EU's plan: Undgå nye forhandlinger

I juli brød frihandelsforhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen WTO endeligt sammen. Og selvom man selvfølgelig kan skyde skylden for det på mage forskellige lande – ingen er udskyldsrene – var EU hovedskurken i det spil (se her). Da forhandlingsrunden fra starten så lovende ud for en række fattige lande – og forbrugere over hele verden! – forsøger flere lande for tiden at redde den såkaldte Doha-runde ved at file på egne og andres forslag.

Med Australien i spidsen har Cairns-gruppen – en gruppe af 18 både rige og fattige fødevareeksporterende lande – foreslået at USA skærer fem milliarder dollars af deres landbrugsstøtte, og at EU forbedrer deres udspil på toldområdet med fem procent. WTO-chefen Pascal Lamy har bredt set støttet forslaget offentligt, som er blevet kendt under navnet "the five and five idea".

Og hvordan reagerede EU så? Unionens chefforhandler og handelskommissær Peter Mandelson afviste planen som 'undoable' og sagde i et interview med The Australian Financial Review, at det ville være at kræve for meget af EU, der allerede – efter hans mening – har gjort mere end man kunne forvente. I en tale i Berlin den 18. september forleden forklarede Mandelson derimod, at EU er stærkt positiv overfor det multilaterale handelssystem i WTO, og således forsøgte at lave flere frihandelsaftaler. Pudsigt nok er de alle bilaterale – altså aftaler mellem et meget stærkt EU og enkelte ulande eller smågrupper af dem. Hvor er det multilaterale i det? Og man kan spørge, hvor frihandelen er? De aftaler, jeg har set indtil videre, er i hvert fald fulde af undtagelser og skjulte barrierer, så det 'frie' i 'frihandel' er til at overse.

For en der har fulgt forhandlingerne siden de gik i gang i 2001, er det i stigende grad klart, at EU's plan i første omgang var, at Doha-runden ikke skulle føre til noget konkret. Den plan lykkedes i og for sig da runde brød sammen. Nu er planen så åbenbart at forhindre, at der kommer nye forhandlinger i gang til fordel for fattige lande og forbrugere overalt. Verden er virkelig af lave for tiden, når en franskmand står i spidsen – og gør et godt job der – for at liberalisere verdenshandlen, mens en brite agerer talsmand og forsvarer for et planøkonomisk system, der havde gjort Beria stolt.

12 thoughts on “EU's plan: Undgå nye forhandlinger

  1. G. Friisberg

    “En brite agerer talsmand og forsvarer for et planøkonomisk system, der havde gjort Beria stolt”. Er det ikke lidt af en flothed at beskrive EU’s landbrugsordninger som et sovjetisklignende “planøkonomisk system”? Der er et minimalprissystem med markedsintervention, men også noget direkte støtte, der ikke virker markedsforvridende i alvorligt omfang. Der er ikke i EU-landbrugsordningerne tale om en detailstyring af priser og produktionsomfang, som der kunne være det i den sovjetiske planøkonomi. Under kvoter og interventionspriser virker markedet vel i det store hele, som markeder plejer at virke. Man ser andre steder USA fremstillet som den store skurk, der fik det til at bryde sammen. USA er kendt for støtte til bomuldsproducenter og risproducenter, der er direkte imod WTO-reglerne. USA’s adfærd omkring NAFTA lægger heller ikke just op til optimisme omkring muligheden for, at man kan vente sig frihandelsaftaler fra USA’s side, som vil give u-landene seriøse muligheder. NAFTA viser, at en aftale, der for ensidigt er til de rige landes fordel, giver en “frihandel”, der kan få ubehagelige konsekvenser for u-landet.

    Svar
  2. JR

    “Under kvoter og interventionspriser virker markedet vel i det store hele, som markeder plejer at virke.”Gør det? Timbro refererer til europæiske overpriser på landbrugsprodukter på over 80%. Et eksempel er sukker, hvor prisen i EU er knap 3 gange prisen på verdensmarkedet.Interventionspriserne garanteres i øvrigt ikke til lande udenfor unionen. Hvis de er så effektive, at de formår at producere varerne til under interventionspriserne kan de altså se frem til at konkurrere mod et europæisk landbrug (i EU) som er i stand til i princippet at gå arbitrært langt ned i pris. Det virker næppe befordrende for konkurrencen.Kvoter virker naturligvis også hæmmende på konkurrencen. Du kan så naturligvis mene, at overpriser på over 80% ikke er et tegn på, at ordningerne virker “markedsforvridende i alvorligt omfang.” Kan du forresten ikke være lidt mere konkret med din kritik af NAFTA og “frihandel”?

