Ligesom sidste tirsdag var i går anderledes. Efter at have undervist fra 8-10, har jeg de dage kun haft tid til at tage ned på mit kontor og læse min post før jeg har haft en helt anden opgave: 11.45 stod jeg nemlig igen i går blandt bedsteforældre, forældres venner og en enkelt onkel (mig) for at hente børn fra skole – i mit tilfælde altså min nevø. Naturligvis holder jeg meget af drengen og vil gerne hjælpe min søster med problemet, men det er jo ikke ligefrem børnepasning, Handelshøjskolen betaler mig for (selvom man nogle gange kan komme i tvivl når man underviser).

Grunden er, at pædagogerne i en række skolefritidsordninger og andre daginstitutioner i Århus strejker, og andre steder er blokeret af vrede forældre. Området er nemlig et af dem, der for nylig er blevet 'ramt' af besparelser. Og budskabet som pædagoger og forældre ønsker at sende til politikerne er åbenbart, at gud ve og trøste den, der sparer på vores børn. Forældrenes vrede er desværre blot blindt raseri for godt nok bliver der sparet, men man må som altid se det i forhold til hvilket udgiftsniveau man kom fra og hvilken politisk situation, man befinder sig i.

Før nedskæringen havde Århus Danmarks dyreste daginstitutioner, og efter har byen stadig et af de dyreste systemer. Der er således muligvis tale om en serviceforringelse i det omfang, pædagoger m.fl. lader nedskæringerne falde primært på børnenes aktiviteter – de kan jo også skære i kursusaktivitet, mellemlederstillinger osv. så man undgår at skære i børnenes hverdag. Den århusianske reaktion på nedskæringerne er derfor – hvis man må have lov til at sige det – en blanding af tidligere tiders offentlig forkælelse og en helt anden ting: Politisk opportunisme.

Den politiske opportunisme kommer ind i form af byens nuværende borgmester Nicolai Wammens (S) reaktion på nedskæringerne. Den gælder for den sags skyld mange andre borgmestre, højreorienterede som venstreorienterede, for eksempel Helsingørs Per Tersbøl, som har valgt (så vist jeg er informeret – Helsingør er langt fra Århus) at finansiere sit kommunale udgiftseventyr med båndlagte midler. Grunden til at fokusere på Århus – udover at det nu engang er der jeg bor – er at den er et særligt 'rent' eksempel. Den opportunistiske reaktion er selvfølgelig som altid at sige, at det er nogen andres skyld, i dette tilfælde Christiansborg-politikerne og i særdeleshed regeringen. Der er naturligvis nogle kommuner der oplever en reel indtægtsnedgang pga. udligningsreformen, men som professor Poul Erik Mouritzen fra SDU påpegede i Deadline torsdag den 21/9, hører man jo aldrig fra de mange, der vinder ved reformen. 

Og kommuner som Århus klager sig selvom skylden for deres genvordigheder skal findes i de senere års uansvarlige politik. For fire år siden gennemførte Århus således en væsentlig ekspansion af det kommunale budget. Denne ekspansion blev primært orkestreret af den socialdemokratiske gruppe i byrådet, som efterfølgende altså har leveret byens nye borgmester, og den blev gennemført udenom, og til stor irritation for, byens daværende borgmester, Louise Gade (V). Allerede dengang advarede enkelte århusianere mod, at gildet skulle betales på et tidspunkt. Det tidspunkt er nu, men som det altid har været en del af det politiske spil mellem stat og kommuner, sørger kommunerne tit at male sig op i et hjørne. Fra deres selvvalgte hjørne kan de derefter råbe, at staten må hjælpe til at 'løfte byrderne' – alle kan jo se, at kommunens forpligtelser overstiger det bloktilskud, den får fra staten. På det sidste har vi bare haft finansministre, der holder fast overfor kommuner, der opfører denne uansvarlige krigsdans. Og når spillet mislykkes for kommunerne, må de gå til deres egne borgere med beskeden om, at de har brugt for mange penge. Den besked, der sendes til borgerne er bare ikke sandheden, men at nogen andre – staten og den onde regering – har påtvunget dem nedskæringer og serviceforringelser.

Det fantastiske er derfor den underliggende grund til at jeg de sidste to tirsdage har måttet hente min nevø i skolen: Grunden er, at folk overreagerer ved at tro på nogle aldeles utroværdige kommunalpolitikere, der skyder skylden på regeringen. Virkeligheden er, at århusianske politikere udenom en ansvarlig borgmester for fire år siden gennemførte et uansvarligt udgiftshop. Man tissede økonomisk i bukserne og det varmede så dejligt dengang. Nu er det så alle andres skyld at de fryser og den kommunale økonomi er begyndt at stinke. I går hentede jeg min nevø, som for længe siden holdt op med at tisse i bukserne, fordi danske kommunalpolitikere stadig ikke er renlige.