Militært demokrati eller demokratisk redning?

Det sker ikke alt for tit, at jeg er enig med Politikens leder. Men i dag var en undtagelse. Som bekendt har militæret i Thailand forleden kuppet den demokratisk valgte premierminister Thaksin og lovet at genindføre demokratisk styre i løbet af fjorten dage.

Politiken skriver i dag i sin leder befriende klart om situation:

Thailand har i de senere år været regeret af en politiker, der med stor ret er blevet sammenlignet med Silvio Berlusconi, som italienerne stemte fra magten tidligere på året. Blot er premierminister Thaksin endnu mere skamløs i den måde, hvorpå han har fusioneret politisk, økonomisk og mediemæssig magt. Han var, allerede før han blev regeringschef, en af landets førende forretningsmænd, og han og hans familie er bestemt ikke blevet fattigere af at være ved magten. Faktisk har deres misbrug af magten for egen vindings skyld været afgørende for den upopularitet, der var tæt på at tvinge ham fra magten allerede i foråret.

 Situationen i Thailand har i den grad delt vandene, for hvordan håndterer man den? På den ene side mener alle renhjertede og velmenende kræfter, at demokratiet er ubetinget godt, men på den anden side kan man realpolitisk sommetider se, at ledende politikere blive valgt og genvalgt imens de fører politik, der bestemt ikke er til gavn for landet. I Thaksins tilfælde har den handlet om personlig berigelse, mens han ret konkret har bestukket vælgere i landets fattige yderdistrikter – netop de vælgere der er længst fra det politiske spil og mindst tilbøjelige til at læse aviser eller på anden vis holde sig informeret.

Selv hårdnakkede demokratitilbedere græder tørre tårer over Thaksins nederlag, men få tør rose militæret for dets indgreb. For politologer og politiske økonomer (som der er nogle stykker af her på bloggen) illustrerer eksemplet på vidunderlig vis det dilemma, der i høj grad er demokratiets: hvad gør vi, når vi er utilfredse med den førte politik, men ikke har hæderlige politiske alternativer? Forleden var løsningen at militæret rykker ind, men i de fleste lande (måske uden Thailands smukke eksempel på monarki?) er den løsning decideret farlig. Det er ikke just en win-win situation, så jeg holder mine fingre krydset for, at landets militær faktisk viser sig at være en demokratisk redning!

4 thoughts on “Militært demokrati eller demokratisk redning?

  1. Repsak

    Hvad Politiken opfatter som et godt demokrati eller en god regeringsleder, er ikke nødvendigvis godt for Thailands befolkning. Eller Italiens befolkning. Italien døjer med en socialistisk regering og en eks-kommunist som præsident. Så ville jeg personligt hellere have Berlusconi, men jeg er jo heller ikke italiener. Og det er min pointe. Vi skal ikke gøre os til dommere over andre befolkningers ret til frit at vælge deres ledere. Vores idealbillede er ikke nødvendigvis deres. Vi kan hjælpe med at skabe frihed, således at befolkningen i lande med diktatur og magtliderlige militærchefer kan få lov at vælge, hvilken retning, de vil gå i, men at gøre os til dommere over, hvor de går hen, når først de har valgt, er kvalmende ikke mindst når pointen kommer fra Politiken. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan Politiken kan forsvare at militæret vælter en folkevalgt regeringsleder, og indsætter en militærleder, og samtidig kritiserer, at halvdelen af verdenssamfundet vælter en diktator som Saddam Hussein og indfører demokrati. Det giver ikke mening.