    Svar
  3. G. Friisberg

    JR.Mit indlæg var ikke ment som et forsvar for EU’s landbrugsordninger. M.h.t. kritik af disse er jeg enig med Punditokraterne. Det, jeg opponerede imod, var den løsagtige omgang med økonomisk terminologi. Jeg mener, man højst som en metafor, der udtrykker maksimal afstandtagen, kan kalde EU’s landbrugsordninger “planøkonomiske”, og da slet ikke “planøkonomiske i sovjetisk forstand”, som det gøres af Bjørnskov. I den sovjetiske planøkonomi satte man planmål for produktion og priser. EU’s landbrugsordninger er i højere grad udtryk for en rammeregulering. Inden for denne rammeregulering foretager massevis af selvstændige producenter optimeringsbeslutninger på samme måde, som man gør i andre dele af økonomien. Derfor er det markedsøkonomi inden for en politisk-økonomisk regulering. M.h.t. NAFTA: Jeg er ikke sikker på, at denne handelsaftale har været god for Mexico. Efter at der er åbnet op for fri handel med majs, er i hundredetusindevis af mexicanske majsbønder bukket under for konkurrencen med mere effektive majsproducenter nord for grænsen. De mindre mexicanske producenter har svært ved at konkurrere med amerikanske storlandbrug. Frihandel er ikke altid til gavn for små, ineffektive producenter, specielt ikke, når de ikke kan finde alternativ beskæftigelse. NAFTA har nok ført til en stærk stigning i den mexicanske eksport, men det er en eksport, der har haft for begrænsede udviklingsfremmende virkninger på den mexicanske økonomi. De økonomiske og sociale uligheder i Mexico er meget betydelige, og de ser ikke ud til at være formindsket siden 1. januar 1994. Når mexicanerne forsøger at emigrere nordpå, mødes de af den nordamerikanske pendant til Berlinmuren, en stadig mere effektiv “mur”, der holder dem ude. På det seneste har Bush-administrationen endda indsat nationalgardister for at bevogte grænsen. Det er ikke særlig liberalt.

    Svar
  4. David G.

    Friisbergs sludder om den amerikansk-mexicanske grænse og indvandring fortjener egtl., at jeg starter en ny tråd, men foreløbig:1. Der er ingen mur. Der kommer (måske) en barriere langs noget af grænsen. Intet tyder imidlertid foreløbig på, at den illegale indvandring har svært ved at fortsætte, for det gør den, med meget store omkostninger, også lokalt i grænseområdet (forurening, kriminalitet).2. Hvorfor er det ikke liberalt at ville beskytte sin grænse? Synes Friisberg ikke, der bør være statsgrænser overhovedet, eller er det kun de amerikanske grænser, han ikke synes er liberale?

    Svar
  5. G. Friisberg

    David G.Det var lidt ment som en morsomhed, – men OK, måske en lidt malplaceret morsomhed.Jo, selvfølgelig er statsgrænser en del af den verden, vi lever i. Ifølge et konsekvent liberalistisk standpunkt kunne man mene, at grænser ikke burde være der, når de frie markedskræfter råder. Hvis der er fri bevægelighed for kapital, hvorfor så ikke også for arbejdskraft? Den illegale indvandring er et symptom på USA’s forfejlede politik i forhold til Latinamerika, og i dette tilfælde specielt Mexico. NAFTA-aftalen er ikke udformet på en måde, der giver lige muligheder for Mexico. Det er da heller ikke nogen tilfældighed, at den ene af de to præsidentkandidater, der lå tættest i opløbet til præsidentposten ved valget 2. juli har forlangt NAFTA-aftalen genforhandlet, så den i højere grad bliver til fordel for begge parter -eller tre parter. Canada er jo også med.Det er tankevækkende, at Mexico har ca 3000 km grænse til fælles med USA. Der er masser af handelskontakter mellem de to lande. Men de har været ret ensidigt til fordel for den ene parts udvikling. Siden man startede den nyliberale politik i begyndelsen af 1980’erne, er den mexicanske vækst på det nærmeste gået i stå.Der er stadig den samme lønforskel mellem de to lande, ca. forholdet 1:8, som der var, da man startede det mere intensive økonomiske markedssamarbejde. Maquiladoramodellen har ikke været befordrende for udvikling af Mexico.

