Liberalisme og demokrati

Igennem længere tid har jeg haft fornøjelsen af at diskutere relationerne mellem liberalismen og den demokratiske styreform med en kær og velargumenterende – men galt afmarcheret – kollega. Jeg har næppe overbevist ham, men vore verbale holmgange har tvunget mig til at reflektere en smule over spørgsmålet. Derfor denne post:

En lang, ubrudt og temmelig misforstået vestlig idétradition rummer en antagelse om, at liberalisme og demokrati er to sider af samme sag: Uadskillelige størrelser med en indbyrdes ubrydelig afhængighed. Sine qua non. I den udlægning går et politiske system karakteriseret ved frie og lige valg hånd i hånd med en række reguleringer, der beskytter individets ret til bl.a. at mødes med hvem han vil, og dyrke den gud han lyster – blot det ikke begrænser andres frihed. At denne opfattelse af forholdet mellem liberalisme og demokrati er fejlagtig vidner adskillige historiske og nuværende meget lidt liberale demokratier om. Putins Rusland er således på en og samme tid demokratisk men kun i begrænset omfang liberalt. Det samme kan – uden at fornærme ret mange – siges om Alexandr Lukasjenkos Hviderusland, de palæstinensiske selvstyreområder og Perikles’ Athen. Sammenvævningen af liberale frihedsrettigheder og en demokratisk styreform er et for de vestlige demokratier unikt fænomen.

En næsten lige så lang – men afgjort lige så misforstået – tradition har forsøgt at udbrede det diametralt modsatte synspunkt: At liberalisme og demokrati er indbyrdes uforenelige tankesæt karakteriseret ved immanente, uforligelige principper. Den fejlagtige tolkning af forholdet mellem liberalismen og den demokratiske styreform opstår, fordi liberalismens kritikere – der som hovedregel er ophavsmænd til denne udlægning – sammenblander eller forveksler demokrati med politik. Liberalismen retter sig ikke mod den demokratiske styreform som sådan, men mod det politiske.

Udgangspunktet for den misforståede fremstilling af forholdet mellem det politiske demokrati og liberalismen er imidlertid en korrekt forståelse af den liberale traditions betoning af de negative frihedsrettigheders forrang. Ifølge liberalisten er ethvert individ besjælet med en række ukrænkelige frihedsrettigheder, der skal sikre det mod vilkårlig tvang, svindel og fysisk vold. Disse negative rettigheder er kendetegnet ved at give frihed fra andre individers eller kollektivets trang til at gribe ind i anliggender og handlinger, der ikke begrænser andres frihed. Herover for står en social liberal tradition og fremhævelsen af en række positive frihedsrettigheder. De positive frihedsrettigheder overlader individet friheden til f.eks. uddannelse, bolig og et arbejde. I denne forståelse af frihedsbegrebet er det afgørende, at den enkelte borger tildeles ressourcer, der beslaglægges blandt hans medborgere, og gør ham i stand til at realisere hans personlige livsprojekt. Den amerikanske filosof John Dewey har defineret de positive frihedsrettigheder således: “Liberty is the effective power to do specific things”.

Der hvor liberalismens kritikere går galt i byen, er i indholdsbestemmelsen af det politiske demokrati. Demokratiet, hævder kritikerne, kender i princippet ingen grænser. Jo flere anliggender, der afgøres gennem flertalsafgørelser, jo mere demokratisk er et givent samfund. I denne forstand er en demokratiseringsproces ensbetydende med, at stadig flere områder bliver underlagt folkelig suverænitet og dermed reguleres af “folket”. Når spørgsmål, der tidligere var overladt til individets suveræne afgørelse, gøres til genstand for flertalsafgørelser, er der således tale om en udvidelse af demokratiet. En udbredelse af demokratiet til også at omfatte beslutninger om, hvilke guder der må dyrkes, eller hvilke hårfarver der er acceptable, vil i denne forståelse ligeledes være at betegne som en demokratiseringsproces. Det var også i pagt med denne forståelse af den demokratiske styreform, at en række politikere og meningsdannere i den umiddelbare efterkrigstid slog til lyd for en udbredelse af demokratiet til også at omfatte – eller underlægge sig – samfundets økonomiske sfære. Tankegangen dukkede igen op i forbindelse med lanceringen af ideer om Økonomisk Demokrati (ØD) i 1960’erne og 1970’erne.

Med afsæt i den korrekte beskrivelse af liberalismens betoning af individets negative frihedsrettigheder samt den fejlagtige fremstilling af det politiske demokrati drager liberalismens kritikere den logisk konsistente – men i substansen fejlagtige – konklusion, at der eksisterer et modsætningsfyldt forhold mellem liberalismen og folkestyret. Tager man karakteristikken af det politiske demokrati for gode varer, må liberalismen således nødvendigvis være demokratiet fjendtligt indstillet. Det er ikke muligt at argumentere for mere økonomisk demokrati samt mindre offentlig indblanding i økonomiske anliggender på en og samme tid. Mere af det ene vil altid føre til mindre af det andet. Enten – eller.

Problemet med ovenstående karakteristik af relationen mellem liberalisme og demokrati er frem for alt sammenblandingen af begreberne politik og demokrati. Kritikerne sætter lighedstegn mellem det politiske og folkestyret, og på den vis kommer indførelsen af økonomisk demokrati behændigt til at fremstå som en demokratiseringsproces, når der i virkeligheden er tale om en udbredelse af det politiske. Et samfund bliver ikke mere eller mindre demokratisk, blot fordi økonomiske anliggender bliver vristet ud af hænderne på frie individer og underkastet det politiske system, lige så lidt som der er tale om en udbygning af demokratiet, når religionsfrihed erstattes af det suveræne folks beslutninger om den rette religiøse lære. Det er blot omfanget af det politiske, der vokser. I politikken træffes der beslutninger med gyldighed for et samfund, mens demokratiet i sig selv blot er en metode til at træffe kollektive valg. Et instrument til præferenceaggregering.

