Amerikanske tilstande

“Vi ønsker da ikke amerikanske tilstande” er et af den danske ideologis yndlingsudtryk.  Hvad det i hvert enkelt tilfælde betyder, er uklart, bortset fra, at “amerikanske tilstande” er noget med, at de fattige har det helt forfærdeligt, kan ikke få lægehjælp, er udsat for kriminalitet og lever i yderste nød.  Her på bloggen er holdningerne oftest men ikke altid mere nuancerede.  Også her optræder forestillingen om, at de fattige i USA har det rigtig dårligt i forhold til de fattige i Danmark.

Nu er der mange måder at definere rigtig dårligt på, men holder vi os til noget så konkret som indtægt og forbrugsmuligheder, findes der faktisk svar på, hvor mange penge, de fattige råder over.  Den progressive amerikanske tænketank Economic Policy Institute har beregnet, hvor stor en procentdel af den amerikanske medianindkomst på ca 28.000 USD de fattigste ti pct. af husstande råder over.  Resultaterne er her, kommenteret af Tim Worstall.  De viser, at andelen i USA er 39 pct., altså at de fattigste ti pct. af husstande i gennemsnit disponerer over 39 pct. af medianindkomsten.  Tallet for Danmark er 43 pct.  Her har de fattigste 10 pct. altså 43 pct. af den amerikanske median udregnet for købekraftsparitet.

Som Tim Worstall kommenterer: al den omfordeling, al den enormt dyre velfærdsstat, alt det ligemageri, og resultatet er, at de fattige i Danmark altså har det få procentpoint bedre end deres modparter i USA.

Min kommentar er, at selv købekraftsparitetsbaserede udregninger undervurderer forskellene, fordi de ikke tager fuldt højde for de ekstremt høje danske forbrugsafgifter, der rammer alle, også fattige.  Og at den amerikanske median er højere end den danske; faktisk er det kun i olielandet Norge, hvor medianen er højere end i USA.

Nick Eberstadt har endvidere i en grundig analyse af de amerikanske fattigdomstal vist, at de ikke måler absolutte forbedringer i de fattiges faktiske leveomstændigheder.

Det er iøvrigt en betragtning, der stemmer overens med løsere iagttagelser.  De officielle fattigdomstal kan simpelthen ikke forklare alt det forbrug, der faktisk finder sted.

Skal vi tale om amerikanske tilstande, hvad husstandsindkomster angår, er det altså først og fremmest nødvendigt at sondre mellem ulighed og absolut indtægtsniveau.  Uligheden er klart større, hvilket ses af, at de rigeste 10 pct. i USA i gennemsnit har 210 pct. af medianen, mens de 10 pct. rigeste danske husstande kun har 113 pct.  Hvortil dog for begge lande skal tilføjes, at målet her gælder indkomst og ikke formue.

51 thoughts on “Amerikanske tilstande

  1. Christian Bjørnskov

    Okay, hvir vi accepterer den amerikanske på 40 som et gennemsnit over stater er det fint med mig – jeg accepterer bare ikke skrækvisionerne som visse folk i debatten bringer op. I stedet kan man jo tage andre eksempler at sammenligne USA med: Italiens er 36, og Storbrittaniens er 37. Er der den store forskel?Og mht. mindsteløn: Det er da et dårligt eksempel! Mindsteløn sikrer godt nok folk på arbejdsmarkedet en relativt høj løn, men den skaber også en masse arbejdsløshed, specielt blandt grupper der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Hvorfor tror læserne f.eks. at der er så stor arbejdsløshed blandt visse etniske grupper i Danmark? Og hvorfor gider man overhovedet diskutere ulighed? For mit vedkommende er den da helt ligegyldig i en moralsk forstand.

    Svar
  2. cm

    “Uligheden er klart større, hvilket ses af, at de rigeste 10 pct. i USA i gennemsnit har 210 pct. af medianen, mens de 10 pct. rigeste danske husstande kun har 113 pct. Hvortil dog for begge lande skal tilføjes, at målet her gælder indkomst og ikke formue.”Jeg faldt næsten af stolen da jeg læste ovenstående. Har de rigeste 10% danske husstande kun 113% over medianen. Det er en skandale og jeg udbrød næsten “lorteland!”.Når min kandidatgrad er i hus så skal jeg sandeligt tilbringe et årti eller to i Asien eller USA, hvor man rent faktisk bliver belønnet for hårdt arbejde. Lorteland.

    Svar
  3. Ole Birk Olesen

    Det er en meget illustrativ statistik. Den fortæller os, at de europæiske velfærdsstater herunder de nordiske ikke har gjort de fattige rigere, når man sammenligner med forholdene i USA. De har kun gjort de rige fattigere.

    Svar
  4. Johan Mellerup

    Jeg synes også helt bestemt det er en interessant statistik, som nok skal være interessant at smide i hovedet på nogle europa-fanatikere. Men overser den statistik ikke alt det man “får” i Danmark, men som skal betales for i USA? F.eks gratis uddannelse m.m?

    Svar
  5. Leclerc

    Det er en rigtig spændende artikel af Tim Worstall. Jeg har dog læst en kritik af at indkomsttallene ikke medregner den offentlig forsørgelse de fattigste (måske) modtager. Er der nogen der ved om det har noget på sig?

    Svar
  6. G. Friisberg

    Det er rigtigt. Johan Mellerup har fat i noget helt centralt. Statistikken måler husstandsindkomster. Der tages ikke hensyn til, at de lavere indkomster i Danmark netop har adgang til en lang række gratisydelser, som de tilsvarende grupper ikke har i samme grad som i Danmark.Det er da også interessant med den meget mere ulige indkomstfordeling. De seneste tal for den danske gini-koefficient siger omkring 26. Den amerikanske gini er omkring 40, altså langt større ulighed. Hvad værre er, nu mister de også drømmen. Trøsten for de fattige amerikanere har altid været, at de har haft troen på den “amerikanske drøm”, hvor naiv denne drøm end forekommer os europæere. Men denne drøm ser ud til at være på vej ud. The Economist skriver således i en artikel om uligheden i USA: “Several new studies show parental income to be a better predictor of whether someone will be rich or poor in America than in Canada or much of Europe. In America about half of the income disparities in one generation are reflected in the next. In Canada and the Nordic countries that proportion is about a fifth”. Det er altså den sociale mobilitet, der er lavere end i Europa. Det er bl.a. det, danskere mener, når de taler om “amerikanske tilstande”. Vi skulle nødig få det sådan i Danmark. Men vi kan få det, hvis vi begynder at privatisere uddannelsessystemet.