    Svar
  6. NHS

    @ G.F. For at trække sidesporet lidt længer kan man jo fremhæve, at USA og Mexico lå i (begyndende) forhandlinger om en ny fase i NAFTA-samarbejdet – netop vedr. nemmere migration over grænsen. Disse forhandlinger blev dog stoppet i september for 5 år siden…Men jo: Ifølge Penn World Tables har væksten i Mexico – efter NAFTA – været noget varierende. Men mon ikke, om uddannelse, landbrug og infrastrukturen i Mexico ikke også er en faktor heri.

    Svar
  7. Rasmus Ole Hansen

    @ Friisberg” Der er et minimalprissystem med markedsintervention, men også noget direkte støtte, der ikke virker markedsforvridende i alvorligt omfang”. Den må du vist lige forklare nærmere, for hvordan kan du påstå at det ikke er markedsforvridende? Selvfølig kan du dække dig ind under at man kan relativisere det vha. ” i alvorligt omfang”. Men det er altså stadig planøkonomi, til skade for verdens samlede velstand.Mht. hvis skyld sambrudet var, så kan du med fordel trykke på det link Bjørnskov har i sin artikel til http://www.punditokraterne.dk/63235_Sammenbruddet_i_WTO_hvis_skyld_var_det.html

    Svar
  8. G. Friisberg

    ROH.Det er nok korrekt, at det er markedsforvridende. Men det, Bjørnskov gør, er jo at sammenligne det med en sovjetisk planøkonomi, og det er stærkt overdrevet. EU’s landbrugsordninger består af en række delordninger for forskellige områder. De steder, hvor der er interventionspriser, dvs en slags minimalpriser for produkter, gælder, at prisen kan svinge frit over mindsteprisen, der er garanteret producenten, i visse tilfælde op til en retningsgivende pris. Der foretages så f.eks. støtteopkøb/-salg af produkterne for at holde priserne. Det er ikke planøkonomi i sovjetisk forstand. Men det virker markedsforvridende i forhold til helt fri handel med produkterne. Når det gælder eksportrestitutionerne, er i særlig grad har haft negative konsekvenser for u-landsbønder, har EU besluttet, at disse skal være væk senest i 2013. Jeg har trykket på linket og læst det andet indlæg. Det er en interessant analyse, Bjørnskov har lavet, men jeg må indrømme, at jeg har en fornemmelse af, at hans pro-amerikanisme løber af med ham, når han kan nå de konklusioner har når frem til. Det er jo delvist arbitrært den måde, han har givet points-værdier på. Han konkluderer også, at EU’s handelskommissær på det nærmeste er underlagt et konspiratorisk regime, når han tager stilling i handelsforhandlingerne. Der er jo mange lande, der er med til at give ham forhandlingsmandat, så han kan næppe optræde med den grad af konspiratorisk indstilling, som han forsynes med i Bjørnskovs (i øvrigt interessante) analyse.

    Svar
  9. Anne

    Til Friisberg.Ønsker ikke at deltage i udvekslingen omkring USA, Mexico, NAFTA etc., men vil blot bemærke, at der er forskel på at være liberalist og liberal – du synes at blande de to begreber sammen fra gang til gang. I denne forbindelse gælder det endvidere, at de mange diskurser, der danner den liberale filosofi, ikke udgør en enkelt dogmatik. Det er således forfejlet at tale om et logisk modsætningsforhold (“ifølge et konsekvent liberalistisk standpunkt”) mellem dét at være liberal og dét at ville hævde statens suverænitet, herunder dens grænser.Mvh.

    Svar
  10. Anne

    NB! For nu at undgå at blive misforstået må jeg hellere tilføje, at det citat, der anvendes i min posting ovenfor, er analogt med formuleringen “Det er ikke særlig liberalt” fra en anden af Friisbergs postings. Min pointe er, at man anvender begreberne i flæng (liberalistisk/liberalt) i forbindelse med det samme argument og underordner dem én logik, hvilket er problematisk. Beklager, hvis mit indlæg fremstår lidt rodet…Mvh

    Svar
  11. Lauge Skovgaard

    Dem af jer der er interesseret i Europæisk økonomisk udenrigspolitik skal være opmærksom på en nyopstartet tænketank – European Center for International Political Economy – der fra et klassisk liberalt perspektiv vil analysere europæisk handels- og investeringspolitik. Den er bl.a. startet af en af mine gamle undervisere – Razeen Sally – og har folk som Douglas Irwin, David Henderson og Deepak Lal på dens advisory board. Se her: http://www.ecipe.org/. Dr. Sally har i parentes bemærket skrevet en fremragende afhandling om klassisk liberalisme og international politisk økonomi (http://www.abebooks.com/servlet/BookDetailsPL?bi=266236548&searchurl=isbn%3D0415164931%26nsa%3D1)

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.