Månedsarkiv: september 2006

Politiken om (g)ensidighed

Det er i dag ét år siden, Jyllandsposten offentliggjorde de nu herostratisk berømte tolv karikaturer af profeten Muhammed. I den anledning bringer Politiken dags dato en leder, der gør status. Jeg skal ikke trætte læserne med den de første otte afsnits øvelse ud i polemikkens kunst, men blot lige strejfe de to sidste afsnit, der efter lederens eget udsagn destillerer sagens pointe:

Det helt usædvanlige var dog, at den danske regering ved at nægte både at lægge nogen form for afstand til provokationen og indgå i nogen form for dialog med de krænkede ambassadører, lande og organisationer gjorde sagen international. Det kunne avisen ikke have forudset, og det bragte den til sidst i farezonen på en skræmmende og helt uacceptabel måde. Men at hævde den særlige provokationsret, som i hvert fald delvis er etableret i det gennemsekulariserede Europa, ikke som avis eller som kunstner, men som regering i det internationale diplomati, ja, det var ikke bare helt usædvanligt. Det var også ansvarsløst og kritisabelt. Det betalte det danske samfund en pris for, en pris, der ikke kun kan gøres op i tabte eksportinteresser og øgede sikkerhedsrisici.

At gøre det til karikaturkrisens danske pointe er mange af os ikke modne til. For det ville forudsætte, at vi fik øje for, hvad demokrati og integration har til fælles, nemlig behovet for gensidighed og ligeværd. Der skal nok mere end et år til, før vi når så vidt“.

Jeg er i et vidt omfang enig med Politiken i, at sagen handler om gensidighed (eller manglen på samme). Men jeg har meget svært ved at se, at denne leder rent faktisk efterlyser gensidighed. Det var den danske regering, der skulle være gået under åget; ikke de mellemøstlige diktaturstater. Det var Jyllandsposten, der skulle undskylde; ikke de imamer, der helt bevidst spredte misinformation i de netop nævnte despotier. Det var i det hele taget ytringsfriheden, der skulle files på; ikke det muslimske billedforbud.

Der bør jo som bekendt være frihed for Loke såvel som for Thor, og man har (heldigvis) ret til at have sine meninger og til at ytre dem i et frit samfund. Men når Politikens pointe nu engang går i denne retning, hvorfor så alt denne snak om ‘gensidighed’? Ville det ikke være lettere, hvis ‘Organet for den højeste oplysning’ en gang for alle gik ud og forlangte ‘ensidighed’? Det ville da i hvert fald begrænse den semantiske forvirring.

Bernard Lewis om demokrati og Mellemøsten

For de mellemøsten-interesserede er her et lille foredrag af Bernard Lewis, hvor han kommer ind på spørgsmålet om, hvorvidt demokrati kan udvikles i regionen.

Det er et tankevækkende stykke og dejligt kort. Jeg er ikke historiker, men Lewis omtaler den afghanske modsstandsbevægelse i 1980erne som talebanere, hvilket vist først var et nyere fænomen. Men det er en detalje. Hans lille hip om det franske demokratis udvikling siden 1789 ("And I'm not sure that they've got it right yet"), kan minde os om, at demokrati kan antage mange former.

Her er en smagsprøve hentet et lille stykke inde:

What is the possibility of freedom in the Islamic world, in the Western sense of the word? If you look at the current literature, you will find two views common in the United States and Europe. One of them holds that Islamic peoples are incapable of decent, civilized government. Whatever the West does, Muslims will be ruled by corrupt tyrants. Therefore the aim of our foreign policy should be to insure that they are our tyrants rather than someone else's–friendly rather than hostile tyrants. This point of view is very much favored in departments of state and foreign offices and is generally known, rather surprisingly, as the "pro-Arab" view. It is, of course, in no sense pro-Arab. It shows ignorance of the Arab past, contempt for the Arab present, and unconcern for the Arab future. The second common view is that Arab ways are different from our ways. They must be allowed to develop in accordance with their cultural principles, but it is possible for them–as for anyone else, anywhere in the world, with discreet help from outside and most specifically from the United States–to develop democratic institutions of a kind. This view is known as the "imperialist" view and has been vigorously denounced and condemned as such.

Her er et link til hele foredraget.

Når danske børn bliver gidsler

Ligesom sidste tirsdag var i går anderledes. Efter at have undervist fra 8-10, har jeg de dage kun haft tid til at tage ned på mit kontor og læse min post før jeg har haft en helt anden opgave: 11.45 stod jeg nemlig igen i går blandt bedsteforældre, forældres venner og en enkelt onkel (mig) for at hente børn fra skole – i mit tilfælde altså min nevø. Naturligvis holder jeg meget af drengen og vil gerne hjælpe min søster med problemet, men det er jo ikke ligefrem børnepasning, Handelshøjskolen betaler mig for (selvom man nogle gange kan komme i tvivl når man underviser).