    Svar
  7. Rasmus Ole Hansen

    @ FriisbergDen manglende socialmobilitet du taler om er vel i lige så høj grad et udtryk for at hvis dine forældre er rige så er der stor sandsynlighed at du også bliver rig. Det kunne måske hænge sammen med lavere omfordeling og dermed muligheden for at forældre selv kan bestemme hvad deres formue går til.Det er rigtigt at det kunne være interessant med en fokus på “gratis ydelserne”, men omvendt er der jo heller ikke taget højde for prisniveauet landende imellem. Det er jo ingen hemmelighed at prisniveauet er en del højere i DK end i US. Men de fattiges indkomst er kun 4 pct. point højere i forhold til medianen, dertil kommer at median indkomsten er højere i US end i DK. “Gratis ydelserne” skal således være af overordentlig størrelse.

    Svar
  8. G. Friisberg

    R.O. Hansen.Nej, det er ikke det, der er bladets pointe. Pointen er, at det er sværere at skifte fra det ene indkomstlag til det andet over en generation som følge af lav social mobilitet. Det er bl.a. uddannelsessystemets skyld. Eliten i USA er blevet for lukket. Det er svært for dygtige unge fra de lavere sociale lag at komme ind på gode skoler, så de derved kan få en højere indkomst end deres forældre.

    Svar
  9. Ugge

    Jeg synes din kommentar om uddannelser er lidt malplaceret Friisberg. Artiklen handler jo om, at de fatttige ti procent i Amerika har en højere absolut levestandard end de fattigste ti procent i Danmark. Der er ingen der har snakket om, at privatisere uddannelsessystemet.Ikke fordi det i sig selv ville være noget problem. Mange skoler og videregående uddannelser er jo i forvejen privatejede eller selvejende, uden at dette forårsager nogen form for social uretfærdighed.

    Svar
  10. Michael Kastberg

    Ugge,Jeg tror nærmere G. Friisberg er imod tanken om, at folk selv skal have lov til at bestemme hvor de vil lægge deres uddannelseskroner.Det er nok bedre at inddrage dem fra starten, og så give dem til de danske universiteter og handelshøjskoler, inden folk får den kætteriske tanke, at de hellere vil studere i udlandet. Det ville jo være en katastrofe. For måske ville de opdage skatten var meget lempeligere, og så ikke komme tilbage og lade sig brandbeskatte.

    Svar
  11. G. Friisberg

    Ugge.Nu var overskriften på artiklen jo “Amerikanske tilstande”, og den ironiserede over den “danske ideologi” (hvad det så er for noget?): “Amerikanske tilstande” = “den danske ideologis yndlingsudtryk. Hvad det i hvert enkelt tilfælde betyder, er uklart, bortset fra, at “amerikanske tilstande” er noget med, at de fattige har det helt forfærdeligt, kan ikke få lægehjælp, er udsat for kriminalitet og lever i yderste nød”. Artiklen går jo dermed selv ind i en bredere sammenligning af forholdene for de fattige i de to lande.Lad os også holde fast på, at konklusionen var, at den laveste danske tiendedel lå på 43 pct af den amerikanske median, den laveste amerikanske tiendedel på 39 pct. – Hvortil kom effekten af offentlige gratisydelser i Danmark. Men det er klart, at sådanne statistiske mål kan være mere vildledende end oplysende. Man kan i stedet vælge at se på de faktiske vilkår, f.eks. at mindstelønnen i USA er 5-6 $ i timen, ca en tredjedel af det danske niveau. Eller man kan mindes de sørgelige billeder fra Katarina orkanens ødelæggelser i New Orleans. Billederne af fattige sorte, der stod og ventede på bussen, mens den hvide middelklasse kørte væk i egne off-roaders var ikke behagelige.Det mest ubehagelige er dog at være vidne til markedsstyringens totale fallit, når man ser på, hvordan det ikke er lykkedes at rydde op og få byen til at fungere igen et helt år efter. Kongressen bevilgede godt nok en masse penge, men den liberalistisk indstillede elite i Washington og andre “gode kræfter” bestemte, at hjælpeindsatsen skulle privatiseres – med forfærdelige konsekvenser for de fattige i byen. Det er naturligvis ikke statistik, men det er et sigende symptom på en samfundstilstand.

    Svar
  12. Peter Kurrild-Klitgaard

    @Friisberg:”Men det er klart, at sådanne statistiske mål kan være mere vildledende end oplysende. Man kan i stedet vælge at se på de faktiske vilkår, f.eks. at mindstelønnen i USA er 5-6 $ i timen, ca en tredjedel af det danske niveau.”Ja, men tilgengæld er de de facto skattefrie, idet indkomster under 40.000 i de fleste stater reelt ryger under den skattefrie bundgrænse, mens tilgengæld købekraften er større.”Eller man kan mindes de sørgelige billeder fra Katarina orkanens ødelæggelser i New Orleans. Billederne af fattige sorte, der stod og ventede på bussen, mens den hvide middelklasse kørte væk i egne off-roaders var ikke behagelige.”Hvilken del af det? At der var nogen, der ventede på bussen, eller at der var andre, der kørte væk i egne off-roaders? Det typiske danske svar ville naturligvis være, at det er det sidste, der er det problematiske; i stedet skulle man beskatte folk så hårdt, at de ikke har råd til off-roaders–for derefter at bruge pengene til noget helt tredje …”Det mest ubehagelige er dog at være vidne til markedsstyringens totale fallit, …”Pudsigt nok ser jeg det ikke så meget som market failure som et eklatant eksempel på netop government failure.”… men den liberalistisk indstillede elite i Washington …”Huh? Dem, der de seneste år har gennemført den største udgiftseksplosion i amerikansk historie?

    Svar
  13. G. Friisberg

    PKKMarginalskatten på lave indtægter i Danmark er ikke særlig høj. Det viser CEPOS’ skattepapir (med tal fra OECD). Danmark ligger på en 16. plads m.h.t. dette mål. Købekraftsfordelen i USA er ikke så stor, at det kompenserer for den lavere løn. M.h.t. boliger ligger prisniveauet ikke meget under det danske. Det er utroligt, at det markedsøkonomiske system ikke er i stand til at styre en effektiv hjælp til ofrene for orkanen. Kongressen bevilgede f.eks. 7.5 mia$ i føderal hjælp til fattigere husejere, hvis forsikringer ikke slår til. Pengene skulle kunne uddeles med det samme, men det tog 10 måneder, før pengene var kommet igennem bevillingsmaskineriet. Der har du dit government failure. Enkeltstatsregeringen hyrede et privat firma til at behandle ansøgningerne, og dette private firma regner med at bruge 7 måneder på at behandle hver ansøgning. Jeg formoder, man havner i det sædvanlige tovtrækkeri mellem advokaters og forsikringsselskabers modsatstående interessevaretagelser, så det kollektive ansvar forsvinder. Det går som regel ud over de sociale lag, der ikke har råd til advokater. – Og det selv om de ikke betaler så meget i skat. The Economist skriver 26.8. om byens problemer: “Før stormen var byens tre store problemer kriminalitet, korruption og dårlige skoler”. I dag beskrives problemerne som værende: “Lov og orden, eller egentlig planlægning er måske, hvad byen har mest brug for”. Det har været nødvendigt at sætte 300 gardister ind for at sikre lov og orden i byen, der er blevet hærget af en serie bandelikvideringer. Som bladet bemærker i det anfald af sort humor: Det er svært at være optimistisk omkring en by, hvor man skal køre i pansret køretøj for at komme frelst igennem. Igen er det de svagt stillede, der lider mest under en sådan samfundstilstand. Den 9. august kunne Moody’s bekræfte, at byens “rating” stadig var under “investment grade”. Den har altså haft svært ved at låne penge til sin genopbygning. Læg mærke til, at det er et konservativt engelsk businesstidsskrift, der skriver disse ting. Det er ikke vildledte vesteuropæiske velfærdsnarkomaner, der er ude på at bespotte de “amerikanske tilstande”.

