligheden for konflikt med domstolene, og at der også kan påvises tilfælde af aktivisme hos republikansk indstillede dommere.Jeg er heller ikke blind for, at det under tiden er muligt for en dommer at forfølge et mål, som vedkommende sympatiserer med politisk, og stadig væk levere en afgørelse, som opfylder kravene til god jura. Højesterets afgørelse i Gore v. Bush er et godt eksempel i den sammenhæng (jeg kan så ikke dy mig for at minde om, at de store amerikanske aviser lavede deres egen optælling bagefter for at se, hvad resultatet var blevet, havde dommen fået det modsatte udfald. Og gæt hvad: Bush vandt).Men jeg kan ikke tilslutte mig det synspunkt, at når både den lovgivende og den udøvede magt ligger hos et parti, så skulle det være legitimt for domstolene at tilsidesætte de sædvanlige normer for god jura for at politisere til fordel for oppositionen. Det er ikke det, der menes med checks and balances. Der er mig bekendt ingen delstater i USA, som tillader dette, uanset at nogle stater har en – set fra Europa – vidtgående ordning med at besætte offentlige embeder ved direkte valg. En sådan tilsidesættelse af magtfordelingen er, som Althouse påpeger, en selvstændig forfatningskrænkelse, der ikke kan forsvares.

  4. David Dreyer Lassen

    25. august 2006 at 11:03

    Det er selvfølgelig ikke legitimt at “tilsidesætte de sædvanlige normer for god jura for at politisere til fordel for oppositionen”, men de sædvanlige normer indeholder jo i USA også en god portion politik. Dommere til den føderale højesteret skal selvfølgelig kunne levere “god jura” (men gør det måske ikke altid?), men hvad der reelt er vigtigere ved deres nominering og den efterfølgende godkendelse i Kongressen er jo netop deres politiske holdninger på en række områder. Undertiden præsenteres dommere på baggrund af deres forfatningsmæssige synspunkter (strict constitutionalists, activists etc), men denne kategorisering er meget ofte – dog ikke altid – højt korreleret med deres synspunkter på states’ rights, abort, våben etc, hvorfor et valg af dommer på mere end en måde bliver et politisk valg. Hvad der var det sande resultat af Bush vs. Gore er vel ligegyldigt (og en diskussion for sig i øvrigt, det er næsten blevet en sub-disciplin i amerikansk politologi) – spørgsmålet var om Højesteret tog den rigtige beslutning på det tidspunkt, dvs. uden at kende det sande resultat. Det svarer til ikke at dømme et straffespark til hold A for så bagefter at forsvare det som en rigtig beslutning da hold A alligevel vandt – uden at jeg i øvrigt vil tage stilling til om der var “straffespark” i den konkrete sag.I delstaterne er der ganske rigtigt stor forskel på rekrutteringen af dommerne, og en stor litteratur der handler om disse forskelle. Et resultat er f.eks. at i stater hvor dommere er på valg (dvs. ved direkte valg eller via godkendelsesvalg (retention elections)) bliver der ført flere arbejdspladsrelaterede diskriminationssager end i stater hvor dommerne er udpeget og aldrig udsættes for vælgernes dom. Det er konsistent med at valgte dommere i et vist omfang har et øje på genvalg og derfor i højere grad er pro-arbejdstagere, hvilket vel også kan sige at være politisk. Andre empiriske undersøgelser siger at dommere som er direkte valgt og vil genvælges tenderer til at dømme/bekræfte dødsstraf oftere, men også at direkte valgte dommere tenderer til i højere grad at modvirke korruption i den delstatslige regering.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