Grunden er, at pædagogerne i en række skolefritidsordninger og andre daginstitutioner i Århus strejker, og andre steder er blokeret af vrede forældre. Området er nemlig et af dem, der for nylig er blevet 'ramt' af besparelser. Og budskabet som pædagoger og forældre ønsker at sende til politikerne er åbenbart, at gud ve og trøste den, der sparer på vores børn. Forældrenes vrede er desværre blot blindt raseri for godt nok bliver der sparet, men man må som altid se det i forhold til hvilket udgiftsniveau man kom fra og hvilken politisk situation, man befinder sig i.

Før nedskæringen havde Århus Danmarks dyreste daginstitutioner, og efter har byen stadig et af de dyreste systemer. Der er således muligvis tale om en serviceforringelse i det omfang, pædagoger m.fl. lader nedskæringerne falde primært på børnenes aktiviteter – de kan jo også skære i kursusaktivitet, mellemlederstillinger osv. så man undgår at skære i børnenes hverdag. Den århusianske reaktion på nedskæringerne er derfor – hvis man må have lov til at sige det – en blanding af tidligere tiders offentlig forkælelse og en helt anden ting: Politisk opportunisme.

Den politiske opportunisme kommer ind i form af byens nuværende borgmester Nicolai Wammens (S) reaktion på nedskæringerne. Den gælder for den sags skyld mange andre borgmestre, højreorienterede som venstreorienterede, for eksempel Helsingørs Per Tersbøl, som har valgt (så vist jeg er informeret – Helsingør er langt fra Århus) at finansiere sit kommunale udgiftseventyr med båndlagte midler. Grunden til at fokusere på Århus – udover at det nu engang er der jeg bor – er at den er et særligt 'rent' eksempel. Den opportunistiske reaktion er selvfølgelig som altid at sige, at det er nogen andres skyld, i dette tilfælde Christiansborg-politikerne og i særdeleshed regeringen. Der er naturligvis nogle kommuner der oplever en reel indtægtsnedgang pga. udligningsreformen, men som professor Poul Erik Mouritzen fra SDU påpegede i Deadline torsdag den 21/9, hører man jo aldrig fra de mange, der vinder ved reformen. 

Og kommuner som Århus klager sig selvom skylden for deres genvordigheder skal findes i de senere års uansvarlige politik. For fire år siden gennemførte Århus således en væsentlig ekspansion af det kommunale budget. Denne ekspansion blev primært orkestreret af den socialdemokratiske gruppe i byrådet, som efterfølgende altså har leveret byens nye borgmester, og den blev gennemført udenom, og til stor irritation for, byens daværende borgmester, Louise Gade (V). Allerede dengang advarede enkelte århusianere mod, at gildet skulle betales på et tidspunkt. Det tidspunkt er nu, men som det altid har været en del af det politiske spil mellem stat og kommuner, sørger kommunerne tit at male sig op i et hjørne. Fra deres selvvalgte hjørne kan de derefter råbe, at staten må hjælpe til at 'løfte byrderne' – alle kan jo se, at kommunens forpligtelser overstiger det bloktilskud, den får fra staten. På det sidste har vi bare haft finansministre, der holder fast overfor kommuner, der opfører denne uansvarlige krigsdans. Og når spillet mislykkes for kommunerne, må de gå til deres egne borgere med beskeden om, at de har brugt for mange penge. Den besked, der sendes til borgerne er bare ikke sandheden, men at nogen andre – staten og den onde regering – har påtvunget dem nedskæringer og serviceforringelser.

Det fantastiske er derfor den underliggende grund til at jeg de sidste to tirsdage har måttet hente min nevø i skolen: Grunden er, at folk overreagerer ved at tro på nogle aldeles utroværdige kommunalpolitikere, der skyder skylden på regeringen. Virkeligheden er, at århusianske politikere udenom en ansvarlig borgmester for fire år siden gennemførte et uansvarligt udgiftshop. Man tissede økonomisk i bukserne og det varmede så dejligt dengang. Nu er det så alle andres skyld at de fryser og den kommunale økonomi er begyndt at stinke. I går hentede jeg min nevø, som for længe siden holdt op med at tisse i bukserne, fordi danske kommunalpolitikere stadig ikke er renlige.