    Svar
  14. Ugge

    Udtrykket “den danske ideologi” er ganske rigtigt lidt mærkeligt. Jeg tror, at det som artiklens forfatter harcelerer over er, at når man stiller spørgsmål ved nogle af vedfærdsstatens mere uheldige konsekvenser, bliver man ofte mødt med skræmmebilledet “amerikanske tilstande”. Et skræmmebillede som oftest bygger over en følelsesbaseret tankeræke, a’la liberalisme = USA = social uretfærdighed. Denne argumentationsrække er imidlertid sjældent særligt saglig, hverken hvad angår første eller anden sammenkædning.For som det selv lykkedes dig at påpege, så er den amerikansk regering udemærket i stand til at spilde milliarder på planøkonomisk makværk og statslig regulering. Dette har ingenlunde noget med markedsøkonomisk styring at gøre, det er blot et udtryk for, at offentlig bureaukratisk regulering er en dårlig måde at afvikle økonomien på, hvadenten det forgår i USA eller i Sovjetunionen. Så man kan ikke altid sammenkæde USA med liberalisme.Og man kan heller ikke altid sammenkæde USA med social uretfærdighed, hvilket netop er artiklens udgangspunkt. Når de fattige i USA får en lille smule mindre af median-indkomsten end de gør i Danmark, så medfører det også at de er rigere i absolut forstand, da median indkomsten i USA er en god del højere end i Danmark. Det er skam rigtigt at mindstelønnen er på 5,85$ i USA. Det er er 5,85$ højere end den er i Danmark, men ingen af delene siger ret emget om, hvad lønmodtagere rent faktisk får i løn. Det gør Economic Policy Institutes tal derimod.Så er der selvfølgelig de gratis offentlige serviceydelser vi har i Danmark, og de gør selvfølgelig en forskel. Men vi skal ikke glemme, at vi her i Danmark bruger langt mere på overførselsindkomster, end vi gør på uddannelse, sundhed og ulandsbistand tilsammen. Overførselsindkomster som ikke specifikt går til at hjælpe de svage, men istedet går til helt almindelige middelklassedanskere som sagtens selv kunne spare op til pension, tegne en arbejdsløshedsforsikring og forsikre sig mod invaliditet.Det er når man stiller spørgsmålstegn ved det rimelige i dette, at man bliver mødt med myten om de amerikanske tilstande.

    Svar
  15. G.Friisberg

    JR.Ifølge Human Development Report, der udgives årligt af FN’s organisation for udviklingssamarbejde (www.undp.org), er de seneste tal for Danmarks gini-koefficient 24,7 og for USA’s 40,8. Det er tal, der er udregnet på samme grundlag, med samme metode. De er udregnet for hele landet i begge lande. De skulle være sammenlignelige. Det er pt de bedste tal, der kan opdrives til dette formål.K. Lund.Jeg vil godt anerkende, at der i visse tilfælde kan være en sammenhæng, som du siger, men jeg mener, sammenhængen overdrives af liberale økonomer. De påstår, at arbejdsmarkedet ikke adskiller sig afgørende fra andre markeder m.h.t., at der kan ske tilpasning af efterspørgsel og udbud via prisen, dvs man skulle kunne fjerne arbejdsløsheden ved at lade lønnen falde, til udbud og efterspørgsel kommer i balance. Det tror jeg ikke overordnet set er korrekt. Jeg tror mere, Frankrigs problemer med arbejdsmarkedet hænger sammen med utilstrækkelig efterspørgsel i økonomien, end med det, amerikanske økonomer kalder “eurosclerose” (ufleksibelt arbejdsmarked, for høj mindsteløn og arbejdsløshedsunderstøttelse, for meget regulering). Det viser sig da også nu, at den franske arbejdsløshed pt falder ganske hurtigt. I stedet kan man fjerne arbejdsløsheden ved at opkvalificere arbejdsstyrken/de arbejdsløse. Det er en bedre løsning, der giver mindre social ulighed. Overordnet set er det flot, at et samfund kan holde en høj mindsteløn. I Danmark lovgiver vi ikke om mindsteløn, men organisationsgraden er så høj og OK-aftalerne så gennemgribende for arbejdsmarkedet, at den mellem overenskomstparterne aftalte mindstebetaling i DK næsten svarer til en lov om mindsteløn. Det er da fint, at det kan lade sig gøre, endda med næsten fuld beskæftigelse som i det danske tilfælde. Ville du bryde dig om at leve i et samfund, hvor der er så lav en løn blandt ufaglærte, at en stor del af middelklassen har råd til at have tjenestefolk?

    Svar
  16. Christian Bjørnskov

    Så kom den: Den fulde danske beskæftigelse! Men hvad er det vi opgør i Danmark når vi taler om en arbejdsløshed på ca. 5 %? Vi tæller ikke efterlønnerne med – de er jo per definition ude af statistikken. Vi tæller ikke de aktiverede med – de er jo i aktivering, selvom de ikke har et arbejde. Sådan kan man blive ved.Faktum er, at den danske beskæftigelsesfrekvens siden 1960 har ligget på cirka 70, og kun er steget med omkring 2 siden 2000. Hvor er de sidste 28 % af arbejdsmarkedet? Svaret er, at de er ude af statistikkerne. Så ideen om, at man kan have en lav ledighed samtidig med en høj effektiv mindsteløn er ren nonsens. Det kan man ikke.

    Svar
  17. cm

    “Ville du bryde dig om at leve i et samfund, hvor der er så lav en løn blandt ufaglærte, at en stor del af middelklassen har råd til at have tjenestefolk?”Så hellere leve i et samfund hvor akademikere smutter tidligt fra arbejde for derefter at fare ud i byggemarkederne og så rende rundt derhjemme og lave det værste skæve klamhuggeri? Skide være med fagmænd – det har man jo ikke råd til – far roder bare lidt med elinstallationerne så går det nok alt sammen.

    Svar
  18. ML

    Det er bestemt en interessant diskussion, og illustrerer meget godt, hvor lidt danskere egentlig ved om USA. F.eks. vil langt de fleste også skrigende benægte det faktum, at de fattigste i USA også får gratis hospitalshjælp.Som flere indvender er det rigtigt, at faktorer som gratis uddannelse ikke er med. Men man kan også vende det om og spørge om, det er de fattigste 10%, der drager mest nytte af universiteter. De har dog muligheden i Danmark, men det er lidt en anden snak. SUen er jo ren indkomstmæssigt hamrende associal. Det er de riges unger, der får den. Ikke noget normativt i den konstatering. Det er bare interessant.

