De multinationale og menneskerettighederne

Denne punditokrat har d.d. en længere artikel i Ræson vedrørende multinationale virksomheder og menneskerettigheder. Politiken har valgt at bringe en forkortet version af artiklen, der ikke findes online, hvorfor jeg bringer den i sin helhed her:

Siden globalisering for alvor blev en vigtig del af international politik, har der været gjort forsøg på at få multinationale virksomheder underlagt internationale menneskerettighedsstandarder. Der eksisterer hvad man kunne kalde en menneskerettighedsbevægelse bestående af NGO’er, akademikere og menneskerettighedsinstitutioner, som har produceret utallige konferencer og artikler om dette emne. Målsætningen har også givet sig udslag i Danmark, hvor Institut for Menneskerettigheder (IM) sammen med bl.a. Dansk Industri og LO, har iværksat et storstilet projekt under navnet “Human Rights & Business”. Projektet inkluderer bl.a. en hjemmeside, hvor virksomheder ved at beskrive en lang række forhold om virksomhedens produktion, ligestilling, markedsføringstiltag, ansættelsespolitik m.v. kan få bedømt, hvorvidt de lever op til de menneskerettighedsstandarder, som gælder i henhold til en række FN-Konventioner.

Men kampagnen for at underlægge de multinationale virksomheder menneskerettighedsstandarder hviler på en fatal mangel på forståelse af nogle helt grundlæggende og afgørende forskelle mellem stater og erhvervsvirksomheder.

De sårbare giganter

Den grundlæggende brist i idéen om at underlægge de multinationale virksomheder menneskerettigheder er den manglende forståelse af den fundamentale forskel mellem en stat og en privat virksomhed. Stater har langt større magtbeføjelser – selv fattige stater er langt mere magtfulde i forhold til almindelige mennesker end den rigeste multinationale virksomhed.

Grunden til, at stater skal overholde og respektere en række fundamentale menneskerettigheder, er, at staten er tildelt et monopol på magtudøvelse på sit territorium. Staten kan med andre ord bruge væbnet magt overfor sine borgere, der typisk ikke har adgang til at udfordre statens magtmonopol. I moderne tid har teknologi medført, at staterne via velbevæbnede hære og politistyrker med lethed vil kunne udrydde deres befolkninger, hvorfor risikoen for misbrug af statens magtmonopol er så meget desto større, hvilket Europas historie i sidste århundrede bærer al for tydeligt vidnesbyrd om. Ingen nok så rig virksomhed har et tilsvarende magtmonopol.

Endvidere lever virksomheder modsat stater på borgernes nåde, idet virksomheder er afhængige af, at forbrugere (og andre virksomheder) frivilligt vælger at bruge penge på det(t) produkt(er), som virksomheden lever af at producere og/eller sælge. Vælger forbrugerne eller andre virksomheder en virksomheds produkt(er) fra, vil selv den stærkeste koncern falde fra hinanden uden mulighed for at tvinge forbrugerne til at bidrage til dens fortsatte eksistens. En kriseramt virksomhed kan altså ikke pudse politi eller hær på vrangvillige eller kritiske forbrugere og tvinge disse til at betale til virksomheden mod deres vilje. Såfremt en stat er i økonomiske problemer vil den derimod kunne udskrive skatter, således at borgerne tvinges til at bidrage til og styrke statens magtmonopol. Er borgerne utilfredse vil staten endvidere kunne anvende lovgivning og sit magtmonopol til at tvinge borgerne på plads. Statens magtmonopol gælder tillige overfor virksomheder – også de multinationale – der, præcis som borgerne, afkræves skatter og er underlagt love og regler der vedtages, administreres og håndhæves af staten.

Heller ikke forholdet mellem ansat og virksomhed kan sammenlignes med forholdet mellem stat og borger. Et ansættelsesforhold er i en fri markedsøkonomi baseret på aftalefrihed. En person kan derfor ligeså lidt tvinge en virksomhed til at ansætte sig, som en virksomhed kan tvinge en person til at arbejde for sig. Den grad af frivillighed, der eksisterer mellem borger (som forbruger eller ansat) og virksomhed, findes således ikke i forholdet mellem borger og stat.

Det skal medgives, at der har været situationer, hvor multinationale virksomheder har begået endog meget alvorlige forbrydelser såsom anvendelse af tvangsarbejde, fysiske overgreb og mord, som f.eks. i Chile i forbindelse med kuppet mod Salvador Allende.  På trods af den fortjente medieopmærksomhed sådanne tilfælde får, er det dog en meget lille minoritet af disse selskaber, der har sådanne handlinger på samvittigheden. Det er endvidere værd at bemærke, at den groveste form for overgreb fra de multinationale virksomheders side (der toppede under den kolde krig) næsten udelukkende er fundet sted i stater med korrupte og undertrykkende regeringer. Sådant misbrug sker meget sjældent, hvis nogensinde, i velfungerende liberale demokratier, hvor regeringerne i højere grad er bundet af menneskerettigheder og er afhængige af borgernes velvilje. Fordi virksomheder ikke kan anvende magt, men netop er afhængige af, at vi forbrugere efterspørger deres produkter, er de multinationale selskaber langt mere sårbare overfor dårlig presse og for omverdenens krav om acceptabel opførsel, end stater med magtmonopol. En sårbarhed, der er blevet forstærket via moderne informationsteknologi.

Da Cheminova for nylig blev konfronteret med beskyldninger om farlige arbejdsforhold for firmaets ansatte i Indien, skred man straks ind med en undersøgelse med henblik på at forbedrede eventuelle kritisable forhold. Når Sudan, Iran, Saudi-Arabien og Nordkorea konfronteres med deres behandling af egne statsborgere mødes det internationale samfund og menneskerettighedsorganisationer oftest med et skuldertræk eller tomme løfter om forbedret opførsel.