Ugens citat: Geertsen om Venstre, skat og midten

Søren Pinds efterfølger som den politiske leder af Venstre i København, kulturborgmester Martin Geertsen, har i mange år været at finde på, hvad der vel bedst kan kaldes den liberale fløj indenfor Venstre.  Det må så være slut fra dd., hvor Geertsen i Berlingske Tidende tager den neo-Foghske logik til kommunalpolitik:

"Vi skal være et midterparti, og vi skal søge indflydelsen - også selv om det kommer til at gøre ondt – af den simple grund, at vores vælgere vil se konkrete politiske resultater. … Hvis du vil, kan du sikkert finde en eller to, som til hver en tid vil foretrække ideologien frem for resultaterne. … Kvaliteten af de offentlige tilbud skal være i orden, inden vi begynder at snakke om skattelettelser. …  Det kommer selvfølgelig til at tage tid, og derfor er det ikke aktuelt at snakke om lavere skat".

Så er dét da sat på plads.

Fair and balanced?

Uriaspostens arbejdsomme Kim Møller har dd. en fin lille undersøgelse af, hvilke amerikanske aviser, der refereres af de danske aviser–og en sammenligning med deres politiske ståsted/politiske anbefalinger.  Her er hovedbudskabet:

"USA har adskillige større regionale og landsdækkende aviser, og ligesom herhjemme markedsfører de fleste sig som holdningsavis – støttende enten republikanerne eller demokraterne. …

For sjov skyld har jeg kørt top5-listerne igennem avisdatabasen Infomedia. Første tal sat i parentes er antal henvisninger i danske dagblade for valgåret 2004, andet tal dækker perioden fra 1. januar 2005 til dags dato – tredje tal dækkende begge perioder.

Venstreorienterede (liberal)

1. New York Times (2039/3754/5793) – Kerry2004
2. Los Angeles Times (358/666/1024) – neutral
3. Washington Post (911/1639/2550) – Kerry2004
4. Boston Globe (119/148/267) – Kerry2004
5. Chicago Tribune (41/92/133) – Bush2004

Samlet (3468/6299/9767)

——————————————————————————————

Højreorienterede (conservative)

1. Wall Street Journal (407/1037/1444) – neutral
2. Washington Times (55/88/143) – Bush2004
3. New York Post (118/211/329) - Bush2004
4. Manchester (N.H.) Union-Leader (4/0/4) – Bush2004
5. Daily Oklahoman (0/0/0) – Bush2004

Samlet (584/1306/1890)

Forholdstal (5,94/4,82/5,17)

I valgåret 2004 refererede de danske aviser seks historier fra venstreorienterede aviser, hver gang de refererede en historie fra en højreorienteret avis."

Det får jo en til at undres, når vi nu ved, at det er såre velkendt blandt alle journalister, at den venstrefløjs-dominans, der er dokumenteret blandt danske journalisters holdninger, som bekendt aaaaaalldrig manifesterer sig i deres dækning–denne er blot "kritisk" og "uafhængig" …

Flot arbejde, Kim.  Men bortset fra det, har jeg to små ting at udsætte på behandlingen, omend de altså er i småtingsafdelingen:

  1. Jeg er ikke helt sikker på, at Chicago-Tribune kan betegnes som venstreorienteret avis (selv når det er i relative, amerikanske termer).  Mig bekendt har avisen–ihvertfald historisk–været decideret konservativ, og de har da vist endnu en stak konservative kommentatorer blandt deres skribenter, ligesom dens erklærede leder-mæssige udgangspunkt er decideret eksplicit til højre.  Og de har vistnok ikke anbefalet en Demokrat siden engang i 1800-tallet …  På det redaktionelle/journalistiske er avisen blevet mindre klart til højre, men at klassificere den som direkte venstreorienteret vil nok svare til at gøre det samme med JP og Berlingske …
  2. Kim skriver videre: "Det er iøvrigt svært at betragte Wall Street Journal som højreorienteret hardliner. Avisen er ideologisk mere liberalistisk end konservativ, og værdipolitisk ikke langt fra Politiken."  Hvad er man så, hvis man er en liberalistisk hard-liner …? ;-)   At sige at WSJ værdipolitisk er på linie med Politiken er altså at male sig selv op i et hjørne, mere end nødvendigt eller ønskværdigt er: Som stort set daglig læser af WSJ, kan jeg faktisk ikke komme i tanke om nogle synspunkter, som de to aviser deler.  Kim tænker måske på, at WSJ er skeptisk overfor stramninger af indvandring, og (ihvertfald på nogle punkter) ligesom Politiken næppe bryder sig meget om de såkaldte "social conservatives", som findes i dele af Bushs eget bagland.  Problemet er så, at hvis man lægger snittet dér, mellem hvem der er "conservative" i amerikansk forstand og hvem, der ikke er, kommer man på et eller flere punkter til at frasortere størstedelen af det, der fra begyndelsen af det 20. århundrede og indtil 1980erne var indbegrebet af at være konservativ i USA.  Så falder Barry Goldwater og Bill Buckley (begge kendt som "Mr. Conservative") og sågar Ronald Reagan ud til venstre …  Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at ens vens fjende er ens fjendes ven.