    Svar
  19. Kristian Lund

    Friisberg:Jeg tror ikke på den der med mangel på efterspørgsel – efterspørgsel er et produkt af prisen, og er denne lav nok er der noget nær ubegrænset efterspørgsel. Arbejdsmarkedet fungerer som alle andre markeder, men er et marked med en relativ lang tilpasningstid. Problemet opstår for alvor når politikerne begynder at regulere arbejdsmarkedet forfra og bagfra – eks. ved at gøre det noget nær umuligt at fyre ansatte igen og ved at sætte en urealistisk høj mindsteløn. Så opstår der en situation som i Frankrig hvor virksomhederne ikke tør ansætte flere, slet ikke unge og slet ikke unge ufaglærte fra forstæderne. Så spørger du:”Ville du bryde dig om at leve i et samfund, hvor der er så lav en løn blandt ufaglærte, at en stor del af middelklassen har råd til at have tjenestefolk? “Og jeg kan forstå at du ikke ville bryde dig om dette samfund. Men hvad er det du ikke bryder dig om? At middelklassen har råd til at have tjenestefolk? Det lyder da umiddelbart for mig som et rigt samfund. På den anden side har de mennesker der har påtaget sig jobbet, gjort det fordi det var bedre end alternativet. Det kunne eksempelvis være unge fra fattigere lande, som tjerner det dobbelte af derhjemme. Eller studerende som fandt det mere meningsfuldt at hjælpe til med at passe børn end at sidde hele dagen med en telefon og lave telemarketing. Så ja, jeg ville faktisk bryde mig om at leve i sådan et samfund.

    Svar
  20. AO

    CB:”Når man korrigerer for, at der er store forskelle på tværs af de 50 stater – og de skal med for en masse omfordeling og anden politik er lagt ud til staterne – kan man trække 8-10 point fra Gini’en. Og så er USA altså nede på omkring et fransk ulighedsniveau. Er der da ‘amerikanske tilstande’ i Frankrig?”Er det noget du vil uddybe eller har et link til?

    Svar
  21. G. Friisberg

    CM.Du får en uddannelse betalt af de danske skatteydere, og så forlader du “lorteland” og tager udlands for at nyde frugterne af denne foræring. Det lyder som opskriften på en rigtig social indstilling til tingene. Ugge.Det er et spørgsmål, hvad så aggregerede tal som Economic Policy Institutes siger af interessant om en fordeling. Det kunne være interessant at bryde den nederste tiendel yderligere ned statistisk. Der er også helt andre tal, f.eks. over udviklingen i realløn for almindelige lønmodtagere de seneste par årtier, som det kunne være interessant at inddrage. Der har været en meget svag reallønsvækst. Væksten i løn har ikke fulgt med produktivitetsudviklingen. Den funktionelle indkomstfordeling har dermed udviklet sig til ugunst for lønmodtagerne. Men du har naturligvis ret i, at man “ikke kan forbinde alt uretfærdigt med USA”.

    Svar
  22. cm

    “CM.Du får en uddannelse betalt af de danske skatteydere, og så forlader du “lorteland” og tager udlands for at nyde frugterne af denne foræring. Det lyder som opskriften på en rigtig social indstilling til tingene.”G. FriisbergBetaler de danske skatteydere? Så er det sandeligt heldigt at min familie også tilhører denne kategori, så skal vi ikke bare sige at jeg modtager hvad min familie har betalt for? Der er vist ikke tale om en foræring!

    Svar
  23. Søren P

    Ugge: “Når de fattige i USA får en lille smule mindre af median-indkomsten end de gør i Danmark, så medfører det også at de er rigere i absolut forstand, da median indkomsten i USA er en god del højere end i Danmark.”Der står i artiklen, at det er de fattiges forhold til den amerikanske medianinskomst, der vises i figuren. Dvs. at de fattigste 10 procent i DK har/får/tjener 43% af den amerikanske medianindkomst. Bare sådan for at være lidt irriterende.

    Svar
  24. Mikael T. Worm

    Jeg synes det er tankevækkende at den fattigste 1/10 i danmark, der får foræret uddannelsen, og har rigeligt med muligheder for at rejse sig ud af fattigdommen (sammenlignet med USA), ikke klarer sig markant bedre end de fattigste i USA der ikke får uddannelsen foræret?…

    Svar
  25. Christian Bjørnskov

    Nu smider folk om sig med forskellige tal her på stedet, så lad mig bare korrigere det danske indtryk af ‘amerikanske tilstande’. Specielt mht. ulighed er der god grund til at være endda meget skeptisk mht. begrebet. Den amerikanske Gini – det foretrukne mål for ulighed – er ganske rigtigt omkring 40, mens den danske er midt i 20’erne. Men den tager både egentlig ulighed med som den tager indkomstforskelle mellem de amerikanske stater med!Når man korrigerer for, at der er store forskelle på tværs af de 50 stater – og de skal med for en masse omfordeling og anden politik er lagt ud til staterne – kan man trække 8-10 point fra Gini’en. Og så er USA altså nede på omkring et fransk ulighedsniveau. Er der da ‘amerikanske tilstande’ i Frankrig?

    Svar
  26. JC

    En forskel fra 39% til 43% er da ikke specielt lille. Indkomsten for den fatigste tiendedel af danskerne udgør således over 10% mere af den nationale medianindkomst i forhold til amerikanerne 😉

    Svar
  27. Limagolf

    “Er der da ‘amerikanske tilstande’ i Frankrig?” – åbentbart! ;-PMen for at vende tilbage til den oprindelige sammenligning: jeg vil give G. Friisberg ret i at en retvisende statistik vil blive nødt til at tage adgangen til forskellige offentlige ydelser med.Derudover er der andre statistiske spørgsmål man kan stille sig selv, men det vil nok forplumre vandende yderligere. Konklusionen må være at man ikke kan drage de konklusioner der bliver draget i artiklen på det nuværende grundlag. Altså at fattige i USA IKKE har det værre end i Danmark.Fraset nogle relativt få narkomaner/hjemløse/psykisk syge, har jeg aldrig oplevet fattigdom i Danmark på sammen måde som I USA. Så indtil de nødvendige data bliver fremlagt vil jeg vælge at tro mine egne øjne.(og derudover skære ud i pap at det jo så ikke betyder, at man skal affærdige alt Amerikansk!)/Limagolf

    Svar
  28. G. Friisberg

    C. Bjørnskov.Det er da nok korrekt, at nogle stater er mindre ulige end andre, men gini-koefficienten på 40 er et gennemsnit for hele landet, som du sammenligner med andre gennemsnit for andre lande, og så kommer man da ikke udenom, at USA er væsentlig mere ulige m.h.t. indkomster (og for øvrigt langt mere ulige m.h.t. formuer) end Danmark. Den føderale mindsteløn i USA i USA er 5,15$ pr time (nogle enkeltstater går lidt længere op). Den lovbefalede mindsteløn i Frankrig er 8,27 euro (!) pr time. Den er altså ved at nå det dobbelte af amerikansk niveau. Du har ret i, at der kan blive for meget smiden om sig med tal, men det er jo den eneste måde, man rimelig holdbart kan vurdere forskellene.

