Ensretning eller mangfoldighed?

I forlængelse af nogle af mine tidligere punditokrat-indlæg har jeg her hen over september berørt modsætningen mellem monisme og pluralisme i en kronikrække om Tolstoj, Turgenev og Dostojevskij i Berlingske.

Samtidig har jeg uddybet emnet i et CEPOS-essay, der netop er blevet sendt på gaden. Essayet har titlen “Ensretning eller Mangfoldighed?” og resuméet lyder som følger:

Den russisk-engelske politiske tænker Isaiah Berlin var velbevandret i den klassiske litteratur. Hos den oldgræske digter Arkhilokhos var han faldet over et pudsigt brudstykke af en lille fortælling. “Ræven ved mange ting, men pindsvinet ved én, stor ting”, lød de dunkle ord. De fleste ville nok have rystet på hovedet og ladet fabel være fabel, men ikke Berlin. Han brugte modstillingen mellem ræven og pindsvinet til at sætte et billede på de idéer, han holdt ansvarlige for samtidens politiske sygdomme. Hvor pindsvinene ledte med lys og lygte efter én sand formular for samfundets indretning, der besang rævene mangfoldigheden. Striden mellem ensretning og mangfoldighed blev ikke blot udkæmpet i 1700- og 1800-tallets intellektuelle miljøer. Den lader sig også aflæse i periodens litteraturhistorie. Et sigende eksempel finder vi i Rusland, hvor tre af periodens største forfattere – Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij og Ivan Turgenev – meldte sig i dysten med både liv og sjæl. Beretningen om de tre store russere viser med al ønskelig tydelighed, hvor forjættende pindsvinenes store lighedstanke er. Netop derfor er den farlig, for ensretning er en opskrift på undertrykkelse.

Jeg hører – såfremt vore læsere kan overskue mere russisk litteraturhistorie 🙂 – gerne nogle kritiske kommentarer.

2 Comments

  1. Er “Forbrydelse og straf” på sin vis ikke et angreb på/opgør med “den store tanke”? Raskolnikov begrunder mordet af pantelånersken med hans teori om de to grupper af mennesker, og den enes ret til at myrde for at fremme det rigtige formål. Men denne begrundelse giver ham ikke megen sjælefred og, som jeg tolker slutningen, må han jo til sidst erkende at virkeligheden er betydeligt mere nuanceret end den “store tanke”, som han i princippet anser for at være rigtig.Forløbet i bogen virker generelt på mig som et opgør med troen på en idéel “grand theory”, som jo er det Raskolnikov starter ud med, hvilket kun fører til hans egen ulykke.

  2. Jo, hele Dostojevskijs forfatterskab er et opgør med det, du kalder ‘den store tanke’. Hans negative kritik er uovertruffen. Men min pointe i essayet – og kronikken – er, at hans alternativ, den ‘ortodokse tanke’, ender med at hylde en anden slags ensretning.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