Demokratiet er kun en blandt flere måder at træffe politiske afgørelser på. De valg, der træffes i det politiske, kan således tage afsæt i en lang række af andre styreformer, f.eks. enevælde, teokrati, oligarki og teknokrati. I denne optik er en demokratiseringsproces først og fremmest lig med en udvidelse af den personkreds, der er ekviperet med stemmeret. Udvidelsen af stemmeretten til også at omfatte kvinder i 1915 er således et eksempel på en genuin udbygning af demokratiet, mens indførelsen af økonomisk demokrati blot udgør en udstrækning af det politiske rum.

Når det først er indset, er det indlysende, at liberalismen ikke står i modsætning til demokratiet som sådan. Det er ikke demokratiet, liberalismen søger at begrænse, men derimod det politiske rum, som folkestyret udfylder. Det er således helt igennem logisk konsistent, når liberalister bekender sig til demokratiet, ikke mindst fordi folkestyret formentlig er den styreform, der mest effektivt sikrer individets negative frihedsrettigheder samt fraværet af vilkårlig magtudøvelse og tvang.

Hvor liberalisten for alvor adskiller sig fra andre ideologiske trosretninger, er ikke i vurderingen af den demokratiske styreform, men i svaret på John Stuart Mills snart 150 år gamle spørgsmål: “Hvad er den retfærdige grænse for individets suverænitet over sig selv? Hvor begynder samfundets autoritet? Hvor stor en del af menneskets tilværelse skal fastlægges individuelt, og hvor meget af samfundet?”

3 Kommentarer

  1. Poul Højlund

    31. august 2006 at 11:56

    Kloge ord på en regnvåd augustdag.En nærtbeliggende kommune (snart forhenværende) har således i sin lokalplaner udlagt store områder som “træhusfrie” med den begrundelse, at de er grimme. Det er naturligvis demokratisk vedtaget og derfor i orden i følge kommunens øverste embedsmænd.Er demokratiet ikke herligt?Demokrati uden en stadig skarp markering af de negative frihedsrettigheder er demokratur. Vi har rigeligt af det her i landet.Hvordan skal det lykkes at sætte grænserne for de folkevalgtes indgriben i al ting; hvordan tilbagerobres de negative frihedsrettigheder?Vi har nu som før brug for en grundlovsskærpelse, og sagen er nu som før dødfødt.

  2. I din definition af liberalister er inkluderet “den RETFÆRDIGE grænse for individets suverænitet”, hvilket er et lille plus hvis det tages til indtægt på begge sider af grænsen. Staten sætter kun rammerne, ikke indholdet. Ultraliberalister er en slags autonome, som ikke anerkender rammerne.Spørgsmålet om samfundets autoritet er fastlagt i lovgivningen og jeg forstår ikke, at det eksperiment, der gøres for øjeblikket med Big Brother, kan undtages fra lovgivningen. Det er jo en offentlig hemmelighed, som medierne har levet fedt på alt for længe, på de få’s bekostning. Det kan ikke benægtes og jeg forstår heller ikke, at nogen vil deltage i krænkelse af menneskerettighederne. Målet helliger aldrig midlet.Når flertallet bryder grænsen for privatlivets fred forudsætter det korruption i den tredelte magt og samarbejde med pressen. Det er en skandale og noget forbandet svineri, som jeg selv har oplevet blandt superegoistiske “kannibalistiske” og magtliderlige kolleger, som afviste en diskussion om det med to ord: “jvf. aftale”. Bevidst psykisk vold i et påtaget sort/hvidt manipulerende miljø. I kulturel sammenhæng var det mens De grønne Slagtere var på plakaten og Lars von Trier instruerede Dogville.Ufatteligt hvad begavede mennesker kan overtales til og more sig over, at deltage i, overfor uvidende sagesløse mennesker. Skal der absolut produceres en ny Di til fremtidsforskningen? Det bliver uden mig, stol på det.Vi har allerede en lovgivning, der definerer grænserne for statens autoritet. Problemet er omgåelse af lovgivningen med overvågning, magtmisbrug og hemmelige eksperimenter med forsøg på radikalisering og politisk rekruttering.Hvad jeg savner i forhold til min suverænitet er lighed for loven og menneskelig forståelse og respekt for samme.Jeg vil foreslå jer, at bruge jeres overskudsenergi på, at afsløre politikernes magtmisbrug og politiets ulovlige overvågning i stedet for endeløse teoretiske diskussioner. I kan gøre en forskel hvis I vil.

  3. Den artikel var lige i øjet. Det er jo netop grænsen for “demokratiet”s udbredelse som er ekstrem vigtig at fastholde. Især i disse dage, hvor Stauning og J.O. Krag nævnes som afgørende figurer i udviklingen af demokratiet (i øvrigt udmærket leder i dagen Berlingske om Korsgaards socialdemokratiske slagside).Men hvordan ville I angribe en demokratikanon. Engelske kaffestuer i stedet for Rousseau? Offentlig ræsonnement eller magtfordeling efter stemmer? Det er store spørgsmål vi taler om og svaret skal uden tvivl IKKE findes hos Hal Koch og Thorvald Stauning.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