    Svar
  29. Kristian Lund

    Friisberg:”Den føderale mindsteløn i USA i USA er 5,15$ pr time (nogle enkeltstater går lidt længere op). Den lovbefalede mindsteløn i Frankrig er 8,27 euro (!) pr time. Den er altså ved at nå det dobbelte af amerikansk niveau.”Og hvad har resultatet været af det? Frankrig lider af både arbejdsløshed, social uro og “ghetto’isering”, på trods af at det vel er et af de mest kommunitaristiske samfund i verden. Det faktum bør minde os om at stor velfærdsstat ikke er nogen garant mod ovenstående problemer. Tværtimod vil jeg vove at påstå at mange af problemer her i Frankrig udspringer af selvsamme velfærdsstat – vil du eks. ikke anerkende at der er en sammenhæng imellem en mindsteløn på 8,27 euro og en iøvrigt stram regulering af arbejdsmarkedet, og den store arbejdsløshed – især blandt unge?

    Svar
  30. JR

    G. Friisberg: “Det er da nok korrekt, at nogle stater er mindre ulige end andre, men gini-koefficienten på 40 er et gennemsnit for hele landet, som du sammenligner med andre gennemsnit for andre lande,…”Jeg forstår ikke hvad du mener med “…gennemsnit for hele landet…”. Er gini-koefficienten på 40 et (u-?)vægtet gennemsnit af gini-koefficienten i de enkelte amerikanske stater? Mit gæt ville være, at den var udregnet for hele USA.Gini-koefficienten er jo et mål for spredningen i indkomstfordelingen. Det er (som CB skriver) klart, at jo mindre et område man udregner den for jo mindre vil den være. Det CB henviser til er altså ikke “at nogle stater er mindre ulige end andre”, men at der en forskel _mellem_ staterne.

    Svar
  31. G. Friisberg

    David G.Man kan anskue det amerikanske samfund ud fra mange synsvinkler. Jeg skal være blandt de første til at sige, at der kommer mange gode ting fra Amerika. Der går oftest ikke lang tid imellem, at jeg nyder gode amerikanske kulturprodukter, det være sig film, bøger eller musik. Når det gælder det økonomisk-sociale system, som du tog udgangspunkt i i dit indlæg, er det et noget mere blandet billede, hvor man kan diskutere, i hvilket omfang det er det markedsøkonomiske frikonkurrencesystem i amerikansk udformning, der kommer til kort. Det er ikke korrekt at kalde det ”romantisk vås”, at der er en intelligensreserve, der ikke kommer frem. Det er ikke tilstrækkeligt blot at sige, at arbejdsgiverne ”skriger efter kvalificeret arbejdskraft”. Det er nok korrekt, at de gør det i den nuværende højkonjunktur (hvor længe den så kan vare med USA’s gigantunderskud på både statsbudget og betalingsbalance?), men der er en bestemt grund til, de ikke kan få den arbejdskraft. Man vil ikke være med til at betale de samfundsmæssige omkostninger der er forbundet med et uddannelsessystem, der ikke kun virker for eliten, men også for bredden. Funktionel analfabetisme er et udbredt problem, og det sætter straks en betydelig del af en befolkning uden for et moderne erhvervslivs rækkevidde. Der er uden tvivl en betydelig intelligensreserve i kvinderne, fattige hvide, mexicanere og sorte, som ikke kommer ordentlig ind i og igennem uddannelsessystemet. Ifølge det ”romantiske” britiske blad er USA’s problem, at den amerikanske drøm er døende. Landet er blevet mere dynastisk end dynamisk p.g.a. elitens tiltagende lukkethed omkring adgangen til uddannelse på de eftertragtede Ivy League universiteter. Den amerikanske drøm er ellers efter bladets vurdering det, der skal til, for at den amerikanske befolkning i det lange løb accepterer den store ulighed. Man accepterer uligheden så længe systemet er dynamisk og via ekspansion og vækst sikrer opstigningsmuligheder for alle, der vil og har evnerne. Når den forudsætning falder væk, begynder man at få et problem med at legitimere systemet over for de ringere stillede dele af befolkningen. Det dynastiske Amerika fører til svimlende uligheder, som bladet beskriver med udgangspunkt i et referat af en anden undersøgelse fra Economic Policy Institute end den, du nævner: ”De sidste par årtier har man set en kæmpemæssig stigning i uligheden i USA. The Economic Policy Institute, en tænketank i Washington, siger, at mellem 1979 og 2000 er realindkomsten hos den laveste femtedel vokset med 6,4%, mens den øverste femtedels indkomster voksede med 70%. Den øverste 1%’s familieindkomst voksede med 184% – og den øverste 0,1% eller 0,01% voksede endnu hurtigere. Tilbage i 1979 var den gennemsnitlige indkomst hos den øverste 1% af indkomstmodtagerne 133 gange så høj som de indkomsten hos de laveste 20%; i 2000 var den øverste 1%’s indkomst steget til 189 gange den laveste femtedels indkomst. For 30 år siden var den gennemsnitlige realindkomst for de 100 højstlønnede direktører 1,3 mio$. I dag er den 37,5 mio$. Det er over 1000 gange så meget som gennemsnitslønnen for en arbejder.” (Economist 29.12.04). Bladet fortsætter med at sige, at man skal tilbage til før Depressionen for at se lignende sociale forskelle, som man ser i dag. Det vil sige, vi er ved at være tilbage i The Great Gatsby æraen og den livsstil, Scott Fitzgerald beskriver for de superrige i de ”brølende tyvere”. Man kan synes, at dette er lige meget, at det måske ligefrem er udtryk for Jantelov og misundelse at gå op i det. Og du har da også ret m.h.t., at ”fattige” i USA formentlig ikke lider særlig meget materiel nød, selv om mange af dem har svært ved at finde boliger og derfor bor i de såkaldte trailer parks eller housing projects, der vil få Ritt Bjerregårds 5000 kr boliger til at tage sig ud som den vildeste luksus. Men de har formentlig adgang til mere elektronik og større biler end fattige i Danmark. Som du noterer dig, så er fattigdom også et kulturelt fænomen. Det værste er måske i virkeligheden beskrivelsen af samfundet som mere dynastisk end dynamisk. Hvis systemet sander til i en lukket elite, der beholder privilegierne for sig selv, og multinationale selskaber, der udvikler monopollignende træk (hvad man godt kan få mistanke om, når man ser størrelsen af deres overskud), så begynder legitimitetsgrundlaget at forsvinde.

