Det er i dag ét år siden, Jyllandsposten offentliggjorde de nu herostratisk berømte tolv karikaturer af profeten Muhammed. I den anledning bringer Politiken dags dato en leder, der gør status. Jeg skal ikke trætte læserne med den de første otte afsnits øvelse ud i polemikkens kunst, men blot lige strejfe de to sidste afsnit, der efter lederens eget udsagn destillerer sagens pointe:
“Det helt usædvanlige var dog, at den danske regering ved at nægte både at lægge nogen form for afstand til provokationen og indgå i nogen form for dialog med de krænkede ambassadører, lande og organisationer gjorde sagen international. Det kunne avisen ikke have forudset, og det bragte den til sidst i farezonen på en skræmmende og helt uacceptabel måde. Men at hævde den særlige provokationsret, som i hvert fald delvis er etableret i det gennemsekulariserede Europa, ikke som avis eller som kunstner, men som regering i det internationale diplomati, ja, det var ikke bare helt usædvanligt. Det var også ansvarsløst og kritisabelt. Det betalte det danske samfund en pris for, en pris, der ikke kun kan gøres op i tabte eksportinteresser og øgede sikkerhedsrisici.
At gøre det til karikaturkrisens danske pointe er mange af os ikke modne til. For det ville forudsætte, at vi fik øje for, hvad demokrati og integration har til fælles, nemlig behovet for gensidighed og ligeværd. Der skal nok mere end et år til, før vi når så vidt“.
Jeg er i et vidt omfang enig med Politiken i, at sagen handler om gensidighed (eller manglen på samme). Men jeg har meget svært ved at se, at denne leder rent faktisk efterlyser gensidighed. Det var den danske regering, der skulle være gået under åget; ikke de mellemøstlige diktaturstater. Det var Jyllandsposten, der skulle undskylde; ikke de imamer, der helt bevidst spredte misinformation i de netop nævnte despotier. Det var i det hele taget ytringsfriheden, der skulle files på; ikke det muslimske billedforbud.
Der bør jo som bekendt være frihed for Loke såvel som for Thor, og man har (heldigvis) ret til at have sine meninger og til at ytre dem i et frit samfund. Men når Politikens pointe nu engang går i denne retning, hvorfor så alt denne snak om ‘gensidighed’? Ville det ikke være lettere, hvis ‘Organet for den højeste oplysning’ en gang for alle gik ud og forlangte ‘ensidighed’? Det ville da i hvert fald begrænse den semantiske forvirring.