Selskaberne slipper ikke

Instituttets projekt er tillige på skrøbelig grund, når det kommer til de menneskerettighedsforpligtelser, man mener de multinationale selskaber skal efterleve. Projektet påberåber sig at være baseret på gældende menneskerettighedskonventioner i FN-regi, såsom FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder fra 1966. Men læser man disse konventioner bliver det hurtigt klart, at de alene binder stater: under gældende ret er det med andre ord alene dem, der er pligtsubjekter under eksisterende menneskerettighedskonventioner. Konventionerne kan alene ratificeres af stater – og det folkeretlige ansvar, der følger af en sådan ratifikation, påhviler alene den ratificerende stat. Selv hvis en virksomhed skulle ønske at blive bundet af en international menneskerettighedskonvention, ville dette ikke være muligt.

Tværtimod forholder det sig således, at virksomheder er rettighedssubjekter under en række menneskerettighedskonventioner, herunder de FN-konventioner, som “Menneskerettighedsbevægelsens” projekt er baseret på, samt under den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Det vil sige, at virksomheder har krav på, at stater respekterer bl.a. retten til en retfærdig rettergang, den private ejendomsret og ytringsfriheden. Der foreligger da også adskillige domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), hvor det er blevet statueret, at statslige tiltag såsom konfiskationer og vilkårlige retssager har været i strid med EMRK. Der findes derimod ikke én eneste dom fra EMD (eller afgørelse fra FNs Menneskerettighedskomite), der statuerer, at en virksomhed har overtrådt disse konventioner, hvilket da også ville være i strid med konventionernes ordlyd, da alene stater kan indklages for de tilknyttede menneskeretlige klageorganer.

Der er således hverken et konkret behov eller juridisk belæg for at pålægge de multinationale virksomheder menneskerettigheder. 

11 thoughts on “De multinationale og menneskerettighederne

  1. Rasmus Ole Hansen

    Ja det kan virker fjollet med alle disse nye forskellige ikke finansielle regnskabspraksiser der vinder frem, uden at de reelt har noget indhold som man kan holde virksomheden op på.Jeg tror blot du undervurdere virksomhedernes markedsføringsmæssige interesse i at være med til at udarbejde menneskeretlige regnskaber. I forevejen arbejdes der jo med coporate social responsibility, som om det ikke var nok at virksomhederne producere vare og tjenesteydelser der forbedre livskvaliteten, hvilket hvilket i mine øjne er så socialt ansvarligt som noget kan blive.Det skal ikke undrer mig der kommer en menneskeretlig regnskabspraksis, hvor virksomhederne kan blære sig med hvor gode de er (der er jo ingen der rappoterer dårlige ting).Ps. Er det ikke at tage munden for fuld, når der står på Ræson at du blogger både på punditokraterne OG retsstaten : )

    Svar
  2. Peter Kurrild-Klitgaard

    @Jacob: “Jeg har ingen idé om hvad du mener, men hvis du vil afsløre dit eksempel kunne jeg givetvis forholde mig til det.”Jacob (og andre), lad være være med at bruge flere kræfter på “Antispin”, som vist tilsyneladende er en internet “trold” snarere end én, der ønsker seriøse diskussioner.

    Svar
  3. Jacob Mchangama

    Ad Rasmus: Jo det er lidt af en tilsnigelse al den stund, at aktiviten på Retsstaten er forsvindende lille. Det skyldes dog ikke bevidst bedrag men, at min profil ikke er blevet opdateret hos Ræson…Ad Antispin: Jeg har ingen idé om hvad du mener, men hvis du vil afsløre dit eksempel kunne jeg givetvis forholde mig til det

    Svar
  4. Michael

    Kære BirgitteDu har ret i, at der bliver sagt og skrevet mangt og meget på disse sider. Men det er i det mindste forsøgt holdt i en sober og seriøs tone.Skulle vi ikke prøve at fastholde det og så lade os se at komme videre.Sobre indlæg vil altid få sobre svar.

    Svar
  5. Rasmus Ole Hansen

    @ antispinDet er ledelsens ansvar at afgive rapporter om virksomheden, hvorledes ser du at en ledelse skulle have incitament til at rapportere noget dårligt. Det kan jo koste kunder.Omvendt er jeg da ikke tvivl om at en virksomheds ledelse i led i sin branding af sine produkter gerne vil fortælle alt muligt godt. Her i ligger også den faktor at business to business virksomheder vil være helt ligeglade med den slags rapporter.I den pågældene diskussion som Jacob omtaler, så bliver problemet jo at fastsætte nogle standarder som man kan måle virksomhederne på. En sådan minimums standard findes jo i forevejen, den standard hedder lovgivningen. Jeg vil også gerne hører dit slemme eksempel. Umiddelbart kan jeg da godt selv finde på noget, f.eks. brugen af lejesoldater i Irak. Jeg tror nu ikke at de sikkerhedsfirmaer for flere kunder ved at rapportere om menneskerettigheder. Derfor gør de ikke det.

    Svar
  6. kjerulf

    Antispin:For det første hedder det “hos jer liberale”, ikke “hos I liberale”. Hvad man dog skal finde sig i….For det andet har du insinueret at nogen af vores meget afholdte punditokrater har spillet en rolle i noget slemt. Vi er mange, der gerne vil vide, hvad du mener. Speak now or forever hold your peace!

    Svar

Leave a Reply to kjerulf Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.