    Svar
  32. G. Friisberg

    CB.Den danske beskæftigelsesfrekvens ligger altså på ca 77, noget højere end det, du angiver. Dermed er Danmark faktisk et af de lande i verden, der har flest i beskæftigelse, uanset de 900.000 16-66 årige, der er på en eller anden form for offentlig forsørgelse.Danmark har faktisk formået at have en kombination af en i international sammenhæng tårnhøj mindsteløn kombineret med meget lave officiel arbejdsløshed. Danmark har løst den cirklens kvadratur, som mange økonomer på forhånd har sagt ikke kan løses.

    Svar
  33. G. Friisberg

    Ugge.Det kan du for så vidt have ret i. Der er ikke nogen givet ved lov, som der er i Frankrig og USA, men der er en mindsteløn på arbejdsmarkedet på ca. 90 kr pr time, som følger af de generelle landsoverenskomster. Danmark er så overenskomstdækket og har en så høj organisationsgrad, at det reelt svarer til en mindsteløn.

    Svar
  34. Ugge

    Det er jeg ikke enig i. Den overenstkomstdikterede mindsteløn, er jo bare en markedssætning af ufaglært arbejdes værdi. Den er, i det her tilfælde, langt højere end den relle mindsteløn, nøjagtig ligesom det er tilfældet i USA.Hvis man ved lov hæver mindestelønnen over markedsniveauet, så skaber man strukturel arbejdsløshed. Ligesom man har det i Frankrig.

    Svar
  35. David G.

    Bjørnskov, Ugge, PKK og CM har fremført en række gode pointer. Her kun et par tilføjelser, især til Friisberg.Han skriver: “Det er altså den sociale mobilitet, der er lavere end i Europa” og citerer Economist, der igen citerer en række studier, der viser, at det i senere årtier er blevet relativt færre fra nederste ti pct., der skifter opad, og at det sker langsommere.Det som Economist og dens kilder omhyggeligt undlader at berøre, er, hvor denne “klæbrighed” i mobiliteten kommer fra. I stedet konkluderer ugebladet, at “meritokratiet”, altså princippet om, at belønning tilflyder den, hvis produktivitet berettiger det, er ved at slutte i USA og gå over i noget i retning af et samfund med nedarvet status.Det er bestemt ikke en uvæsentlig diskussion. Jeg tror blot, at problemet er vendt på hovedet. Min hypotese vil være, at det ikke handler om, at meritokratiet er ved at slutte, men at det fungerer bedre end nogensinde. Economists romantiske forestilling om, at der stadig i USA findes en stor intelligensreserve, som systemet ikke har indfanget og som derfor er henvist til ufortjent nød og underbetaling, er noget vås. Arbejdsgivere i USA er desperate efter kvalificeret arbejdskraft. Problemet er, at der ikke er nok af den, og det er ikke uddannelsessystemets fejl, i hvert fald ikke i første række.Bush-administrationens naive skolelov (“No Child Left Behind”) opererer med samme romantiske forestilling om, at alle kan uddannes til stort set alt, og at det bare gælder om at ville det (og straffe skoler, der ikke fører deres elever frem til bestået afgangseksamen).Min hypotese bygger udover sund fornuft på samfundsforskere som Andrew Hacker og ikke mindst den notoriske “Bell Curve” fra 1994, hvis tese netop var, at USA er ved at udvikle sig til et arveligt meritokrati. Det er der tre grunde til. Den ene er, at systemet allerede i årtier har været eminent til at fremlokke og belønne maksimal indsats. Intelligensreserven er stort set udtømt, og det, der måtte tilkomme i hver ny generation, bliver også opsnappet.Den anden er, at eliten i stigende grad lever i sin egen verden og fremfor alt søger mager i sin egen verden. Det tenderer mod at skabe hvad Bell Curve kaldte en arvelig IQ-elite.Den tredje og for nogle mest provokerende pointe er, at intelligens (operativt defineret som evnen til at håndtere komplekse sammenhænge) korrelerer direkte med indkomst og status, og tilmed i høj grad er genetisk bestemt. Naturligvis er der i et reelt eksisterende samfund store undtagelser: en højt begavet kan lide af forskellige hæmninger, som forhindrer ham i at udnytte sit potentiale, ligesom der naturligvis også forekommer eksempler på tårnhøj belønning af folk, der ikke er påfaldende intelligente. Men det er netop undtagelser. Hovedreglen gælder.Iøvrigt abstraherer det meritokratiske argument fra kvaliteten af, hvad systemet belønner. Jeg kan ikke se den store samfundsøkonomiske eller kulturelle fordel i, at USAs højst lønnede erhvervsgruppe er jurister, men sådan er det i et land, hvor retssystemet fungerer som regulerende instans og enhver større virksomhed derfor nødvendigvis må præmiere juridisk bistand særdeles højt, idet straffen for ikke at gøre det kan blive nicifrede tab. I det perspektiv er en syvcifret dollarløn til nogle jurister en fornuftig investering.Det er alt sammen betragtninger, der ikke har noget direkte at gøre med pointerne i mine links, som var (1) at de fattige i USA i hvert fald økonomisk råder over betydelige ressourcer i forhold til deres forgængere og i forhold til dårligt stillede i andre lande og (2) at deres forbrugsmuligheder stadigt vokser.Det har været kendt siden Moynihan-rapporten af 1965, at fattigdom i USA er lige så meget et kulturelt som et økonomisk fænomen. Deraf det korrekte indtryk, nogle har, af, at fattige i USA lever mere elendigt end fattige i Danmark, uanset de formentlig i mange tilfælde er betydeligt materielt rigere (har flere biler, større huse, mere elektronik). Som Murray og mange andre har påpeget, er et karakteristik ved de fleste varigt fattige, at de lever for dagen og er uinteresseret i eller ude af stand til at disponere langsigtet i egen interesse, til trods for at det til overmål er bevist, at følger man visse enkle leveregler, der alle går ud på at tænke langsigtet, er risikoen for at ende i varig fattigdom minimal. (For interesserede er disse leveregler (1) gør skolen færdig, (2) få dig et arbejde, lige meget hvad, og pas det ordentligt, (3) få ingen børn, før du er mindst 21 og gift).

    Svar
  36. David G.