    Svar
  2. Martin Rannje

    Problematikken er vel nogenlunde sammenlignelig med Hugo Chavez’ styre i Venezuela – Chavez er demokratisk valgt, men en patron og charlatan af vaerste skuffe. Og han goer alt hvad der er muligt inden for lovens rammer til at manipulere demokratiet, saaledes at han kan bevare magten og tilrane sig landets ressourcer samtidigt (om han beriger sig personligt skal jeg ikke kunne sige, men ikke desto mindre er det vel nogenlunde samme form for magtmisbrug som Thaksins?) Der var en udemaerket artikel om hans politiske metoder i Foreign Policy for omtrent et halvt aar siden. Gad vide hvad politiken ville sige hvis militaeret vaeltede ham…?Det illustrerer desvaerre et grelt problem ved demokratiet, at det kun er godt saalaenge det foerer til slutninger vi mener er godt (hvilket det vel generelt har gjort i vesten, omend det da langt fra er perfekt. Men vel stadig nok det hidtil kendte “bedste alternativ”.) Efter min mening boer demokrati ikke vaere et maal i sig selv, men liberalisme og en staerk forfatning derimod. Demokratiet er primaert et middel til at sikre at samfundet forbliver frit – uden staerke domstole og institutioner til at haandhaeve forfatningen, og beskytte minoriteter fra undertrykkelse (eller udplyndring maaske…?), er demokratiet ikke meget vaerd. Der er en grund til at det vidst nok aldrig er set at et land er gaaet direkte til demokrati, uden at liberalisere landets lovgivning (eksempelvis via jordreformer) foerst – liberalisme er et fundament for demokrati. Nu maa jeg indroemme at jeg ikke ved meget om Thailands institutioner, men med deres historie for “chrony-capitalism” og personlige relationer, kunne jeg forestille mig at det ikke var verdens mest moderne eller liberale land.Mvh

    Svar
  3. Nikolaj Hawaleschka Stenberg

    Der er et gammelt mundheld der siger: Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Med farer for at fremstå som antidemokrat vil jeg fremsætte den påstand, at noget lig dette kan siges om situationen i Thailand.Repsak siger i sin kommentar, at man ikke skal gøre sig til dommer over andre staters valg af statsledere, eftersom vores ”idealbillede [på en demokratisk leder (?)] ikke nødvendigvis er [det samme som] deres.”Det er jeg uenig i. I lige så lang tid som menneskets civilisation går tilbage i tiden, har man haft en sund interesse for andre landes forhold. Med tiden er denne interesse ganske vist blevet mere global, men ikke desto mindre er det samme interesse. Men kan man så tillade sig at støtte f.eks. et kup e.l.? Moralsk set må mit svar være: Ja. Det er der intet problem i, såfremt det pågældende styre der kuppes leder deres respektive land på en måde, som vi (ja! Vi!) ikke bryder os om. Der skal i øvrigt meget til, før en støtte fra et andet land i en situation som denne, kan betragtes som en folkeretlig aggression.Og som MR skriver, så bør ”demokrati” ikke et mål i sig selv. Demokrati er og bliver et middel (muligvis det bedste) der kan bruges for at styrke almenvældets rettigheder og friheder.Man skal heller ikke glemme, at statskuppet netop blev foretaget for at få genoprettet forfatningen og den styreform (eller idealerne herfor) som der foreskrives heri. Om man så vælger at kalde dette for ”konservatisme” fra militærets (og kongens?) side, eller blot en art radikal liberalisme er blot semantik. Selv kommer jeg til at tænke på Thomas Jeffersons famøse citat:“The tree of liberty must be refreshed from time to time with the blood of patriots and tyrants.”Måske bliver lærestregen efter denne episode, at man som borger skal tage vare på sine nationale værdier og beskytte dem for korrumperende ledere samt – når det brænder på – være parat til at lave et nødvendigt offer.Mvh

    Svar
  4. Kim Møller

    I lighed med Rantje tænkte jeg også på Chavez i Venezuela.Tilslutter mig fuldt ud Repsaks ord, selvom Seidenfaden er jo pacifist-demokrat.”Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan Politiken kan forsvare at militæret vælter en folkevalgt regeringsleder, og indsætter en militærleder, og samtidig kritiserer, at halvdelen af verdenssamfundet vælter en diktator som Saddam Hussein og indfører demokrati. Det giver ikke mening.”

    Svar

Leave a Reply to RepsakCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.