    Friisberg: Du gentager tal fra EPI, der viser, at den sociale mobilitet er mindsket og uligheden voksende i USA. Det bestred jeg ikke, selvom man kan skændes om hvilke tal man skal bruge og hvad de viser. Min pointe var, at disse ting netop er hvad man ville vente at se, hvis meritokratiet fungerer på den måde, jeg (og Herrnstein-Murray) tror. Min uenighed med Economist er, at ugebladet tror, at et “rigtigt” meritokrati ville føre til større mobilitet. Nej. Det var tilfældet i en periode, som nu er slut.Om uddannelse skriver du: “Man vil ikke være med til at betale de samfundsmæssige omkostninger der er forbundet med et uddannelsessystem, der ikke kun virker for eliten, men også for bredden”.Nu ved jeg ikke hvad “samfundsmæssige omkostninger” er, men taler vi om ressourcer, altså penge, ved vi jo, at der ingen sammenhæng er mellem hvad et land bruger på skolerne og hvad resultatet bliver. Danmark er et godt eksempel. Meget dyre skoler, middelmådige resultater. Det er ikke udstyr eller klassekvotienter, der er afgørende, men krav, disciplin og belønning af præstationer. Også i USA er der ingen direkte sammenhæng med hvad en delstat bruger på sit skolevæsen og hvad der kommer ud af skolerne.Nu tænker jeg, at du måske snarere har de højere uddannelser i tankerne. Men her er det heller ikke sandt, at amerikanerne ikke ofrer mange ressourcer på uddannelse i bredden. Faktisk har et stort problem både i skolen og i de højere uddannelser været, at man har været for bange for at være elitær og har næret illusioner om at alle kan lære alt og alle helst skal have en videregående uddannelse. Det har nivelleret uddannelserne og reduceret deres værdi. En stor del af de mange penge, der er brugt på at udbygge de videregående uddannelser, er formentlig spildt.Det er naturligvis sandt, at der findes en elite af institutioner, og det er da pragtfuldt, for det er der, det meste af den forskning, vi alle nyder godt af, finder sted. Og den finansieres jo både af det offentlige og af private.

    Svar
  37. David G.

    Friisberg: jeg anfægtede ikke tallene om ulighed og mobilitet, men bestred, at udviklingen skyldes for lidt meritokrati. Den skyldes netop, at meritokratiet fungerer meget effektivt (ud fra de kriterier, der gælder, eksempelvis altså at juridisk ekspertise belønnes meget højt). De dynastiske tendenser er de naturlige følger af, at meritokratiet har skabt en intelligenselite som i stigende grad formerer sig internt. Og som også udviser tilbøjelighed til at leve i sin egen verden.Hvad skal man gøre? Ikke hengive sig til illusioner om, at flere ressourcer til skoler eller positiv særbehandling vil gøre alle lige i såvel egenskaber som evner og præstationer.Bruger amerikanerne for få ressourcer på at uddanne i bredden? Det har jeg svært ved at se. For det første varierer udgifterne meget fra stat til stat. For det andet er der ingen sammenhæng mellem brug af ressourcer og undervisningens kvalitet (jf. Danmark). For det tredje har USA et særdeles vidtforgrenet net af tilbud til ikke-eliten; problemet er at mange ikke er i stand til at gøre brug af dem. Hvorfor det er, er del af en anden diskussion som vi måske kan vende tilbage til i en anden tråd.

    Svar
  38. David G.

    Friisberg: jeg anfægtede ikke tallene om ulighed og mobilitet, men bestred, at udviklingen skyldes for lidt meritokrati. Den skyldes netop, at meritokratiet fungerer meget effektivt (ud fra de kriterier, der gælder, eksempelvis altså at juridisk ekspertise belønnes meget højt). De dynastiske tendenser er de naturlige følger af, at meritokratiet har skabt en intelligenselite som i stigende grad formerer sig internt. Og som også udviser tilbøjelighed til at leve i sin egen verden.Hvad skal man gøre? Ikke hengive sig til illusioner om, at flere ressourcer til skoler eller positiv særbehandling vil gøre alle lige i såvel egenskaber som evner og præstationer.Bruger amerikanerne for få ressourcer på at uddanne i bredden? Det har jeg svært ved at se. For det første varierer udgifterne meget fra stat til stat. For det andet er der ingen sammenhæng mellem brug af ressourcer og undervisningens kvalitet (jf. Danmark). For det tredje har USA et særdeles vidtforgrenet net af tilbud til ikke-eliten; problemet er at mange ikke er i stand til at gøre brug af dem. Hvorfor det er, er del af en anden diskussion som vi måske kan vende tilbage til i en anden tråd.

    Svar
  39. David G.

    Friisberg: jeg anfægtede ikke tallene om ulighed og mobilitet, men bestred, at udviklingen skyldes for lidt meritokrati. Den skyldes netop, at meritokratiet fungerer meget effektivt (ud fra de kriterier, der gælder, eksempelvis altså at juridisk ekspertise belønnes meget højt). De dynastiske tendenser er de naturlige følger af, at meritokratiet har skabt en intelligenselite som i stigende grad formerer sig internt. Og som også udviser tilbøjelighed til at leve i sin egen verden.Hvad skal man gøre? Ikke hengive sig til illusioner om, at flere ressourcer til skoler eller positiv særbehandling vil gøre alle lige i såvel egenskaber som evner og præstationer.Bruger amerikanerne for få ressourcer på at uddanne i bredden? Det har jeg svært ved at se. For det første varierer udgifterne meget fra stat til stat. For det andet er der ingen sammenhæng mellem brug af ressourcer og undervisningens kvalitet (jf. Danmark). For det tredje har USA et særdeles vidtforgrenet net af tilbud til ikke-eliten; problemet er at mange ikke er i stand til at gøre brug af dem. Hvorfor det er, er del af en anden diskussion som vi måske kan vende tilbage til i en anden tråd.

    Svar
  40. David G.

    Friisberg: jeg anfægtede ikke tallene om ulighed og mobilitet, men bestred, at udviklingen skyldes for lidt meritokrati. Den skyldes netop, at meritokratiet fungerer meget effektivt (ud fra de kriterier, der gælder, eksempelvis altså at juridisk ekspertise belønnes meget højt). De dynastiske tendenser er de naturlige følger af, at meritokratiet har skabt en intelligenselite som i stigende grad formerer sig internt. Og som også udviser tilbøjelighed til at leve i sin egen verden.Hvad skal man gøre? Ikke hengive sig til illusioner om, at flere ressourcer til skoler eller positiv særbehandling vil gøre alle lige i såvel egenskaber som evner og præstationer.Bruger amerikanerne for få ressourcer på at uddanne i bredden? Det har jeg svært ved at se. For det første varierer udgifterne meget fra stat til stat. For det andet er der ingen sammenhæng mellem brug af ressourcer og undervisningens kvalitet (jf. Danmark). For det tredje har USA et særdeles vidtforgrenet net af tilbud til ikke-eliten; problemet er at mange ikke er i stand til at gøre brug af dem. Hvorfor det er, er del af en anden diskussion som vi måske kan vende tilbage til i en anden tråd.

    Svar
  41. David G.

    Friisberg: jeg anfægtede ikke tallene om ulighed og mobilitet, men bestred, at udviklingen skyldes for lidt meritokrati. Den skyldes netop, at meritokratiet fungerer meget effektivt (ud fra de kriterier, der gælder, eksempelvis altså at juridisk ekspertise belønnes meget højt). De dynastiske tendenser er de naturlige følger af, at meritokratiet har skabt en intelligenselite som i stigende grad formerer sig internt. Og som også udviser tilbøjelighed til at leve i sin egen verden.Hvad skal man gøre? Ikke hengive sig til illusioner om, at flere ressourcer til skoler eller positiv særbehandling vil gøre alle lige i såvel egenskaber som evner og præstationer.Bruger amerikanerne for få ressourcer på at uddanne i bredden? Det har jeg svært ved at se. For det første varierer udgifterne meget fra stat til stat. For det andet er der ingen sammenhæng mellem brug af ressourcer og undervisningens kvalitet (jf. Danmark). For det tredje har USA et særdeles vidtforgrenet net af tilbud til ikke-eliten; problemet er at mange ikke er i stand til at gøre brug af dem. Hvorfor det er, er del af en anden diskussion som vi måske kan vende tilbage til i en anden tråd.

    Svar
  42. Christian Bjørnskov

    @Jakob: Jeg vil ikke bestride, at amerikanerne ikke er voldsomt produktive i forhold til danskerne, men det er der altså ikke mange der er. Og du forveksler iøvrigt produktion med produktivitet i din kommentar.Hvad der er rent nonsens, er dine fattigdomsmål. Det er ligegyldigt, hvor mange der tjener hvor meget under medianindkomsten, for den amerikanske medianindkomst er væsentligt større end den danske. Derfor kan man heller ikke bruge de officielle US mål for fattigdom, da de også er baseret på, hvor stor en del af befolkningen der er en vis procent under medianindkomsten.

    Svar
  43. Lars

    @Jacob:De bruger dobbelt så mange penge, per husstand, på sygesikring, som Danmark og de formår alligevel kun at forsikre ca 25% af befolkningenUSA og DK har samme forventende levetid ifølge http://www.who.int/countries/usa/en/som iøvrigt er identitisk med forventet levetid på Cuba – og de kan sygeforsikre hele befolkning for væsentligt færre penge end både DK og USA. Så dem må vi virkeligt kunne lære noget af … eller hvad?

    Svar
  44. Jakob Kobberholm

    I Danmark har vi 11,8% der tjener 50% af medianindkomsten, eller mindre. Efter social hjælp er der 2,4% der er under grænsen.I USA har de 26,6% der tjener 50% af medianindkomsten, eller mindre. Efter social hjælp er der 21,9% tilbage.Den reelle gruppe af “fattige” i Danmark er altså 2,4% hvor den, i USA, er 21,9%. Kom ikke og sig det ikke er en væsentlig forskel.De bruger dobbelt så mange penge, per husstand, på sygesikring, som Danmark og de formår alligevel kun at forsikre ca 25% af befolkningen og deres fødselsdødelighed og forventede levetid er forfærdelig(Danskere har dog også en meget ringe levetid, men taget i betragtning af, at vi kun bruger det halve på sygesikring, så er det faktisk ikke så ringe til sammenligning).De har lavere arbejdsløshed, men de har også lavere lønninger, længere arbejdsdage og under det halve betalte feriedage af hvad en dansker har. De køber altså deres højere produktivitet med flere timer og de køber den dyrt.Amerikanerne arbejder 15,2% MERE end gennemsnittet. De genererer 11,7% mere end gennemsnittet.Danmark arbejder 8,7% MINDRE end gennemsnittet. Vi genererer 7,7% mere end gennemsnittet.Det er altså meget lidt de producerer mere og det er mange timer de bruger på det.

    Svar
  45. Jakob Kobberholm

    @Cristian: De fattigste 10% af den amerikanske befolkning tjener kun 39% af medianindkomsten hvor den fattigste tiendedel af den danske befolkning tjener 43% af den amerikanske medianindkomst.Vores fattige har altså flere penge end de fattige i USA og det er FØR social hjælp, som er langt mere effektiv i Danmark, end i USA.@Lars: Jeg ved intet om Cubas sygesikring eller deres sundhedsvæsen, men jeg kunne forestille mig at jeg hellere ville opholde mig på et hospital i Danmark, end et i Cuba.Derudover har Cuba en lige så høj barnedødelighed, som USA.Når det er sagt, vil jeg dog altid være åben overfor modeller fra andre lande, hvis de viser sig at være bedre; også lande vi generelt ser os bedre end.

    Svar
  46. JR

    JK: “De fattigste 10% af den amerikanske befolkning tjener kun 39% af medianindkomsten hvor den fattigste tiendedel af den danske befolkning tjener 43% af den amerikanske medianindkomst. Vores fattige har altså flere penge end de fattige i USA og det er FØR social hjælp, som er langt mere effektiv i Danmark, end i USA.”David Gress skriver i artiklen, at de amerikanske fattiges indkomst undervurderes i forhold til de danske fattiges eftersom forbrugsafgifter ikke medregnes. Det glemte du lige at medtage;-)

    Svar
  47. US

    Det kan bestemt anbefales Jakob Kobberholm rent faktisk at læse Eberstadts analyse. Den leverer faktisk et glimrende standardsvar til dem, der bare slynger et fattigdomsmål ud og så mener det er det.En vigtig pointe at tage med derfra er også den lidt fortærskede pointe, at det ikke rigtig giver mening at tale om “gruppen af fattige” i USA, på samme måde som det gør i DK. Hvis fattigdom i høj grad er midlertidig, betyder det at man selv er i stand til at kæmpe sig op igen, social dynamik og alt det der. Her er papiret ret klart i mælet:”The long-term poor (or “permanent poor”), in other words, accounted for barely one-tenth of those who passed through officially designated poverty at some point in 1999, and less than 6 percent of those who were counted as poor at any point between the start of 1996 and the end of 1999″. Figur 2 i papiret er også illustrativ.Analysen af forbrugsmønstret for lavindkomstgruppernes vedkommende viser også meget tydeligt, at der er stor udskiftning i fattigdomsgruppen, eftersom det intertemporale forbrug er konsekvent og markant højere end indkomsten, uden at dette resulterer i øget gældssætning på langt sigt for gruppen som helhed. I 2004 oversteg forbruget indkomsten med 95%, og trenden har været stærkt voksende i perioden der analyseres på. Mennesker i lavindkomstgrupperne nedsparer altså systematisk i USA ud fra den opfattelse, at indkomstfaldet er midlertidigt, på samme måde som danske studerende optager SU-lån.Forbrugsafgifter er i øvrigt ikke det eneste problem, når der diskuteres niveauer. Et af USA’s største anti-poverty measures, EITC, påvirker slet ikke den officielle fattigdomsrate:http://gregmankiw.blogspot.com/2006/09/does-eitc-reduce-poverty-rate.html

    Svar
  48. Lars Andersen

    @JacobJeg har heller ikke nogen særlig viden om Cubas sygehusvæsen, men jeg idé om at det danske er at foretrække. Min pointe var sådan set bare, at den forventede levetid er et dårligt eksempel at drage frem, hvis man ønsker at vise at “amerikanske tilstande” et noget skidt. Jeg er i at Når det er sagt, vil jeg dog altid være åben overfor modeller fra andre lande, hvis de viser sig at være bedre; også lande vi generelt ser os bedre end. . Men jeg tror ikke vi vil være enige om, hvilke modeller der er bedre.

    Svar

Leave a Reply to UggeCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.